Berlinale 2019: Sidste festival med kliken

i Film/Kultur af

FILM – For andet år dækker POV Berlin Filmfestivalen, der sammen med festivalerne i Cannes og Venedig, er en af de helt store og betydningsfulde filmfestivaller. Det er her de vigtigste nye film fra hele verden først bliver præsenteret. Frederik Bové introducerer filmene i årets hovedkonkurrence og anmelder Lone Scherfigs nye film The Kindness of Strangers, der åbnede festivalen torsdag aften.

Sidste år, da jeg skrev denne introducerende artikel, handlede det en del om at festivaldirektør Dieter Kosslick var ved at sige farvel til posten, og at debatten var i gang om hans efterfølger. Det endte med at festivalen ansatte Carlo Chatrian, der i løbet af de sidste år har løftet festivalen i Locarno frem til en position som en af de festivaler, der rent kunstnerisk er mest fremme i skoene. Hans opgave bliver at forny en festival, der har fået ry for at falde bagud i kampen om de mest spændende film, de store stjerner, og de kunstneriske fornyelser. I hvert fald i hovedkonkurrencen.

Festivalen har gjort en indsats for at skaffe flere kvindelige instruktører, hvilket jeg tror har været medvirkende til en del kvindelige debutanter i konkurrencen. Og for at være helt ærlig: Gudskelov for det. Det er så kedeligt når man kender det hele i forvejen.

Chatrian kommer først til at arrangere næste års konkurrence, som i øvrigt bliver festival nummer 70, og for sidefestivalen Forums vedkommende nummer 50. Næste år bliver et stort jubilæumsår og første år i en helt ny retning.

Det er derfor på den anden side lidt svært ikke at føle, at årets festival ser lidt tilbageskuende ud på papiret. Der er sjældent mange prestigiøse navne i konkurrence, men jeg har en fornemmelse af at en epoke ender, at vi for sidste gang ser den festival vi kender, både dens styrker og svagheder, inden vi skal videre.

Der er vitterlig mange tidligere vindere i årets konkurrence af både Berlinske Bjørne såvel som Venetianske Løver, og et par faste Cannes-deltagere lægger også vejen forbi. Det er en solid konkurrence, der dog har en slagside mod Europa. Af de 18 deltagere er de 12 europæiske. Til gengæld har festivalen gjort en indsats for at skaffe flere kvindelige instruktører, hvilket jeg tror har været medvirkende til en del kvindelige debutanter i konkurrencen. Og for at være helt ærlig: Gudskelov for det. Det er så kedeligt, når man kender det hele i forvejen.

Der er derfor en del film, jeg ikke rigtig kan præsentere på forhånd. Men alligevel, her er en intro til de 18 film i hovedkonkurrence:

Rundrejsen 2019

Sidste år startede jeg med det nære og bevægede mig væk, så lad os gøre det omvendt i år. Det helt store land i årets konkurrence er Kina med hele tre deltagere fra ganske store instruktører. Størst af alle er Zhang Yimou, der har vundet to Guldløver og en Guldbjørn, og er et godt bud på Kinas største nulevende instruktør. Nok ikke den bedste længere, han har ikke været så kunstnerisk vital, siden han holdt op med at lave systemkritiske film som At Leve, for i stedet at blive regimets yndlingsinstruktør med blockbustere som Hero og House of Flying Daggers.
Men hans One Second handler om den kontroversielle tid under kulturrevolutionen, så det tyder bedre end længe.

Öndög

De to andre er Wang Xiaoshuai, der har deltaget i hovedkonkurrencen i Cannes to gange, samt lavet den ret kendte og elskede Beijing Bicycle. Hans So Long, My Son er konkurrencens længste på tre timer og kunne godt blive en af de mere kunstfilm-agtige deltagere. Wang Quan’an (de er ikke i familie, heller ikke med dokumentar-instruktøren Wang Bing) vandt i 2007 Guldbjørnen med Tuyas Ægteskab og er en af de få instruktører, der arbejder på det mongolske sprog. Hans Öndög – smuk titel, uden noget engelsk bud på hvad det betyder – lyder som en blanding af krimi og landskabsfilm, der nok skal gøre god brug af den mongolske slette ved nattetide.

Bevæger vi os længere vestpå er Nadav Lapid fra Israel et af konkurrencens mest spændende navne. Han instruerede en mærkværdig og fascinerende film der hedder The Kindergarden Teacher om et lille barn, der skriver digte, fortalt i et mærkværdigt filmsprog, hvor der bl.a. ved et uheld bliver basket til kameraet. Det er første gang Lapid er i en større hovedkonkurrence, og hvis Synonymes er god, kunne det blive et gennembrud. Den er også på fransk, så publikum kunne være lidt større.

Man plejede at have et ord til den slags film, hvor der var alt for mange europæiske producenter inde over, så resultatet blev mærkværdigt ubestemmeligt: Man kaldte det euro-pudding. Euro-budding

Fra naboområdet deltager tyrkiske Emin Alper med A Tale of Three Sisters. Han har tidligere været i Venedig med filmen Frenzy, men kæmper efter min mening stadig lidt med at komme ud af landsmanden Nuri Bilge Ceylans skygge. Det er nu også en god skygge.

Der er i år ingen film fra Afrika, ingen fra Sydamerika og kun én enkelt fra Nordamerika. Og den er ikke fra USA, men fra Canada, fra Quebec, hvorfra Denis Coté efterhånden er blevet fast gæst i Berlin. Ghost Town Anthology er hans tredje fiktionsfilm i streg, der kæmper om bjørnen, og det er fuldt fortjent. Han er en auteur, der stadig venter på et større publikum. Han er også ret sær, så gyser-elementer skal nok passe fint ind.

Ghost Town Anthology

Resten af filmene er fra Europa. Fra Makedonien kommer Teona Strugar Mitevska med God Exists, Her Name Is Petrunya, der om ikke andet vinder prisen for bedste titel. Og sidste år gik bjørnen også til en østeuropæisk film fra et ubeskrevet blad, nemlig rumænske Touch Me Not, så man skal ikke afskrive den mærkværdigt udseende film på forhånd.

Polske Agnieszka Holland er en af konkurrencens mest rutinerede instruktører, hun har både været nomineret til en Oscar for Bedste ikke-engelsksprogede film, instrueret amerikanske film såvel som afsnit af The Wire, og vandt for to år siden Alfred Bauer prisen i Berlin for Spoor, der senere blev månedens film i Cinemateket. Hendes Mr. Jones er, som titlen måske antyder, en engelsksproget biopic, om den walisiske journalist Gareth Jones og hans rejser i Sovjetunionen.

Fra Italien deltager endnu et mere ubeskrevet blad, Claudio Giovannesi, som jeg ikke kender til, men hvis Piranhas er et mafiadrama skrevet af manden bag Gomorrah. Den slags er der nu også en del af i forvejen, men det er ofte effektivt.

Fra Spanien kommer Isabel Coixet, der har været i både Berlin såvel som Cannes førhen, og hvis Elisa & Marcela er en sort-hvid genfortælling af en virkelig historie om et lesbisk par, der giftede sig i smug, efter at den ene udgav sig for at være mand.

Agnès by Varda

Det store filmland Frankrig er umanerlig velrepræsenteret i år. Francois Ozons nye By the Grace of God skal nok få dansk biografpremiere og kan forhåbentlig leve op til film som Frantz, Min Nye Veninde og Potiche. Og så har legenden Agnès Varda lavet endnu en dokumentarfilm om sig selv, denne hedder Varda by Agnès. Fra nybølge-forgængeren La Pointe Courte fra 1955, over klassikere som Cleo fra 5 til 7 og Vagabond og til de elskelige dokumentarer, der med Faces Places omsider skaffede den snart 90-årige instruktør en Oscar-nominering, er det en legende vi skal se nyt fra. Jeg glæder mig som et lille barn.

De tysktalende lande er som altid også godt med. Østrigske Marie Kreutzer deltager med The Ground Beneath My Feet; et portræt af en ung jetsetter, der lyder som noget med godt skuespil i centrum. Tyske Nora Fingschiedt er et nyt navn, men hendes System Crasher har da i det mindste et navn, der tyder på energi.

Lone Scherfig har præsteret noget meget sjældent for en dansk instruktør, hendes The Kindness of Strangers åbnede nemlig festivalen torsdag aften

Og så er der et pudsigt personligt sammenfald eftersom to instruktører, jeg tidligere har skrevet om i én og samme klumme, begge er i konkurrence i år. Jeg stillede Fatih Akin og Angela Schanelec op som to forskellige sider af tysk film og deres film lyder da også ret forskellige. Akins The Golden Glove er en true crime story om en seriemorder fra halvfjerdserne, hvilket nok skal være medrivende. Schanelecs I Was at Home, But blander en lille fortælling om sorg og tab med scener fra Hamlet og noget med et køb af en ny cykel, så det lyder lige så sært og særligt som altid. Jeg elsker Schanelec.

Endelig er der Norden, som også er godt med i år. Hans Petter Moland er også ved at være fast Berlin-deltager og har i øvrigt også danske forbindelser, da han har lavet flere film med Kim Fupz Aakeson og instrueret tredje film om Afdeling Q, Flaskepost fra P.
Ud og Stjæle Heste, en filmatisering af Per Pettersons roman af samme navn, lyder dog så norsk som noget kan være. Jeg kan virkelig godt lide Molland, så jeg håber ikke, han knækker sammen af ærbødighed overfor den elskede roman.

Og så har Lone Scherfig præsteret noget meget sjældent for en dansk instruktør. Hendes The Kindness of Strangers åbnede nemlig festivalen torsdag aften. Det er ikke ret tit en dansk instruktør får lov til det, men Scherfig har også bevist, at hun hører til blandt de helt store, ikke blot med Sølvbjørnevinderen Italiensk for Begyndere, men også med velinstruerede dramaer som An Education og Their Finest. The Kindness of Strangers er hendes første selvskrevne film siden Hjemve fra 2007, så da jeg satte mig til rette i salen var det med idéen om, at den var blevet valgt som åbningsfilm, fordi den én gang for alle slog Scherfig fast som europæisk auteur. Men…

The Kindness of Strangers (Lone Scherfig)

Men hjertet sank i livet på mig, da jeg efterhånden begyndte at se en anden forklaring på The Kindness of Strangers’ position som åbningsfilm. Det er selvfølgelig kun en mistanke, men det er en af kun to film i konkurrencen, der er på engelsk (den anden er Mr. Jones) og har noget der ligner stjerner i hovedrollerne. Så hvis man skal have en fest med glimmer og rød løber….?

Det ærgrer mig rigtig meget at sige det, men The Kindness of Strangers er virkelig ikke en god film. Der er en specifik Berlin-måde at være dårlig på, og The Kindness of Strangers rammer den helt præcist. Berlin kan ikke rigtig få fat i de store amerikanske film, klemt inde som den er mellem Sundance og Oscar. Så dem den får, er nogen gange dem, som er for auteur til det amerikanske festival-system, men ikke helt gode nok til at komme på Cannes eller Venedig. Sådan en lidt mærkværdig euro-amerikansk mellemvare.

Man plejede at have et ord til den slags film, hvor der var alt for mange europæiske producenter inde over, så resultatet blev mærkværdigt ubestemmeligt: Man kaldte det euro-pudding. Euro-budding. The Kindness of Strangers, en dansk-canadisk co-produktion, der skal forestille at foregå i Buffalo og New York, men som er optaget ‘on location’ i New York, Toronto og København, og hvori folk som Esben Smed, franske Tahar Rahim og britiske Bill Nighy alle spiller New York’ere med mere eller mindre mærkelige accenter (det bliver en running joke efterhånden) kunne inspirere til et nyt navn: atlant-pudding.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis det her havde været en dogmefilm. Havde haft et vildt energisk kamera, forbud mod musik, noget vildskab.

Der mangler fatalt autencitet og troværdighed i fortællingen om den unge mor Clara (Zoe Kazan), der ankommer til New York med sine to børn på flugt fra en voldelig ægtemand (Esben Smed). Hun møder forskellige mennesker, der hjælper hende, og sammen lærer en stor gruppe mennesker at samarbejde, tilgive og have medfølelse med mennesker i nød.

Faktisk minder manuskriptet lidt om Italiensk for Begyndere, omend med en russisk restaurant i centrum i stedet for et italiensk kursus. Der er den samme blanding af melodrama og ironisk komedie, som er hunde hamrende svær at efterligne og ramme rent. Men det tog mig lidt tid at opdage, at det overhovedet var en komedie. Flere af skuespillerne lader til ikke helt at forstå de ret så ironiske og spydige replikker, der ville klinge så fint i munden på en Peter Gantzler eller Elliott Crosset Hove.

Jeg ved det ikke, men jeg tror faktisk, der ligger en god film skjult derinde et sted. Historien er ok, hamrende sentimental, men fin nok. Der er flere virkelig sjove replikker, især er Bill Nighy rigtig god. Men det drukner. Helt katastrofalt er især det tunge soundtrack, der hiver alting langt ned i gear, hvilket altså er fatalt for en komedie. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis det her havde været en dogmefilm. Havde haft et vildt energisk kamera, forbud mod musik, noget vildskab. Så kunne den faktisk ret sære blanding af ekstreme følelser, en grufuldt ond skurk og til tider decideret slapstick-komik, måske have fået lov til at fungere. Som det er nu, så fungerer filmen ikke. Kort sagt.

Æv. Lone Scherfig har stadig kun lavet ét mesterværk (Italiensk for Begyndere, naturligvis), men film som An Education og Their Finest er altså også virkelig gode. Det er måske også lidt industri-produkter, hvor Scherfig ikke helt får lov til at folde auteur-instinkterne ud, men man mærker billed- og filmglæde, og så kan man altså komme langt. Her bliver glæden væk, og så er der ikke meget tilbage, udover mærkelige tilfælde og skuespillere, der kæmper med accenterne. Lone Scherfig er så meget bedre, hun fortjenner til fulde en festivalplads og en åbningsfejring. Havde det dog bare været med Their Finest…


Topfoto: Piranhas
Fotocredits: Berlin Festivalen

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film