ISRAEL OG LIBANON // ANALYSE – Hizbollahs nye generalsekretær Hashem Safieddine står over for store udfordringer i et Libanon, hvor bevægelsens tidligere popularitet er kraftigt reduceret.
TEL AVIV – Endnu inden man havde bjerget liget af Hassan Nasrallah fra ruinerne af bygningen i Beirut-forstaden Dahiyeh, hvor han omkom under det massive israelske luftangreb sent fredag, kunne HIizbollah præsentere bevægelsens nye generalsekretær. Hashem Safieddine, som er en fætter til Nasrallah og har været centralt placeret i Hizbollah i mange år, trådte allerede søndag frem og holdt en brandtale, hvor han erklærede sig klar til at konfrontere ”denne fjende, så de kan vide, at vi er et folk, som ikke kan besejres.”
Under talen, som han holdt i Dahiyeh, et kvarter med en overvejende shiamuslimsk befolkning, lagde han ikke skjul på, at krigen mod Israel bestemt ikke er slut, hvis det er op til ham. Safieddine mangler endnu Hizbollahs formelle udnævnelse, men allerede nu betragtes det som en kendsgerning, at han er den nye generalsekretær. Dermed står han i spidsen for bevægelsens politiske linje, i og med at Hizbollah også er et politisk parti med stor indflydelse i det libanesiske parlament, ligesom han har plads i det såkaldte jihad-råd, som har det øverste ansvar for Hizbollahs væbnede aktiviteter.
Krigen fortsætter
På mange måder synes banen at være kridtet op til nye voldelige udviklinger. Fra israelsk hold trådte premierminister Benyamin Netanyahu frem lørdag aften, hvor han med tilsyneladende selvsikkerhed erklærede, at regnskabet er gjort op, og at Israel har genvundet sin position i magtbalancen.
Dette kan forstås som en hentydning til Hamas’ terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober sidste år. Det tog i den grad Israel på sengen og lukkede luften ud af den afskrækkelseseffekt (deterrence), som længe har været en central del af Israels militære doktrin i regionen.
Mens Joe Biden og en række internationale ledere desperat bestræber sig på at få i det mindste en midlertidig våbenhvile i stand, ser situationen i felten derfor umiddelbart ud til at bevæge sig i retning af ny eskalering
Fredagens angreb på Hizbollahs hovedkvarter i Dahiyeh var et dramatisk slag mod Hizbollahs operationelle kapacitet. Det fulgte efter det store angreb forrige tirsdag, hvor omkring 4.000 personsøgere eksploderede mellem hænderne på en lang række mennesker, som efter alt at dømme har været en del af Hizbollahs væbnede aktiviteter. Undervejs har der været en række mindre angreb, som bl.a. har elimineret Hassan Khalil Yassin, som var ansvarlig for at identificere civile og militære angrebsmål i Israel.
Som for at vise israelerne, at spillet på ingen måde er ude, fortsatte Hizbollah raketangrebene mod Israel hen over weekenden, hvor man søndag så tegn på en eskalering i form af større raketter. En enkelt havde kurs direkte mod Jerusalem, mens en anden ramte ned sydøst for den jordanske hovedstad, Amman. Og som forventet fulgte Israel også op med nye angreb, der klart udtrykker, at Netanyahu langtfra mener, at regnskabet er gjort op.
Søndag rettede israelske jagerfly et stort angreb på Hodeidah og Ras Issa i Yemen, hvor en olieterminal og en havn udgør vigtig infrastruktur for houthierne, som længe har deltaget sporadisk i krigen, selv om de befinder sig 1.800 kilometer fra Israel.
På hjemmefronten fik Netanyahu-regeringen ekstra rygstøtte ved, at Gideon Saar, som for flere år siden forlod Likud efter en uoverensstemmelse med Netanyahu, søndag sluttede sig til regeringen med sit parti, Nyt Håb, og dets fire mandater.
Hizbollah mod vanskelige odds
Mens Joe Biden og en række internationale ledere desperat bestræber sig på at få i det mindste en midlertidig våbenhvile i stand, ser situationen i felten derfor umiddelbart ud til at bevæge sig i retning af ny eskalering. Den regionale storkrig, som alle frygter, og ingen kan få noget som helst udbytte af, rykker skridt for skridt tættere på, og derfor er det vigtigt at overveje, hvor parterne står lige nu.
Hizbollah har før vist stor evne til at genvinde tabt terræn rent operationelt og på ganske kort tid
Der er ingen tvivl om, at Hizbollah har lidt alvorlig skade i de seneste uger. Mindst 20 centralt placerede personer i ledelsen af Hizbollahs væbnede aktiviteter skal være omkommet under fredagens angreb. Ifølge israelske forsvarskilder omfatter listen bl.a. Abed al-Amir Muhammad Sablini, som var ansvarlig for Hizbollahs oprustningsbestræbelser, chefen for stationering af bevægelsens ildkraft Ali Naaf Ayoub, Nasrallahs tætteste rådgiver, Samir Tawfiq Dib, samt Ibrahim Hussein Jazini, der var ansvarlig for generalsekretærens personlige sikkerhed.
Dette er naturligvis israelske oplysninger og skal ifølge sagens natur tages med visse forbehold, og uanset hvad har Hizbollah før vist stor evne til at genvinde tabt terræn rent operationelt, og på ganske kort tid. Men hvordan man end vender og drejer disse vurderinger, står Hizbollah et helt andet sted end i 2006, hvor bevægelsen sidst var i åben krig mod israelerne.
Dengang nød bevægelsen udbredt popularitet, men denne er blevet sat grundigt over styr gennem de mellemliggende år. På overfladen reagerede den libanesiske befolkning på de israelske angreb med en tilsyneladende solidaritet og et nationalt sammenhold, som i øvrigt altid har været lidt af en illusion i det dybt splittede land. Og i det private udtrykte mange libanesere om ikke glæde så en tydelig lettelse, mens det også er tydeligt, at mange er vrede over, at Hizbollah nu endnu en gang er ved at trække Libanon ind i en ødelæggende krig.
Det samme har man set i nabolandet Syrien, og ikke mindst i sunnimuslimske oppositionskredse, som ikke glemmer, at Hizbollah med Iran i ryggen hjalp Bashar al-Assad med den brutale undertrykkelse under den blodige borgerkrig. Dette er en af grundene til, at de libanesiske sunnimuslimer, som udgør en af landets fire etniske grupper, heller ikke har meget til overs for Hizbollah.
Libanons tidligere præsident, den maronitiske Michel Aoun, stod i disse dage frem med sympatierklæringer sammen med fordømmelser af drabet på Nasrallah, men også dette synes at være en høflig overflade. Aoun var tidligere i nært samarbejde med Hizbollah, men for et halvt år siden vakte han opsigt med sin skarpe kritik af Hizbollahs engagement i Gazakrigen. ”Vi er ikke forbundet med Gaza med nogen forsvarspagt,” sagde han.
Samme Aoun var tidligere i en politisk alliance med Hizbollah, hvilket var med til at afbøde effekten af krigen i 2006. Denne startede med, at Hizbollah bortførte og dræbte to israelske soldater fra en grænsepost. Israelerne svarede igen med et massivt militært angreb, hvilket Hizbollah næppe havde forudset. Men bevægelsen var i stand til at redde situationen, fordi den stadig nød tillid blandt mange ledere i den arabiske verden, og dette satte den i stand til at yde omfattende økonomisk bistand til skadelidte libanesere, uanset etnisk tilhørsforhold.
Fra Israel lyder ikke det samme ønske om at udslette Hizbollah på samme måde, som det indgår i retorikken, når det drejer sig om Hamas
I dag er Hizbollah ikke længere med i det gode selskab i samme grad, og Saudi-Arabien har endda føjet bevægelsen til sin terrorliste. Dette hænger sammen med Hizbollahs åbenlyse støtte til Houthi-bevægelsen, som er blandt Saudi-Arabiens fjender, men det har også at gøre med, at Hizbollah har tiltaget sig en uforholdsmæssigt stor magt i Libanon – en magt, som den også bruger til at spille med de militære muskler, hvilket naturligt nok falder mange libanesere for brystet.
Tilbage ved borgerkrigens afslutning i 1989 var Hizbollah den eneste militsgruppe, som ikke nedlagde våbnene. Begrundelsen var, at man aldrig havde deltaget i borgerkrigen, men udelukkende beskæftigede sig med at forsvare landet mod ydre fjender, altså Israel. Men i 2008 vågnede libaneserne op til en anden virkelighed, da Hizbollah en uges tid rettede våbnene indad, da dens folk tog magten i det mestendels kristne Vestbeirut. En kort overgang balancerede landet på randen af borgerkrig, hvilket sidder i mange mennesker som et dybt traume fra fortiden.
På samme måde afsluttede et særligt tribunal i 2020 en årelang undersøgelse med konklusionen, at Hizbollah med stor sandsynlighed havde en forbindelse til attentatet mod Rafiq Hariri. Dennes bil eksploderede på gaden i Beirut i begyndelsen af 2005, hvor Hariri stod som en samlende figur op til parlamentsvalget samme år. Senere har Hizbollah ved flere lejligheder stillet sig blokerende i vejen for tiltrængte reformer, hvilket blandt andet har vist sig ved, at dens folk har slået hårdt ned på demonstranter, som krævede en mere jævnbyrdig magtfordeling i landet.
Netanyahus beregninger
Endelig er der mistanken om, at Hizbollah også havde en forbindelse til de 2.000 tons ammoniumnitrat, der lå sjusket opmagasineret i en lagerbygning på havnen i Beirut, indtil det hele eksploderede en augustdag i 2020. Mere end 200 mennesker blev dræbt og store dele af byen raseret.
Hizbollah afviste enhver forbindelse, men mistanken fik ny næring, da en person med klare forbindelser til Hizbollah året efter truede med at fjerne en dommer, der i efterforskningen tilsyneladende var kommet i nærheden af kompromitterende oplysninger.
Det er ret tydeligt, at iranerne ikke ønsker at komme i væbnet konflikt med Israel, og i den forbindelse er det meget muligt, at Teheran har planer om at nedtone forholdet til Hizbollah
Det er denne tunge bagage, Hashem Safieddine har med sig, når han påtager sig jobbet som ny generalsekretær. Han ved, at hans bevægelsesfrihed er begrænset, fordi selv det mindste fejltrin kun vil øge modviljen i den libanesiske befolkning, og ikke mindst er det tydeligt, at dette forhold indgår i Netanyahus beregninger. Han regner tydeligvis med at have nogenlunde fast grund under fødderne og vil derfor kunne opretholde presset på Hizbollah.
Israel har allerede placeret et par bataljoner yderligere langs grænsen til Libanon, og der er tale om en begrænset landoffensiv. Fra Israel lyder ikke det samme ønske om at udslette Hizbollah på samme måde, som det indgår i retorikken, når det drejer sig om Hamas. Men det er tydeligt, at Israel ser et behov for at afvæbne eller i hvert fald reducere Hizbollahs militære kapabilitet drastisk, og dette synes også at være budskabet i Netanyahus udtalelser.
På den anden side er Hizbollah mest af alt interesseret i at overleve. Det er muligt, at bevægelsen vil nedtone sit militære engagement, men den har stadig en stor interesse i at overleve som politisk parti for på den måde at kunne have fortsat indflydelse på den libanesiske udvikling.
Med i dette regnestykke kommer også Iran. Det er ret tydeligt, at iranerne ikke ønsker at komme i væbnet konflikt med Israel, og i den forbindelse er det meget muligt, at Teheran har planer om at nedtone forholdet til Hizbollah. Gevinsten ved dette er indlysende. Det vil kunne gavne forholdet til USA, hvilket Irans nye præsident helt tydeligt ønsker, og det vil også være i Irans interesse at styrke den genetablerede forbindelse til nabolandet Saudi-Arabien.
I den sammenhæng kan relationerne til Hizbollah være en stor risiko at løbe, og det også fordi store dele af den iranske befolkning undrer sig over, at landet skal bruge så store midler på proxykrige i Mellemøsten, når pengene kunne komme til gavn derhjemme.
Mens konflikten fortsætter i en grad, som snarere bør kaldes krig, er der altså mange løse ender. Og mange af dem samler sig hos netop Hizbollah, og så længe Netanyahu har fat i den anden ende, er det en yderst farlig situation, hvor sund fornuft og besindelse ikke altid har nogen betydning.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
