Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle
føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og
svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der
var ikke plads til dem i herberget. (Luk 2,6-7)
1.
En sand historie bliver ikke mindre sand
af at blive fortalt igen og igen
ligesom en historie der ikke er sand
ikke bliver det
selvom den bliver fortalt mange gange.
Det er der ellers en del, der tror
de tror ordet er en magt
i sig selv,
men ordets kraft kommer faktisk fra lyskuglen
på skabelsens morgen
som alle fysiklærerne
og de fleste af astronomiprofessorerne
kalder Big Bang,
eller noget andet på engelsk med et drilsk eller forførerisk
blik og en let skraben over lårene på deres fløjlsbukser,
måske kommer endda det fra
øjeblikket inden,
det var det sidste øjeblik i evigheden
hvor de to var fuldstændigt sammen, ordet og øjeblikket
nu finder de kun hinanden
i næsten usynlige glimt,
som de oplevelser man har et par gange i livet
hvor man bagefter opdager
at lige dér var kærligheden vist til stede
fuldstændigt
og så er den det jo ikke længere, fordi man er
begyndt
at tænke over det
nu for tiden kommer evigheden,
som altså består af den absolutte sammenføjning
af ordet og øjeblikket
til os
som skygger, erindringer
om endeløse morgener, orange skumringsnætter,
silhuetters dans,
lyset man aner bag blomsterdufte
glæden ved rindende vand,
håbet om absolut vished, oplevelsen af
perfektionen i primtal og i Euklids
påvisning af at dem findes der uendeligt mange af,
i glemslens mulighed,
og hvad der ellers vokser i mennesker.
2.
I begyndelsen blev denne historie
slet ikke fortalt
for enhver kunne jo se
han var født,
ham, der lå inde i Marias skød,
og selvom folketællingen for længst er glemt
var der dengang nogen der kunne
huske den
eller i hvert fald at værkstedet var lukket en tid
og at de havde et barn med da
de kom tilbage
selvom mange mente
at det var noget senere, i hvert
fald senere og der skete også andre ting
senere, han blev voksen
og den slags er der også altid
nogen der kan huske
de huskede han stod omkring dem
langlemmet og radmager
med sin brede skikkelse og sine håndbevægelser
og den måde han virrede med hovedet
når han lyttede og i begyndelsen blev opfattet
som snusfornuftig når han talte
så man undrede sig over at han skulle være
tømmersøn, ”jeg mener, Josef
var en udmærket tømrer, men så god
var han heller ikke.”
3.
Siden blev historien fortalt fra mund til mund
ligesom når man står oppe i kuplen
i visse bygningsværker
og hvisker noget som den der står ovre
på den anden side kan høre
ordene er så tydelige
at det næsten føles som om de bliver lagt
én på sinde udefra af en gennemsigtig hånd
alligevel vil et ord efterhånden
blive slidt, ligesom miste sit omrids
nogle af farverne vil blegne
så den der modtager det fra den forrige
der står lidt længere henne i tilværelsens store kuppel
og hvisker med sine læber
skal lægge det sidste lag på selv
når han skal sige det videre
efterhånden var det længe siden
nogen af dem der hørte
den fortælling
fra nogen, der havde set det selv
kunne huske hvem de havde hørt den fra
og efterhånden var fortællingen også
brudt op i mange små stykker
der ikke alle sammen passede sammen længere,
ligesom når man samler en rød glaskugle op fra gulvet
hvor den gik i stykker
og man begynder at gætte nogle af de stykker
der mangler
og i sprækkerne mellem gætværket
og visheden, smutter der lidt angst med
der havde gemt sig nede i selve dybet
under kuplen
der vist var større end man lige så
og hvis rungen kan høres dybt i ethvert menneske,
angsten for at miste og tabe og forlægge
og også selv blive suget med
og til sidst var der ingen der kunne høre
hvad der blev hvisket
i kuplen længere, tilværelsens store kuppel
for man havde også overset
eller måske bare glemt
at den jo selv
drejer rundt som kupler gør hele tiden
meget langsomt
så folk måtte til at skrive
fortællingen ned
som man jo gør, og skrive den af
ligesom når man skriver en huskeseddel
og der så står en bag ryggen på én
og følger med og tilbyder at tage noget med
når de alligevel skal den vej og budbringere og folk
der alligevel skulle den vej
bragte den med sig
på formfuldendt omviklede bogruller
med nye lædersnører
hen til andre som også havde glemt den
eller ikke kendte den endnu
hvilket i dette tilfælde
er fuldstændigt det samme
for som der står i den ældgamle bog
hvis symbol er en ørn: I begyndelsen var Ordet
og Ordet var hos Gud
og hvad der derefter skete
kan det være svært helt at få styr på.
Beretningen blev spredt for alle vinde
og alle sagde at det var
deres beretning og ingen andens
de ejede den og det havde de gjort
fra evighed af, forståeligt nok,
selvom de udmærket var klar over
at netop det øjeblik hvor
de kom med sådanne uhyrlige påstande
slet ikke var i familie med evigheden
forståeligt nok, for hvem
kan gå rundt og huske at lige præcis
alle de vinde som fortællingen var spredt for
ejes af den samme som først havde
fortalt fortællingen,
forståeligt nok de selv ville eje den
eftersom fortællingen får et nyt ansigt hos
hvert enkelt menneske
der tager den til sit hjerte, hvis det
hjerte ligner et gammelt træ
som næsten er gået ud men nu igen
har småkviste, der titter frem i forårssolen,
og det gør alle hjerter som bekendt.
Inden længe holdt fortællingen således op med at
være noget læber havde hvisket
båret af kosmisk kuppelluft og godt humør:
den stod nu i hellige tekster
den stod hugget ind i mure og love
den stod i sand og jord
den stod i garvet oksehud
og man hørte den sunget op under taget
på gotiske katedraler
hvor lyset fortæller om den evighed
ethvert menneske længes efter i sit hjerte,
evigheden, der ligner en olivengren
og enhver derfor lejlighedsvis tror sig i besiddelse af
skønt ingen endnu i levende live
har kunne bekræfte det
for andre end netop sig selv,
fortællingen blev fortalt som simpelt regnestykke
i kalenderen
og glemt alene af den grund
for ingen kan huske tal på samme måde
som man husker ord,
og nu er den fortalt så mange gange
på så mange måder, med så mange intentioner
følelser, kramper, sjælelabyrinter
og simple krigsvåben
at ingen kan vide hvordan den er sand
men én ting er sikkert,
at historier om mennesket der kommer til verden
altid er sande
for det kan ikke skjules
at verden flytter sig en lille smule,
rykker sammen og udvider sig
bliver til lidt mere end den var i forvejen
bliver lidt mere til.
4.
Kristus var allerede født mange gange
på det tidspunkt, og korsfæstet
igen og igen,
og opstået fra de døde,
sådan som han gør det hver eneste morgen
når solen skinner,
og også ind i mellem når det regner
og hver eneste gang
et menneske falder uden at rejse sig
ved den kraft der er det givet
og hver gang to mennesker
ser hinanden i øjnene
uden at føle sig tvunget til også at se sig selv.
5.
Lyset fra Kristus er, lige fra de første mennesker
kunne sige deres navn til sig selv
og hinanden, lige fra verden blev til
søgt ind i de dunkleste kroge
i menneskesjælen og i tomme huse
for at drive mørket ud
ved sig selv
men lyset har i lange tider gennemtrængt verden
som et ord der endnu ikke pegede på det det betød
det var en tåge af vilje og uforståelige kærtegn
som kunne modtages
men ikke gives, nu skulle lyset,
nu skulle lyset få sit sted
det skulle forankres i et menneske
for derved at blive forankret i alle der bærer et navn
som bor dybt i sjælen
forenet med livets hellighed.
6.
Man forstår ikke så meget
af hvad der er
udenfor én selv
når man går rundt i en vrimlende by
hvor alle mennesker kigger den anden vej
bortset fra dem
der synes det er spændende at ens kone
er så gravid
at hun er ved at sprænges,
man ønsker tit man selv kunne sprænges
i stedet for hende,
men det kan man jo ikke
og man står der derfor uden at forstå
hvad der er inde i én selv, man ser
alle mennesker hvirvle og vrimle omkring én
med et underligt fjernt udtryk
og man forstår
bare ét
at det er én selv der er helt fjern
det er ikke verden og hvirvlerne og vrimlen,
der er én selv, man er ikke sig selv
fordi alting i én
ligger et andet sted
som snart vil blive skjult af smerte,
glæden vil blive skjult af smerte
håbet vil blive skjult af smerte
forventningen vil blive fuldstændig dækket
af smerte og angst og frygt, og smerte,
mens man ser det kæreste ansigt
i verden
fuldstændig forvredet
af smerte og det eneste
der nogensinde skal kunne
give denne smerte
bare et suk
af retfærdighed
er at under det forvredne ansigt,
inde i det forvredne ansigts
forvredne krop
der er ligeså stor som
hele universet og ligeså lysfyldt
som Jorden når man ser den
ude fra rummet,
gemmer sig et helt nyt liv.
7.
I det hele taget var Bethlehem
som alle andre byer fuld af
alle mulige normale
og helt kaotiske, almindelige tilfældigheder,
gennem gaden galopperede
endnu en militærisk hest
tilfældigt og med en sådan voldsomhed
at nogle blev skræmt og gemte
sig bag ved hvad de lige kunne finde
andre blev vrede og begyndte at råbe
nogle fik stikkende øjne
og stikkende albuer og stikkende lyst
eftersom om det endnu ikke
er helt afklaret at al vrede kommer af
en eller anden form for angst
der sad soldater og spillede terning
med en fornøjet glæde mellem sig og en
dirrende ring af angst
omkring sig i alle retninger
og folk gik rundt med indkøbsposer
med juleindkøb
så man kunne se smerten
i deres fingre og i deres øjne, hvor smerten
fra indkøbsposerne
forenede sig med også andre former for
mere langvarig smerte
alle mennesker har noget sørgmodigt
i deres blik, når man ser efter
noget som kun forsvinder hvis man er der til at give
dem et kærtegn lige inden de mærker
at de trænger til det
og uden at de rigtig opdager det
der lød skrig fra knivslibernes sten,
og vrisne slagtersvende bar blodrøde sider
af okser og får på skulderen
op igennem gaden
og man hilste på dem man kendte
og dem man ikke orkede at tale med
overså man på vejen
nogle folk kan være så besværlige at møde.
8.
Og pludselig kører en stor rød lastbil
op på torvet, og der kommer
en syntetisk kæde af lys
en metalisk blafrende helikopterlyd
og en musik som man kender den
fra supermarkederne og en mand i rød dragt
med stort hvidt skæg
der stiger ud og begynder at dele
sodavand ud til alle børnene,
de kommer løbende hen i mod ham
mens han griner indstuderet, der er også rensdyr
og der står lydfolk alle vegne
og der er projektører
som giver alle der ser dem blåhvide pletter
for det indre blik, og der er
legetøjsbiler, elektriske guitarer, fodbolde
og syntetiske grantræer
sprøjtemalet med hvidt glimmer,
en duften af brændt gummi og dieselolie
sneglober med små hvide hunde
eller manden med skægget og alt
har en særligt lysende
sødmefuld, men også bitter
dyb og karamelagtigt krydret rød farve
og man var lige ved at tro
at det var virkelighed, indtil en stemme
sagde, ”cut” og ”vi tager den én gang til,
og sørg for, at den hund ikke løber
ind foran Kamera 2 midt under optagelsen.”
9.
Og der kommer folk gående,
ok, gående er måske så meget sagt,
de har været til julefrokost i sorte jaketter
med store hvide flipper stikkende ud,
de er allerede berusede
eller også er de stadig berusede
og de pifter efter hinanden
eller kvinderne og kaster med snebolde
og en af dem falder og slår
sig forfærdeligt
på isen
eller på en sten han ikke havde set
under sneen
eller et glasskår han troede var is
men heldigvis griner de alle sammen af det.
10.
Verden er ikke sådan, at hver gang
man ser en anden i nød
sætter man sine poser fra sig og forbarmer sig,
man tænker altid: ”det er nok ikke så galt”
eller: ”jeg har sikkert misforstået det hele”
og ”han er nok bare lidt
forvirret. Det ville jeg også være
hvis jeg havde en højgravid kone på slæb,
og et æsel og alle de pakker.”
Der kommer næsten altid mennesker forbi
som sender én blikke fulde af bekymringer
så deres ansigt et øjeblik ligner skåret porcelæn
eller rækker et lommetørklæde, denne verden
har en overflod af blikke
fulde af bekymringer og rakte lommetørklæder,
man kan være heldig at der kommer nogen
og følger én hjem eller hen til nærmeste bustoppested
og i visse tilfælde kan der også ringes
efter en ambulance
men i det store og hele er man
overladt til sig selv.
Jakob Brønnum: Julevangeliet – en gendigtning. eller noget i den retning, s. 33-50.
Forlaget eksistensen, 214 sider, indb, 228 kr.
Også som e-bog (89 kr.).
Læs yderligere uddrag her.
Foto fra bogens omslag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
