Israel er livet og islam er døden – Selsingernes ideologiske luftspejling

af i Featured/Mellemøsten/Politik & Samfund

KOMMENTAR – Mange højrenationale har kastet deres kærlighed på Israel. De indskriver Israel i en global kamp mellem Vesten og islam. Og de nationalistiske toner fra Benjamin Netanyahus regering vinder genklang i deres tankeverden, skriver Steffen Groth. I Danmark har to markante højrenationale stemmer, Eva og Rune Selsing, for nylig efter en pilgrimsrejse til Israel lovprist den “livets kultur” de fandt hos israelerne, ikke mindst fordi den i ægteparrets optik rummer en lysende modvægt til dødens kultur, de dystre muslimske masser. 

Netanyahu har de seneste år opdyrket tætte forbindelser med de nationalistiske kræfter i Europa og USA. Ungarns leder Victor Orban, en frontfigur i den højrepopulistiske bevægelse i Europa, er fx blevet Netanyahus tætte allierede.

Ifølge den israelske journalist Anshel Pheffer, som for nylig har udgivet en stor biografi om Netanyahu, er parallellerne mellem Orban og den israelske premierminister forbløffende. Han betegner det som en ”illiberal bromance” mellem to ideologiske forbundsfæller, der begge har vundet de tre sidste valg ved at spille på fremmedfrygt, belejringsmentalitet samt de venstreorienteredes svaghed.

I USA er den nationalistiske præsident Trumps visioner i perfekt samklang med Netanyahus drømme. Den foreløbige kulmination på parløbet mellem Trump og Netanyahu var åbningen af den amerikanske ambassade i Jerusalem, hvorved amerikanerne anerkendte den hellige by som Israels hovedstad og samtidig underkendte byen som hovedstad i en fremtidig palæstinensisk stat.

Teksterne fungerer for mig at se som et forstørrelsesglas for de højrenationales ide om en grundlæggende kamp mellem vesten og islam. Som Rune Selsing slår fast i sin indledning: ”Israel er Vestens forpost i kulturkampen mod islam”

Ved åbningsceremonien d. 14. maj var Netanyahu da også fuld af lovord om den amerikanske præsident:

”Tak, Trump, fordi De har modet til at holde dine løfter. Tak for at gøre båndet mellem USA og Israel stærkere end nogensinde.” Højstemt begejstret konkluderede Netanyahu: ”en prægtig dag”.

Imens regnede kuglerne ned over palæstinensiske demonstranter i Gazastriben. 62 blev dræbt og flere tusind såret af israelske snigskytter; et blodigt baggrundstæppe for den fornemme ambassadefest.

De danske højrenationale og Israel

Også blandt de danske højrenationale er Israel blevet et politisk fikspunkt og for nogle et forbillede.

To af de mest markante stemmer i det nationalkonservative kor er ægtesparret Eva og Rune Selsing, der skriver fast i henholdsvis Berlingske og Jylland-Posten. For dem er Israel et idealsamfund med sin ”livsvilje og kampånd” og ikke mindst med sin modstand mod islam.

Eva Selsing udtrykker det sådan: ”israelerne har ikke lagt sig ned for islam. De har ikke givet op. De vil leve og leve frit. Det ville vi også engang”.

Eva og Rune Selsing har tilbragt sommerferien i Israel og er kommet hjem med stærke oplevelser, som de har nedfældet i to tekster. Deres rejseberetninger viser et ægtepar, der ideologisk er en slags spejlinger af hinanden. Så store er lighederne mellem de to tekster, at en plagiatanklage ville true, hvis ikke ægteskabets ensliggørelse var en almen tendens.

Teksterne fungerer for mig at se som et forstørrelsesglas for de højrenationales ide om en grundlæggende kamp mellem vesten og islam. Som Rune Selsing slår fast i sin indledning: ”Israel er Vestens forpost i kulturkampen mod islam.”

Det koloniale ekko og det livsbekræftende automatvåben

Modsætningen mellem Vesten og Østen, det rationelle og det irrationelle, det civiliserede og det uciviliserede, det modne og det barnlige har været en udbredt tankefigur i den vestlige kulturkreds. Den fungerede som en ideologisk løftestang for det europæiske koloniseringsprojekt, som kulminerede i 1800-tallet.

”Det er livet mod døden. Muslimerne bekæmper ikke jøderne, fordi de kæmper for noget ørken eller den ubeboelige sump, som Tel Aviv var før jøderne civiliserede området. De vil bare gerne af med jøderne” – Rune Selsing

Når man læser hr. og fru. Selsings rejseberetninger fra Israel er der et tydeligt ekko af den koloniale diskurs.

Men de skærper tonen og kontrasten sammenlignet med kolonitidens forfattere. Hos dem begge er den grundlæggende modsætning, der strukturerer blikket på Israel, modsætningen mellem liv og død, hvor Israel repræsenterer livet og de muslimske palæstinensere repræsenterer døden.

Eva Selsing: ”Jeg rejste hjem med hovedet fuldt af forskelle. Mellem en livets kultur og dens modsætning. Mellem et samfund, der motiveres af at skabe, nære, plante og beskytte, og et samfund, der belønner sine egne for at slå uskyldige mennesker ihjel.” O

g tre uger efter under rubrikken ”Israel er livets sejr mod døden” udbasuneres samme pointe, men nu med ægtemandens accent: ”Det er livet mod døden. Muslimerne bekæmper ikke jøderne, fordi de kæmper for noget ørken eller den ubeboelige sump, som Tel Aviv var før jøderne civiliserede området. De vil bare gerne af med jøderne.”

“Livets kultur” står i et lysende, flimrende skær, som en ideologisk luftspejling, hos både Eva og Rune Selsing: ”Livsviljen er smittende og selv de ortodokse jøder kører rundt med hørebøffer på løbehjul i Tel Avivs gader. Løbehjulet er (efter bilen) så vidt jeg kunne vurdere den mest udbredte transportform, og dem kører smukke unge par gerne rundt på to og to”, skriver Rune Selsing.

Eva Selsing bemærker en efter hendes opfattelse sigende detalje: ”Hundeluftere – de elsker deres hunde; et lille, men væsentligt tegn på respekten for liv. Man behandler også dyr ordentligt”.

Nogle gange antager begejstringen for ’livets kultur’ paradoksale former. Den generelle værnepligt i Israel for både mænd og kvinder og den synlige militarisering af samfundet i form af våben og soldater i gaderne og dybtfølt dyrkelse af hæren, omtolkes af Rune Selsing til endnu et tegn på liv:

”Og intet er så livsbekræftende som en smuk jødisk pige med et stort automatvåben”, lyder det uden skyggen af ironi.

Historieforfalskning og udviskning af palæstinenserne

Rune Selsing har tilsyneladende før rejsen pluklæst i de allertidligste zionisters fremstilling af historien eller forlæst sig på en propagandapamflet om Israels grundlæggelse. Blandt de tidlige zionister lød et slagordsagtigt udsagn: “Palæstina er et land uden et folk; jøderne er et folk uden et land”. Den myte – at Palæstina var et land uden et folk – er for længst tilbagevist af førende israelske og internationale historikere, men Rune Selsing bærer stadig ved til myten:

”Der var intet land i forvejen”, skriver han, ”og i øvrigt intet andet folk, der historisk set havde en legitim interesse i landet.” Dermed udvisker han den palæstinensiske historie. De 7-800.000 palæstinensere, der fra 1947-49 flygtede, blev forflyttet og fordrevet fra deres hjem og efterfølgende nægtet retten til at vende tilbage, bliver udslettet med et pennestrøg.

”Motiveret af purt jødehad forsøgte muslimerne at knuse Israel ved sin oprettelse og indledte en krig med det eksplicitte formål at udrydde jøderne. Døden tabte til livet” – Rune Selsing

En af Israels ledende historikere, Benny Morris, har belyst fordrivelsen af palæstinenserne i sine historiske værker og samtidig forsvaret det som en nødvendig forudsætning for statens oprettelse. I 2004 sagde han til den israelske avis Haaretz:

En jødisk stat ville ikke være blevet en realitet uden, at de 700.000 [andre historikere anslår det til ca. 800.000] palæstinensere var blevet revet op med rod… Der var ikke noget andet valg end at udvise dem. Det var nødvendigt at rense områderne bag fronten og rense grænseområderne og rense hovedvejene. Det var nødvendigt at rense landsbyerne, hvorfra vores konvojer og vores bosættelser blev beskudt.”

Man kunne ønske, at Rune Selsing i det mindste havde haft den redelighed – i lighed med Morris – at anerkende det historiske faktum, at der boede palæstinensere på den jord Israel blev oprettet på. At de palæstinensere mistede deres byer, deres hjem og deres helt almindelige liv; og efterfølgende af Israel blev frataget retten til at vende tilbage, selvom den ret er en grundsten i Menneskerettighedserklæringen og blev yderligere understreget i FNs Resolution 194 vedtaget i december 1948.

Men det passer ikke ind i prismet liv/død, som Rune Selsing også betragter Israels skabelseshistorie igennem. Og igen med israelerne som eksponenter for livskraften over for de dødsbesatte palæstinensere.  ”Motiveret af purt jødehad forsøgte muslimerne at knuse Israel ved sin oprettelse og indledte en krig med det eksplicitte formål at udrydde jøderne. Døden tabte til livet.”

”Primitivt og destruktivt”

Både Eva og Rune Selsing fortæller om det glimt de fik af de palæstinensiske selvstyreområder på deres rejse. Fra en israelsk bosættelse kiggede de ind i den anden verden netop som der var bønnekald fra minareterne. ”Det var dystert”, skriver Eva Selsing: ”Lyden af underkastelse. Stemningen var usammenlignelig med den, vi netop havde forladt i vrimlen af isspisende børn fra yeshivaerne i det jødiske kvarter”.

Tre uger efter i Jylland-Posten lyder Rune Selsing som et ekko af sin kone, når han fortæller om deres ”kig ind i det palæstinensiske selvstyreområde, hvor stemningen var decideret ubehagelig. Vi passerede samtidig med det uhyggelige bønnekald, der maner til frygt og underkastelse.”

”Der er ikke plads til de svage. De svage smuldrer, bliver slagtet og udvisket fra historien, mens de stærke, på godt og ondt, overlever. De stærke bliver respekteret, og alliancer bliver indgået med de stærke, og til sidst bliver der sluttet fred med de stærke” – Benjamin Netanyahu

Rune Selsing fremhæver også de drager med brændbart materiale, som palæstinensere har sendt ind over grænsehegnet mellem Gaza og Israel:  ”Primitivt og destruktivt”, lyder det fra Selsing, der tilsyneladende foretrækker de så livsbekræftende ”store automatvåben” og dødbringende kugler fra israelske snigskytter frem for drager, der antænder marker. Påstanden om primitivitet, en klassisk kolonial figur, går også igen i Rune Selsings iagttagelse af nogle palæstinenseres boformer:

”Mange steder så vi muslimer boende i blikskure af en type, der lignende noget fra ghettoen i Nairobi.” Og det er vel at mærke ikke social indignation eller humanistisk medfølelse, der bærer denne bemærkning, som falder netop i forbindelse med påstanden om palæstinensernes primitivitet.

”De svage smuldrer, bliver slagtet og udvisket fra historien”

Selsingernes foragt for svagheden og døden i den palæstinensiske kultur, og begejstringen over styrken og livskraften i den israelske kultur, rummer et tankemønster, der kan genfindes i en nylig udtalelse fra Netanyahu. Ved en ceremoni d. 29. august foran Shimon Peres Nuclear Research Center formulerede premierministeren det, han kaldte en ”simpel sandhed”:

”Der er ikke plads til de svage. De svage smuldrer, bliver slagtet og udvisket fra historien, mens de stærke, på godt og ondt, overlever. De stærke bliver respekteret, og alliancer bliver indgået med de stærke, og til sidst bliver der sluttet fred med de stærke”

Som den svage sjæl jeg er, kan jeg godt få kuldegysninger af Netanyahus ord med deres dyrkelse af den stærkes ret.

De rummer en ideologisk klangbund af socialdarwinisme og en historisk last af overgreb mod de svage. De strider mod det fundament af internationale institutioner og universelle menneskerettigheder, som blev opbygget i kølvandet på 2. Verdenskrig. Udtalt af Netanyahu, en mand der råder over en af verdens stærkeste hære, et anslået antal atomvåben på mellem 75 og 400 og en dokumenteret vilje til at bruge uproportioneret militærmagt, er de ord skræmmende.

Men den israelske premierminister kan sandsynligvis regne med opbakning fra sine to danske proselytter, Eva og Rune Selsing, som brugte deres rejse til Israel på at revitalisere og radikalisere en kolonial diskurs fra 1800-tallet.

Topbillede: Pixabay

POV udbetaler ikke løn til sine skribenter. Hvis du kan lide Steffens artikler, kan du støtte dem via hans MobilePay på 31902272

Steffen Groth er cand.mag i dansk og kulturstudier og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Featured