Taxamandens klumme: Krigens stilfærdige soldat

i Liv & Mennesker/Klumme af

KLUMME – Det lyder givetvis både selvovervurderende og nørdet, når jeg kalder mødet under taxi-halvtaget i lufthavnen for – de magiske sekunder.

Jeg har trykket på knappen i min nye Mercer. Så kigger jeg på servicemedarbejderen, der fordeler kunderne til de enkelte vogne. Forsøger at få øjenkontakt med den travle rejsende. – Og så har jeg 1-2-3 sekunder til at vurdere stress, kundeprofil – måske destination. 

Rent gætværk, der stimulerer den provisionslønnedes indre drømme om guld og grønne landeveje.

Der er meget lidt magi den anden vej, når køreordren går til en af hovedstadens hoteller, og terminalen melder taxiturens mål: Københavns lufthavn!

Jeg kigger på receptionisten, han nikker køligt, professionelt mod sofaarrangementet i hjørnet, hvor min kunde venter. Nu har vi øjenkontakt – ouverturen til et menneske-møde på bare 15-20 minutter.

Hun er en kvinde først i fyrrerne og rejsevant, ser jeg. Hendes bagage er en tung rejsekuffert i stærkt, vævet kunststof, så den kan holde til alverdens hensynsløse bagagefolk. 

Tasken er tung som rejsemontørens værktøj og digitale apparater. 

Hun smiler til mig, da jeg har smækket bagklappen og er småløbet rundt om Merceren for at holde døren. Jeg er gennemskuet. Den tog røven på mig, tasken! Tung som ind i helvede. 

Ind i helvede.

Vi taler om det sønderskudte og smadrede Afghanistan, der i 1960’erne var på vej til at blive en moderne, sekulær stat. Frihedsrettigheder for mænd og kvinder

Det skal vise sig nærmest profetisk.

Meget feminin og synligt beslutsom. Intelligente øjne. Jeg gætter på, at hun er på vej hjem til en velfortjent ferie i det smukke land, som Taxamanden har et uforløst kærlighedsforhold til siden en 10-ugers orlov i en spartansk hytte engang i 70’erne.

Alle mine norske kunder får historien.

Og så starter min navnkundige skydeautomat af en nysgerrighed med en konstatering.

”Du skal hjem på ferie?”

”Nej, jeg rejser ud!”

”Ned i varmen?”

”Njaaa, – jeg skal til Asien!”

Det svar har jeg faktisk aldrig fået i min taxi. 

Kunderne skal til Thailand, Kina eller Vietnam – ikke til det massebetegnede – Asien. Det lyder nærmest som en hemmelig mission, og min ydre taxichauffør får hjælp af min indre journalist. Nu er der kun et af hv-spørgsmålene tilbage.

Jeg er født med moderne tiders dialektiske forhold til det krigeriske håndværk. Min farfar, den tyske emigrant, var soldat på Øst- og Vestfronten under Første Verdenskrig. Den ene bror døde på Østfronten – lillebroren var krigsfange i Sibirien under og efter Anden Verdenskrig

Hvorhen?

”Afghanistan”, svarer hun med et blik i bakspejlet, som både indeholder almindelig, militær diskretion og en træthed over IGEN at skulle genfortælle sin militære historie. Måske ligefrem forsvare sit levebrød

Jeg er født med moderne tiders dialektiske forhold til det krigeriske håndværk. Min farfar, den tyske emigrant, var soldat på Øst- og Vestfronten under Første Verdenskrig. Den ene bror døde på Østfronten – lillebroren var krigsfange i Sibirien under og efter Anden Verdenskrig. Og min far var soldat og officer i både Danmark og Mellemøsten. Selv er jeg et pacifistisk skvat, der undgik værnepligten via en bilyd i hjertet. Så jeg undgik militærnægteriet og en potentiel konflikt med mit fædrene ophav – men kunne frit passe ind i 70’ernes tidsånd og modstanden mod USA’s katastrofe af en krig i Vietnam. Men – I guder, hvor har jeg forsvaret soldaten, fordi jeg mødte ham blandt min fars officersvenner, der jo var rare mennesker, som folk nu er, og ikke passede ind i min ungdoms stereotype gengivelse af den voldsliderlige kriger.

Jeg dyrker det ikke i stolthed. Men jeg kan ikke – trods mit ønske om kærlighed og fred – skjule respekten for de mennesker, der i virkelighedens verden sætter livet på spil, når krigen er en realitet. Trods dette blodige i disse dages Irak, Syrien, Centralafrika – og Afghanistan – hvor soldaterne flyttes som brikker, styret af politikere der agerer på en skala fra frihedselskende til binde-gale.

Og lige nu er han – soldaten – en ”hun”.

Diskret – men venlig. En del af en lille gruppe i det krigshærgede land i det centrale asien – muligvis i den såkaldte Rescue Support Mission, som træner det afghanske militær. Muligvis, siger jeg, for jeg spørger ikke i respekt for hendes og mit eget arbejde. Hun har givetvis sine hemmeligheder – jeg SKAL yde fortrolighed.

Om det er sentimentalitet? Om det er min faderlige omsorg for den kvindelige major, der med lidt god vilje kunne være min datter? Jeg ved det ikke. Men jeg leder efter udgangsreplikker, mens vi nærmer os udenrigsterminalen

Men hun fortæller mig om sin professionelle officerskarriere. Hun er major i den norske hær og har været i Afghanistan en håndfuld gange.

Det er voldsomt.

Men det er hendes job og hun ville naturligvis ikke udføre det, hvis ikke hun kunne holde til det mentalt. Hun har ingen børn og derfor ingen særlige hensyn at tage i den private sammenhæng.

Vi taler om det sønderskudte og smadrede Afghanistan, der i 1960’erne var på vej til at blive en moderne, sekulær stat. Frihedsrettigheder for mænd og kvinder. Et liberalt kongedømme, der i 70’erne kom i klemme mellem to meget forskellige bevægelser. En kommunistisk og en islamistisk.  Først vandt kommunisterne, så kom de i vanskeligheder og bad om hjælp der førte til den sovjetiske invasion. Det gav de islamistiske frihedskæmpere vind i sejlene – og resten er historien om et lands forvandling til en sump af fattigdom, fanatisme, – og den vestlige indgriben anført af USA i oktober 2001 efter angrebene på Wold Trade Center 11. september, måneden før.

Vi taler om soldatens ultimative krav om fællesskab. Ikke blot en metafor i det blodige management, men helt konkret at agere som en slags familie, hvor ingen er hjemme før alle er hjemme.

Om det er sentimentalitet? Om det er min faderlige omsorg for den kvindelige major, der med lidt god vilje kunne være min datter? Jeg ved det ikke. Men jeg leder efter udgangsreplikker, mens vi nærmer os udenrigsterminalen. I nogle sekunder tænker jeg på klichéen, replikken fra en film eller en sang, jeg ikke husker: It’s a dirty job, but somebody´s gotta do it. Det beskidte job, som nogen jo MÅ tage på sig. 

Tak! Sådan gør vi altid derude!”

Totalt upassende ville det være.

Det ender med en kluntet bemærkning, mens computeren behandler betalingen.

”Og så vil jeg bare sige – så vil jeg ønske dig… Pas nu godt på dig selv”, får jeg fremstammet med et nervøst tilføjet – ”og hinanden”.

Hun svarer ikke i første omgang, men rejser sin højre hånd op banker på sideruden, som den overtroiske banken under bordet. Jeg ser for mig den samme bevægelse på panserruden i det camouflagefarvede køretøj i Kabul.

Hun er synligt glad for mit ønske – og siger bare:

”Tak! Sådan gør vi altid derude!”

Og så banker hun på ruden igen.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: Unsplash

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker