NY BOG // AKTUEL ANALYSE – Der har længe været en tendens til at undervurdere Hamas, skriver to britiske forskere, der kender bevægelsen indefra. De har skrevet en ny bog, der er et nyttigt redskab til forståelse, mens konflikten i Mellemøsten truer med at tage en ny dramatisk udvikling efter drabet på Hamas-lederen Ismail Haniyeh. Som den seneste udvikling er Yahya Sinwar blevet udpeget til ny leder af Hamas, hvilket tyder på en yderligere radikalisering.
TEL AVIV – Ti måneder efter begyndelsen på Gazakrigen er der ifølge en rapport, som CNN publicerede først på ugen, tegn på, at det er lykkedes Hamas at genskabe omkring halvdelen af sine bataljoner i de nordlige og centrale dele af Gazastriben.
Det har ellers længe været vurderingen, at stort set hele bevægelsens militære kapacitet var ved at være udtømt, og dette navnlig efter den israelske erobring af Khan Younis, hvor det tidligere på sommeren hed sig, at de to sidste endnu intakte bataljoner befandt sig.
Da krigen startede, rådede Hamas over 24 Qassam-bataljoner, men nu lyder vurderingen, at de otte er fuldt kampklar, mens andre 13 er i stand til at operere sporadisk og ved kortvarige indsatser, der har mere karakter af guerillakrig. Kun tre af de oprindelige bataljoner er sat helt ud af spillet.
Evne til overlevelse
De nye oplysninger kommer umiddelbart efter en dramatisk tid, hvor elimineringen af to topaktører gav hele den mellemøstlige konflikt en ny drejning. Den 31. juli blev Hamas-lederen Ismail Haniyeh dræbt ved en eksplosion på det værelse, hvor han overnattede i Teheran, og timer forinden led Fouad Shukr, ansvarlig for den shiamuslimske Hizbollah-bevægelses militære aktiviteter i Libanon, samme skæbne. Israel har ikke taget ansvaret for angrebene, men det ligger alligevel tydeligt i luften, hvem der står bag.
Hamas er en sindstilstand, der er dybt forankret i tusinder af mennesker, og dette kan være en af forklaringerne på, at en bevægelse, der i bund og grund startede som en lokal knopskydning af Det Muslimske Broderskab i Egypten, har vist en næsten uvirkelig evne til overlevelse
Denne nye eskalering af den igangværende konflikt blev sat i gang den 27. juli, da 12 drusiske børn i de israelsk kontrollerede Golanhøjder blev dræbt på fodboldbanen i landsbyen Majdal Shams. Selv om Hizbollah i de forudgående dage havde sendt dusinvis af raketter ind over det nordlige Israel og brystede sig af det, afviste bevægelsen at tage ansvaret for tragedien. Meget tyder dog på, at der var tale om en Hizbollah-raket, der blev skudt ned af det effektive israelske raketforsvar, hvorpå vragdele faldt ned på fodboldbanen.
Hvordan man end vender og drejer dette, kommer krigen i Gaza til at stå som det tilsyneladende omdrejningspunkt, og med dette følger den israelske premierminister Benyamin Netanyahus stædige insisteren på at fortsætte krigen, til Hamas er udraderet.
Denne tanke har hele vejen igennem virket illusorisk. Seks dage efter Hamas’ terrorangreb på 22 samfund og en musikfestival i det sydlige Israel advarede den jordanske udenrigsminister, Ayman Safadi, om, at Hamas er en idé, som man ikke bare kan bombe bort.
Selv mens det var allerværst, stivede Hamas sig af ved summariske henrettelser af civile palæstinensere, der af den ene eller anden grund kunne stemples som kollaboratører
Det er en sindstilstand, der er dybt forankret i tusinder af mennesker, og dette kan være en af forklaringerne på, at en bevægelse, der i bund og grund startede som en lokal knopskydning af Det Muslimske Broderskab i Egypten, har vist en næsten uvirkelig evne til overlevelse. Dette synes kun at bekræfte den jordanske udenrigsministers ord, men samtidig viser det også, at Hamas i realiteten er meget mere end blot en idé.
Magt som nøglebegreb
To britiske journalister har netop skrevet en bog, der står frem i den sværm af bøger, som er kommet på markedet i forbindelse med den aktuelle krig. Den giver en nyttig indsigt i Hamas-bevægelsen som den har formet sig, og navnlig efter det senest afholdte palæstinensiske valg i 2006.
Det er dels en historisk gennemgang, hvor man får skildringen af bevægelsens vej ind i det internationale rampelys, men først og fremmest giver den en række billeder af tilstanden på Gazastriben, og hvordan Hamas har været med til at forme den. Forfatterne er Beverly Milton Edwards, der som tidligere Reuters-journalist har mødt en række af Hamas-koryfæerne og nu er tilknyttet The Middle East Council on Global Affairs, og Stephen Farrell, som stadig arbejder i felten for Reuters.
Bogens undertitel er The Quest for Power, hvilket er meget betegnende. For magt er et nøglebegreb i den ledelsesstil, den aktuelle Hamas-top lægger for dagen. Man husker stadig sheikh Ahmed Yassin, som dannede Hamas tilbage i 1970’erne, hvor bevægelsen hed noget helt andet. Det var en humanitær organisation med stærkt islamiske fortegn, og selv under den første intifada, som startede i 1987, var den temmelig pragmatisk i forholdet til den israelske besættelsesmagt.
Dette ændrede sig skarpt med den nye generation, som sidder ved roret i dag. I modsætning til Yassin og hans jævnaldrende er de unge ledere født og opvokset i Gazastribens flygtningelejre. De kender intet andet end lejrenes barske virkelighed, og det har gjort dem til kyniske overlevere på en helt anden måde. Det var blandt andet det, der kom til udfoldelse efter valget i 2006.
Hamas fik det største antal stemmer, men det rivaliserende Fatah tog magten på Vestbredden, hvorpå Hamas gjorde det samme med uhørt brutalitet i Gaza. Der kom beretninger om Fatah-folk, der blev kastet levende ud fra enklavens højhuse, og Fatah gav i øvrigt igen med samme mønt.
Da israelerne indledte blokaden af Gazastriben i 2007, gik det hurtigt ned ad bakke, og utilfredsheden viste sig i befolkningen. ”Fatah var korrupte, men i det mindste var grænsen åben,” siger en lokal borger til forfatterne, men Hamas viste vilje til at holde om magten ved at skabe frygt.
Idet bogen bestemt ikke lægger fingrene imellem i skildringen af Israels brutale fremfærd på Gazastriben, skaber den et helikopterblik, der ser stribevis af misforståelser og fejlvurderinger på begge sider
En meningsmåling i 2008 viste, at den folkelige tilslutning var faldet til 19,5 pct., mens 36,8 pct. stolede mere på Fatah. Der er ingen tvivl om, at den israelske blokade havde en knugende effekt, og situationen blev kun endnu mere kummerlig under tilbagevendende militære konfrontationer. Men selv mens det var allerværst, stivede Hamas sig af ved summariske henrettelser af civile palæstinensere, der af den ene eller anden grund kunne stemples som kollaboratører.
Benhård ledelse
Det er denne totalt kompromisløse linje, der er en vigtig del af historien om Hamas’ overlevelse. Ismail Haniyeh var af denne støbning, og det samme var Muhammed Deif, der betragtes som arkitekten bag angrebet den 7. oktober.
Deif blev også elimineret af israelerne denne sommer, og lige nu leder de med lys og lygte efter Yahya Sinwar, som er Hamas’ militære chef på Gazastriben og dermed øverstkommanderende for Qassam-brigaderne. Men efter personlige møder med Sinwar, som taler og skriver hebraisk og ser sig selv som en stor kender af den israelske sjæl, beskriver forfatterne ham som en nærmest manisk leder, for hvem hver eneste fingerbevægelse dagen igennem sker i sagens tjeneste.
Og gennem de efterhånden mange år, der er gået siden 2007, har Hamas skabt et system, der sætter skel mellem den almindelige og i stigende grad utilfredse civilbefolkning og de absolutte loyalister, der holder sammen på det hele med utilsløret magtanvendelse.
”Selv i det israelske efterretningsmiljø forstod man, at selv om Sinwar og andre blev likvideret, var dette ingen garanti for, at Hamas ville falde sammen,” læser man således i bogen (s. 260).
Hamas har hele tiden haft en territoriel fordel, og bag lederne står næste række af trofaste følgere klar til at tage over, når det skulle blive nødvendigt. Israel forlod Gazastriben i forbindelse med rømningen af områdets bosættelser i sensommeren 2005, og i efterretningsmæssig forstand er dette en mindre evighed, hvor meget har kunnet udvikle sig.
Det er således kommet bag på israelerne, hvor omfattende Hamas’ tunnelsystem var og i en vis udstrækning stadig er. Bogens forfattere anfører, at der alene i 2016 blev ført godt 3 millioner tons byggematerialer ind på Gazastriben, og kun knap halvdelen kom nogensinde i brug til civilt byggeri.
Konflikten har ændret kurs
Alt dette er skræmmende læsning, der også sætter nogle nyttige perspektiver. Og idet bogen bestemt ikke lægger fingrene imellem i skildringen af Israels brutale fremfærd på Gazastriben, skaber den et helikopterblik, der ser stribevis af misforståelser og fejlvurderinger på begge sider.
Ad den vej leder læsningen derfor frem til den helt aktuelle situation, der udfolder sig uden for bogens sider, og her tænkes først og fremmest på israelernes stærkt formodede likvidering af Haniyeh og konsekvenserne.
Som det seneste er der som sagt Yahya Sinwar, der i mindre grad end sin forgænger forventes at være åben for forhandling om de resterende israelske gidsler. Sinwar står for en radikalisering i forhold til Haniyeh, og han vil være langt mindre tilbøjelig til at afslutte krigen mod Israel.
Som ny Hamas-leder står Sinwar efter alt at dømme med en sammenbidt vilje til at fortsætte krigen – hvad enten Gazastribens civilbefolkning bryder sig om det eller ej
Hamas vil fortsat stå som en iransk proxy, men også dette har ændret sig noget. Israelerne kunne have gjort det af med Haniyeh i Qatar, hvor han boede og ville have været nemmere at ramme, men valgte at gøre det midt i Teheran.
Haniyeh opholdt sig i et kompleks tilhørende den iranske Revolutionsgarde. Det benyttes til særligt følsomme møder og til at indkvartere gæster med særlige sikkerhedsbehov, og i det lys står likvidering som en kompromittering af den iranske sikkerhedstjeneste og ikke mindst som en ydmygelse. Hvilket sikkert også har været hensigten.
Nu venter alle med tilbageholdt åndedræt på den iranske reaktion. Styret i Teheran synes at tøve, hvilket muligvis hænger sammen med, at Haniyeh var i landet i forbindelse med indsættelsen af den nye præsident, Masoud Pezeshkian, der netop gerne vil føre Iran ind på en mere kompromissøgende kurs.
Derfor retter opmærksomheden sig mod Hizbollah, som lige siden 7. oktober har ligget i lavintensiv konflikt med israelerne. Det er muligt, at svaret kommer derfra, og der kan ligge et signal i, at Hizbollah tirsdag sendte et antal droner ind over Israel. Dette smager stadig af den konfliktform, der har hersket langs den israelsk-libanesiske grænse de seneste ti måneder, men det kan godt være et forspil til noget større.
Efter Haniyehs død i Teheran kan der også ligge et vigtigt tegn i, at man fra byens minareter lod de røde faner med påskriften om at hævne al-Hussein veje, og det samme skete ved begravelsen af Fouad Shukr i bydelen Dahiyeh i det sydlige Beirut. Dette var kampråbet, efter at Hussein Bin Ali havde lidt martyrdøden under slaget ved Karbala i år 680.
Imam Hussein står som stifteren af shiaislam, og der er stadig uenighed om, hvad der rent faktisk skete, men i dag bruges den røde farve på fanerne som symbol på imamens blod. Det hele er en central del af shiamuslimsk historieskrivning, og det er en integreret del af den stadig ulmende modsætning til sunnimuslimerne.
I dette ligger naturligvis ikke, at iranerne ønsker at åbne en front mod sunnierne, som bl.a. er Hamas. Men det kan betyde, at de nu også betragter dette som et shiamuslimsk anliggende. Aktuelt kunne det altså pege i retning af et tættere samarbejde mellem Iran, Hizbollah og de ligeledes shiamuslimske houthier i Yemen. Og det kan forklare, hvorfor amerikanerne for nylig rettede bombeangreb mod shiamuslimske grupper i Irak, som ellers har forholdt sig i baggrunden i den aktuelle konflikt.
For Hizbollahs vedkommende kan det betyde, at bevægelsen nu har to fronter mod Israel. Den ene bygger på samarbejdet med Hamas og består i, at Hizbollah hele tiden har fastholdt, at de ikke indstiller skydningen, før Israel har indgået våbenhvile med Hamas og trukket alle tropper ud af Gazastriben. Og den anden er så en del af den mulige shiamuslimske akse, der vil fungere og fortsætte, uanset om der kommer våbenhvile i Gaza eller ej.
Alle disse mange faktorer og udviklinger har altså ført til en endnu mere vanskelig situation. Og som ny Hamas-leder står Sinwar efter alt at dømme med en sammenbidt vilje til at fortsætte krigen – hvad enten Gazastribens civilbefolkning bryder sig om det eller ej.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
