En aftale er en aftale – en lov er en lov

i Danmark/Erhvervsliv/Politik & Samfund af

OK18 – Torsdag mødes parterne ved overenskomstforhandlingerne på det offentlige område hos forligskvinden, fordi de ikke selv har kunnet nå til enighed. En uenighed, som på overfladen kun vedrører en enkelt faggruppe kan ende med at forhindre et forlig. Lars Luplau fortæller historien om den famøse arbejdstidsaftale for lærere og undervisere, der kostede fire ugers konflikt i 2013, og kan ende med at sende 750.000 offentligt ansatte i konflikt om en måneds tid.

Det er ikke engang en uge siden, jeg sidst var på banen med en analyse af baggrunden for den tilspidsede situation i forhandlingerne. Men tingene udvikler sig, og der er gået fem hektiske dage, hvis forløb til fulde har bekræftet mine forudsigelser. Manglen på tillid til at ville et fælles bedste og et elendigt forhandlingsklima har ført os lige ind i forligsinstitutionen.

Ingen af de tre knaster – lønramme, rådighedsbetaling for frokostpause og lærernes arbejdstid – er blevet høvlet i bund. To af disse vedrører stort set alle faggrupper, mens den om arbejdstiden vel i bund og grund burde klares ved det, som hedder organisationsforhandlingerne, hvor arbejdsgiverne, efter at rammen er aftalt, sætter sig overfor forhandlere fra de enkelte organisationer og aftaler de forhold, som vedrører de specifikke fagområder.

Spørgsmålet om lærernes arbejdstid er imidlertid blevet principielt for alle de offentlige organisationer. For det handler nemlig om selve retten til kollektivt at forhandle sine vilkår. Den ret er i praksis blevet frataget en faggruppe, og det kan fagbevægelsen ikke leve med, fordi det risikerer at sprede sig til andre områder. Så det er altså mere en kamp for egen berettigelse, end fordi man synes, at det er synd for lærerne, at man nu slutter ring omkring dem.

Egentid og ledelsesret

Men hvad er det egentlig for noget, den der arbejdstidsaftale? Jeg har læst rigtig mange meninger om den, og dømmer man ud fra ytringer på sociale medier eller avisernes kommentarspor, synes der at være et ret tydelig sammenhæng mellem, hvor dybfølt og fast en holdning, man indtager, og hvor lidt man faktisk ved om indholdet. Det sidste skal jeg i det følgende prøve at gøre noget ved.

Jeg kunne vælge at starte med indførelsen af undervisningspligten eller med kommunernes overtagelse af administrationen af folkeskolerne, men jeg vælger at starte i 2008, hvor der mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Lærernes Centralorganisation (LC) blev indgået en aftale.

Retorikken gik på, at det var Danmarks Lærerforening, der dikterede arbejdstiden, at det var nogle rigide regler, der stod i vejen for at organisere arbejdet smartere, at det indskrænkede ledelsesretten og at lærerne på grund af aftalen underviste alt for lidt

Tillad mig at skære lige gennem den lange og komplekse aftaletekst og pege på præcis det forhold, som åbenbart i lægmands øjne virkede meget urimeligt: De 400 timers egentid. I aftalen stod nemlig, at en lærer på fuldtid hvert år selv disponerede over – altså selv havde ledelsesretten over – 400 klokketimer.

I løbet af den tid skulle en lærer i grove træk forberede og efterbehandle sin undervisning, holde sig fagligt ajour, samt tage sig af spontan kontakt med elever og forældre uden for normal arbejdstid.

Mere tid sammen

Aftalen indeholdt naturligvis mange andre bestemmelser, men det var lige netop egentiden, som blev mål for KL’s kampagne, der startede nogle måneder inden forhandlingerne i 2013 gik i gang.

Retorikken gik på, at det var Danmarks Lærerforening (DLF), der dikterede arbejdstiden, at det var nogle rigide regler, der stod i vejen for at organisere arbejdet smartere, at det indskrænkede ledelsesretten og at lærerne på grund af aftalen underviste alt for lidt.

Men hvad var fordele og ulemper ved denne egentid? Hvorfor havde man overhovedet fundet på at overdrage ledelsesretten for ca. 25 procent af en fuldtidslærers arbejdstid til læreren selv?

Jo, med retten til lede sig selv fulgte også et ansvar. For de 400 timer skulle læreren påtage sig ansvaret for, at undervisningen var ordentligt forberedt og for at skille sin fri- og arbejdstid. Dette i erkendelse af, at der i lærerarbejdet lå en masse opgaver, hvis natur gjorde det svært at holde tingene adskilt.

KL gik benhårdt efter at afskaffe aftalen og havde held til at få store dele af befolkningen med på ideen om, at lærerne underviste alt for lidt. Det mente lærerne selvfølgelig ikke, at de gjorde, så der var lagt op til hårde forhandlinger

Den aftale var de fleste skolefolk relativt glade for. Selvfølgelig var ikke alt perfekt, og den gav da også anledning til lidt besvær og frustrationer hos såvel ledere som lærere.

Som lærer var det et væsentligt bidrag til arbejdsglæden, at man var betroet ledelsesretten over en fjerdedel af sin arbejdstid.  Det kunne især i perioder være et problem at holde arbejds- og fritid adskilt, men oplevelsen var at fordelene langt opvejede det, for det var i bund og grund gode betingelser for at kunne levere en kvalitet, som man kunne stå inde for.

For samarbejdet var det fra tid til anden frustrerende at have kolleger, der aldrig havde tid til at mødes, selvom man vidste, at de jo også havde en stor mængde timer afsat til forberedelse.

Uddelegeret ansvar

Som leder var arbejdstidsaftalen en stor hjælp i forhold til at ansvaret, for at der var tid nok til at forberede undervisning, var uddelegeret til de enkelte undervisere. Til gengæld var det en begrænsning, at mængden var aftalt centralt, så alle fik 400 timer bare for at træde ind ad døren.

Nogle fag og klassetrin kræver mere forberedelse end andre, men det tog aftalen på ingen måde højde for. Det var også et irritationsmoment ikke at kunne diktere, at de kolleger, som de andre syntes var meget svære at arrangere møder med, skulle bruge 1 time af de 400 fra kl. 14.00 på torsdag. Men lederen havde jo ikke ledelsesret over de timer.

Så KL gik benhårdt efter at afskaffe aftalen og havde held til at få store dele af befolkningen med på ideen om, at lærerne underviste alt for lidt. Det mente lærerne selvfølgelig ikke, at de gjorde, så der var lagt op til hårde forhandlinger.

Det er efterfølgende veldokumenteret blandt andet i bogen “Søren og Mette i Benlås”, at KL’s eneste tilbud til lærerne var at skrive under på, at arbejdstid slet ikke skulle være en del af overenskomsten eller også kunne de blive lockoutet.

Principielt opgør

Planen som var koordineret med regeringen og de statslige arbejdsgiveres repræsentanter i Moderniseringsstyrelsen var, at den aftale en gang for alle skulle afskaffes. Når jeg før nævnte, at skolefolk var rimeligt tilfredse med aftalen på trods af nogle ulemper hist og her, kan det måske undre, at arbejdsgiverne satte alle sine tropper ind i det opgør, men tiden herefter har vist hvorfor.

Opgøret med centrale aftaler om arbejdstidens anvendelse er principielt og handler om, at man fra finansministeriet vil have kontrol over sine midler. Når man sender penge ud på skoler skal lederen derfor have friheden til at rykke rundt på sine ressourcer.

Hvis der ligger bindinger i overenskomsten risikerer man jo, at skolelederen peger på Folkeskoleloven som kræver, at der skal læses en vis mængde timer. Med lærernes løn fastsat i overenskomsten og en aftale, der gør, at lærerne ikke kan undervise mere end 25-26 lektioner om ugen, er det begrænset, hvor frie hænder en skoleder har til at finde smartere måder at organisere arbejdet på.

Uden disse bindinger kan finansministeriet forvente, at skoleledelsen løser opgaverne indenfor en afstukket økonomisk ramme, når man har friheden til at få arbejdstiden til at strække.

Hånd- og halsret

Vi kender alle enden på forhandlinger i 2013. Regeringen vedtog lov 409 som siden dengang har reguleret lærernes arbejdstid. Og hvad siger lov 409 så? Jamen, som med gennemgangen af aftalen fra 2008 bliver det også her til en let forenklet version:

Den siger at lærerne i gennemsnit skal arbejde 37 timer om ugen, og at man starter med at tælle arbejdstid, når de træder ind ad døren og slutter, når de går ud af den igen. Ikke så meget som et minut af den tid, som de får betaling for, skal de selv administrere. Og der er ingen varslingsbestemmelser.

For folkeskolelærere udgør det med varslingen ikke det store problem, fordi reglerne også foreskriver, at deres arbejdstid først og fremmest skal ligge om dagen, men for lærere på kost- og efterskoler, hvis arbejdstid er reguleret af samme lov, betyder det i praksis, at de står til rådighed for deres arbejdsplads døgnet rundt ugens 7 dage.

Skoleledelsen eller kommunalbestyrelsen, der skal indgå de lokale aftaler med lærerne, har altså en trumf i baghånden under forhandlingerne. Hvis ikke, der kan opnås enighed, gælder lov 409, som nærmest giver arbejdsgiveren hånd- og halsret over medarbejderne

I princippet kan man møde ind en onsdag og tro at man har fri kl. 15, men lederen er i sin gode ret til at fortælle kl. 14, at man er blevet tildelt aften og nattevagt og først har fri igen torsdag kl. 17.

Ovenstående sker naturligvis stort set aldrig i praksis, og de fleste skoler med aften- og natarbejde har indgået lokale aftaler om varsling. Men når de beskrevne daglejerlignende forhold er problematiske for fagforeningerne, er det, fordi de er tilbagefaldsmuligheden, hvis ikke man kan blive enige om en lokal aftale.

Skoleledelsen eller kommunalbestyrelsen, der skal indgå de lokale aftaler med lærerne, har altså en trumf i baghånden under forhandlingerne. Hvis ikke, der kan opnås enighed, gælder lov 409, som nærmest giver arbejdsgiveren hånd- og halsret over medarbejderne.

Corydons gøgeunge

Efter fem år – eller rettere fire, for loven blev først implementeret et år efter vedtagelsen – er status rundt omkring på skolerne, at nogle steder går det fint. Andre steder har man oplevet og oplever stadig store frustrationer over nogle regler, der ikke er lavet med henblik på at fungere i en skole, men for at tilfredsstille embedsmænd i Finansministeriet.

Nogle lærere er blevet utrolig glade for det skarpe skel mellem fritid og arbejdstid. De må erkende, at de ikke længere er i stand til at levere undervisning af en kvalitet, de er stolte af, og er som sådan blevet mindre glade for deres arbejde. Til gengæld kan de holde helt fri fra det , når de går hjem.

Vil 750.000 offentligt ansatte være klar til at sætte Danmark i stå for at give lærerne retten til at aftalte forhold tilbage? De beder ikke længere om 400 timers egentid. De beder om samme vilkår, som alle andre

Andre steder har man lavet lokale aftaler, der i varierende grad ligner aftalen fra 2008. Her får man tingene til at fungere, hvis samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere ellers kører.

Lov 409 opfattes stadig som en gøgeunge lagt i reden af Bjarne Corydon og hans embedsmænd. Derfor har presset været enormt for igen at få aftalte vilkår om arbejdstiden. DLF har meddelt sine medlemmer, at man aldrig igen vil få en aftale som den i 2008. Der er dog ikke en snebolds chance i helvede for at DLF’s medlemmer stemmer ja til en aftale, hvor lov 409 består.

Parolen lyder nu, at det eneste man ønsker, er en aftale om arbejdstiden ligesom alle andre faggrupper har. Det kolliderer direkte med arbejdsgivernes uudtalte ønske om, at det i stedet bliver alle andre faggrupper, der skal have det som lærerne. Uden centralt aftalte bindinger om arbejdstiden.

Var jeg kommunikationsrådgiver for DLF, var jeg ikke i tvivl om, hvordan sagen skulle gribes an: Sætningen ”samme vilkår som alle andre” skulle gentages igen og igen. Og det skulle den, fordi det ikke er spin. Det er helt præcist, hvad lærerne beder om.

Og de andre forbund står bag dem. Langt om længe, kunne man sige. I december 2012 udtalte Sigge Winther Nielsen, der senere blev vært på Deadline, sig som ekspert til Politiken, og han var nærmest profetisk i sine kommentarer: ”I denne omgang er konceptet at isolere lærerne, så de står alene tilbage i skolegården uden kampfæller. Og lykkes det kan turen komme til andre faggrupper næste gang (…) Formelt set er det KL og DLF, som står ansigt til ansigt, men reelt set står der meget mere på spil. Det lader til, at dele af fagbevægelsen undervurderer situationen, eller også evner de ikke at etablere en fælles front”

Det spændende bliver nu om denne fælles front er så fasttømret, hvis det skulle hænde at spørgsmålene om lønstigninger og rådighedsbetaling for frokostpause bliver ordnet i forligsinstitutionen, samtidig med, at lærerne og KL må opgive at nå til enighed om en arbejdstidsaftale.

Vil 750.000 offentligt ansatte være klar til at sætte Danmark i stå for at give lærerne retten til at aftalte forhold tilbage? De beder ikke længere om 400 timers egentid. De beder om samme vilkår, som alle andre. Og det er slet ikke umuligt, at en samlet fagbevægelse vil bakke dem op i det krav. For ellers risikerer alle andre at få samme vilkår som lærerne.

Foto: Lars Scmidt via Wikimedia Commons. 

Lars Luplau er født i 1972 på den københavnske vestegn. Skribent, skolemenneske og sprogpedant. Skrev i årene omkring årtusindskiftet for TIPS-bladet om sydamerikansk fodbold. Kom ind i skoleverdenen ved et tilfælde og har de sidste 14 år arbejdet som lærer og skoleleder. Skriver primært om politiske og kulturelle forhold i Brasilien, uddannelsespolitik og sport. Bosat i Odense med sin familie. Har boet flere år i Brasilien og er BA i portugisisk fra Københavns Universitet og Medievidenskab fra SDU. Lars tjener primært til livets ophold ved at undervise i linjefaget "Verdensborger" på en efterskole, samt løse journalistiske freelance-opgaver Derudover arbejder han på to bog-projekter. Kan også bookes til foredrag om sport, politik og kultur i Brasilien. Du kan støtte Lars' skriveri på Point of View International via Mobile Pay 21222329

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,