Nekrolog: Armslængdeprincippet holdt ikke til den beskidte politiks tid

af i Danmark/Debat/Debat & Klummer/Klumme/Medier/Politik & Samfund

DAGENS POV // MEDIEPOLITIK // PUBLIC SERVICE I mange år har armslængdeprincippet været et hæderkronet princip i dansk kultur- og mediepolitik. Men sådan er det ikke længere. Princippet åndede endeligt ud for radio og tv, da Dansk Folkeparti gav sit dødskys til Radio24syv, skriver Rasmus Mark Pedersen.

Alfred Nobel opfandt dynamitten, der gjorde det markant lettere at bygge de jernbaner, der var vitale for industrialiseringen af vores samfund. Men dynamitten blev også flittigt brugt i verdens krige. Så da en redaktør på en fransk avis tog fejl af ham og broderens dødsfald, kunne han læse sin egen nekrolog:

“Dødens købmand er død”.

Det gjorde efter sigende Alfred Nobel så fortvivlet over sit eget eftermæle, at han valgte at donere hele sin formue til Nobelpriserne – herunder Nobels fredspris. Jeg håber, at denne nekrolog vil have samme effekt:

At vi opdager, hvad vi har mistet. Og gør alt for at redde, hvad reddes kan.

Den første modstand

Armslængdeprincippet var og er fortsat et stolt princip for, hvordan magten skal fordeles i den offentlige forvaltning.

At armslængdeprincippet voksede sig så stærkt, kan man paradoksalt nok takke en af dets største modstandere for: Peter Rindal, medlem af Fremskridtspartiet og lagerforvalter fra Kolding Hørfabrik

Kort sagt: Politikerne sætter nogle rammer for uddeling af penge, mens eksperter, der ikke er inhabile, fordeler beløbene. Politikerne har altså indflydelse på den førte politik, men de kan ikke pille ved selve udmøntningen i detaljer. De er en armslængde væk.

At armslængdeprincippet voksede sig så stærkt, kan man paradoksalt nok takke en af dets største modstandere for. Peter Rindal, medlem af Fremskridtspartiet og lagerforvalter fra Kolding Hørfabrik, var den første, som formulerede en klar modstand mod princippet.

Han havde ikke tidligere blandet sig i den offentlige debat, men fik en tydelig stemme, da han kaldte abstrakte kunstværker for “komplet uforståelige og latterlige”.

“Han har jo ikke noget tøj på,” råbte den gæve funktionær fra provinsen og senere fik han som den eneste dansker udover Grundtvig æren af at få en hel bevægelse opkaldt efter sig: rindalismen.

Protesten var egentlig skabt af, at politikerne havde besluttet sig for en kraftig udvidelse af kunststøtten ved at oprette Statens Kunstfond . Det var dengang, man lavede brede forlig om kulturen her i landet, så alle partier på nær De Uafhængige bakkede op om den politiske aftale.

Det var Danmarks første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt, der fandt på modellen for Statens Kunstfond. “Støtte, ikke styre,” var hans mantra.

Derfor var det en række eksperter, der uddelte støtten – første gang i 1965. Her fik Klaus Rifbjerg penge, selvom han levede godt, ligesom en abstrakt skulptur i seks dele førte til støtte. Og det skabte faktisk en større folkelig opstand.

Peter Rindal formåede ud af det rene ingenting at blive talsmand for en protestbevægelse, der samlede 62.000 underskrifter mod kunststøtten.

Det var folket mod eliten. Land mod by. Helt som vi ser argumenterne i dag. Men det er værd at bemærke sig, at modsat i dag bed protesterne ikke på politikerne. Statens Kunstfond fik lov til at bestå, og armslængdeprincippet overlevede sin første styrkeprøve.

Indbygget arrogance

Protesten lever imidlertid i bedste velgående på højrefløjen. Fremskridtsmanden Kresten Poulsgaard er krediteret for at have sagt, at “Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet” og i 2001 tog Anders Fogh Rasmussen et ideologisk opgør med “smagsdommeri” og et “sandt vildnis af statslige råd, nævn og institutioner”

I journalistik er det meningen, at det, vi fortæller, skal være et hundrede procent korrekt

Problemet med armslængdeprincippet er, at det har en indbygget arrogance i sig. Når eksperter laver laver en faglig bedømmelse, er der pludselig nogen, der skal pådutte os i befolkningen en holdning. Der er nogen, der ved bedre, og der er sket et skred i den politiske kultur, hvor meninger er blevet vigtigere end viden og fagkundskab.

For helt ærligt: Hvorfor er kunsteksperternes mening mere værd end min? Jeg kan jo se, at det er et grimt maleri.

Men hvor kunst netop bliver skabt for at beskueren skal stille spørgsmål til værket, må det helst ikke være tilfældet med pressen.

I journalistik er det meningen, at det, vi fortæller, skal være et hundrede procent korrekt.

Derfor kan man selvfølgelig godt have en holdning til, om noget er god eller dårlig journalistik, og om man vil have det fra Weekendavisen eller BT. Men fordi uafhængigheden er så forbandet vigtig for pressen, har vi i den grad brug for armslængdeprincippet, der blot i dag ikke eksisterer for radio og tv.

Mediestøtten i Danmark kan meget groft sagt deles op i to klumper: Produktionsstøtte til skrevne medier og indtil for nylig licens til radio og tv.

Langt størstedelen af støtten til skrift bliver givet som tilskud til en vis procentdel af de redaktionelle medarbejdere. Der er blevet lagt begrænsninger på, hvor mange penge, et medie kan få, ligesom der er en række supplerende puljer, hvor politikerne har sat øgede krav til at få fat i pengene.

Altså en stramning af grebet. Pointen er blot, at politikerne næsten ikke er inde og pille ved indholdet i de skrevne medier – ud over at de har frataget medier udgivet af arbejdsgiver- og fagforeninger muligheden for støtte. (Men sjovt nok ikke for medier udgivet af politiske partier.)

Beskyldningen om at være en “rød lejesvend” er en beskyldning mod to af de kæreste værdier, en journalist værner om: Objektivitet og troværdighed

Men det er vand i forhold til, hvad årtiers angreb på de elektroniske medier i dag er endt ud i.

DR og de røde lejesvende

“Røde lejesvend,” blev stadig brugt som en drillende bemærkning, da jeg som DR-journalist i 2018 besøgte mindre socialistiske dele af landet. Jeg har flere gange forsøgt at grine ad det, men min latter klinger altid lidt hult.

Udtrykket blev første gang brugt i 1968 – altså tre år efter Peter Rindals folkelige opstand mod kunststøtten. Som så ofte før så følte en politiker sig uretfærdigt behandlet af en journalist. Denne gang var det Venstre-ministeren Jens Sønderup, der var utilfreds efter et besøg hos DR.

Beskyldningen om at være en “rød lejesvend” er nemlig en beskyldning mod to af de kæreste værdier, en journalist værner om: Objektivitet og troværdighed.

Derfor endte brugen af udtrykket faktisk også med en sag om æreskrænkelse, som Jens Sønderup endte med at tabe. Men udtrykket har hængt ved. Så eftertrykkeligt, at en meningsmåling for ni år siden viste, at 30 procent af befolkningen mente, at DR netop var befolket af røde lejesvende.

Med de næste ni års politiske pres på DR, er det tal næppe blevet mindre.

Og hvad har det så ført til?

Jo, politikerne har kunnet se, at mistroen til DR er kommet snigende, og de har ikke holdt sig tilbage fra at hælde brænde på mistillidens bål. Samtidig har de generelle tæsk til smagsdommere og eksperter gjort, at politikerne har tilranet sig mere magt. Det er blevet mere legitimt at lave politik, der går imod anbefalingerne på et givent område.

Frygten for nedskæringer eller udflytning fører til, at anbefalinger ofte følger den førte politik, hvor det burde være omvendt. Armen er inde og rode i næsten hele sin længde

Ligesom myndighederne i dag er blevet langt bedre til at betjene politikerne, som det hedder på kommunikationsdansk.

Eller sagt på journalistdansk: Frygten for nedskæringer eller udflytning fører til, at anbefalinger ofte følger den førte politik, hvor det burde være omvendt. Armen er inde og rode i næsten hele sin længde.

Konstant truet af politikernes klamme arm

Mistilliden gør også, at en flyvende hest til 70.000 kroner pludselig bruges som legitimt argument for besparelser på 10.000 gange det beløb.

Men et sparekrav til en offentlig institution er ikke noget særsyn. Hvorfor skal sygehuse spare 20 procent over 10 år, når DR ikke skal?

Problemet med nedskæringerne i DR er imidlertid langt større og mere principielt, end at jeg og 400 andre DR-ansatte i dag er er uden job.

Nedskæringerne brød nemlig grundlæggende med armslængdeprincippet og sendte samtidig en række politiske signaler om, hvad der skulle fredes og hvad der skulle skæres. Det var de facto politikerne, der bestemte slagets gang.

Hertil kommer en ny public service-kontrakt med krav så detaljerede, at politikerne gør redaktørernes arbejde.

Politikerne har givet sig selv et trumfkort på hånden til tid og evighed. De har nemlig fjernet licensen, der tidligere var garant for, at finansieringen til public service var på plads. Nu kan politikerne i princippet bare ændre på beløbet år efter år i finansloven

Men det allerværste er, at politikerne har givet sig selv et trumfkort på hånden til tid og evighed. De har nemlig fjernet licensen, der tidligere var garant for, at finansieringen til public service var på plads. Nu kan politikerne i princippet bare ændre på beløbet år efter år i finansloven. Truslen om yderligere nedskæringer hænger konstant over DR som mediehus.

Og hvad betyder det så for journalistikken og for begrebet om public service?

På papiret ikke noget, da vi journalister fortsat har den redaktionelle frihed og stolt arbejder videre trods et stort politisk pres, og hvad vi ellers siger i skåltalerne.

Men kan I mærke, hvordan politikernes klamme arm kan komme snigende, hvert øjeblik det skal være? Jeg kan.

I hånd med Radio24syv

Og det fører mig frem til i dag, hvor armslængdeprincippet endegyldigt er stoppet med at trække vejret for dansk radio og tv.

Dansk Folkeparti har leveret sit dødskys til Radio24syv, en station, som opstod for 8 år siden, da politikerne tog den redaktionelle beslutning om, at Danmark havde brug for endnu en taleradio.

Det har Danmark stadig, mener politikerne. Det skal bare ikke være Radio24syv.

Hvis man virkelig vil hele Danmark, hvorfor er det så ikke P1, man vil flytte ud?

Kanalen har sit naturlige hovedsæde i København grundet karakteren af de gæster, der skal være i programmerne. I det nye medieforlig står, at administrationen og 50 procent af de redaktionelle medarbejdere skal væk fra København. Det er i sig selv barokt, når Radio24syv har markant bedre fat i hele Danmark, end P1 har.

Hvis man virkelig vil hele Danmark, hvorfor er det så ikke P1, man vil flytte ud?

Hertil havde politikerne lige glemt at tage højde for nogle EU-regler, der siger, at man ikke må bestemme, hvor et privat firma skal ligge.

Der er dog nogle undtagelser på kulturområdet, så de redaktionelle medarbejdere må der stilles krav til, men ikke administrationen. Hvilket igen førte så til, at udkastet til udbuddet af radiokanalen nu taler om, at 60 procent af de redaktionelle medarbejdere til være mindst 110 kilometer væk fra København, hvilket ikke ekskluderer Odense.

Det har fået Dansk Folkeparti til at kræve, at 80 procent af medarbejderne skal arbejde i Jylland. Og selvom det kan virke som en hårfin grænse, vil det reelt betyde en lukning af Radio24syv, som vi kender det. Flertallet af de nuværende medarbejdere kan ikke pendle frem og tilbage, så hvis firmaet Radio24syv vinder udbuddet, vil det være med nogle helt nye medarbejdere.

Det er Dansk Folkepartis måde at sige: Radio24syv skal lukke. Det er en sadistisk omgang med armslængdeprincippets lig, vi er vidne til. Det er danske politikere, der helt bevidst lukker et medie, de ikke kan lide.

Ikke savnet, før det var for sent

Radio24syv har slået sig op på at være frækkere, vildere og mere kritisk i deres journalistik. Politikerne får ikke lov til at slippe, bare fordi de skal videre til noget andet.

“Stol på ingen, stil spørgsmål ved alt,” siger stationens fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz  Hørsholm. Og det har gennemsyret kanalen. Derfor har den ikke rigtig nogen venner i det politiske landskab.

Den eneste, der har ytret kritik af Radio 24Syvs udflytning, er De Konservatives medieordfører Naser Khader. Men når Naser Khader er ens sidste ven på Borgen, kan man lige så godt selv bestille blomsterne til kisten

Dansk Folkeparti vil have dem ud for enhver pris. Venstre er ligeglade. Liberal Alliance vil bare spare penge. Selv Socialdemokratiet – Julius Bomholts gamle parti – har det i virkeligheden fint med flytningen.

Den eneste, der har ytret kritik af udflytningen, er De Konservatives medieordfører Naser Khader. Men når Naser Khader er ens sidste ven på Borgen, kan man lige så godt selv bestille blomsterne til kisten.

Og her er sagens kerne: Når en analyse af et medies muligheder for at overleve ender med at tælle politiske venner, har systemet et grundliggende problem.

Og det problem er, at armslængdeprincippet er dødt. Stendødt. Du var ikke savnet, før det var for sent.


Disclaimer: Jeg har arbejdet i fem år på Radio24syv og har en stor kærlighed til stationen. Men jeg har en endnu større kærlighed til armslængdeprincippet.


Kilder: Den Store Danske, Danmarkshistorien.dk, “Manden de kaldte rindalist” og Wikipedia


Topillustration: Fra Radio 24Syvs hjemmeside.

Rasmus MP er journalist med stort J. Og når han er kæphøj siger han, at han vil fortsætte som journalist, til han er muldjord. Han skal i hvert fald ikke lave kommunikation. Pov.international har rekruteret MP netop, som han er blevet fyret fra Orientering på P1, så læserne får fuldt indblik i, om, hvordan og hvornår han tumler ned af kæphøjen.

Han kan dog stadig høres i radioen en gang i mellem, når han afløser som vært på P1 Debat eller Søndagsfrokosten. Tidligere var han en af frontfigurerne på det undersøgende journalistiske magasin Efterforskerne, ligesom han også har lavet undersøgende journalistik på Radio24syv, som han var med til at starte.
I de sidste 12 år har MP også været i fagpolitik i Dansk Journalistforbund, som studenterpolitisk aktik, tillidsmand og hovedbestyrelsesmedlem. Desuden er han formand for gruppen af journalister i Dansk Journalistforbund, som han var med til at stifte, fordi den journalistiske stemme skulle være tydeligere. Nu har han dog proklameret, at han gerne vil ud af de mange tillidshverv, fordi han "gerne vil prøve at udrette noget i sit liv".
Privat har han sammen med sin kæreste sat sig alt for dyrt i en skøn lejlighed på fødeøen Amager, og han fordriver tiden med at drikke øl til fodbold og skrive revysange, der aldrig bliver opført.

Du kan donere for hans skriverier eller af medlidenhed på Mobilepay 60100776, hvor du også kan ringe og tilbyde ham et job.

Seneste artikler om Danmark