TEATER // ANMELDELSE – Uanset om din reference er Berlin Babylon eller Cabaret eller et mere indgående kendskab til mellemkrigstidens Berlin, så er det indlysende at det vilde, frigjorte, promiskuøse liv i 20’ernes Tysklands hovedstad er en oplagt metafor. Så vi sidder og venter på bemærkningen om, at Hitler ”will make Germany great again”, skriver Steen Blendstrup.
Wilkommen, Bienvenue, Welcome – til forestillingen Berlin Berlin, der åbner nytårsmorgen 1929, hvor Joan Bentsens natklubejer fejer serpentiner og efterladte beklædningsgenstande sammen efter gårsdagens løsslupne fest på Kakadu klubben. Det er det sidste år i de brølende 20’ere. Det er inden børskrakket, det er tre år inden Weimarrepublikkens undergang og Hitlers magtovertagelse.
Mange kender musicalen Cabaret (hvorfra citatet naturligvis er stjålet) – fra scenen eller som film – flere har nok slugt tv-serien Babylon Berlin. De fleste er givetvis stødt på referencer til det vilde liv i Berlin i mellemkrigsårene. De færreste har nok helt styr på kronologien eller sammenhængen.
Samtidig kan vi spejle os i 20’ernes Berlin som en kulturel smeltedigel
Det prøver Berlin Berlin at gøre noget ved. Faktisk kan forestillingens titel ses som et korrektiv til Babylon Berlin og andre fiktive Berlin’er. Der er en masse fakta, der skal på plads, selv om den ihærdige name dropping til kulturlivets koryfæer er i overkanten. Der er samtidig forklaringer til forhistorien og spring frem i tid til Nazityskland. Pointen er, at vi skal se virkelighedens Berlin 1929 som et vandskel. Et, hvor vi kender udfaldet. Det gør karaktererne på scenen ikke.
Samtidig kan vi spejle os i 20’ernes Berlin som en kulturel smeltedigel. I hvert fald i kulturlivet eksperimenterer man i denne metropol med modernitet, radikale løsninger, kvindefrigørelse og fri kærlighed på en måde, som ikke virker så fremmed for vores nutid.
Berlin Berlin på tærsklen til katastrofen
Gennem første akt kan det være svært helt at finde ud af, hvem eller hvad det handler om. I anden akt træder en håndfuld kvindeskikkelser frem, så den røde tråd bliver lidt tydeligere. Kvindelige arkitekter, forfattere, redaktører, eventyrere – og selvfølgelig en håndfuld kunstnere som Lotte Lenya, Marlene Dietrich og Leni Reifenstahl.
Sidstnævnte (Katrin Weisser) er i nazisternes sold. Som filminstruktør fremstillede hun nærmest Hitler som en frelserfigur (seriøst, ingen AI). Assisteret af Alun Thomas som led nazistisk forhørsleder (når han da ikke spiller Josef von Sternberg, Bertolt Brecht eller en transsangerinde) varsler hun om det, der vil komme, når året 1929 rinder ud, og nazisterne får magten.
Som det fremgår tydeligt af Berlin Berlin, så var mange af de førende navne i det frisindede miljø jøder eller kommunister. Eller begge dele. De var også internationalister, og drømmen om en karriere i Babelsberg Studierne kunne hurtigt konverteres til en i Hollywood. I hvert fald indtil talefilmen. Flugten fra Tyskland er også en del af historien.
Det er et morsomt billede med to skuespillere, der til castingen kæmper om rampelyset, mens de i munden på hinanden synger, at de er von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestelt
Film spiller i det hele taget en væsentlig rolle. Tina Robinson spreder som i Garbo’s Cuban Lover igen sladder om Greta Garbos seksualitet. Helt i front er imidlertid Josef von Sternbergs Der blaue Engel (1930), der mere eller mindre skabte Marlene Dietrichs karriere.
Det glemte sprog
Dette giver anledning til en af de mest vellykkede scener i Berlin Berlin, nemlig konkurrencen om at få lov til at spille den forførende Lola Lola. Det er et morsomt billede med to skuespillere, der til castingen kæmper om rampelyset, mens de i munden på hinanden synger, at de er ”von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestelt”. Dog ikke Marlene, hun forbliver off stage.
Man fornemmer en kærlighed til de tyske originaltekster i Berlin Berlin. Vi kunne måske leve med en kosmopolitisk vekselvirkning mellem engelsk og tysk på tv og med undertekster. På scenen får vi i erkendelse af den efterhånden udbredte mangel på tyskkundskaber som regel en forklaring eller en oversættelse til engelsk. Fra Die Dreigroschenoper til the Threepenny Opera. Det minder om, at det faktisk er en skam, at vi ikke lærer og bruger det tyske sprog noget mere herhjemme.
Ikke mindst Anden Verdenskrig er skyld i, at tysk er kommet i miskredit, og siden krigen har engelsk (amerikansk) fået førstepladsen som fremmedsprog. Det er så grunden til, at de fleste af os uden problemer kan nyde teater på engelsk, men har brug for ”undertekster” til det tyske, når vi som her i Berlin Berlin pludselig skal forholde os til det ”glemte” fremmedsprog.
Kvindernes Berlin
Det gør det ikke nemmere at finde et følelsesmæssigt anker i Berlin Berlin. Vi bliver som nævnt præsenteret for en masse navne, hvor det kan være svært at fastholde, hvem der er ”hovedpersoner”, og hvem der bare udgør den historiske baggrund. De sidste er de mest kendte. Samtidig spiller alle skuespillere mange roller, hvoraf kun nogle er navngivne. Så hvor er den røde tråd?
Svaret ligger til dels i titlen. Det er byen og tidsånden, det handler om – eller myten om den. På mange måder minder frisindet i det beskrevne Berlin ikke så lidt om vores nutidige vesteuropæiske modernitet, demokratiske sindelag og liberale værdier. I Berlin Berlin ikke mindst med fokus på kvindernes indtog i den offentlige sfære, hvor mændene tidligere var enerådende.
Det er heller ikke svært at genkende truslerne mod denne ligestilling og lignende fremskridt. Hitler will make Germany great again, lyder replikken, som vi har siddet og ventet på. Vi kan for den sags skyld også kigge på valgresultaterne rundt om i Europa … endda herhjemme. Og gyse.
Fiktion og fakta
Når vi i bøger, film og teater ser tilbage på 20’ernes hedonistiske fest, kan det være svært at skelne mellem fakta og fiktion. Både Den Store Gatsby og Lola Lola er fiktion, men forfatteren Scott Fitzgerald og skuespilleren Marlene Dietrich er begge virkelighed.
Så er det op til os selv, om vi vil rette os efter den advarende pegefinger … eller bare lade endnu en flaske champagne springe
Berlin Berlin gør meget ud af at skildre Berlinerscenen, som den var, og med aktører, der deltog i festen. Ønsket om at få så mange fakta med som muligt kommer desværre til at stå i vejen for det samlede narrativ. Det samme gælder forsøget på at presse, ”hvad der siden skete”, ind i handlingsåret, 1929.
Men selv om den dramatiske kurve ikke holder hele vejen, så er Berlin Berlin en herlig tidsrejse tilbage til en periode og en by med en tilsyneladende udødelig fascinationskraft. Vi kan tage de referencer med, som vi fanger. Vi kan nyde den guddommelige dekadence for resten af pengene. Så er det op til os selv, om vi vil rette os efter den advarende pegefinger … eller bare lade endnu en flaske champagne springe.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og