YTRINGER // KOMMENTAR – I ytringsfrihedens nærmest hellige navn vil man have ret til at brænde en bog fuld af ytringer! Ironien burde være manifest, skriver lektor Johannes Adamsen. Hvad skal vi gøre? Drop den entydige ikke-argumentation om, at koranafbrænding handler om ytringsfrihed, det kan sagtens tolkes modsat, som et angreb på ytringsfriheden; dvs. indrøm, at der er et dilemma.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De demokratiske lande har længe, ganske længe, kæmpet for ytringsfrihed. Den er skrevet ind i diverse forfatninger, internationale aftaler og traktater, den betragtes som selvfølgelig, den er trods det omstridt – og for mange er den absolut og uden noget ’men’. Både i forlængelse af Salman Rushdies The Satanic Verses (1988) og de såkaldte Muhammed-tegninger (2005) foregik intense og vidtstrakte diskussioner om spørgsmålet, samt vold og mord. Og nu er der voldsom diskussion igen, hvor offentlig afbrænding af Koranen sker under påberåbelse af ytringsfriheden.
Desværre er ytringsfriheden ikke selvfølgelig. Slår man op i 15. udg. af Encyclopedia Britannica (1993), er der ikke noget opslag om ytringsfrihed: Se under censur, hedder det. Med andre og gamle ord: ”Var din mund!” – ord er stærke.
Og ja, så stærke, at Jefta ifølge Dommerbogen, kap. 11 (GT) måtte ofre sin datter i forhold til et løfte – der var ikke noget, ”jamen, sådan var det jo heller ikke ment”. Ordene var som mejslet i sten.
Det hedder i et vistnok arabisk ordsprog i fin engelsk oversættelse: ”Sticks and stones may break my bones, but words hurt forever.” Og John Milton argumenterede allerede i 1644 for, at det at brænde en god bog var værre end at dræbe et menneske. Argumentet overbeviser i dag ingen, især fordi adjektivet god kan virke modsat hensigten.
Hele sagen er bagvendt
Nu er der så igen eller fortsat voldsom strid om ytringsfriheden. Det er, hedder det, en del af ytringsfriheden at brænde Koranen offentligt og mhp. på offentlig, politisk opmærksomhed. Og opmærksomhed har man fået. Alligevel må der spørges, om ikke hele sagen er lidt bagvendt?
Efter naziregimets offentlige bogafbrændinger i 1933 beskyttede man bøgerne som en del af ytringsfriheden, nu er det så ytringsfrihed at brænde bøger
Da Heinrich Heine i 1823 skrev, at dér, hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker, var det en advarsel, som blev hyppigt gentaget efter naziregimets offentlige bogafbrændinger i 1933. Man beskyttede bøgerne som en del af ytringsfriheden, nu er det så ytringsfrihed at brænde bøger. Hænger det sammen?
Ytringer beskyttes af ytringsfrihed, dog aldrig absolut. Der findes injurielovgivning, regler for flagning, tavshedspligt og andre tiltag mod, hvad der kan siges, fx opfordringer til vold og ulovligheder.
Lad os se på argumentet om, at afbrænding af Koranen er en ytring og/eller symbolsk handling.
Barnets trodsige nej
En ytring er det nok, men det er en uklar sådan. Et hmmm eller buuh kan også være ytringer, men det er ikke nødvendigvis indlysende, hvad det dækker. At kalde bogafbrænding en symbolsk handling er umiddelbart forståeligt, for det er en negation, et nej, et ’vil ikke’, en fordømmelse, ja, en slags (opfordring) til destruktion og tilintetgørelse.
Det, man kunne kalde egentlige ytringer i forhold til ytringsfrihed, handler helt elementært også om argumentation – og ytringsfriheden er magtkritikkens basis. Derfor, og især derfor, uopgivelig.
Et samfund uden magtkritik er måske mange ting, men ikke frit eller demokratisk. I den sammenhæng kan både bog- og flagafbrænding, destruktion af eller overmaling af portrætter kaldes magtkritik, og det er nok så væsentligt. Men en bogafbrænding er bare argumentativt fattig eller regulært tom. I en demokratisk, magtkritisk optik er det nærmest barnets trodsige nej.
Som ytring er bogafbrænding ubehjælpsom, som symbol omfattende og svær at tolke som andet end et tilintetgørelsesønske
Hvad vil det sige at brænde Koranen? At alle næsten to milliarder muslimer skal forsvinde, at Erdogan er diktator, at OIC (se note) bør tie? Vi ved det ikke, for som ytring er en koranafbrænding destruktiv propanda tømt for enhver specifik kritik eller konstruktiv vejledning.
Hvor et ja ofte er et tydeligt ja til noget, fx en aftale, en traktat, et forslag, så er et nej selvfølgelig også nej til noget, men oftest åbent for utallige spørgsmål.
Fx er et nej til en EU-traktat jo indlysende bare et nej, men er begrundelsen traktaten, dele af den, modvillighed og modstand mod EU, mod de lokale, nationale politikere, en angst for det, som kommer næst, eller hvad?
På samme måde er en bogafbrænding et nej, men til hvad? Som ytring ubehjælpsom, som symbol omfattende og svær at tolke som andet end et tilintetgørelsesønske – og intellektuel armodig protest og provokation.
Ironien burde være manifest
Problemet ved at karakterisere enhver bogafbrænding som ytringsfrihed, en symbolsk handling, er det generelle alt eller intet. Mellemvej, argumentation og præcision findes ikke.
Den, der brænder, siger destruktion; den, hvis bog brændes, forstår det godt, men bryder sig vel lige så forståeligt ikke om budskabet. Hvor går grænsen? Er der et næste skridt, fx overfald på eller forfølgelse af muslimer?
Handlingen som ytring kan nære fantasien, opflamme (!) had, men næppe stimulere tanken. Og selv bortset fra vold og krig kan man få en situation, hvor hvem som helst brænder hvad som helst foran indbildte eller virkelige fjender.
Og hvad er så godt som tabt i diskussionen, med få undtagelser? Det faktum at en bog, fyldt med alle mulige menneskelige – og for sandsynligvis et mindretal af muslimer: guddommelige – ytringer, fortællinger, forbud, påbud, lignelser, poesi, arveregler, love (oftest rudimentære), historier, trusler, løfter, selvmodsigelser og uklarheder, den er endda temmelig fortolkningsåben, kort sagt et univers; og denne bog er lige pludselig ikke omfattet af ytringsfrihed.
Men den står i to udgaver i min reol, sammen med Hitlers Min Kamp, sammen med Bibelen, Grundloven, John Milton, Dante (der nok vidste at placere Muhammed) og en del kritisk faglitteratur om Koranen og islam generelt.
Altså i ytringsfrihedens nærmest hellige navn vil man have ret til at brænde en bog fuld af ytringer! Ironien burde være manifest.
Hvad gør vi?
Hvad skal vi gøre? Drop den entydige ikke-argumentation om, at koranafbrænding handler om ytringsfrihed, det kan sagtens tolkes modsat, som et angreb på ytringsfriheden; dvs. indrøm, at der er et dilemma.
Skal det forbydes? I skyggen fra de ofte diktatoriske landes krav om ret til at diktere dansk lovgivning fristes man til at sige noget meget lidt pænt, fx om kristenforfølgelse og generelt om forfølgelse af alt og alle, som diktaturer ikke bryder sig om.
Hvor er fx solidariteten med de muslimske fæller, uighurerne, i Kinas Xinjiang-provins? Her vil fx Erdogan gerne ofre dem til fordel for samarbejde med det kinesiske diktatur, ja, udlevere uighurer til Kina.
Et frit, og det betyder et demokratisk retssamfund med en kritisk offentlighed, kan sagtens tåle et forbud mod in casu offentlig bogafbrænding
På den anden side, diktatorerne skal heller ikke bestemme bagvendt, det vil sige, at vi undlader at gøre noget, fordi vores ’fjender’ vil det.
Min bedømmelse er, at vi bør have en lov, som tager hånd om bogafbrænding og lignende, den slags hører ikke hjemme i offentligheden (bemærk, der brændes sikkert gamle bøger dagligt på forbrændingsanlæg, derfor er det offentlig afbrænding, det omhandler). Kan vi have klare regler for flagning, kan vi også have det for bogbrænding.
Det er en indskrænkning af ytringsfriheden, naturligvis, men ikke ang. det væsentlige, man kan stadig offentligt kritisere islam, Koranen, muslimer og hvem som helst. Og modargumentet med at det er glidebane, se Frederik Stjernfelt i WA d. 4. august, er et skinargument – der er så mange, der mener så meget.
Et frit, og det betyder et demokratisk retssamfund med en kritisk offentlighed, kan sagtens tåle et forbud mod in casu offentlig bogafbrænding, men den kan ikke på længere sigt tåle at alt reduceres til falske alternativer. Så bliver nemlig enhver, vi ikke er enige med, til en fjende, og så ophæves den kritiske diskussion.
Og en kritisk offentlighed kan heller ikke tåle, at firmaer og institutioner konstant prøver at indskrænke kritiske ytringer – men her er vi jo vores egen værste fjende.
Note
OIC, Islamisk samarbejdsorganisation bestående pt. af 57 lande. De fleste er langt fra at være demokratiske retsstater, og deres repræsentativitet er derfor mere end tvivlsom.
Kun 48 af disse lande har muslimsk befolkningsflertal. En del af medlemslandene har været eller er i krig med hinanden.
Bemærk at Indien (med ca. 200 mio.) og Kina (med nok mellem 30 og 50 mio. medlemmer) ikke deltager i OIC.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her