ISRAEL OG LIBANON // ANALYSE – Efter sidste uges israelske personsøgerangreb mod Hizbollah synes konflikten at danse på afgrundens rand, men begge parter har gode grunde til undgå krigens ragnarok.
TEL AVIV – Natten til søndag sendte Hizbollah fire serier af raketter ind over det nordlige Israel. Tilsyneladende var det hensigten at ramme Ramat David, den store israelske flybase, men der kom kun melding om, at en raket havde ramt en kostald i nærheden. Luftalarmerne lød, og myndighederne bad folk om at holde sig inden døre og undgå al form for unødvendig kørsel.
Efter nogle dramatiske dage i sidste uge er situationen langs den israelsk-libanesiske grænse på mange måder vendt tilbage til den tilstand, som i forskellige variationer har hersket i det meste af et år. Og alligevel er der sket en ændring, som den israelske forsvarsminister Yoav Gallant ved flere lejligheder har betegnet som en ny fase i krigen.
Ydmygelse af Hizbollah
Den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse trådte hurtigt ind på scenen, efter Hamas havde rettet sit dødelige angreb på det sydlige Israel den 7. oktober sidste år. Allerede dagen efter åbnede bevægelsen en ny front i krigen med de første raketbeskydninger, hvilket helt levede op til Hamas’ ambition om at sætte større dele af regionen i brand.
Som forventet svarede israelerne igen, og siden da har forholdet mellem de to været præget af gensidig beskydning af vekslende styrke og omfang. Men navnlig i de sidste par måneder er angrebene taget til i intensitet, og på det seneste har det truet med at kamme over i åben krig.
Denne dans på kanten af afgrunden syntes at få særligt alvorlig karakter, da Israel tirsdag eftermiddag iværksatte et omfattende angreb, da op mod 5.000 personsøgere tilhørende Hizbollah-folk eksploderede næsten samtidig. Ifølge de libanesiske myndigheder omkom 11 personer, mens mindst 2.700 blev såret. Dagen efter ramte et lignende angreb, hvor mindst 20 personer blev dræbt af eksploderende walkie-talkier.
Israel har ikke taget ansvaret for operationen, men det er en velkendt sag i Mellemøsten, hvor alle parter benytter antydningen og tvivlen som strategisk våben. Det israelske fingeraftryk er imidlertid svært at bortforklare, og der er tale om en sag, som det har taget flere år og en omhyggelig efterretningsindsats at forberede. For mest af alt er affæren udtryk for en bemærkelsesværdig penetrering af det sikkerhedsapparat, som er af stor betydning for en bevægelse som Hizbollah.
At konflikten er gået ind i en ny fase, kan ligge i, at israelerne i højere grad er gået over til såkaldte nålestiksoperationer
Både personsøgere og walkie-talkier er – eller var – en integreret del af Hizbollahs kommandostruktur, som på kort tid tirsdag eftermiddag led et alvorligt knæk. Det er blevet hævdet, at kun 5 pct. af bevægelsens kommunikationsnetværk blev ramt ved angrebet, men reelt har man uhyre svært ved at sætte troværdigt tal på dette. Desuden har det primære formål ved angrebet nok også været at ramme Hizbollah på det psykologiske plan, og det ser ud til at være lykkedes over al forventning.
Man kan trække en direkte parallel til likvideringen af Hamas-lederen Ismail Haniyeh, hvilket også havde et tydeligt israelsk fingeraftryk. Den 31. juli opholdt Haniyeh sig i et topsikret kompleks i den nordlige del af Teheran tilhørende den iranske revolutionsgarde, og det ville have været ulige lettere at skaffe ham af vejen i Qatar, hvor han havde sin bopæl. Men ved at vælge en vanskelig fremgangsmåde og med tilsvarende resultat fik affæren samme signalværdi. Det var en dramatisk kompromittering af Nationalgardens sikkerhedsforanstaltninger og dermed en ydmygelse.
Legitimt angrebsmål
At konflikten dermed er gået ind i en ny fase, kan ligge i, at israelerne i højere grad er gået over til såkaldte nålestiksoperationer. Dette har vi allerede gennem nogen tid set i krigen på Gazastriben, hvor der er blevet skruet ned for den omfattende brug af kampvogne og landtropper i store manøvrer. Dette finder stadig sted, og civilbefolkningen på Gazastriben lever stadig i en fortvivlet situation, men de fortsatte operationer går i langt højere grad end før efter Hamas’ ledelse og infrastruktur.
Det samme kan man sige om personsøgerangrebet. Forud for dette har den israelske efterretningstjeneste fundet ud af, at Hizbollah var ved at anskaffe nye personsøgere. Dette skete for godt fem måneder siden, og man anskaffede en særlig model, som ikke er på det civile marked i Libanon.
For flere år siden gik Hizbollah over til brugen af personsøgere, som i dag er decideret low-tech, men man gjorde det ud fra den sikkert begrundede formodning, at israelerne lyttede med på bevægelsens mobiltelefoner. Stort set alle civile libanesere benytter i dag mobiltelefoner til at kommunikere, og med dette som argument påpeger israelerne, at de omtalte personsøgere derfor har været en del at Hizbollahs militære infrastruktur og derfor kan betragtes som legitimt angrebsmål.
Hizbollah har i høj grad brug for at bevare vælgerstøtten ved at undgå nye og ødelæggende konfrontationer med israelerne, og dette spiller ind i den aktuelle situation
Senere på ugen rettede Israel endnu et angreb, som også havde karakter af nålestiksoperation. Ved bombningen af en kommandocentral tilhørende Hizbollah i det sydlige Beirut omkom 16 personer, og blandt disse var Ibrahim Aqil. Han var en del af bevægelsens militære topledelse, ligesom han havde en hovedrolle i angrebet på den amerikanske militærbase i oktober 1983, hvor 241 amerikanske soldater mistede livet.
Der er med andre ord god grund til at betegne situationen som stærkt tilspidset. Fredag traf de israelske myndigheder den usædvanlige beslutning at lukke luftrummet i hele den nordlige del af landet – og det kan opfattes som en besked til den shiamuslimske bevægelse i Libanon om, at man står klar til en større konfrontation.
Efter personsøgerangrebet varslede Hizbollah, at der ville komme en dramatisk gengældelse. Igen svarer dette til den iranske udvikling, hvor styret i Teheran varslede dramatiske konsekvenser. Ved den lejlighed huskede mange den 13. april, hvor iranerne sendte godt 300 raketter og droner mod Israel, og nu ventede man noget endnu voldsommere. Imidlertid kom den massive iranske gengældelse aldrig. I hvert fald ikke i synderligt omfang, og dette kan meget vel have været med i vurderingerne op til personsøgerangrebet.
Styret i Teheran viser tydelig interesse for at få et bedre forhold til den vestlige verden, og ikke mindst er store dele af befolkningen utilfredse med tingenes tilstand og kritiserer bl.a. styret for at bruge alt for mange penge og ressourcer andre steder i regionen. Dette er i sig selv en god grund til at afholde sig fra en direkte konfrontation med Israel, og noget lignende gør sig gældende for Hizbollah.
Libanon på randen af økonomisk kollaps
Hizbollah er en væbnet organisation, men den er også et politisk parti, der repræsenterer den shiamuslimske befolkning i parlamentet. I den forbindelse har Hizbollah i høj grad brug for at bevare vælgerstøtten ved at undgå nye og ødelæggende konfrontationer med israelerne, og dette spiller ind i den aktuelle situation.
Hizbollah er til fulde klar over, at det vil vække stor utilfredshed i befolkningen, hvis Libanon bliver trukket ind i en ny krig
Mange libanesere husker endnu 2006, hvor Hizbollah bortførte to israelske soldater fra en grænsepost. Dette førte til en måneds krig i landet med store ødelæggelser, og selv om Hizbollah efterfølgende betegnede krigen som en sejr, er det kun de færreste, der ønsker en gentagelse.
Først og fremmest er Libanon i dag et helt andet sted end dengang. I 2019 førte det til enorme protester landet over, da regeringen oven i stigende leveomkostninger fremlagde planer om nye skatter, og tilliden til regeringen led endnu et knæk med eksplosionen på havnen i Beirut i august 2020, hvor 218 mistede livet og mindst 7.000 blev såret. Herfra fortsatte den økonomiske nedtur, så det libanesiske pund har mistet 95 pct. af sin værdi, mens inflationen er trecifret, og omkring 80 pct. af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.
For godt en måned siden udtalte den libanesiske sundhedsminister Firas Abiad, at hospitalerne var velforsynede, og at man kunne klare sig i mindst fire måneder, også i tilfælde af krig. Men selv om personsøgerangrebet ganske vist var meget omfattende, viste hospitalerne sig helt ude af stand til at klare byrden, hvilket også hænger sammen med, at 30 pct. af lægerne har forladt landet som følge af de elendige økonomiske vilkår.
Hizbollah er til fulde klar over, at det på denne baggrund vil vække stor utilfredshed i befolkningen, hvis Libanon bliver trukket ind i en ny krig. Det er en af årsagerne til, at bevægelsens leder, Hassan Nasrallah, gennem det seneste år har sørget for at holde konflikten i grænseregionen på et relativt begrænset niveau. Dét er med sikkerhed indgået i kalkulen hos Israels Benyamin Netanyahu, som heller ikke har nogen umiddelbar interesse i at få situationen til at eskalere. Men han ønsker på den anden side næppe heller at lukke helt ned for konfliktsituationen. Det ser man ved hans fortsatte modstand mod en våbenhvile i Gaza, som Hamas i øvrigt modsætter sig med samme ihærdighed.
Situationen vil efter al sandsynlighed vende tilbage til, hvor den længe har været, for Hizbollah har gode grunde til at undgå krigen. Det samme har Israel, alene af den grund, at hele det militære system er slidt efter et års krig i Gaza
Netanyahu er under stigende pres, både internationalt og i Israel, for sin insisteren på at fortsætte Gazakrigen. Det er en almindelig vurdering, at han dermed holder sig ved den politiske magt og på den måde udskyder en kedelig retssag, og denne sag er på det seneste blevet yderligere tilspidset, fordi han i forsøgene på at få en våbenhvile i stand insisterer på, at Israel fortsat skal have den fulde kontrol over den såkaldte Philadelphi-korridor. Dette er en smal stribe land langs Gazastribens grænse til Egypten, og selv centralt placerede officerer i det israelske forsvar menes at påpege, at det sagtens kan lade sig gøre at give slip på denne del, hvis man i stedet får de resterende israelske gidsler frigivet.
Det kan derfor ligne en tanke, at Netanyahu har søgt at ændre fokus ved at satse på konflikten med Hizbollah. Der har været flere tegn på, at noget større kunne være på vej, og det kunne være en god anledning til personsøgerangrebet, der kan forklares som præventivt og en løftet pegefinger over for Hizbollah. Det er en farlig dans på afgrundens kant, men alternativerne er i den forbindelse endnu værre.
Blandt de klassiske modeller er en israelsk landoffensiv, som skulle sigte på at decimere Hizbollah militært, men dette er prøvet før og med ringe succes. En anden mulighed ville være at rette angreb mod libanesisk infrastruktur, hvilket også får konsekvenser for civilbefolkningen, men dette forudsætter, at der er en handlekraftig libanesisk regering, som har kapacitet til at banke Hizbollah på plads. Og det er ikke tilstanden i dagens Libanon, hvor regeringen har nok at gøre med at forhindre det totale økonomiske kollaps.
Det er dog stærkt tvivlsomt, om Netanyahu får opfyldt sin erklærede ambition med personsøgerangrebet, nemlig at de 60.000 israelere, som for et år siden blev evakueret fra grænseregionen, kan vende tilbage til deres hjem. Som organisation vil Hizbollah hurtigt kunne komme på benene igen. Den råder over betydelige våbenarsenaler, og de vil fortsat spille en rolle.
Men som vi så det natten til søndag, vil situationen efter al sandsynlighed vende tilbage til, hvor den længe har været, for Hizbollah har gode grunde til at undgå krigen. Det samme har Israel, alene af den grund, at hele det militære system er slidt efter et års krig i Gaza. Men konflikten vil fortsætte, dog nok med mere fokus på Libanon.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
