Tændt af – jeg vil bare så nødig tilbage til Tinder!

af i Kærlighed & sex/Liv & Mennesker

ESSAY // SEX & KÆRLIGHED – Her forleden dag stod jeg i metroen. Det var en sen fredag eftermiddag, og jeg var på vej til fest. Pludselig fik jeg øje på dig. Du lignede også én, der var på vej til fest, og jeg kunne ane to nystrøgede skjorteflipper, der tittede op fra din sorte læderjakke. Shit, hvor så du sød ud.

Mens jeg overvejede, om der mon var nogen chance for, at du også var single, fik jeg, i vinduet bag dig, øje på genskinnet af et velkendt logo. Tinder-logoet. Du var altså single! Du var single. Du var pæn. Og så var du, lige der, hvor jeg var.

Du så frustreret ud, som du sad dér og swipede tankeløst og uengageret i appen, og i tankerne bønfaldt jeg dig om at se op og kigge på mig.

Jeg så det for mig: Øjeblikket hvor du endelig fik løsrevet dig fra mobilen, og vores øjne mødtes, den første generte samtale, udvekslingen af telefonnumre, blussende kinder og store smil, når vi på første date gik hele vejen rundt om søerne med hans og hendes latte, det allerførste kys i regnv… ”FASANVEJ STATION!” proklamerede metrodamen bestemt, og just i det dørene gled op, rejste du dig op, stadig med blikket klistret sørgmodigt til skærmen, og gik ud.

Så gled dørene i, og metroen – med mig i sig – kørte videre.

Jeg hader Tinder og har for længst slettet min profil. Jeg hader, hvad appen gjorde ved mig, og jeg længes efter en verden, hvor folk er til stede i stedet for på Tinder.

Forstå mig ret: Jeg kender flere, der har haft gode oplevelser med appen, og jeg har sågar selv mødt nogle rigtig søde fyre der. Ikke desto mindre fungerer formatet bare fundamentalt dårligt for mig. Det er vel også derfor, at møderne med disse søde fyre ikke har ledt til noget holdbart.

For det første er jeg typen, der tænker for meget… over alt… hele tiden.

Jeg ved udmærket godt, at man ikke kan vurdere, om en person er ”the one” alene ud fra par feriebilleder og en kæk catch phrase. Men det har nu aldrig afholdt mit evigt-overtænkende selv fra at forsøge. Tinder sender mig fra ”overtænkende” over til virkelig ”overtænkende”, og hvis Tinder-dating er et spil, så er jeg dén Ludo-brik, der bliver ved med at blive slået hjem… af mig selv… der her åbenbart både er brikken og spilleren? Okay, min metafor er fejlbehæftet, men du forstår hvad jeg mener…

For det andet ville jeg bare så gerne møde mennesker i den virkelige verden!? Jeg ved ikke, om jeg er naiv, overromantisk eller simpelthen bare plain outdatet, men jeg bliver decideret angst af møder, hvor en eller anden digital platform, som en anden trigger-happy skrankepave på forhånd har overstemplet mødet med definitioner på hvad det skal og kan være.

Tinder sender mig fra ”overtænkende” over til virkelig ”overtænkende”, og hvis Tinder-dating er et spil, så er jeg dén Ludo-brik, der bliver ved med at blive slået hjem… af mig selv

Så Tinder fungerer altså ikke for mig.

Jeg når at selvsabotere samtlige dates, inden jeg overhovedet er nået ind i caféen, og så sker der dét, at jeg simpelthen bliver et lidt dårligere menneske af at være på. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at Tinder gør verden til et lidt dårligere sted, med mindre tålmodighed, mindre venlighed og mindre nærvær.

Bum.

Mindre tålmodighed

Når man googler Tinder, kan man læse på Wikipedia, hvordan den (tilsyneladende) overflod af kandidater (”the Paradox of Choice”) som man får følelsen af at få adgang til gennem appen, udover at skabe en følelse af ”disconnect” hos brugerne også lader til at påvirke dem til at føle sig dårligere rustet til faktisk at vælge en partner.

Selv mindes jeg lange swiping sessions på sofaen, da jeg var på Tinder.

Sessions, der startede, når jeg kom hjem fra arbejde og først sluttede, når det gik op for mig, at solen var gået ned, og jeg sad i en bælgmørk stue.

Sessions, hvor jeg, når jeg lagde den overophedede mobil fra mig, ikke kunne huske et eneste navn eller ansigt, hverken på venstre – eller højre-swipede kærestekandidater.

Intet stævnemøde har særligt gode odds for at udvikle sig til kærlighed, når det kommer til verden på dén måde

Jeg husker tydeligt, hvor kort tid – helt ned til halve sekunder – jeg tildelte de profiler, der dukkede op på min skærm, og jeg husker også tydeligt den voksende bevidsthed om, hvor kort tid jeg selv kunne formode at blive tildelt på skærmene, i den anden ende af æteren.

Men der var jo så mange mulige kandidater derinde, virkede det som, så lidt hurtigt måtte man vel også gå til værks. hvis man ville noget med det?

Pæn eller grim? Ja eller nej? Højre eller venstre? Faderen til mine kommende børn or nah?

swipe dog kvinde, swipe!

Og dét var bare den utålmodighed og overfladiskhed, der huserede bag hjemmets fire vægge.

Så var der selve datingen!

I starten var der ingen strategi. Bare matches. Ud af disse matches valgte jeg ét, der så blev til en chat, der blev til en date, der blev til en skuffelse.

Da jeg på denne måde havde været igennem de første par dates og kunne konstatere, at drømmeprinsen åbenbart ikke lod sig indfinde i første hug, lavede jeg en hurtig cost-benefit-analyse, der fortalte mig, at jeg simpelthen ikke havde ”råd” til at koncentrere mig om én fyr ad gangen.

Og dét på trods af at man jo udemærket godt ved, at én fyr i hånden er bedre end ti på Tinder…

Hurtigt fangede jeg mig selv i at sidde på mine dates og smile halvhjertet over Mikeller-øllen, altimens jeg kalkulerede på, hvor meget energi og opmærksomhed, det overhovedet kunne betale sig at investere denne dag. Daten den følgende torsdag kunne jo potentielt set kunne gå hen og være meget bedre og rigtigere for mig. Såeh…

Mærke ”dét” med det samme eller ej: intet stævnemøde har særligt gode odds for at udvikle sig til kærlighed, når det kommer til verden på dén måde.

Mindre venlighed

Matt Lundquist – en amerikansk parterapeut – fortæller i artiklen ”The 5 Years That Changed Dating” fra The Atlantic  om forskellige observationer af Tinder-appens (og lignende datingapps) effekt på singlefolket.

Én af disse observationer går på hvordan mediernes anonymitet lader til at have gjort datinglandskabet til et mere uhøfligt og grovere sted.  ”[…] if you go on a date with your cousin’s roommate, the roommate has some incentive to not be a jerk to you. But with apps, “You’re meeting somebody you probably don’t know and probably don’t have any connections with at a bar on 39th Street. That’s kind of weird, and there’s a greater opportunity for people to be ridiculous, to be not nice.

Den hypotese kan jeg virkelig godt tilslutte mig.

Udover at føle mig lidt nedslået ved dét, at størstedelen af de henvendelser, jeg modtog, brillerede ved et totalt fravær af anstrengelse og umage (”hej” var den mest hyppigt forekommende åbningsreplik), så oplevede jeg også flere gange at blive adresseret på måder så eventyrligt charmeforladte og vulgære, at de efter min mening kun kunne ytres, fordi deres afsender sad gemt væk i sit trygge hjem. Åbningsreplikker som: ”Ska’ du ha’ pik?” (naturligvis med trykfejl og ukorrekt tegnsætning) og ”Fræk tøs! Matcher tæppet med gardinerne?” var relativt almindelige og ikke særligt rare at modtage. Dog havde de dét kørende for sig, at de i det mindste var – nogenlunde – identificerbare som fuldgyldige sætninger. Dette kan man ikke sige om min absolutte ”yndlings”-åbning, udgjort af stjerneytringen: ”DTF”.

D, T og F – jeg var nødt til at bruge Google som tolk og kunne fysisk mærke min tro på ridderlighed og romantik gå i tusind stykker

Intet spørgsmålstegn. Ikke engang en smiley. Blot bogstaverne D, T og F…

Igen, skal jeg ikke kunne sige, om det er, fordi jeg er naiv eller outdated (læs: gammel), men jeg var nødt til at bruge Google som tolk og kunne fysisk mærke min tro på ridderlighed og romantik gå i tusind stykker, da jeg kunne konstatere, at det var forkortelsen for det frække, frække spørgsmål: ”(are you) down to fuck?”

Ikke blot er dette en vanvittigt frembrusende, super nedsættende og mega upassende ting at sige til nogen, man ikke kender (og så som det første man i øvrigt siger til dem), men det er da også højdemålet af dovenhed! Ikke engang havde denne ukendte bejler kunne svinge sig op til at sige hej først. Han havde heller ikke lige kunnet magte at skrive sætningen fuldt ud, og ej heller orket at trykke på den lille tast med spørgsmålstegnet for at markere ytringens spørgende natur.

Så hellere aubergine-emojien! Den har sgu da i det mindste humor.

Denne kynisme og grovhed tror jeg kun kan opstå, på grund af den førnævnte følelse af at føle sig disconnected til det hele. Det er bare lidt nemmere ikke at føle sig forpligtet til at opføre sig ordentlig, når det er over for et komplet fremmed menneske, som man aldrig behøver at se i øjnene, hvis man ikke vil. (Eller tør)

Mindre nærvær

Min teori er, at Tinder – og alle de mange andre dating-apps der findes – er blevet så populære, netop fordi det er så mageligt at bruge dem.  Det er lidt ligesom at spille Simms. Du kan sidde hjemme i din sofa mens den ”avatar”, du har opbygget af feriebilleder og vellykkede selfies, online-dater andre avatarer. Alt dette uden at nogen af parterne nogensinde behøver at træde ud dér, hvor det bliver sårbart.

Det er så alment anerkendt nu, at ”det da bare er måden man møder nogen på”, at jeg føler mig lidt fortabt, når nu jeg har måtte erkende, at Tinder og mig er et dårligt match. (Pun intended).

Det er god gammeldags sund fornuft, at man ikke kan være to steder på én gang, og jeg bliver sgu lidt ulykkelig over at se, hvor mange, der vælger at være dér – online – i stedet for her, i den virkelige verden. Lige nu snakker jeg om dating og romantik, men det stopper jo ikke der.

Adskillige artikler peger nemlig på en tiltagende følelse af ensomhed i samfundet, og bøger som fx Fucking Flink (Lars AP) og Flirt med Livet (Louise S. Elling og Lars Ylander) forsøger at (gen)lære os, hvordan vi nedbryder de barrierer, der holder os adskilte. Alligevel føles det som om vores gøren og laden på sociale medier tager os længere og længere væk fra hinanden.

Det sørgeligste er, at det alt sammen sker i vores desperate forsøg på faktisk at få kontakt.

Mere menneske – mere mod!

Ja, det at række ud til nogen i det virkelige liv er svært. Til tider decideret skræmmende! Man er nødt til at åbne sig op, forholde sig aktivt til den anden og simpelthen bare gøre sig umage. Det er omkostningsfuldt og måske også lidt besværligt, men sådan skal det også være. Fordi det handler om mennesker!

Jeg ved godt, at jeg gør det svært for mig selv at møde nogen, når jeg vælger at blive her i virkeligheden på trods af, at jeg ved, at de få, jævnaldrende singlefyre, der eventuelt måtte befinde sig i min fysiske nærhed, mentalt er et helt andet sted.

Jeg ved, at de få, jævnaldrende singlefyre, der eventuelt måtte befinde sig i min fysiske nærhed, mentalt er et helt andet sted

Men jeg vil bare så nødigt tilbage til Tinder!

Jeg vil række ud efter en frostkylling i køledisken og rødme, når min hånd rør hånden på den smukke mand, der gjorde det samme. Jeg vil gå til fest hos en ven og ende i armene på én fyr, der så mig og syntes, jeg var fantastisk, eller også så vil jeg falde i snak med en sød type i et offentligt transportmiddel en fredag aften på vej til fest.

Så hvis du læser det her, Metro-fyr: Jeg har rødt hår, fregner, et månedskort til zone 1 og 2, og jeg har et forslag til dig: Hvis du nu tør at tage en chance og se op fra mobilen næste gang, du kører Metro, så tør jeg at være den første af os til a sige hej. Jeg kan ikke love dig, at vi bliver et match, men jeg kan love dig at give dig min tid, min fulde opmærksomhed og den første latte.


Illustration: Skribenten.

Emilie Lykfeldt er tegnsprogstolk og markedsføringsmedarbejder i en mellemstor københavnsk tolkevirksomhed.
Ved siden af sit arbejde tager hun en BA i Retorik på Københavns Universitet, arbejder med NGO-baseret udviklingsbistand, synger i kor og pylrer om sine altanplanter.

Seneste artikler om Kærlighed & sex