kommunisme jihadist

Jihadisterne i IS er en islamisk udgave af kommunismen fra 68’ernes venstrefløj

i Historie/Politik & Samfund af
IDEOLOGI // KOMMENTAR – I sagen om hjemtagningen af danske børn og deres mødre fra Syrien har mange undret sig over, hvad der kunne få unge danskere til at tage til Islamisk Stat, der var undertrykkende og praktiserede offentlige henrettelser, bl.a. halshugninger, som blev vist online. Det kan være svært at forstå de udvandredes forklaringer om, at de ville starte en ny, retfærdig stat, der byggede på sharia-lovgivning. Men bevæggrundene og ideologien har lighedspunkter med den kommunistiske venstrefløj under Stalin og den nye venstrefløj efter 1968, også selv om 68’erne så sig som antiautoritære og i opposition til sovjetkommunismen. Begge bevægelser drømte imidlertid om at opbygge en nyt socialistisk/kommunistisk samfund, der skulle gøre op med det kapitalistiske samfunds undertrykkelse, og hvor menneskene kunne udvikle og udfolde sig i frihed.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Der var i virkeligheden tale om drømmen om biblens tusindårsrige, blot i sekulær forklædning, og som sådan var drømmen om det socialistiske/kommunistiske samfund udtryk for forskudt religiøsitet.

Mennesket er som både Viktor Frankl og Manuel Castells nævner, et meningsskabende individ. Efterhånden som kristendommen har mistet legitimitet, har det hos individerne skabt et tomrum, som så skal udfyldes af noget andet, f.eks. tro på videnskaben, eller troen på den evige forbrugsfremgang.

Lighederne er blevet glemt, fordi den religiøse karakter af det nye venstre er blevet fortrængt – også fordi det ligger årtier tilbage, individerne er blevet gamle, og mange vil på det bestemteste afvise bevægelsens religiøse karakter og at blive sammenlignet med ekstremistiske muslimer

Blandt dele af Silicon Valleys ledende ideologer forsøger man at realisere det evige liv ved at forsøge at kunne overføre bevidstheden til en ny krop – evt. gennem nedfrysning – på et tidspunkt ude i fremtiden.

Det, der kendetegner nyreligiøse bevægelser, er dels forkastelsen af den urene (her borgerlige,  kapitalistiske) verden, dels etableringen af et nyt fællesskab med nye profeter, autoriteter og en ny hellig skrift.

Kirken var partiet

For venstrefløjen var der klare paralleller til kristendommen, idet den kristne tankefigur med paradis, syndefald, arvesynd, dommedag og himmerige erstattedes af urkommunismen, klassesamfund, revolution og det kommunistiske samfund. Faderen, Sønnen og Helligånden blev til Karl Marx og Friedrich Engels, Biblen blev til Marx’ hellige skrifter, hvor et utal af sekter (partier) stredes om den rigtige udlægning for at finde frem til den rigtige opfattelse af religionen.

På det psykologiske plan var vestlige kommunister bange for, at en erkendelse af undertrykkelsen og af Gulag ville få éns verdensbillede til at bryde sammen, og man ville stå afklædte og uden noget at tro på

Man skal tilbage til middelalderens skolastik for at finde en parallel til Marx-eksegesen i 1970’erne. Kirken var partiet, og det forjættede land de forskellige socialistiske lande. Man kan måske ironisk kalde marxismen for kristendommens højeste stade.

Under sovjetkommunismen var Sovjetunionen paradis på jord, som den kommunistiske bevægelse kritikløst underlagde sig, og man lukkede øjnene for de beretninger, der slap ud af Sovjet, og som modsagde glansbilledeopfattelsen, som man havde af tilstandene i landet. På det psykologiske plan var vestlige kommunister bange for, at en erkendelse af undertrykkelsen og af Gulag ville få éns verdensbillede til at bryde sammen, og man ville stå afklædte og uden noget at tro på, hvorfor man brugte de psykologiske forsvarsmekanismer benægtelse og fortrængning for at opretholde den psykiske balance.

Det nye venstre efter 1968 opstod i en ny historisk situation, hvor Østblokken ikke mere var forbilledet. For den generation, der blev bevidste i slutningen af 1960’erne og 1970’erne, var der et eklatant misforhold mellem den officielle borgerlige ideologi og de samfundsmæssige realiteter, især i Den Tredje Verden – her kan betydningen af USA’s krig i Indokina og kuppet i Chile ikke overvurderes. Da de kapitalistiske lande ikke tog afstand herfra, førte det for store dele af ungdommen til en total forkastelse af den herskende samfundsorden og de herskende autoriteter.

kommunist jihadist
For 1968’erne var der et misforhold mellem den officielle borgerlige ideologi og de samfundsmæssige realiteter, især i Den Tredje Verden, og her kan betydningen af USA’s krig i Indokina og kuppet i Chile ikke overvurderes. Ligesom i Canada, hvor billedet er taget, demonstrerede danske unge mod krigen i Vietnam. Fra 1968, Vancouver, Canada. Af John Hill/Wikimedia Commons

Kapitalismen var rådden og måtte rykkes op med rode, men omvendelsen startede som en antiimperialistisk bevægelse rettet mod den amerikanske krigsførelse og verdensorden.

I opgøret med autoritære strukturer gik man ind for at forkaste alle former for autoriteter, men samtidig længtes man ubevidst efter autoriteter og positive faderfigurer og efter lande, hvor revolutionen var lykkedes. Dette førte for dele af venstrefløjen til forherligelsen de forskellige lande som modeller for et fremtidigt samfund og til idealiseringen af ”stærke mænd” som Mao, Castro, Hoxha, Kim il Sung – afhængig af fraktionen, som folk var tilhængere af.

Al Qaeda og IS: anti-imperialistiske bevægelser i islamistisk gevandt

Islamister ønsker at opbygge et islamisk samfund baseret på sharia-lovgivningen, hvor det er de religiøse principper fra Koranen, Sunna og Haditherne, der skal styre livet i Ummaen. En bevægelse blandt islamisterne er salafisterne, der ønsker, at man skal leve som på Profetens og de fire første retledte kaliffers tid. De ønsker dog at anvende moderne, vestlig teknologi, men afviser de bevidsthedsformer, som er forudsætningen for udviklingen af teknologien, nemlig den frie tanke, og hermed udtrykker de, hvad den syrisk-tyske muslim, Bassam Tibi, har kaldt for ”drømmen om den halve modernitet”.

De muslimske lande betragtes alle som undertrykkende, hvor man ikke lever op til sharia-forskrifterne, og hvor rigdommen er koncentreret hos få regerende kongefamilier, der sidder på olien, hvilket opfattes som dybt uretfærdigt – blandt muslimer spiller retfærdighed samme rolle som frihed spiller i vestlige lande.

Da der etableredes et kalifat i Syrien så det ud til, at unge muslimer kunne udleve deres drømme, og for mændenes vedkommende kunne man være med til at forsvare kalifatet mod de ydre fjender – i lighed med at mange danske venstreorienterede tog til Spanien i 1930’erne for at forsvare republikken mod fascisterne

Da de ”vantro” herskende regimer holdes ved magten med støtte fra vestlige lande, har det skabt en vrede blandt muslimer, der har ønsket et opgør med den vestlige verdensorden. For at kunne indføre den sande islam må man i Al Qaedas optik få fjernet de ”nære fjender”, dvs. magthaverne i de muslimske lande, men det gør det nødvendigt først at besejre den ”fjerne fjende”, USA.
Al Qaeda og IS kan derfor betragtes som anti-imperialistiske bevægelser i islamistisk gevandt.

De har endvidere i lighed med den kommunistiske bevægelses en tro på en (leninistisk) avantgarde af oplyste, der skulle lede revolutionen for de uoplyste masser, der endnu ikke havde indset deres undertrykkelse; det kan sammenlignes med rollen, som Jesus og hans disciple spillede. De mest radikale islamister er blevet jihadister og terrorister, ligesom der i Vesteuropa i 1970’erne opstod venstreorienterede terrorbevægelser: RAF, Brigate Rossi, Action Direct, etc., som forsøgte at drive udviklingen mod utopien fremad.

Det er som et led i kampen for et kalifat, man skal se angrebet d. 11. september 2001, som dels skulle svække ”den fjerne fjende” og få den til at trække sig ud af de muslimske lande, så man kunne befri landene, og angrebet skulle rive sløret fra de muslimske massers øjne, så de indså, at molokken ikke var uovervindelig, hvorfor de ville slutte sig til kampen mod den. Efterfølgende blev krigene i Afghanistan og især i Irak af den unge generation muslimer set som en vestlig krig mod islam, hvor Vesten slog muslimer ihjel, og herved skabtes et yderligere rekrutteringsgrundlag for jihadisterne.

Samtidig følte mange unge muslimer i de vesteuropæiske lande, at de ikke blev anerkendt, og at deres tro blev forhånet og stigmatiseret, dels officielt gennem lovgivningen som tørklædeforbud, dels gennem den øvrige befolknings behandling af dem, hvorfor de følte sig marginaliserede og udviklede en modidentitet.

Hos mange unge muslimer var der en drøm om et kalifat, hvor man kunne leve i overensstemmelse med sin tro. Da der etableredes et kalifat i Syrien, så det ud til, at unge muslimer kunne udleve deres drømme, og for mændenes vedkommende kunne man være med til at forsvare kalifatet mod de ydre fjender – i lighed med at mange danske venstreorienterede tog til Spanien i 1930’erne for at forsvare republikken mod fascisterne.

kommunist jihadist
De danske kvinder med børn, der sidder i fangelejrene i Syrien, som her al-Hol-lejren, må man formode, at oplevelserne i Syrien samt deres ansvar for børnene har dæmpet ønsket om at udføre terrorhandlinger i Danmark, selv om de måtte nære sympati for IS. Fra VOA/Wikimedia Commons, 2019.

Krav om renhed som følge af egen manglende formåen

Både de danske socialister/kommunister og islamisterne oplevede en på det personlige plan splitting, der er en forsvarsmekanisme, idet de i deres personlige liv ikke kunne leve op til kravene om ideologisk/religiøs renhed, men måtte leve med modstridende følelser, ambivalenser og bestandig indgå kompromisser, ”for man skal jo overleve”, og i det politiske/religiøse liv nægtede at tolerere de samme tvetydigheder og ambivalenser og krævede renhed og utvetydighed.

Dette kompensatoriske krav om renhed som følge af egen manglende formåen har resulteret i en verdensfjern idealisme udtrykt i verdensfjerne, doktrinære eksegeser og intolerance over for dem, der ikke var lige så idealistiske, fordi man har projiceret følelsen af sin egen urenhed over i dem.

Desillusioneringsprocessen svarer til den, der foregik blandt deltagerne i de venstreorienterede terrorbevægelser i 70’erne og 80’erne, da de både blev nedkæmpet og støttegrundlaget udtørredes

Resultatet af nedkæmpelsen af Kalifatet i Syrien og Irak har for nogle af de tidligere krigere og deres koner været, at de er blevet desillusionerede, mens andre stadig opretholder drømmen om et nyt kalifat et andet sted, da IS langt fra er nedkæmpet.

De danske kvinder med børn, der sidder i fangelejrene, tilhører formentlig hovedsagelig den første gruppe. Selv om de måtte nære sympati for IS, må man formode, at oplevelserne i Syrien samt deres ansvar for børnene har dæmpet ønsket om at udføre terrorhandlinger i Danmark.

Desillusioneringsprocessen svarer til den, der foregik blandt deltagerne i de venstreorienterede terrorbevægelser i 70’erne og 80’erne, da de både blev nedkæmpet og støttegrundlaget udtørredes. Når man kan tvivle på, om støtten til den islamiske terror forsvinder, som det skete med støtten til den røde terror, skyldes det, at de unge venstreorienterede i 70’erne ikke tilhørte anden etnisk og religiøs gruppe, som følte sig socialt og kulturelt marginaliserede, som det er tilfældet med de unge muslimer.

Det er nok den væsentligste forskel mellem de to bevægelser, men drømmen om et bedre samfund og de psykologiske mekanismer har de haft til fælles. Lighederne er blevet glemt, fordi den religiøse karakter af det nye venstre er blevet fortrængt – også fordi det ligger årtier tilbage, individerne er blevet gamle, og mange vil på det bestemteste afvise bevægelsens religiøse karakter og at blive sammenlignet med ekstremistiske muslimer – religion betragtes nemlig som opium for folket.


LÆS ALLE PER CLAUSENS ARTIKLER HER
LÆS MERE OM DE DANSKE BØRN I SYRIEN HER


Topillustration: Kan islamisme og kommunisme sammenlignes? Ja, siger Per Clausen. Foto: Kvinder i al-Hol-lejren i Syrien, hvor mange af de danske kvinder med børn også sidder. Fra 2019. VOA/Wikimedia Commons

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Per Clausen (f. 1955) er cand. mag. I samfundsfag, geografi og psykologi og er vildt interesseret i alt, hvad der sker i hele verden. Derfor er han også en globetrotter, der har rejst på alle kontinenter for at udforske mange forskellige kulturer, og han kan godt lide at være i verdens brændpunkter. Derfor ærgrer det ham også, at han pga. covid-19 ikke kan overvære valget i USA. Per er kritisk over for de skiftende intellektuelle modestrømninger og -ismer og kan godt lide i debatter at spille Djævelens Advokat. Han har i mange år ernæret sig som gymnasielærer, men er i dag en fri fugl. Der ud over elsker han at se film - i biografen, hvor de naturligvis skal ses.

Seneste artikler om Historie