TOGREJSE I RUSLAND // BOGUDDRAG – Klimakrisen og den seneste tids fokus på miljø har betydet en fornyet interesse for at rejse med tog. Som rejseform er det noget særligt. Du ser landskaberne glide forbi vinduerne, drømmer og fantaserer. At rejse med tog er romantisk. Du får sjælen med og oplever allerede noget under selve rejsen. At rejse med tog er en rejse i sig selv. Forlaget Mr. East har taget denne trend til sig og udgiver en række guidebøger til togrejser i Østeuropa, og som seneste bind i serien har Allan Have Larsen skrevet en fascinerende bog om Rusland. Her tager vi med på rejse med en af verdens mest navnkundige jernbaner, den transsibiriske.
En rundrejse mod øst starter på Jaroslavl-banegården i Moskva. Herfra kører toget Rossija de mere end 9000 km til Vladivostok. Returrejsen til Moskva vil de fleste nok vælge at tage med fly, men man kan også tage toget tilbage og stoppe i andre byer end på udturen. Det er naturligvis også muligt at tage andre tog fra Moskva og til mange af de her nævnte byer. Ligeledes er der også lokale tog mellem byerne. Det første stop er Jekatarinburg lige på den anden side af Ural-bjergene. (Rejsetid: Et døgn og 9 timer, pris 5.412. RUB for en køje i en firemandskupe.)
Jekaterinburg/Екатеринбург (1.493.749 indbyggere)
Jekaterinburgs hovedseværdighed er Blodskirken, der er bygget hvor Ipatiev-huset stod. Det var i dette hus, at den sidste zarfamilie blev myrdet 17. juli 1918. Huset, familien blev myrdet i, blev revet ned i 1977 i forbindelse med 60-året for oktoberrevolutionen. Det var en beslutning truffet i politbureauet og overdraget til Ruslands senere præsident, Boris Jeltsin, der på dette tidspunkt var lokal partileder i Sverdlovsk, som byen hed i det meste af sovjettiden.
Uden for byen ligger Ganina Jama klosteret. Det var her de jordiske rester af den sidste zarfamilie blev smidt ned i en mineskakt i 1918. I den sydvestlige udkant af byen ligger Shirokoretjenskoe-kirkegården. Her ligger Jekatarinburgs prominente bysbørn begravet, så som kunstnere, videnskabsfolk og krigshelte fra Anden Verdenskrig. Kirkegården er dog mest kendt for de monumenter, som byens gangstere satte på deres grave. I 1990’erne var Jekatarinburg hårdt plaget af voldelige gangsteropgør, og mange af de dræbte fra disse opgør ligger begravet her. I tidens ånd er gravstenene udsmykkede med de afdøde i fotolignende udhugninger i naturlig størrelse. Ofte er biler og kærester også afbilledet på gravstenene.
Rusland, Danmark og Romanov-dynastiet
I alt 20 monarker fra Romanov-dynastiet sad på den russiske trone i 304 år fra 1613 og frem til 1917. Det var også i denne periode, at Rusland voksede til at blive en stormagt over flere kontinenter. Man har beregnet, at Ruslands territorium i gennemsnit voksede med 52.000 kvadratkilometer om året under Romanov-dynastiet.
Mikhail Fjodorovitj Romanov var blot 16 år gammel, da han blev valgt til zar. På grund af Mikhails unge alder var det i praksis hans far, Filaret, der kom til at styre landet. Filaret var også patriark for den russiske kirke. Da Mikhail Romanov, som den første fra dynastiet, besteg den russiske trone i 1613, markerede det afslutningen på det, der i russisk historie kaldes ”forvirringens tid”. Det er perioden mellem at Rurik-dynastiet uddør, og den første fra Romanov-slægten kom på den russiske trone.
Det er oplevelserne fra fængslet i Omsk, der danner grundlag for hans roman, Det døde hus. Fængslet, Dostojevskij sad i, findes ikke længere, men på Dostojevskij Litteraturmuseet er der udstillinger om Dostojevskijs liv og arbejde
Meget af den danske interesse for Romanov-slægten skyldes naturligvis, at Christian den Niendes datter Dagmar blev gift med den senere Aleksander 3. og således blev mor til Ruslands sidste zar, Nikolaj den Anden. Dagmars skæbne er da også fantastisk. Samme år som Danmark mistede hertugdømmerne, blev Dagmar forlovet med Nikolaj, søn af den russiske zar Aleksander den Anden. Nikolaj havde desværre et dårligt helbred, og døde i 1865 af tuberkulose i Nice. Imidlertid var alliancen mellem Danmark og Rusland vedtaget, og adel forpligter.
Dagmar måtte derfor tage den næste i rækken, som var Nikolajs lillebror Aleksander. Hun forlod Danmark 22. september 1866 ledsaget af sin bror, kronprins Frederik, da forældrene ikke havde råd til at følge med. 9. november 1866 blev parret gift i Vinterpaladset i Sankt Petersborg. Da Dagmar blev gift med Aleksander 2. konverterede hun til den russisk ortodokse kirke og fik navnet Marija Fjodorovna.
Efter brylluppet flyttede parret ind i tronfølgerboligen, Anitjkovpalæet på Nevskij Prospekt i Sankt Petersborg. Dagmars svigerfar, Aleksander den Anden, blev udsat for et dødeligt attentat i 1881, hvorefter familien måtte flytte fra Anitjkovpalæet, da Aleksander nu skulle være zar. Det meste af tiden opholdt parret sig i paladset i Gatjina uden for Sankt Petersborg. Her var mere sikkert at være end inde i Sankt Petersborg, hvor en masse revolutionære bevægelser begyndte at se dagens lys – og netop en sådan havde netop taget livet af Dagmars svigerfar. Dagmar blev enke da hun var blot 47 år gammel. I 1894 døde Aleksander den Tredje, 48 år gammel, på Livadija-slottet uden for Jalta på Krim.
Dagmar var i Kijev, da hendes søn Nikolaj den Anden abdicerede i 1917. Hun rejste til Krim, hvor hun opholdt sig indtil maj 1919, hvor den engelske Kong George den Femte sendte krigsskibet HMS Marlborough ned for at bringe hende til England, hvor hun opholdt sig en kort periode inden hun vendte tilbage til Danmark og flyttede ind på Hvidøre ved Klampenborg.
Efter sin død i 1928 blev Dagmar begravet i Roskilde Domkirke, men blev i 2006 genbegravet i Peter-Paul fæstningen i Sankt Petersborg, hvor hendes mand også ligger begravet. Kisten med Dagmars jordiske rester blev sejlet til Sankt Petersborg ombord på det danske orlogsskib Esbern Snare, og nøjagtig 140 år efter sin første ankomst til Rusland i 1866 ankom Dagmar 26. september 2006 atter til landet, der på alle måder blev hendes skæbne.
De tætte dynastiske forbindelser mellem den danske kongefamilie og den russiske zarfamilie kom også til at sætte sig varige spor i København. Aleksander Nevskij Kirken i Bredgade blev bygget 1881- 1883 for at den russiske zarfamilie kunne have et sted at gå til gudstjeneste, når de var på familiebesøg i København.
Der var imidlertid også andre bånd mellem den danske kongefamilie og Romanov-dynastiet. For eksempel var Kong Christian den 10.’s kone, Alexandrine, oldebarn af den russiske zar Nikolaj den Første.
Fra Jekatarinburg går turen videre til byen Omsk på den sydlige del af den store Vestsibiriske slette. Der er mange daglige togforbindelser mellem Jekatarinburg og Omsk (Rejsetid: 13 timer og 48 minutter, pris: 4.300 RUB for en køje i en firemandskupe).
Omsk/Омск (1.154.507 indbyggere)
Som alle andre byer i Sibirien er også Omsk grundlagt i forbindelse med Ruslands ekspansion gennem Sibirien. Byen er grundlagt i starten af 1700-tallet, der hvor floden Om løber ud i floden Irtysj.
Det var i Omsk, forfatteren Fjordor Dostojevskij sad fængslet 1849 til 1853. Egentlig var han blevet dømt til døden for deltagelse i revolutionære aktiviteter. Dostojevskij havde diskuteret vestlig filosofi og litteratur med andre forfattere i Sankt Petersborg. Da henrettelsen skulle fuldbyrdes blev dommen omstødt til ti års forvisning, hvoraf han tilbragte de fire i et fængsel i Omsk og senere tjente seks år som soldat. Det er oplevelserne fra fængslet i Omsk, der danner grundlag for hans roman Det døde hus. Fængslet Dostojevskij sad i findes ikke længere, men på Dostojevskij Litteraturmuseet er der udstillinger om Dostojevskijs liv og arbejde. Adresse: 1 Ul. Dostojevskogo/ Литературный музей Достоевского, Ул. Достоевского 1. Åbningstider 11-18. Mandag lukket. Entre 250 RUB.
De relativt gode forhold i Agademgorodok gjaldt imidlertid også forskningsklimaet, da man her var langt fra Moskva, og kontrollen med hvad forskerne lavede var langt mindre
Byens kunstmuseum er også et besøg værd. Selve bygningen er fra 1862, og det var her Admiral Koltjaks hvide regering holdt til 1918-19 under borgerkrigen efter revolutionen i 1917. Her er forskellige udstillinger, der alle kræver separat billet. Pris mellem 30 – 200 RUB. Adresse: Ul. Lenina 23/ Художественный Музей имени Врубеля Ул. Ленина 23. Åbningstider: 10 -19. Mandag lukket.
Der er adskillige daglige forbindelser mellem Omsk og Novosibirsk. (Rejsetid: 9 timer og 51 minutter, pris: 2.600 RUB)
Novosibirsk/Новосивирск (1.625.631 indbyggere)
Byen blev grundlagt i 1893, da man anlagde den transsibiriske jernbane. Det var nemlig her den transsibiriske jernbane skulle krydse floden Ob. Da byen blev grundlagt hed den Novo-Nikolajevsk opkaldt efter Ruslands sidste zar Nikolaj den Anden. Navnet betød Nikolajs Nye By. Dette navn beholdt byen frem til midten af 1920’erne, hvor den fik navnet Novosibirsk. Byens centrum er Lenin-pladsen og byens hovedakse, Krasnyj Prospekt, går hen over Lenin-pladsen.
Ikke langt fra Lenin-pladsen ligger et kunstmuseum for Nikolaj Rerikh, der både var maler, forfatter og opdagelsesrejsende. Malerierne her på museet er reproduktioner, der viser hans store interesse for Sibirien, Altaj og Centralasien. I 1920’erne deltog han i en 5 år lang ekspedition i Centralasien og Himalaya. Åbningstider: Kl. 11-18. Lukket om tirsdagen. Entre 250 RUB. Adresse: Ul. Kommunisstitjeskaja 38./ Музей Н.К. Рериха. Ул. Коммунистическая 38.
Novosibirsk er også kendt for Agademgorodok, der bedst kan oversættes med “Akademisk by”. Området ligger 30 km syd for centrum i Novosibirsk, og er et kendt forskningscenter i Rusland. Det blev grundlagt i 1957, og blev hjemsted for omkring 65.000 sovjetiske forskere og videnskabsfolk og deres familier. Fødevareforsyning og boligforhold var efter sovjetiske forhold gode her.
De relativt gode forhold i Agademgorodok gjaldt imidlertid også forskningsklimaet, da man her var langt fra Moskva, og kontrollen med hvad forskerne lavede var langt mindre herude. Da glasnost og perestrojka begyndte at gøre sig gældende i slutningen af 1980’erne, blev mange forskere hentet til Moskva herfra. Det gjaldt blandt andet kendte økonomer som Tatjana Zaslavskaja og Abel Aganbegjan.
Næste stop på turen ligger ligesom Omsk og Novosibirsk også ved en af de store syd-nord flydende floder i Sibirien. Krasnojarsk ligger hvor den transsibiriske jernbane krydser Jenisej-floden. (Rejsetid: 12 timer, pris: 3.500 RUB)
Krasnojarsk/Красноярск (1.093.771 indbyggere)
Byens hovedseværdighed er naturreservatet Stolby cirka 10 kilometer syd for byen. Naturreservatet rummer flotte klippeformationer formet af vulkanske sten. Nogle af klipperne er op til 100 meter høje. Tag bus nummer 50 eller minibus nr. 106a fra stoppestedet Opera og Balletteatret i centrum til stoppestedet Turbaza. Cirka 100 meter længere fremme fører en vej de syv km op til hovedindgangen til parken. En anden mulighed er at tage bus 37 til forlystelsesparken Bobrovy Log, og derfra tage stoleliften op til en udsigtsplatform, hvorfra der er gode muligheder for gåture i området.
Et besøg værd er også byens regionshistoriske museum (Adresse: Краеведческий Музей.Ул. Дубровикского 84/på Ul. Dubrovinskogo nr. 84) ved flodbredden. Museet har til huse i en bygning, der skal forestille et egyptisk tempel. Museet har en glimrende etnografisk udstilling med blandt andet rituelle shamanistiske dragter. Der er også en fin udstilling om sibirisk dyreliv. Blandt andet kan man trykke på en knap og høre de forskellige dyrs lyde. Der er også udstillet en båd i naturlig størrelse, som kosakker anvendte under koloniseringen af Sibirien. Krasnojarsk er også kendt for sin store aluminiumsproduktion.
Der er fire daglige forbindelser til næste stop, der er Irkutsk. Alle forbindelserne er med nattog. (Rejsetid: 20 timer, pris: 3.700 RUB)
Irkutsk/Иркутск (Indbyggertal: 623.562)
Irkutsk er det oplagte sted at stoppe på den transsibiriske jernbane, ikke mindst fordi den ligger blot 70 kilometer fra Bajkalsøen. Byen er grundlagt i slutningen af 1600-tallet. Banegården ligger på Angara-flodens vestbred, men centrum og de vigtigste seværdigheder ligger på flodens østbred. Centralt i byens udvikling og historie står dekabristoprøret i 1825. Ordet er afledt af det russiske ord for december – dekjabr’, da oprøret fandt sted i december.
På grund af Napoleonskrigen havde mange russiske soldater og officerer nu stiftet et førstehåndskendskab til mere liberale samfundsindretninger end det russiske selvherskerdømme. I forbindelse med Nikolaj den Førstes kroning i december 1825 forsøgte en række officerer at begå et kup. Det blev slået ned og gerningsmændene enten henrettet eller sendt til Sibirien. Mange endte i Irkutsk. Eftersom mange af dekabristerne tilhørte samfundets øverste lag, fik Irkutsk en voldsom indsprøjtning af europæisk kultur. Volkonskij-museet fortæller historien om dekabristerne med udgangspunkt i Maria Volkonskajas historie. Hun var gift med Sergej Volkonskij, der var en af hovedmændene bag oprøret.
Adresse: Pereulok Volkonskogo 10/ Дом-музей Волконского. Переулок Волконского 1. Åbningstider: Åben 10 – 18. Mandag lukket. Entre: 200 RUB.
Irkutsk er blandt andet kendt for sine gamle træhuse. Der er imidlertid ikke et særligt område i byen, hvor der kun er træhuse. Derfor har man genskabt et helt område med træhuse, der hedder Kvartal 130. Man kan diskutere, hvor vellykket forsøget på at etablere et sådan kvarter er. Uanset ens holdning er det værd at besøge Kvartal 130 og gå en tur blandt disse nybyggede træhuse, der rummer både restauranter, cafeer og museer.
Ved indgangen til Kvartal 130 står en stor bronzestatue, der hedder Babr, hvilket er afledt af det russiske ord for bæver som er bobr. Dyret har en zobel i munden og halen skal forestille en bævers hale. Hvis man står ved monumentet for Babr og kigger ind på Kvartal 130, er der på venstre side en smuk kirke i sibirisk barok fra 1700-tallet med det ikke så mundrette navn ”Rejsning af Kristi kors-kirken” (Крестовоздвиженская Церковь). At man rejste et monument for Babr så tæt på en kirke, fik nogle lokale til at hævde, at det krænkede de troendes følelser. Babr står der imidlertid endnu.
Lidt uden for selve centrum i Irkutsk ligger Znamenskij-klosteret (Знаменский Монастырь). Tæt på indgangen til klosteret står en stor statue af admiral Aleksander Koltjak (1874-1920). Han kom fra en lavadelig familie, og faren havde deltaget i forsvaret af Sevastopol i 1854 under Krim-krigen. Koltjak var også polarforsker og havde været med på to polarekspeditioner i årene 1900- 1903. Han deltog både i den russisk/japanske krig og i 1. verdenskrig.
Under borgerkrigen efter revolutionen i 1917 dannede han en antikommunistisk regering i den sibiriske by Omsk. Han formåede dog hverken at samarbejde med nationale mindretal eller venstreorienterede ikke-bolsjevikker, af hvilken grund hans hær hurtig gik i opløsning. Statuen stod færdig i 2004 (130-året for hans fødsel) og er rejst, hvor han blev henrettet af bolsjevikkerne i 1920. Relieffet på fundamentet viser en rød og en hvid soldat fra den russiske borgerkrig, der strækker våben. Statuen er således det moderne Ruslands forsøg på at hele sårene efter kommunismen.
Inde i klosterets kirke ligger de jordiske rester af Sankt Innokent (Ca. 1680-1731) af Irkutsk. Egentlig skulle han have missioneret i Kina, men blev nægtet indrejse og blev derfor den første biskop i Irkutsk. I 1764 i forbindelse med restaureringsarbejde, opdagede man, at hans knogler ikke var gået i forrådnelse, hvilket blev set som et tegn på, at han var helgen.
Der er flere interessante grave på klosterområdet. Flere købmand er begravet her, og på en af gravene er der placeret en meget stor sten for at forhindre, at den afdøde genopstår. Efter sigende fordi han var ekstremt nærig. Grigorij Sjelekhov (1747-1797) ligger også begravet her. Han grundlagde den første russiske bosættelse i Alaska. Hans enke lod på bagsiden af gravmonumentets sokkel indhugge monumentets pris, som var på 11.760 rubler.
Her ligger også Sibiriens mest kendte forfatter begravet, nemlig Valentin Rasputin.
Valentin Rasputin og landsbylitteraturen i Sovjetunionen
Valentin Grigorevitj Rasputin (1937 – 2015) var den mest kendte forfatter inden for den genre, man i Sovjetunionen kalder ”landsbylitteratur”. Den er blandt andet kendetegnet ved, at den påpegede de uheldige konsekvenser af moderniseringen, og hvad der sker med mennesker, der flytter fra små traditionelle landsbysamfund ind til anonyme boligblokke i større byer. Det er en problemstilling, der med forskellige nuancer kendes over hele verden. I Sovjetunionen var det bemærkelsesværdigt, at en sådan kritik kunne fremkomme, når netop teknisk udvikling blev set som indbegrebet af den lysende kommunistiske fremtid. Flere af Valentin Rasputins romaner er oversat til dansk. Særlig interessant er romanerne ’Afsked med Matjora’ og ’Lev og husk’.
Afstikker fra ruten: Listvjanka ved Bajkalsøen
Listvjanka ligger cirka 70 km fra Irkutsk og er dermed det tætteste sted ved Bajkalsøen i forhold til Irkutsk. Den lille landsby strækker sig cirka 6 km langs med Bajkal og ligger lige øst for, hvor Angara-floden løber fra Bajkal. Fra Irkutsks centrale marked går der minibusser ud til Listvjanka, og fra busstationen går der almindelige rutebiler derud. Køreturen varer cirka en time.
Lige inden man kører ud af Irkutsk på vej til Listvjanka, kan man se isbryderen Angara. I 1898 bestilte den russiske regering isbryderen i Newcastle. Delene til skibet blev sendt med tog til Listvjanka, hvor den blev samlet. Isbryderen kom i Bajkalsøen 25. juli 1900. I 1905 blev jernbanen syd om Bajkal færdiggjort, hvorefter isbryderen blev brugt til normal passagersejlads frem til 1962.
Det er et betagende syn at komme til Listvjanka og se hvor Angara-floden løber fra Bajkal. Her ligger den såkaldte Shamanklippe og om den fortælles en legende.
Legenden om Shamanklippen
Far Bajkal havde 336 (Det antal floder/vandløb, der løber ud i Bajkal) sønner men kun en datter ved navn Angara. Angara havde sine meningers mod, og ville selv bestemme, hvem hun skulle giftes med. Farmand Bajkal syntes ikke om, at hun ville gifte sig med den store og stærke Jenisej-flod. Derfor bandt han hende til en klippe, men en mørk og stormfuld nat lykkedes det hende at flygte fra Bajkal, og kaste sig i armene på sin elskede Jenisej-flod.
Da far Bajkal opdagede dette, blev han så rasende, at han kastede en stor sten efter hende, og denne sten er i dag Shamanklippen, der ligger hvor Angara-floden løber fra Bajkal for at begive sig 1779 km mod nordvest, hvor den løber ud i Jenisej-floden. Desværre er klippen ikke længere så let at få øje på, da vandstanden i Bajkalsøen steg en meter, da man i 1950’erne anlagde en dæmning over Angara-floden ved Irkutsk.
Bajkalmuseet er et godt sted at få naturvidenskabelig viden om søen og dens flora og fauna. Desuden kan man der se en levende nerva, der er en ferskvandssæl, der kun lever i Bajkal. Adresse: Ul. Akademitjeskaja 1/ Ул. Академическая.1 Åben 9-19 alle ugens dage. Entre: 310 RUB
I bakkerne bag byen ligger den lille trækirke – Sankt Nikolaj kirken. Kirken blev bygget i 1846, og blev senere flyttet til hvor den står nu, fordi vandet i Bajkal steg, da man byggede dæmningen over Angara-floden nær Irkutsk.
Følger man søpromenaden kommer man til byens lille marked. Her kan man blandt andet købe røget omul, som er en fisk, der kun findes i Bajkal.
Mellem Irkutsk og Listvjanka ligger det etnografiske frilandsmuseum Taltsy /Tальцы. (47 km fra Irkutsk og 23 km fra Listvjanka). Her kan man blandt andet se en ”ostrog” dvs. en fæstning, som russerne anlagde under koloniseringen af Sibirien.
Bajkal – søernes rekordindehaver
Bajkalsøen er verdens største og dybeste ferskvandssø. På det dybeste sted er søen 1637 meter dyb, og søen rummer 20 % af verdens overfladeferskvand, hvilket er mere vand, end de store søer på grænsen mellem USA og Canada rummer tilsammen. Søen er tillige verdens ældste sø – cirka 25 mio. år gammel. Søen blev ikke dækket af is under den sidste istid, af hvilken grund store dele af søens flora og fauna er intakt. Området omkring Bajkalsøen er et naturparadis, men også i dette paradis er der en slange – og det er forureningen af søen.
I mange årtier kom den største trussel fra en papirfabrik i byen Bajkalsk ved søens sydvestlige ende. I 1966 blev der her anlagt en cellulosefabrik, og efter Sovjetunionens opløsning har den ført en omtumlet tilværelse. Fabrikken blev lukket i 2008, blot for at blive genåbnet igen i 2010. I 2013 blev fabrikken dog endelig lukket, hvilket dog ikke var af økologiske grunde, men fordi fabrikken gik fallit. Søen er dog stadig meget ren, hvilket Putin kunne konstatere ved selvsyn, da han i 2009 var på en tur ned til bunden af søen. Som et kuriosum kan nævnes, at da Nordkoreas daværende leder, Kim Jong-il besøgte Rusland i 2011 svømmede han i en pool med vand fra Bajkal, da vandet siges at have en helbredende virkning.
Fra Irkutsk går turen syd om Bajkal til Ulan Ude. Der er flere daglige forbindelser mellem de to byer. Det er vigtigt at planlægge det således, at man rejser fra Irkutsk om morgen, da toget cirka to og en halv time efter afgang fra Irkutsk følger Bajkalsøen i knap tre timer. Det er nærmest en dødssynd ikke at opleve denne tur i dagslys. (Rejsetid: 7 timer, pris 2.700 RUB).
Ulan Ude/Улан-Удэ (439.128 indbyggere)
Ulan Ude er Burjatiens hovedstad og ligger hvor floden Uda løber ud i Selenga-floden. Burjaterne er et mongolsk og buddhistisk folk meget nært beslægtet med mongolerne. Byens største seværdighed er det store monument forestillende Lenins hoved. Monumentet vejer 42 tons og er 7,7 meter højt. Det blev rejst i 1971 og står på byens centrale plads – Sovjetternes Plads (Площадь Советов). I 2011 besøgte Nordkoreas daværende leder Kim Jong–il dette monument.
Burjaterne er et buddhistisk folkeslag og buddhismen er igen på fremmarch i Burjatien. Lige uden for Ulan Ude ligger det buddhistiske tempel Ivolginskij Datsan (Иволгинский Дацан). Det blev bygget i slutningen af 1940’erne. I Mellemkrigstiden blev alle buddhistiske klostre og templer i Sovjetunionen enten ødelagt eller lukkede. Efter Anden Verdenskrig blev tonen mindre uforsonlig over for religionsudøvelse i Sovjetunionen, og burjaterne fik altså lov til at opføre dette tempel.
Fra Ulan Ude i det buddhistiskprægede Burjatien går turen videre til Birobidzjan, der er hovedstaden i Den jødiske autonome oblast (se næste afsnit). Der er for tiden to daglige togforbindelser mellem de to byer. Den ene afgår fra Ulan Ude tidlig om morgen kl. 06:12 og tilbagelægger turen til Birobidzjan på 2 døgn, 4 timer og 47 minutter. Pris 8.100 RUB. Den anden afgår afgår kl. 15:18 og tilbagelægger turen på 1 døgn, 23 timer og 25 minutter, pris: 10.500 RUB.
Birobidzjan/Биробиджан (71.843 indbyggere)
Byen er opkaldt efter de to floder Bira og Bidzjan, der begge er bifloder til Amur-floden. Det er dog kun floden Bira, der løber gennem byen. Allerede i 1928 vedtog de sovjetiske myndigheder, at der skulle oprettes et jødisk nationalt territorium her, og i 1931 blev byen Birobidzjan grundlagt som hovedstaden i det, man håbede ville blive sovjetiske jøders nye hjemland. Dette sovjetiske Zion viste sig dog ikke at være noget lovet land, der flød med mælk og honning. Ifølge folketællingen fra 2010 er kun cirka en procent af befolkningen jøder, da mange valgte at emigrere til Israel i årene omkring Sovjetunionens sammenbrud.
På banegården står byens navn skrevet på jiddisch, og på pladsen foran banegården står en syvarmet lysestage. Går man ganske få meter til højre fra banegårdsbygningen, ser man monumentet for de jødiske bosættere, der kom til området i mellemkrigstiden. Langt hovedparten af de jøder, der rejste til Birobidzjan, kom fra andre egne af Sovjetunionen, men der kom også lidt over 1000 jøder hertil fra steder uden for Sovjetunionen.
I den sydøstligste ende af Ul. Sholem Aleichem ligger byens centrale marked, og skråt over for markedet står en statue af Sholem Aleichem, der skrev historien, der senere blev til musicalen Spillemand på en tagryg.
(Fra Birobidzjan er der ikke langt til Khabarovsk. Rejsetid 2 timer og 30 minutter, pris 1100 RUB).
Khabarovsk/ Хабаровск (616.372 indbyggere)
Khabarovsk ligger smukt ved Amur-floden nær grænsen til Kina og lige efter bifloden Ussuris udmunding i Amur-floden. Oppe ad Usurifloden, ligger øen Damanskij. På denne ø var der i 1969 kamphandlinger mellem sovjetiske og kinesiske soldater. Siden er forholdet mellem Rusland og Kina blevet voldsomt forbedret. Under borgerkrigen efter Første Verdenskrig var byen i en periode besat af japanske tropper. Indtil Sovjetunionens sidste år var Khabarovsk det længste mod øst, man som udlænding kunne rejse med den transsibiriske jernbane.
Byen rummer flere interessante museer, men i virkeligheden er byens hovedattraktion at spadsere rundt i Muravev-Amurskij parken langs med floden. I parken er der en statue af Muravev-Amurskij, der i 1858 grundlagde byen som en militær forpost. Skulle vejret være dårligt eller museumslysten indfinde sig, er der flere museer i byen.
De to mest interessante er det lokalhistoriske museum på Ul. Shevtjenko nr. 11 (Ул. Шевченко 11) og Det fjernøstlige Kunstmuseum lige ved siden af i nr. 7. Det lokalhistoriske museum blev grundlagt i 1894 og rummer både udstoppede dyr fra regionen og spændende etnografiske samlinger omhandlende de folkeslag, der tidligere boede i området. Eftersom shamanismen var udbredt blandt disse folkeslag, er der blandt andet udstillet en del redskaber og lignende som shamanerne anvendte. Det fjernøstlige Kunstmuseum rummer udstillinger med blandt andet russiske ikoner og europæiske og russiske malerier.
Fra Khabarovsk går det nu mod det sidste stop på den transsibiriske jernbane. Sidste stop er Vladivostok. (Rejsetid: 13 timer, pris: 3.400 RUB)
Vladivostok/Владивосток (606.561 indbyggere)
Byen er endestationen for den transsibiriske jernbane og også hjemsted for den russiske stillehavsflåde. Navnet betyder Østens Hersker. Byen ligger smukt ud til bugten Det gyldne Horn (Золотой Рог). Frem til 1990 var byen lukket for udlændinge på grund af den store militærstrategiske betydning byen har. Som bekendt er der dog ingen regler uden undtagelser. I november 1974 mødtes den amerikanske præsident Gerald Ford med Leonid Bresjnev i Vladivostok for at diskutere nedrustning.
I 2012 fandt et stort topmøde sted for landene omkring Stillehavet. Takket være dette APEC-møde blev byens infrastruktur voldsomt forbedret. For eksempel blev to store hængebroer opført. Den ene over Det gyldne Horn og den anden fra fastlandet og over til øen Russkij Ostrov, der betyder den russiske ø.
Vladivostok er en flådeby, hvilket også ses på de museer, der er i byen. Et spændende museum er u-båden S-56, der nu er indrettet til museum. U- båden blev bygget i Leningrad i 1930’erne og sendt med tog til Vladivostok, hvor den blev samlet. Under Anden Verdenskrig sejlede den i Atlanterhavet men blev en del af den sovjetiske stillehavsflåde i 1951. Fra 1975 har den været et museum. Adresse: Korabelnaja Naberezjnaja/ Подводная лодка С-56. Коробельная Набережная. Åbningstider: 10-17:30 Entre: 100 RUB.
Vladivostoks fæstningsmuseum er en af 16 fæstninger omkring byen. Fæstningsanlægget blev anlagt i perioden 1889-1918. Museet ligger, hvor der tidligere var et artilleribatteri, og det udstiller forskellige våbentyper. Desuden er der en smuk udsigt ud over Sportivnajabugten. Adresse: Ul. Baterejnaja 4a/ Музей Владивастоксквя Крепость. Ул. Батерейная 4а.
Det er naturligvis muligt at tage toget tilbage igen fra Vladivostok til Moskva, men der er også flere daglige flyforbindelser tilbage til Moskva. Flyvetiden fra Vladivostok til Moskva er ca. 8,5 – 9 timer. Langt de fleste flyafgange fra Vladivostok til Moskva betjenes af Aeroflot, og billetter kan bookes på aeroflot.ru. Prisen er ca. 16.500 RUB for en enkeltbillet.
TIP: Fra Vladivostok er der også færgeforbindelser via Donhae i Sydkorea til Sakaiminato i Japan. Marts til november er der afgang hver onsdag fra Vladivostok. December til februar er der afgang hver tirsdag. Se www.dbsferry.com
Allan Have Larsen: På togrejse i Rusland. En guide til en miljøbevidst og billig ferie i Rusland
Mr. East Forlag. 153 sider.
Bogen er udkommet i juni 2021.
LÆS MERE AF ALLAN HAVE LARSEN HER
Topillustration: Typisk russisk intercitytog. Billedet stammer ikke fra bogen. Foto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her