UKRAINE // ANALYSE – En stor ukrainsk offensiv er i gang. Så meget er sikkert. Resten er ikke helt så sikkert. Russerne påstår, at ukrainerne har lidt enorme tab, ukrainerne oplyser om store russiske tab. Det er nu, at den store prøve kommer til at stå, om ukrainerne med vestligt materiel kan slå russerne på slagmarken.
Mød Jens Alstrup på POV’s stand F31 på Folkemødet 15. og 16. juni.
Torsdag d. 15. juni kl. 16.00-16.50
Gulag og den russiske historiefortrængning
Jens Alstrup i samtale med Anna Libak, udlandsredaktør, Weekendavisen
Fredag d. 16. juni 11.00-11.50
Ukraine: Jens Alstrup – øjenvidne fra fronten
Jens Alstrup i samtale med Søren Liborius, EU’s Fælles Udenrigstjeneste
Fredag d. 16. juni 14.00-14.50
Er der russisk modstand mod Putin?
Katja Glikman, redaktør, Novaja Gazeta, i samtale med Jens Alstrup
Forløbet har været kompliceret, så lad mig tage det i trin. Ukrainerne iværksatte deres store dobbeltoffensiv sidste efterår. Angrebet kom så sent på året, at mange analytikere forinden mente, at den slet ikke ville komme.
Først angreb ukrainerne ind i Khersonregionen fra vest. De tropper havde jeg set gøre klar. Der var mange rapporter om store ukrainske tab. Angreb koster altid dyrt, medmindre modstanderen er stærkt svækket.
Pludselig angreb ukrainerne også med en endnu større offensiv ind i den besatte del af Kharkivregionen. Det tog næsten alle ved næsen, ikke mindst russerne. Det burde næsten ikke kunne lade sig gøre. Der er satellitter, der er sociale medier. En journalist som jeg, eller bare en emsig teenager i lokalområdet, kunne have sladret, men nej, der blev holdt tæt. Det viser, at ukrainerne er eminente til at holde tæt, og at befolkningen er meget loyal over for hæren.
De russiske styrker nærmest disintegrerede i Kharkivregionen, og der kom mærkværdige udtalelser fra Kreml, som at de russiske tropper trak sig sejrrigt tilbage. Dog må det siges, at dette blev sagt efter, at der blev givet ordre til, at alle russiske styrker skulle forlade Kharkivregionen, og den storslåede ”sejr” skulle bestå i, at tilbagetrækningen gik efter planen.
Herfra lagde ukrainerne igen vægten på Khersonregionen og Kherson by, øst for Dniprofloden. Da var de russiske tropper så medtagede, at de overgav sig i hele grupper, og den 11. november 2022 blev Kherson by befriet.
Der sluttede den ukrainske efterårsoffensiv, og næste fase forventede de fleste analytikere ville blive i syd, så forbindelsen over land til Krim blev blokeret, og missiler fra fx Melitopol eller Mariupol kunne ramme ethvert skib, som prøver at bringe forsyninger til Krim. Broen til Krim har ukrainerne allerede vist en gang, at de godt kan få ram på.
Den russiske vinteroffensiv
Om det var planlagt i Kreml, eller om det bare var et tilfælde, er svært at sige nu. Fakta er, at Prigozhins Wagner-soldater var massivt til stede ved byen Bakhmut. Byen var ikke af stor betydning rent strategisk, men Wagner formåede at rykke frem under en helt uhyrlig pris i menneskeliv og materiel.
Vandmasserne har oversvømmet store arealer på begge sider af Dniprofloden, og der er tale om en dybt alvorlig krigsforbrydelse. Senest tales der om udbrud af kolera i området
Dermed blev det ved Bakhmut, at russerne ville vise deres styrke. En kammerat, ukrainsk soldat, kunne fortælle, hvordan han oplevede, at den bygning, han gemte sig i, blev høvlet ned af russiske 152 mm. artillerigranater, og hans enhed til sidst måtte forlade den, hvad der i øvrigt var den sidste bygning i Bakhmut, som Ukraine kontrollerede. Dette er ikke mange uger siden.
Den ukrainske taktik virkede. Russerne fik Bakhmut, men forblødte i processen. Der løber vilde tal om, at alene Wagner-styrkerne mistede mellem 20 og 30.000 soldater kun på Bakhmut. Det lyder rigtigt, når jeg tænker på de enorme tab, de må have haft bare på den lille sektor, hvor jeg selv var en formiddag sydvest for Bakhmut i de sidste dage af maj.
En slem optakt
Ukraine kunne ikke komme videre efter deres sidste offensiv. Det var og er min bedste overbevisning. Deres materiel var ikke opbrugt, men rakte kun til defensive handlinger. Præsident Zelenskyjs mange appeller om at få flere våben, især kampvogne og fly, var alvor, men den ukrainske hær havde vist, at de mestrede at gennemføre store offensiver, hvis blot de får nok materiel.
Polen gjorde udslaget, godt fulgt af hardlinere som fx Danmark, ved at erklære sig villige til levere kampvogne til Ukraine med eller uden producentlandenes tilladelse. Systemet blev kortsluttet, og både USA og Tyskland opgav deres modstand.
De vestligt uddannede ukrainske enheder med vestlige kampvogne, der blev opbygget i ventetiden til nu, er først sat ind for få dage siden. Indtil da øgede Ukraine presset med deres eget ofte meget gamle materiel, godt suppleret af deres moderne artilleri fra Vesten.
Fx gjorde Ukraine fremskridt nord og syd for Bakhmut by. Så meget, at Prigozhin nu mener, at det kun er et spørgsmål om kort tid, før Ukraine har omringet Bakhmut. Jeg kan bekræfte den situation fra egne oplevelser på stedet. Ukrainerne presser også på omkring Avdiivka og Vuhledar, og der var rygter fra syd, men om syd skrev generalstaben i Kyiv blot om, at russerne havde ”defensive operationer” i området.
Værst er det gået ud over den russisk-kontrollerede side af floden, og der går historier om flere tusinde druknede, civile og soldater
Netop som det kunne se ud til, at den russiske frontlinje var svækket, men før der var nogen indikationer af en egentlig offensiv, sprængte russerne med overvældende sandsynlighed Nova Kakhovka-dæmningen i luften.
Vandmasserne har oversvømmet store arealer på begge sider af Dnipro-floden, og der er tale om en dybt alvorlig krigsforbrydelse. Senest tales der om udbrud af kolera i området. Værst er det gået ud over den russisk-kontrollerede side af floden, og der går historier om flere tusinde druknede, civile og soldater, da den østlige bred ligger betydeligt lavere end den vestlige, hvor ukrainerne står.
Var det så ukrainerne? Nej, det er der ikke noget, der tyder på. Ukrainerne har ikke ødelagt deres egen infrastruktur i den størrelsesorden, hvor det har kostet civile livet. Det var de russiske tropper, der var pressede, og ikke de ukrainske.
Det kan også se ud til, at de russiske soldater var advaret på forhånd
Det var russerne, der kontrollerede den del af dæmningen, som sprang i luften, og flere steder i Europa blev sprængningen registreret på seismiske målestationer. Det virker heller ikke til at have været en spontan handling, da russerne i nogle dage før sabotagen lod sluserne være lukkede, så vandstanden kunne stige bag ved dæmningen. Det kan også se ud til, at de russiske soldater var advaret på forhånd.
Det tragiske er, at ukrainerne næppe kunne drømme om at angribe den vej over, for i så fald ville de med omvendt fortegn stå i samme situation som russerne i det område og være helt ude af stand til at forsyne deres hærenheder over floden. De mange ofre har på alle måder, selv for fjenden, været helt nyttesløse.
Den måske store offensiv
Det første, vi hørte om den store offensiv, var fra Putin. Han fortalte, at den var slået tilbage. Tro aldrig på noget, før Kreml har afvist det, som vittige hunde så ofte siger. Sandt er, at ukrainerne så ud til at have store tab, og de mistede endda en del vestlige kampvogne på to dage i en ikke særlig heldig manøvre under opmarchen til angrebspositionerne.
Dette var dog en situation, hvor enhederne altid vil være udsatte, og disse tab skal sammenholdes med de russiske tab, som ukrainerne har opgjort det. Det så i øvrigt ud til, at det vestlige panser virkede efter hensigten. At dømme ud fra de videoer, der er frigivet, så det ud til, at de ukrainske soldater inde i køretøjerne, overlevede.
Ukraine rapporteres at have taget syv landsbyer tilbage. Det syner ikke af meget, men her snyder billedet. Det rapporteres, at ukrainerne kun har sat 25 % af deres reserver ind i offensiven i syd. Russerne derimod, har angiveligt sat 90 % af deres reserver ind i syd eller 70 % af deres reserver for hele krigen.
Er det rigtigt, og det ser det ud til, at det er, så har Ukraine med deres 75 % af deres reserve en massiv ”knytnæve” klar, som de kan sætte ind hvor som helst på frontlinjen. Russerne derimod har allerede sat al deres styrke ind, og alligevel ser det ud til, at deres linjer vakler.
Læg hertil, at det område hvor ukrainerne har sat deres offensiv ind, er et område med en elendig infrastruktur. Små elendige veje med hullet asfalt eller slet ingen asfalt. Jeg har kørt der adskillige gange i 2017 og 2018 på motorcykel. Veje, der knækkede stellet på motorcyklen, og endda TO gange.
Jeg tror ikke, at dette er ”den store offensiv”. Ikke der. Men russerne er nødt til at holde linjen, uanset hvor meget de måtte vide på forhånd, at ”den store” er i vente et andet sted, for trækker de sig her, vil fronten smuldre.
Russerne ser ud til at have kørt alle deres tropper frem på forreste linje mod den ukrainske offensiv. Dvs. at ukrainerne ikke skal rykke meget frem, før det er ensbetydende med, at russerne ikke vil have nogen mulighed for at genoprette kontrollen.
Derfor tror jeg, at vi stadig venter på den helt store ukrainske offensiv. Det er ikke på forhånd en given sag, at vi ser den lige med det samme. Jokeren er her det ukrainske luftvåben og de kommende leveringer af F-16-kampfly. Måske, måske ikke, venter ukrainerne, til også det er på plads.
Målet med offensiven
Har ukrainerne kontrol over forbindelsen til Krim på land og missiler nok til at lukke for søvejen til Krim, tror jeg ikke, det bliver så svært endda at tage Krim tilbage, og det tror jeg, er målet, men kun et delmål. Det vigtigste delmål ganske vist, men hovedmålet er, at Ukraine igen vil kontrollere hele deres land med de grænser, som Putin underskrev sin accept af i 2004 i Moskva.
Med den russiske vilje til at kaste deres unge mennesker i døden, tror jeg desværre ikke på et fuldstændigt kollaps på den russiske side. I det mindste ikke nu. Jeg håber det, og jeg udelukker ikke længere muligheden fuldstændigt, men selv dårligt uddannede og dårligt udrustede soldater tager det tid at kæmpe sig igennem for en moderne hær, hvis de er mange nok, og deres ledelse er tilstrækkelig indifferent over for egne tab.
Den ligegyldighed over for egne liv har russiske ledere og despoter udvist i århundreder. Men hvis Vesten ikke svigter, så kan krigen måske være forbi i Ukraines favør i løbet af 2024.
I den kommende tid vil jeg tilstræbe at levere en ugentlig analyse og beskrivelse af krigen i Ukraine. Jeg vil i den kommende tid være endnu mere i Ukraine, end jeg hidtil har været, og jeg vil gøre mit bedste for at komme så tæt på begivenhederne, som det må blive mig tilladt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
