ESSAY // BØRN – Da Operation Den Store Tosomhed er gået fløjten, står jeg tilbage og skal vælge mellem plan B: aldrig at få børn eller plan C: at få et barn mutters alene. Begge er scenarier, som jeg ikke aktivt har overvejet før nu, og som føles uoverskuelige, overvældende og egentlig meget lidt appellerende, skriver Emilie Ingeborg Lykfeldt.
Jeg har ikke sovet godt i to måneder.
Det lyder som en light-udgave af Claus Hjort Frederiksen på Venstres årsmøde, men er meget værre. Jeg er single, lige fyldt 33 år, og jeg er på vej ind i en meget tidlig overgangsalder. Hvis jeg nogensinde skal bære et barn, der biologisk er mit eget, skal jeg gøre det nu, og da jeg er single, betyder dét, at jeg så skal gøre det alene. Dette fik jeg besked om sidst i juni.
De sidste to måneder har jeg læst talrige historier på nettet om kvinder, der inderligt ønsker sig et barn, ikke kan finde den rigtige mand og derfor vælger at få barnet alene. Jeg har også læst en pæn håndfuld historier om kvinder, ”der bare altid havde vidst, at livet med børn ikke var for dem” og derfor vælger et liv uden. Efter intensiv søgen har jeg dog stadig ikke fundet historier om kvinder, der var i tvivl om, de ville have børn eller ej, og dette får mig til at spørge:
Er jeg den første kvinde i verdenshistorien, der ikke ved, hvad hun vil, eller bliver tvivlernes historier bare ikke fortalt?
Da jeg sad der hos speciallægen, en i øvrigt smuk onsdag eftermiddag, fik jeg ingen pludselig åbenbaring, der bød mig fluks at få et barn, men ej heller én, der bød mig at lade være.
”Nå for katten”, fik jeg fremstammet til lægen, mens en spinkel stemme i mit dybeste indre hviskede: ”jamen hvem vil så have mig nu?”.
Sagen er bare den, at jeg, som mange af de kvinder jeg har læst historier om, ikke oplever en altoverskyggende trang til at blive mor.
Det er fjollet, at det var dét, stemmen fokuserede på, fremfor at gå i panik over muligvis ikke at kunne føre mine gener videre. Men sagen er bare den, at jeg, som mange af de kvinder jeg har læst historier om, ikke oplever en altoverskyggende trang til at blive mor. Jeg kan ret godt lide, at mit liv handler om mig, og jeg synes, det er ret skønt kun at skulle forholde mig til egne behov.
Omvendt er jeg heller ikke ligesom kvinderne, der altid har vidst, at de ikke ønskede børn. Der er mange ting ved livet med børn, som forekommer mig stort og smukt og ønskværdigt, og da jeg var yngre, var jeg da også ret sikker på, at jeg selvfølgelig skulle have et barn en dag.
Det skal dog også siges, at drømmene, de gange jeg dagdrømte dem, altid tonede frem med en meget klar silhuet af en nærværende kæreste – og far til barnet.
Drømmen
Drømmen om at møde den store kærlighed har altid stået knivskarpt og gå ombord i den store tosomhed og så, hvis det føltes rigtigt for os begge, at lege far-og-mor-og-børn.
Men nu sad min læge lige pludselig dér og fortalte, at der slet ikke bliver tid til at møde den mand først. Hvis jeg nogensinde skal have et (biologisk) barn, så er det nu.
De første tanker, der begyndte at rumstere rundt i mit hoved, var altså bekymringer om, hvordan konsekvensen af min beslutning – hvad den så end måtte blive – ville komme til at påvirke mine muligheder for at møde én at dele livet med
De første tanker, der begyndte at rumstere rundt i mit hoved, var altså bekymringer om, hvordan konsekvensen af min beslutning – hvad den så end måtte blive – ville komme til at påvirke mine muligheder for at møde én at dele livet med (som altså ikke var et barn, men en partner): Er der overhovedet nogen, der vil date mig, hvis jeg har et lille barn på armen? Og er der omvendt nogen, der vil date mig, når jeg fortæller dem, at jeg er gået i overgangsalderen og aldrig kan få børn med ham?
Tidsfristen
En lille opsummering af, hvad beskeden frembragte i mig:
Chok: tjek!
Skam: tjek!
Sorg: også tjek!
Pludselig-åbenbaring-og-intuitiv-vished-om-hvad-der-er-det-rigtige-for-mig?
Not so much.
Og vi snakker altså ikke om, at jeg kun har få måneder til at tage beslutningen.
Mine tal er så dårlige, og overgangsalderen så tæt på, at jeg har fået en uge fra dags dato til at beslutte mig for, om jeg vil tage imod tilbuddet om fertilitetsbehandling og reagensglasbefrugtning eller for altid opgive muligheden for at blive gravid med eget barn.
Én uge…
Sorgen
Bottom line er, at jeg, som jeg sidder her og skriver, ikke mærker lysten til at få børn. Men jeg er vanvittigt meget i tvivl om, hvorfor jeg ikke mærker det: Er det, fordi jeg grundlæggende ikke ønsker det? Er jeg måske lykkeligst som barnefri kvinde og overvejer nu det, at få et barn alligevel, fordi jeg føler, at samfundet forventer det af mig? Eller har jeg et latent behov, der af forskellige årsager er blevet undertrykket i tidernes morgen og lige skal nå at vækkes tilbage til live først? Eller er det mon slet og ret, fordi jeg ikke magter at gøre det alene?
Den knude, jeg mærker i maven, består af bekymringer for fremtiden og angsten for at træffe det forkerte valg (eller fravalg), men også rigtig meget af sorgen over at måtte erkende, at dét, der nok var den egentlige drøm – at møde en mand og så sammen stifte familie – endegyldigt er bristet. Men det er næsten en artikel værd i sig selv.
Måske tænker du lige nu, at jeg burde stoppe med at pibe og komme over mig selv?
Hey man – jeg hører dig! Det tænker jeg såmænd selv flere gange om dagen. Jeg er jo hverken syg eller døende. Og det er vel heller ingen menneskeret at få børn?! Der er masser af barnløse (barnefrie?) mennesker, der er særdeles lykkelige.
Problemet er bare, at jeg har fået et valg, og at jeg skal vælge. Alene. Om en uge. Og uanset om jeg vælger fra eller til, har det konsekvenser.
Jeg lever et super privilegeret liv i en privilegeret del af verden!
Problemet er bare, at jeg har fået et valg, og at jeg skal vælge. Alene. Om en uge. Og uanset om jeg vælger fra eller til, har det konsekvenser. Og det føles altså ret vigtigt – siden jeg nu skal leve med konsekvenserne af lige netop det valg resten af mit liv.
Så hvordan finder jeg på en uge frem til, hvad der er bedst for mig, når jeg ikke kan finde nogen at spejle mig i?
Opdelingen
De fortællinger, jeg finder, når jeg søger på nettet, er alle historier om kvinder, der har været sikre:
”Da Pernille Stokholm startede i fertilitetsbehandling i april 2016 uden en partner ved sin side, var det fordi, hendes biologiske drift var så stor, at hun blev nødt til det”, kan jeg læse i en artikel fra dr.dk fra april 2019. ”Det har altid været en følelse indeni mig, at jeg skulle være mor. Det ligger dybt indeni én, at man skal føre sine gener videre og have nogen at give sin kærlighed til og være sammen med altid (…)” siger Ditte til TV2 Fyn. Og på politiken.dk kan jeg læse om Pia og “det barn, hun brændende ønskede sig.”.
Ordet ”brændende” må være det ord, der går igen flest gange i artiklerne om kvinder, der gerne vil have børn.
”Aldrig” er til gengæld vinderordet for ”anti”-børneartiklerne:
”Ønsket om børn har aldrig været der, og Signe Madsen er også overbevist om, at den aldrig kommer til det.”, ” Min livsdrøm har aldrig indeholdt børn. Aldrig.” og ”Jeg har aldrig haft lyst til selv at få børn. Ansvaret er alt, alt for stort.”
Okay – I har ALDRIG haft lyst til at få børn. We get it!
Hvor fanden er artiklerne med ”måske”, ”Jeg var usikker” og ”Jeg anede ikke mit levende råd”?
Dækningen
Forstå mig ret. Det er ikke, fordi det er hverken endimensionelle eller lalleglade fortællinger, der bliver portrætteret. I artiklerne om solomødrene fortælles om perioder med ensomhed, udmattelse og bekymringen over den fraværende faderfigur, og i historierne om de frivilligt barnløse kvinder belyses fx det stigma, kvinderne mødes med, når de tilkendegiver deres valg.
Jeg sidder ikke med en oplevelse af, at nogen påstår, at valget om at få barn alene (eller valget om at lade være) er nemt. Men jeg sidder tilbage med en oplevelse af, at fællesnævneren for både kvinderne, der har valgt til og kvinderne, der har valgt fra, er en stærk og dybtfølt afklaring.
Denne polarisering af mediedækningen giver mig bare en følelse af, at der i praksis simpelthen ikke er plads til tvivl i dette spørgsmål.
Denne polarisering af mediedækningen giver mig bare en følelse af, at der i praksis simpelthen ikke er plads til tvivl i dette spørgsmål. Der er ikke plads til mig og min situation. Der er ikke plads til kvinder med tvivl.
Der er som om, der kun er to acceptable positioner: ”Brændende” eller ”aldrig”.
Derudover skal du helst bare vide med dig selv, hvad der er det rigtige for dig. Det betyder, at beslutningen pludselig får status af at være et privat spørgsmål, der beror på ens ukrænkelige mavefornemmelse og kerneidentitet og derfor ikke reelt er til diskussion. ”Hvis du er i tvivl, er der ingen tvivl” lyder en umådelig forfladiget og lidet konstruktiv talemåde, som jeg desværre har hørt mange gange de sidste to måneder.
Frygten
Men det synes jeg, er noget pjat. Giver det ikke ret god mening at have overvejelser både for og imod om noget så vigtigt som at sætte børn i verden?
Og giver det ikke ekstra god mening, at man har sin tvivl, når man tænker på, hvad det er for en tid, vi lever i lige nu? En tid, hvor kvinder kan bygge karriere på lige fod med mænd, og hvor gennemsnitsalderen (og dermed risikoen for undfangelsesvanskeligheder) for førstegangsfødende derfor stiger. En tid, hvor flere og flere – par såvel som singlekvinder – oplever fertilitetsproblemer og en tid, hvor den traditionelle opfattelse af, hvordan en familie kan og skal være opbygget i øvrigt (og heldigvis) bliver udfordret.
Hvordan kan nogen træffe den beslutning og IKKE være i tvivl, spørger jeg?
Jeg frygter en solomortilværelse med ensomhed, udmattelse og isolation, men jeg er også bange for at køre videre ud af egotrippertilværelsen og vågne op en dag og erkende, at det ikke er så skide cute mere
Jeg er sindssygt bange for at få et barn alene, men jeg er da ved gud også bange for at lade være. Jeg frygter en solomortilværelse med ensomhed, udmattelse og isolation, men jeg er også bange for at køre videre ud af egotrippertilværelsen og vågne op en dag og erkende, at det ikke er så skide cute mere, at jeg mangler substans i livet, og at chancen for at få mit eget barn er forbipasseret.
Jeg føler, at hele min identitet som kvinde pludseligt er blevet kastet op i luften, og at jeg meget hurtigt er nødt til at vælge, hvilken slags kvinde jeg vil være? Men hvor er der plads til en kvinde, når hun nu hverken føler sig hjemme på Team Brændende eller Team Aldrig?
Efterlysningen
At tvivlernes historier ikke bliver fortalt kan selvfølgelig bunde i, at de ikke tør stå frem med tvivlen. Det kan man vel heller ikke klandre dem. Sommetider føles det, som at den eneste helt reelt accepterede position, en kvinde kan indtage, er, når hun frådende kaster sig over moderrollen som sit livs kald.
Indtil for ganske få år siden var det uhørt, hvis en kvinde stod frem og tilkendegav, at hun ikke drømte om moderskabet. Hun kunne nemt risikere at blive mødt med fordomme, der stemplede hende som både unormal og afstumpet, og jeg overvejer, om nogle af de kvinder, der i dag står frem med deres fravalg, fremstiller sig selv så kategorisk skudsikre, fordi resterne af disse fordomme stadig lurer under overfladen, og at den eneste måde, lille Danmark kan finde plads til dem, er, når de passer ind i kassen med mærkatet ”Aldrig”.
Jeg nægter at tro på, at min historie er den eneste, hvori der indgår tvivl. Jeg kan bare ikke finde de andre.
Ikke desto mindre må det, at sætte et barn i verden eller ej, da være et af de største valg et menneske kan forestille sig at stå over for, og jeg synes, at så vigtigt et emne fortjener en grundigere og mere nuanceret dækning – også med plads til tvivl.
Jeg nægter at tro på, at min historie er den eneste, hvori der indgår tvivl.
Jeg kan bare ikke finde de andre.
Lige om lidt har jeg ikke mere tid tilbage, og jeg føler mig så åndssvagt alene…
Så, for at binde den ultimative retoriske sløjfe, vil jeg ikke kun starte min artikel med et kvasi-citat, men også afslutte den med et og frit citere Carly Rae Jepsen: Sangerinden, der udover at være næsten nøjagtig jævnaldrende med mig, også i forhold til cool-points, nok ligger ret perfekt mellem Kesi og Hjort Frederiksen:
Hey! I’ve not met you, and this is craaazy
But if you’re doubtful, then call me maybe?
Foto er fra Emilie Ingeborg Lykfeldts barndom
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og