KLIMASKRISE // KOMMENTAR – Udviklingen i Danmark det seneste halve år på klimaområdet og opbakningen til Greta Thunberg har vist, hvor hurtigt tingene kan forandre sig, når de rette betingelser er til stede. Den samme ketchup-effekt er på vej i så mange andre lande, at vi kan få klimakrisen under kontrol, inden det for alvor går galt. Hvis vi vel at mærke ikke går i panik.
Når snakken falder på klimakrisen, kommer jeg tit til at tænke på fem nørdede ingeniører, jeg mødte på en blyantfabrik i Tyskland. Jeg skulle som journalist lave et portræt af virksomheden, der havde sendt et nyt produkt på gaden: blyanter, der var langt mere ergonomiske end hidtil. Et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt i branchen, hvor konkurrenterne alle fik baghjul.
Under besøget blev jeg slået af den entusiasme, de fem ingeniører udviste. Det var tydeligvis ikke bare et 9-til-17 job for dem. Det gav deres liv mening hele tiden at arbejde på at lave små forbedringer af virksomhedens produkter. Og ejeren fortalte engageret om, hvordan de havde arbejdet med at udvikle de ergonomiske blyanter, og hvordan han havde måttet gældsætte både virksomheden og sig selv personligt til toppen af skorstenen, inden det nye produkt endelig kunne sendes på markedet.
Entusiastiske nørder
Det er den entusiasme, der kan – og skal – løse klimakrisen. Overalt i verden sidder der millioner af ingeniører og andre produktudviklere, som på samme måde elsker at lave deres produkter bedre og bedre, og at opfinde og udvikle nye til at løse nye tiders udfordringer. Små forbedringer, som hver for sig kan virke ubetydelige, men som lagt sammen skaber den udvikling, der gør, at når vi ser bare 10 år tilbage, tænker vi uvilkårligt: ”Hvor er der dog sket meget”.
Vi er efterhånden mange, der har et helt stort behov for at kunne handle. For at kunne bidrage til at løse krisen. Så hvordan kan vi som forbrugere og vælgere bedst muligt støtte en klimavenlig udvikling af samfundet?
De er disse ingeniører og produktudviklere, der skal være spydspidsen i at løse klimakrisen. Og viljen til at bidrage klimapolitisk er stor blandt disse ingeniører og andre produktudviklere, lyder det fra alle sider. Meget stor.
Hvis de alle sammen med virksomhedsejerne og aktionærerne sætter sig som mål, at deres firmas produkter skal være klimaneutrale så hurtigt som muligt eller at de skal udvikle nye produkter, der nedbringer CO2-udslippet, vil summen af de mange millioner små ændringer og forbedringer sammen for alvor flytte udviklingen i den rigtige retning.
En klimaneutral kapitalisme
I Danmark er det lykkedes at bryde koblingen mellem økonomisk vækst (kapitalisme) og CO2-udledning. Som disse tal fra Danmarks Statistik viser, er det danske bruttonationalprodukt steget fra indeks 100 i 1995 til indeks 140 i 2017, samtidig med, at udledningen af drivhusgasser er stagneret (eller svagt faldende). (Her udbygget med en masse tal og figurer fra Danmarks Statistik, og her en artikel fra Nationalt Center for Miljø og Energi, der dokumenterer, at ”CO2–udledning er afkoblet fra vækst i energitunge sektorer”.
Der er stadig lang vej herfra og til en 70 pct’s reduktion i 2030, men udviklingen viser, at kapitalisme og økonomisk vækst er mulig uden at belaste klimaet. At det er muligt at gøre kapitalismen klimaneutral. Heldigvis, for det er en forudsætning for at løse klimakrisen. Uden vækst bliver verdens fattige de store tabere i de kommende år, og uden vækst vil den nødvendige omstilling skabe så meget social uro og modstand, at det bliver umuligt at nå målet. Husk De Gule Veste i Frankrig, hvis protester ganske vist også handlede om meget andet, men hvor den næsten et år lange bølge af uro blev udløst af stigninger i prisen på benzin og diesel.
Og tænk bare på, hvor meget der er sket de seneste 10 år. Den første iPhone blev lanceret i 2007, og prisen på vindmøller, solceller og batterier er raslet ned – og fortsætter med at gøre det. Listen kan gøres meget længere og omfatter f.eks. også hybrid- og el-biler.
Kapitalisternes (og ingeniørernes) motivation – ud over ønsket om at bidrage til at redde kloden fra den største katastrofe siden istiden – er de konkurrencefordele, det vil give dem. Især hvis deres anstrengelser støttes af politikere og forbrugere.
Modige politikere
Politikerne skal hjælpe udviklingen på vej i retning af at ophæve modsætningen mellem kapitalisme og den grønne dagsorden – hvad enten det handler om klimaet, miljøet og biodiversiteten. Det man kan kalde ”den grønne dagsorden”. Først og fremmest skal de være modige. De skal lave langtidsholdbare forlig hen over midten, der tager højde for de reelle udfordringer og ikke forfalder til symbolpolitik.
Opbakningen til Greta Thunberg, der er vokset eksponentielt på et år, viser, hvor udbredt og dybtfølt ønsket om forandring og handling er
Vi har med støtten til vindmølleindustrien set, hvor stor en forskel det kan gøre. Ikke bare er der skabt en så godt som helt ny industri, der bidrager afgørende til at løse klimakrisen, og også har skabt titusinder af arbejdspladser i Danmark.
Det er vigtigt, at politikerne tør tænke langsigtet, at de er parate til at ændre tilskuds- og afgiftssystemet i takt med, at der kommer ny viden om, hvad der bedst bidrager til at reducere CO2-belastningen og bevare biodiversiteten, og at de ikke laver afgiftsstrukturer, der er socialt skæve. I Frankrig var det den udløsende faktor for fremkomsten af De Gule Veste. På samme måde kan det give bagslag i form af mindre folkelig opbakning, hvis der f.eks. indføres flyafgifter på en måde, der gør det meget dyrere – eller umuligt – for den enlige mor at komme på den årlige ferietur til Mallorca.
Togrejser – sommerens ultimative feel good-oplevelse
Den samme fare lurer, hvis politikerne forfalder til at moralisere og udskamme. Og så er vi fremme ved det tredje ben i ligningen: de kloge og aktive forbrugere, der skal presse både erhvervsliv og politikere til at accelerere den grønne omstilling mest muligt. Både ved hjælp af deres indkøbsvaner og ved at presse på i form af debatindlæg, demonstrationer og meget andet.
Her lurer den store fare for, at det bliver i form af moralisering og udskamning, som vi allerede ser det i symbolske handlinger, som ikke batter meget, hvis man i øvrigt fortsætter sin CO2-producerende livsstil uændret, men som giver en dejlig ”feel good”-følelse i kroppen og på de sociale medier.
I den forgange sommer var der virkelig høj signalværdi i at positionere sig som klimabevidst på de sociale medier ved at fortælle om, hvordan årets ferietur selvfølgelig var foregået med tog. Jo længere sydpå i Europa, jo flere klimapoint gav det. Især når det blev krydret med oplysninger om, hvor dyrt det havde været. Og hvor besværligt. Suppleret med krav om flere nattog. Nu!
Så pyt med, at det minimum vil tage 10-15 år at udbygge tognettet i Europa, så togrejser kan batte i at nedbringe CO2-regnskabet. Sandsynligvis længere, fordi projektet som altid vil blive forsinket af miljøaktivister (ofte de samme mennesker som flasher deres klimabevidsthed).
Klimademonstrationer med voldelige sammenstød med burger-hungrende gæster på vej ind til McDonalds er næppe heller vejen til at vinde flere sympatisører.
Behov for at handle
Men vi er efterhånden mange, der har et helt stort behov for at kunne handle. For at kunne bidrage til at løse krisen. Så hvordan kan vi som forbrugere og vælgere bedst muligt støtte en klimavenlig udvikling af samfundet? Det er den måske vigtigste debat, vi kan tage i de kommende par år. Inkluderende, åbent, nysgerrigt, uden at udskamme andre og med øje for, at det er en utrolig indviklet problemstilling, hvor der ikke findes mange entydige svar, og hvor vores viden hele tiden vil ændre sig – og i takt med det vil det i mange tilfælde også vise sig, hvad der er den klimamæssigt bedste løsning.
Desværre viser erfaringen, at ”den politiske forbruger” de seneste mange år ikke har haft nogen nævneværdig betydning. Nu og da dukker der initiativer op, der opfordrer til boykot af et bestemt firma eller bestemte produkt, men det bliver sjældent til andet end et skvulp i andedammen.
Et vindue for forandring
Opbakningen til Greta Thunberg, der er vokset eksponentielt på et år, viser, hvor udbredt og dybtfølt ønsket om forandring og handling er. Ja, hun kan for nogle virke lidt for patos-patetisk i visse passager, men som en analyse hos Kommunikationsforum konkluderer, kan hendes retorik ”… generelt karakteriseres ved en velafbalanceret brug af etos, logos og patos, begyndende med den personlige fortælling, ofte leveret med et selvironisk glimt i øjet, underbygget af videnskabelige studier og sluttende med budskabet om, at ’vores hus brænder’.”
Hun sætter ord på nogle følelser og en desperation, som stadig flere oplever. Og der er netop brug for følelser og passion i en debat, som ellers er præget af ofte svært forståelige, tekniske termer, tørt talende politikere og virksomhedsejere, der snyder på vægten (tænk f.eks. på dieselgate – skandalen om, at bilfabrikanterne snød med, hvor miljøvenlige deres biler var).
Der er kort sagt et vindue for forandring. Radikal forandring.
Foto: Pascal Bernardon, Unsplash
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
