
FILM & TV // INTERVIEW – Sådan lyder det fra filminstruktøren Kasper Rune Larsen, der netop nu er til filmfestivalen i Berlin for at sælge sin nye tv-serie Hotel Paradis. Serien er betalt og produceret, men de danske tv-stationer har takket nej. Nu prøver folkene bag filmen at få den afsat til udlandet.
Mens de store filmstjerner bader sig i blitzlys på den røde løber ved Berlinalens hovedscene på Marlene Dietrich Platz ved Potsdamer Platz. Mens Lone Scherfig trækker de store danske avisoverskrifter ved – som den første dansker nogensinde – at åbne Filmestivalen i Berlin med The Kindness of Strangers. Og Mens DR kører det store skyts frem for at sælge Bedrag III (seriens sæson I og II er allerede solgt til blandt andet BBC, Frankrig, Iran og en tv-station i USA.)
I mens det foregår, så prøver holdet bag den korte tv-serie Hotel Paradis at sælge deres værk på filmfestivalens program for tv-serier.

“Hotel Paradis er en serie på 8×15 minutter. Den kan stilmæssigt bedst beskrives som en blanding af Twin Peaks og Halløj på badehotellet. Den handler om et par grådige brødre, der forsøger at rage den arv til sig, deres far har efterladt dem. Jeg vil på humoristisk vis gerne udbrede den sandhed, at man i udgangspunktet altid skal forvente det værste af andre mennesker. De ender med at såre og forråde dig, og bag enhver altruistisk handling ligger der et egoistisk formål. Når man har gjort sig dette klart, så ved man, at livet i bund og grund bare handler om at tilgive og tolerere de mennesker, man ikke kan leve uden,” siger seriens instruktør Kasper Rune Larsen.
Benny Andersen skrev i sin digtsamling Den indre bowlerhat (1964), at man burde, burde. På sammen måde skal filmbranchen turde, turde
Han er med filmens producer Henrik Underbjerg (Max Pinlig, 2001 og 2012) og manusforfatter Rasmus Frøkjær Justesen på Berlinalen for at få hul igennem til internationale opkøbere. I en serie sammen med tre andre korte-tv-film-formater vises Hotel Paradis i en af salene i Zoo Palast i Vestberlin.
Det var her filmfestivalen i Berlin begyndte i 1957, som et politisk “udstillingsvindue for den frie verden” (festivalens motto dengang) og for at sætte lidt kulør på hverdagen for vestberlinerne, der dengang boede isoleret midt i det kommunistiske DDR. Dengang var Romy Schneider festivalens helt store stjerne, og filmene var på celluloid, så hver biograf skulle have en stor fysisk filmrulle for at kunne fremvise. I dag kæmper Kasper Rune Larsen på et ufatteligt stort – og nærmest umætteligt – marked. Når man arbejder med serier, er det vigtigt at lave spændende afslutninger på hvert afsnit, så seerne gerne vil se det næste afsnit. Derudover er det selvfølgelig atypisk med en serie af dette format – med så korte afsnit – at turde tage sig tid til at lade scenerne vokse og flyde i et behageligt tempo. Det nytter ikke, at der vælter en person ind ad døren, og bare skriger sin vilje ud i lokalet, fordi man for alt i verden skal jagte sit plot, siger Kasper Rune Larsen.
Efterfesten for SKAM bør slutte nu
Indtil videre har ingen danske tv-stationer valgt at vise Hotel Paradis, og det er selvom serien er betalt gennem støtte fra Det Danske Filminstitut, Public Service Puljen og Den Vestdanske Filmpulje. Støtte der er givet netop for at udfordre, udvikle og eksperimentere med den korte tv-serie-format. Med serien Hotel Paradis har filmholdet netop levet op til de krav, men det er altså ikke faldet i god smag hos tv-stationerne.
Jeg ser faktisk et stort mod i filmbranchen, men vi skal have distributørerne med. De virker angste for at begå fejl. Hvis vi ikke tillader kunstnere at eksperimentere og risikere fejl, så rykker vi os heller ikke som filmnation.” – Kasper Rune Larsen
“Det er ikke en hemmelighed, at nogle danske tv-kanaler har indrømmet, at de aldrig ville have støttet en serie som SKAM, hvis den var blevet forsøgt solgt til dem for fem år siden. Derfor er det håbløst reaktionært, at man nu fire år efter at SKAM udkom, ikke kan finde på at producere og indkøbe andet til unge end noget der ligner SKAM til forveksling. Kan det virkelig passe, at vi i Danmark stiller os tilfredse med at halse fem år efter udviklingen? På den måde bliver vi i hvert fald ikke dem der ‘skaber den nye SKAM‘,” siger Kasper Rune Larsen.
Faktisk er Kasper Rune Larsens udfald mod tv-stationerne ikke enestående. Når man går rundt på filmfestivalen, så møder man rigtigt mange, der deler holdningen. Faktisk møder man nærmest ingen (udover folk fra Tv-stationerne), som synes, at alle korte tv-serie-formater skal ligne SKAM.

“Jeg er med på at kultur avler kultur, og at jeg starter det her interview med at sige, at min egen serie henter inspiration fra to andre populære serier. For det er fint, at vi lader os inspirere. Det er heller ikke min pointe at kritisere de produktioner, der måske kan føle sig ramt. Jeg mener, det er vigtigt med serier til unge mennesker, der tager tabuer op. Problemet er helt isoleret set, at hvis vi ikke støtter andre produktioner sideløbende med, at vi holder efterfest for SKAM, så udvikler vi os ikke. Det er forhåbentlig udvikling vi efterstræber, ellers bliver filmkunsten bare kapitalismens håndlangere,” siger Kasper Rune Larsen.
Man skal turde, turde
Benny Andersen skrev i sin digtsamling Den indre bowlerhat (1964), at man burde, burde. På sammen måde skal filmbranchen turde, turde.
Kasper Rune Larsen er en af de instruktører der tør. Han fortæller historier, der mere tager udgangspunkt i hans egne jyske rødder, end i de smarte cafeer i Kødbyen i København. Sidste år var Kasper Rune Larsens debutfilm Danmark med på Berlinalen i ungdomsfilmprogrammet Generation 14plus. Her høstede filmen stor international anerkendelse. Kasper Rune Larsen har selv kaldt filmen: En selvbiografisk skildring af min egen opvækst på villaveje og mellem betonblokke i en større dansk provinsby. Det er en kærlighedserklæring til den fortvivlede ungdom.
Synopsis til filmen, så i den korte form nogenlunde sådan ud:
Hovedpersonen Norge har droppet skolen og holder sig oven vande ved at drømme om at flytte til Aarhus eller Berlin med sin eneste ven Myre. Det daglige forbrug af hash og øl sætter en stopper for ethvert initiativ hos de to unge drenge, og det er først, da Josephine træder ind i Norges liv og påstår at være gravid med hans barn, at der sker noget. Hun bliver katalysatoren til den forandring, han har undertrykt, og den usædvanlige situation bliver det skub, der får ham tilbage på sporet.
Med den historie i bagagen slutter Kasper Rune Larsen:
“Jeg ser faktisk et stort mod i filmbranchen, men vi skal have distributørerne med. De virker angste for at begå fejl. Hvis vi ikke tillader kunstnere at eksperimentere og risikere fejl, så rykker vi os heller ikke som filmnation.”
Fotos: André Hansen ©
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her