Emil Arenholt Mosekjær: Man svigtede både civilbefolkningen og FN-soldaterne i Srebrenica

i Politik & Samfund/Forsvars- og sikkerhedspolitik af
SREBRENICA // KOMMENTAR – Selvom det ligger i FN’s DNA at ville forhindre forbrydelser mod menneskeheden, fratog man på Balkan soldaterne retten til at forsvare civilbefolkningen imod overgreb og etniske udrensninger. Og hvad var argumentet så overhovedet for, at de var der? spørger journalist Emil Arenholt Mosekjær. Man svigtede både civilbefolkningen og FN-soldaterne.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I disse dage er det 25 år siden, at serbiske styrker ved Srebrenica myrdede over 8.000 bosnisk-muslimske mænd og drenge, imens områdets hollandske FN-soldater så på.

Selvom det blot er en af de mange forbrydelser, der fandt sted på Balkan i 1990’erne, er begivenheden vigtig, fordi den én gang for alle understregede, at letbevæbnede, fredsbevarende soldater uden noget klart mandat intet har at gøre midt i en væbnet konflikt.

“Aldrig mere blå hjelm!”. Jeg har hørt den sætning utallige gange, både fra ældre kollegaer, da jeg var soldat, og fra de mange andre Balkan-veteraner, jeg har talt med som journalist. Og jeg forstår dem godt.

I Afghanistan var vi indsat med NATO i ryggen, hvilket betød tunge våben, rigelig ammunition og et mandat til at bruge dem – hvad enten det var for at forsvare os selv eller civilbefolkningen.

På Balkan i start-1990’erne var det noget helt, helt andet. Ved Srebrenica stod et par hundrede hollændere med lette våben over for tusindvis af serbere med kampvogne, artilleri og viljen til at bruge dem. Serberne kunne gøre, som det passede dem, og det vidste de. Billedet er meget lig, hvad danskerne oplevede i deres ansvarsområder. Du skal ikke tale med særlig mange Balkan-veteraner for at høre historier om, hvordan de fik afslag på at gribe ind, selvom mennesker blev voldtaget eller skudt for øjnene af dem. Flere beskriver, hvordan de ofte følte sig mere som gidsler end soldater, når de forsøgte at agere som fredsbevarende styrke.

“Serberne ville kunne knuse os på en time. Det vidste vi, og det vidste de, og vi levede derfor kun på deres nåde”, fortalte en dansk Balkan-veteran mig engang.

Selv når de blev beskudt, var den underligggende besked oppefra, at man liiige skulle slappe af og tælle skuddene, før man besvarede ilden. Det gjaldt jo om at være sikker. Fra et ledelsesmæssigt perspektiv giver det også mening stillet over for den overmagt: Du vil gerne have dine mænd levende hjem, og hvis de besvarer ilden, hver gang en fuld serber skyder efter lejren, så beslutter ham og hans venner sig måske for at beskyde jer med artilleri i morgen. Og der kan I sgu ikke være med rent kalibermæssigt.

Men en hund, der lægger sig på ryggen, viser også modparten, hvem der bestemmer. Og fratager man soldater retten til at forsvare sig selv, fornægter man dem ikke blot deres menneskelige natur og grundlovssikrede ret til handle i nødværge. Man beder dem også om at undertrykke deres basale militære uddannelse. Soldater bliver trænet til at tage initiativet, skabe ildoverlegenhed og nedkæmpe fjenden. Ingen har lyst til at være i en offerposition, og det gælder især soldater.

Selvom det ligger i FN’s DNA at ville forhindre forbrydelser mod menneskeheden, fratog man på Balkan desuden soldaterne retten til at forsvare civilbefolkningen imod overgreb og etniske udrensninger. Og hvad var argumentet så overhovedet for, at de var der?

Du kan være helt sikker på, at mange af soldaterne har brugt nat efter nat de sidste 25 år på at forbande sig selv over, at de ikke gjorde noget. Bare et eller andet. Frygt er slemt nok. Kombinerer du den med magtesløshed og dårlig samvittighed, er den ødelæggende

Dermed gjorde man ofre ud af både civilbefolkningen og FN-soldaterne; man svigtede begge. Førstnævnte fordi man gav dem et falsk håb om, at en blå hjelm betød sikkerhed, hvorefter man i mange tilfælde overlod dem til deres skæbne. Soldaterne placerede man i en urimelig situation, hvor de reelt set ikke havde andet valg end at stå som passive beskuere til noget af det værste, mennesket har at byde på.

“JEG ville i hvert fald have grebet ind, hvis det var mig”, siger du måske. Og det er fint makker. Gennemgå du en militær uddannelse med fokus på at parere ordre og stil dig herefter i en krigszone med en ærtebøsse overfor en kampvogn. Lyt til skrigene omkring dig, tis lidt i bukserne af skræk, og sig så sætningen én gang til. Den slags situationer er sjældent lige så enkle, som de ser ud på film.

Og du kan være helt sikker på, at mange af soldaterne har brugt nat efter nat de sidste 25 år på at forbande sig selv over, at de ikke gjorde noget. Bare et eller andet. Frygt er slemt nok. Kombinerer du den med magtesløshed og dårlig samvittighed, er den ødelæggende. Der er ikke noget at sige til, at PTSD og selvmord er folkesygdomme blandt Balkan-veteraner, hvad enten de er fra Danmark, Holland eller andre steder.

Som sagt var situationen markant anderledes for os i Afghanistan, hvilket jeg priser mig lykkelig for. Vi fik at vide, at hvis nogen peger et gevær imod jer, så skyder I ham. Hvis han peger det imod en civil, så gør I det samme. Da jeg tidligere på året var i Mali som FN-soldat, fik vi noget lignende af vide.

Sådan et mandat ville mange FN-soldater have givet alt for have haft på Balkan. Dermed lader det til, at vi har lært et eller andet siden Srebrenica. Næsten 10 års borgerkrig i Syrien og et folkedrab i Myanmar, hvor verdenssamfundet begge steder langt henad vejen har siddet på hænderne, tyder dog på, at vi ikke har lært så meget.


Illustration: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Emil (f. 1990) er journalist, uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Interessen for udlandsjournalistik bragte ham i foråret 2018 til Tel Aviv Universitet, hvor han tilbragte et semester på udveksling. Her studerede han israelsk historie, moderne mellemøstlig historie samt baggrunden for den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Inden han startede på Journalisthøjskolen, tjente han 4,5 år i den danske hær, og var i den forbindelse udsendt seks måneder til Helmand-provinsen i Afghanistan i foråret 2012.

Udover Mellemøsten vil han en dag gerne dække det afrikanske kontinent - og har livet igennem desuden haft en passion for amerikanske forhold efter at have boet tre år i Californien som barn.

Derudover er han en kæmpe historienørd, der bedst slapper af med tykke bøger om ting, der ville sende de fleste andre på hovedet i seng.

Seneste artikler om Politik & Samfund