MELLEMØSTEN // ANALYSE – Mens der endnu ikke ligger en formel krigserklæring, synes parterne at være meget lidt villige til at krybe væk fra kanten af afgrunden.
TEL AVIV – Den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, sagde i fredags, at krigen nu er kommet ind i en ny fase, men samtidig har man fra israelsk side haft travlt med at understrege, at konflikten mellem Israel og Hizbollah endnu ikke har fået karakter af egentlig krig.
Efter mandagens dramatiske israelske bombeangreb i det sydlige Libanon kan man imidlertid godt komme i tvivl om denne antagelse. Op mod 500 mennesker mistede livet under omkring 1.600 angreb på mål tilhørende den væbnede arm af Hizbollah, hvilket gjorde det til den ubetinget mest dramatiske dag siden oktober sidste år.
Der er ikke kommet nogen formel krigserklæring, men som Amos Harel, som er politisk kommentator ved det israelske dagblad Haaretz, skriver, betyder de seneste udviklinger, at Israel og Hizbollah reelt har ladet situationen eskalere til krig.
Hizbollah har mange raketter på lager
Natten til tirsdag var der anspændt ro, men i skrivende stund høres lyden af jagerfly, som givetvis er på vej til eller fra Libanon. Ved mandagens angreb blev et stort antal raketbatterier og våbendepoter tilhørende Hizbollah ødelagt, og det hele skete med en voldsomhed, der gør det vanskeligt for Hizbollah ikke at svare igen.
Konflikten tog en alvorlig drejning med israelernes personsøgerangreb tirsdag i sidste uge, hvor mere end 2.000 libanesere kom til skade, og mange alvorligt, da deres apparater eksploderede. Omkring 11 mistede livet ved den fjernstyrede operation, som sandsynligvis er blevet orkestreret af den israelske efterretningstjeneste Mossad, om end Israel ikke har taget det formelle ansvar.
Dette angreb er i hvert fald udtryk for en ny israelsk strategi, som i højere grad bygger på såkaldte nålestiksoperationer, og dette blev igen understreget ved fredagens bombeangreb mod en bygning i Beirut-forstaden Dahiyeh al-Janoibia, hvor en af de centrale personer i Hizbollahs militære ledelse, Ibrahim Aqil, blev dræbt.
Umiddelbart kan mandagens omfattende israelske angreb ses som et svar på, at Hizbollah hen over weekenden optrappede raketbeskydningen af Israel. Denne har stået på i det meste af et år, men efter personsøgerangrebet tog det alvorligere karakter.
Netanyahus troværdighed i spørgsmål om våbenhviler er i forvejen tyndslidt, og der er god grund til at tro, at Hizbollah ikke uden videre vil acceptere den seneste lussing uden at svare igen
Hizbollah gik efter mål længere mod syd end det nære grænseland, og ikke mindst sigtede mange raketter efter de nordlige forstæder til Haifa. Dér befinder sig store industriområder og Israels største olieraffinaderi, hvilket gør det til en vigtig del af den israelske infrastruktur. Enkelte raketter havde også retning mod endnu sydligere mål, men ramte palæstinensiske samfund på Vestbredden i stedet for Tel Aviv, som var den formodede skydeskive.
Dette er i sig selv en ildevarslende detalje. På israelsk side meldes kun om materiel skade, og der er ingen dødsofre. Dette hænger til dels sammen med, at det israelske Iron Dome-system eliminerede en meget stor del af raketterne, men først og fremmest skyldes det nok, at Hizbollah gjorde brug af relativt gamle og mindre effektive raketter. Og heri ligger et vigtigt signal. Den libanesiske militsgruppe vurderes at ligge inde med at arsenal på omkring 150.000 raketter, hvilket er omkring 20 gange så meget, som Hamas i Gaza nogensinde har haft til rådighed, og en del af arsenalet består af skyts med langt større træfsikkerhed og sprængfarlighed.
Set i dette lys kan den seneste beskydning altså betragtes som en forsmag, og det ligger i luften, at Hizbollah i givet fald har kapacitet til et massivt raketangreb, der qua sin voldsomhed vil være i stand til at overmande det israelske Iron Dome.
Netanyahu og Hizbollah
På den baggrund er det vanskeligt at sige, om krigen virkelig er startet, om end det ser sådan ud, men sikkert er det, at parterne er i gang med et højrisikabelt spil på kanten af afgrunden. Den israelske leder, Benyamin Netanyahu, har ladet forstå, at man vil fortsætte med at lægge pres på Hizbollah, og Yoav Gallant har under en telefonsamtale briefet sin amerikanske kollega, Lloyd Austin, om de israelske bestræbelser på at ”nedbryde Hizbollahs evne til at rette angreb på den israelske civilbefolkning”, som det formuleres i en pressemeddelelse.
Lige nu venter verden på en reaktion fra Hizbollah. Det er en mulighed, at bevægelsens leder, Hassan Nasrallah, vælger at gå ind på det israelske krav, som er en tilbagetrækning af alle væbnede enheder til nord for Litanifloden, altså på god afstand af grænsen til Israel. Hertil kræves der et løfte om fuldstændig ro i grænseregionen.
Umiddelbart vil dette sætte Netanyahu i stand til at indfri sit løfte over for den israelske befolkning om, at de 60.000 mennesker, der i næsten et år har været evakueret fra deres hjem i landets nordligste dele, vil være i stand til at komme tilbage til en normal hverdag.
Uanset hvordan det falder ud, er det dog stærkt tvivlsomt, om dette kommer til at ske. Netanyahus troværdighed i spørgsmål om våbenhviler er i forvejen tyndslidt, og der er god grund til at tro, at Hizbollah ikke uden videre vil acceptere den seneste lussing uden at svare igen.
Netanyahu har i måneder insisteret på at fortsætte krigen i Gaza, idet dette hjælper ham til at bevare grebet om den politiske magt
I den forbindelse er Hizbollah dog nødt til at tage højde for situationen i Libanon, og der skal man holde sig for øje, at bevægelsens popularitet og folkelige opbakning i flere år har været for stærkt nedadgående.
Den enorme eksplosion i havnen i Beirut, der i august 2020 ødelagde store dele af byen, havde stor effekt, fordi lagerbygningen med indhold tilhørte Hizbollah, og samtidig er det store flertal af den libanesiske befolkning meget lidt interesseret i en ny krig med Israel.
Mandagens angreb kan dog have ændret noget. Ganske vist har det ført til, at masser af mennesker fra det sydlige Libanon har taget flugten nordpå, hvilket fører til ny folkelig bitterhed, men det spiller også ind, at en formentlig stor andel af de mange dødsofre var civile.
Dette skyldes, at Hizbollah menes at have brugt landsbyer i det sydlige Libanon til at opbevare våben, men dette overskygges aktuelt af, at så mange civile libanesere har måttet betale prisen. I hvert fald kan dette tjene som en god begrundelse, hvis Hizbollah vælger at svare igen med endnu tungere skyts.
Efter planen skulle Netanyahu rejse til New York tirsdag for at holde tale ved FN’s generalforsamling. Det vides, at ministerkolleger har bedt ham om at blive hjemme for at tage vare på den kritiske situation. I stedet kunne han sende udenrigsminister Yisrael Katz, hedder det. Men indtil videre står det fast, at han vil flyve sent onsdag aften for at vær klar til talen fredag morgen.
Alt dette vil naturligvis afhænge af videre udviklinger, men det er alligevel ganske karakteristisk, at han ikke med det samme har aflyst rejsen. Netanyahu betragter tydeligvis endnu en FN-tale som et middel til at præsentere sin sag, som i mange israeleres øjne er dybt personlig.
Han har i måneder insisteret på at fortsætte krigen i Gaza, idet dette hjælper ham til at bevare grebet om den politiske magt, og eftersom Hizbollah flere gange har sagt, at man fortsætter raketbeskydningen mod Israel, indtil der er våbenhvile i Gaza, kan dette for Netanyahu også være en anledning til at fortsætte bekrigelsen af Hizbollah.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
