
- Falske nyhedsindslag med ægte journalister spreder sig på sociale
- Det skriver det amerikanske medie Forbes
- Den form for falske historier rejser spørgsmålet om, hvordan sociale medier håndterer, at kendte mennesker udsættes for misbrug af deres ansigter og stemmer
Deepfake-nyhedsindslag med journalisters ansigter og stemmer spreder sig på internettet.
Det er en bekymrende udvikling med tanke på, at der kun er et år til et skelsættende amerikansk præsidentvalg, udtaler Kevin Goldberg, advokat ved non-profit organisationen Freedom Forum, til det amerikanske medie Forbes.
Ifølge mediet florerer flere deepfake-videoer, der udgiver sig for at være ægte nyhedsudsendelser med værter fra amerikanske tv-stationer som CBS og CNN.
Selvom tiktoker og youtuber Krishna Sahay, der står bag flere af de falske videoer, er blevet udelukket fra TikTok efter Forbes’ historie, florerer flere af videoerne stadig på TikTok og YouTube. Og det er på trods af, at platformene har en politik om at fjerne skadeligt og vildledende indhold. Krishna Sahay er ikke vendt tilbage på Forbes’ henvendelse.
De falske videoer får ofte mere opmærksomhed og tiltrækker mere interaktion på sociale medier end de rigtige nyhedsindslag
De falske videoer får ofte mere opmærksomhed og tiltrækker mere interaktion på sociale medier end de rigtige nyhedsindslag, som tv-stationerne deler på deres officielle profiler. Forbes skriver, at et falsk indslag, der foregav at være fra programmet Face The Nation på den amerikanske tv-station CBS, fik flere end 300.000 likes, mens Face The Nation samme dag kun fik cirka 7.000 likes på det mest populære indslag.
Overbevisende middel til desinformation
Selvom deepfake-teknologien ikke er ny, sætter denne form for deepfakes kendte journalisters troværdighed på spil, når deres stemmer og ansigter misbruges. Og det rejser spørgsmålet om, hvordan sociale medieplatforme kan håndtere den slags.
Vi bliver nødt til at tage beskyttelsen af rettighederne for de personer, hvis udseende og stemmer bliver misbrugt, mere alvorligt
“Vi bliver nødt til at tage beskyttelsen af rettighederne for de personer, hvis udseende og stemmer bliver misbrugt, mere alvorligt,” siger Hany Farid, professor ved det amerikanske universitet UC Berkeley og ekspert i deepfakes, til Forbes og fortsætter:
“Videoer med nyhedsværter er et overbevisende middel til at levere desinformation. I mange tilfælde er nyhedsværterne kendt af seerne og tillidsskabende, og selv hvis de ikke er, er det generelle nyhedsformat velkendt og derfor mere troværdigt,” slutter han.
På Krishna Sahays youtubeprofil kan man se flere af hans deepfake-påfund. I en video kan man høre en nyhedsvært sige, at verdens farligste mand er flygtet fra et fængsel, mens man i en anden video kan høre en vært sige, at et fly er styrtet ned i et supermarked. Fælles for videoerne er, at det er Krishna Sahay selv, der udlægges som gerningsmanden bag de påståede handlinger.
Denne artikel er oprindelig bragt hos TjekDet og bringes her efter aftale med TjekDet. TjekDet er et uafhængigt dansk faktatjekmedie, der korrigerer og nuancerer påstande i den offentlige debat.
Læs flere artikler om medier
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her