Annegrethe Rasmussen: 2018 – realitypræsidentens første år

i Politik & Samfund/USA af

TRUMP ÅR ET – Den 20. januar 2017 blev Donald Trump indsat som USA’s 45. præsident. Og nu står vi her. 2018 har indfundet sig og satirikere og journalister har haft kronede dage, men de såkaldt ”glemte mænd og kvinder” som udgjorde den retoriske kerne i Trumps valgkamp er forblevet udsatte og tilsidesatte. Republikanerne styrer imod et nederlag ved midtvejsvalget for i hvert fald det ene kammer, Repræsentanternes Hus, mens demokraterne klamrer sig til håbet om fjernelsen af Trump gennem en rigsretssag. Men det sidste kommer næppe til at ske, skriver Annegrethe Rasmussen i en analyse, der oprindelig blev bragt ved årsdagen for indsættelsen af Trump.

WASHINGTON D.C.  – Lørdag den 20. januar var det et år siden, at Donald Trump blev indsat i jobbet som præsident og kunne sætte sig bag skrivebordet i det ovale værelse som chef for Det Hvide Hus.

Og der er ikke sket så lidt siden – præsident Donald Trump har de facto forvandlet verdens mægtigste embede – et job, der sædvanligvis har været forbundet med politisk alvor og betydelig tyngde – til et aldrig før set globalt reality show med friske, daglige episoder.

Hver dag er der optakt på Twitter, og regeringens mænd og kvinder spiller frivilligt eller ufrivilligt med som statister i en serie, der i den grad lever op til forventningen om et one man show.

Der er nemlig ikke plads til andre stjerner, hvilket præsidentens magtfulde seniorrådgiver Steve Bannon fik at vide lang tid, før han formastede sig til at medvirke til, hvad der indtil videre er den mest omtalte bog om Trump og hans polititik nogensinde, Fire and Fury.

Jeg skrev min anmeldelse her – klik på linket for at læse med. Og sådan så den ud:

Annegrethe Rasmussens anmeldelse – fra POV.

”Steve har intet med min valgsejr at gøre. Han arbejder for mig,” lød det kortfattet fra Trump, allerede mens Bannon fortsat var en del af staben på Pennsylvania Avenue, og før han var blevet degraderet til Sloppy Steve.

Pengekassen smækkede i

Natten før Trumps officielle etårs jubilæum kom der imidlertid – som så ofte i Washington D.C., når det gælder finansloven – grus i festforberedelserne. Det var meningen, at Trump skulle til gallamiddag for at fejre sin indsættelse i det, som amerikanske kommentatorer syrligt kalder for Trumps ”Summer White House” i Florida, Mar-a Lago.

Trumps mondæne country club har solgt billetter – de billigste til 300 dollar stykket og de dyreste op til 100.000 – til festen, men ak, the-commander-in-chief endte med at sidde fast i Washington, fordi landet var uden finanslov. Forhandlingerne brød sammen natten til den lørdag, hvor festen skulle finde sted.

Det er svært at komme udenom symbolikken – Trump sidder selv fast i det politiske kviksand og kan ikke komme til sin egen indsættelsesfest

Det er svært at komme udenom symbolikken: Hovedstadens sump, som Trump rutinemæssigt hånede og lovede at dræne under sin valgkamp,slog til i den forstand, at selvom præsidentens eget republikanske parti sidder på flertallet i begge Kongressens kamre året ud – indsættelsen efter Midtvejsvalget i november 2018 vil først ske i januar 2019 – fejlede de folkevalgte i forsøget på at vedtage the budget.

Trump sad selv fast i det politiske kviksand og kom aldrig til sin egen indsættelsesfest.

Hvem endte med aben – politisk stoleleg

Efter nederlaget i afstemningen gik politikerne vanen tro i gang med at placere aben – to play the shutdown blame game, som det hedder her i byen.

Republikanerne anklagede demokraterne for at prioritere illegale immigranters skæbne højere end bl.a. finansieringen af ”our men and women in uniform” – altså militæret.

“They’re prepared to shut down the government over the issue of illegal immigration,” lød det fra Senatets leder, Mitch McConnell, der anklagede demokraterne for at overdramatisere situationen, fordi de såkaldte ”Dreamers” først er på spanden om seks uger (800.000 unge, der bor i USA uden at være statsborgere, fordi deres forældre har taget dem med ind i landet som små, men som pt. er beskyttet frem til 5. marts, hvor den midlertidige beskyttelse, DACA, udløber).

Det Hvide Hus udsendte en pressemeddelelse helt i fødselarens ånd, der slog fast, at demokraternes leder, Chuck Schumer var hovedansvarlig. Med Trumps vanlige forkærlighed for øgenavne om alt, døbte Det Hvide Hus kollapset for ”the Schumer Shutdown” og demokraterne for ”obstructionist losers”

Demokraterne ønskede en aftale om at lovliggøre de unge – en handling som der principelt er enighed om, og som Trump også selv har bakket op om.

Men præsidenten har bundet en aftale om de unge drømmere til en aftale om penge til bygningen af dele af en grænsemur til Mexico – det berygtede valgløfte – og det vil demokraterne ikke være med til. De vil have en såkaldt clean DACA bill.

Det Hvide Hus udsendte en pressemeddelelse helt i fødselarens ånd, der slog fast, at demokraternes leder, Chuck Schumer var hovedansvarlig. Med Trumps vanlige forkærlighed for øgenavne om alt, døbte Det Hvide Hus kollapset for ”the Schumer Shutdown” og demokraterne for ”obstructionist losers.”

Senere – som en spooky replay – nemlig i sensommeren, juli-august 2018 – truede Trump igen med præcis det samme: at han agter at lukke regeringen ned, med mindre han får pengene bevilget til sin grænsemur.

Og på en måde kan man godt forstå, at præsidenten ønsker at leve op til sit valgløfte. På den anden side er det ikke svært at fatte, at Trumps egne partifæller ikke er glade for truslen, fordi vælgerundersøgelse efter vælgerundersøgelse viser, at borgerne afskyer, når truslen om en government shutdown bliver brugt til at play politics, som det med endnu et politisk fast udtryk her i USA hedder.

The Schumer Shutdown?

Og netop fordi lukningen af den føderale regering er upopulær, tilbød præsidenten også en variant af problemet, der anbragte ansvaret hos demokraterne.  Den kom på papiret fra pressetalsmand Sarah Huckabee Sanders og lød i al sin enkelhed således:

Senate Democrats own the Schumer Shutdown. Tonight, they put politics above our national security, military families, vulnerable children, and our country’s ability to serve all Americans. We will not negotiate the status of unlawful immigrants while Democrats hold our lawful citizens hostage over their reckless demands. This is the behavior of obstructionist losers, not legislators. When Democrats start paying our armed forces and first responders we will reopen negotiations on immigration reform. During this politically manufactured Schumer Shutdown, the President and his Administration will fight for and protect the American people.”

Demokraterne slår omvendt fast, at det parti, som sidder på hele den politiske magt må bære ansvaret for, at regeringen ikke kan finansiere sig selv.

En meningsmåling fra Washington Post og ABC News siger, at 48 procent af vælgerne mener, at skylden for kollapset ligger hos Trump og republikanerne. 28 procent siger, at det er demokraterne, der har forhindret en løsning, mens 18 procent mener, at begge sider må dele ansvaret

Fra Schumer lød det tørt, at Det Hvide Hus og det republikanske flertal i kongressen på intet tidspunkt havde inddraget demokraterne i forhandlingerne, og at partiet var blevet “totalt ignoreret”. 

“A continuing resolution constructed by the Republican Speaker and passed without the consultation of the House Democrats or Senate Democrats whatsoever. The Republican leader is now saying to us take it or leave it.

Konsekvensen: offentlige ansatte bliver sendt hjem

Pengekassen har været smækket i tidligere – under præsident Obama i 2013, hvor republikanerne også sad på Kongressen, og dengang var vælgerne som sagt ikke i tvivl om, at regeringen bar ansvaret.

At det forstat er sådan viste en meningsmåling fra Washington Post og ABC News: 48 procent af vælgerne gav Trump skylden for kollapset – og republikanerne, 28 procent mente, at det var demokraterne, der har forhindret en løsning, mens 18 procent mener, at begge sider må dele ansvaret for, at verdens mægtigste nation stod uden et statsligt budget – noget der traditionelt ikke bare ses som pinligt og skadeligt for USA’s kreditværdighed og anseelse, men også har helt konkrete konsekvenser, når store dele af centraladministrationen på mandag lukker ned, og alle medarbejdere på nær de få, der bliver set som ”uundværlige”, bliver sendt hjem.

Det gælder i øvrigt også Trumps eget Hvide Hus, hvor det meste af staben ikke kan arbejde, når de ikke kan modtage løn.

Hele spillet om en manglende finanslov kan være svært at forstå i en dansk kontekst. Danmark har ikke oplevet noget tilsvarende i nyere tid, og under statsbankerotten i 1813 – efter Napoleonskrigene – faldt reallønnen godt nok dramatisk, men landbruget havde gode tider.

Der var mere tale om hyperinflation, hvor den finansielle krise fik statsmagten – den enevældige konge Frederik den 6. –  til at trykke flere penge, der følgelig faldt i værdi og endte med en reform af pengevæsenet.

Men i USA er det altså helt konkret. De fleste offentlige myndigheder lukker ned, og de ansatte går hjem. Ministerier og myndigheder som undervisningsministeriet, skattevæsenet og alle instanser, der ikke har med national sikkerhed at gøre, lukker også, ligesom parker og zoologiske haver lukker dørene. I første omgang går det dog ikke ud over hverken postvæsenet eller luftrummet, idet de ellers føderalt ansatte air traffic controllers bliver på arbejde indtil videre.

Den samme trussel lurer igen her til efteråret.

#TrumpShutdown

I forbindelse med sammenbruddet i forhandlingerne om budgettet er det imidlertid interessant at notere sig, at Trump ikke vandt kampen i de sociale medier i januar 2018.

En undersøgelse på Twitter viste, at både i USA og i verden, var det ikke the Schumer Shutdown, men et andet hashtag, der dominerede det sociale medie, nemlig #TrumpShutdown

Skærmbillede fra Twitter

Den demokratiske minoritetsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, brugte det straks på Twitter, da resultatet blev kendt før midnat dansk tid:

Trumps første år i indenrigspolitiske overskrifter

Godt så – nu står vi så her.

Den tomme pengekasse vil for Trumps kritikere være et passende symbol på et fejlet præsidentskab, der ikke har produceret det store ud over overskrifter, kaos og skandaler siden 20 januar 2017 startende med den dystopiske indsættelsestale, der introducerede sammenbrudstermen “American Carnage”.

Herefter kom, hvis man skulle nævne en række af de tungeste episoder i det indenrigspolitiske reality show, i hurtig rækkefølge:

  • løgnene om størrelsen på tilskuermængderne ved Trumps indsættelse
  • introduktionen af de såkaldte “Alternative facts”
  • fyringen af FBI-direktør James Comey
  • nedsættelsen af den særlige undersøgelseskommission under ledelse af Bob Mueller, der har produceret sin egen miniserie med arrester, undersøgelser og afhøringer stort set ugentligt
  • indsættelsen af højesteretsdommer Neil Gorsuch
  • tilbagetrækningen fra Paris-aftalen om klimaet
  • nederlaget for Trump om sundhedsreformen
  • marchen i Charlottesville, hvor præsidenten til stor jubel fra bl.a. Ku Klux Klan og de amerikanske nynazister udtalte, at der var ”fine mennesker på begge sider” af demonstrationen
  • sejren med skattereformen
  • det tabte senatsvalg i Alabama, hvor den republikanske kandidat, som Trump endte med at støtte, tabte efter anklager om seksuel kontakt og chikane af mindreårige
  • kommentaren om “Shithole countries” om Haiti og en række lande i Afrika, der gav virkelig dårlig presse i USA
  • samt et pinligt nederlag til en senatskandidat i Alabama – Roy Moore – som det republikanske parti tog afstand fra efter troværdige anklager om sex og forsøg på intime kontakter til en række meget uge kvinder i Moores ungdom (og en enkelt på 14 under den seksuelle lavalder), men som Trump støttede

En realityserie, der altså foreløbig på årsdagen, nu er kronet med en lukket og tom føderal bankkonto, samtidig med – det skal understreges – at arbejdsløsheden er historisk lav, og økonomien boomer derudad. Det sidste er fortsat – økonomien slog alle rekorder i juli måned 2018 med en vækst på lige over 4 procent.

Kan den fremragende økonomi redde midtvejsvalget?

Trumps fortalere peger da også igen og igen på, hvordan netop økonomien kan redde republikanerne ved midtvejsvalget.

En god økonomi er altid en fordel for den siddende præsident. Og republikanerne håber, at det i sidste ende vil være den, vælgerne først og fremmest tænker på, når de skal give Trump hans første karakterbog ved midtvejsvalget i november. Hvis der kommer mere ind på den månedlige pay check, så kan meget tilgives, og så vil den almindelige amerikaner være fløjtende ligeglad med, hvad der foregår på Twitter eller ude i verden, lyder kalkulen.

I midtvesten og i sydstaterne, hvor Trump står stærkest – også nu, om end hans gennemsnitlige popularitet er elendig og den laveste for nogen præsident i nyere tid – ser man med foragt og ligegyldighed på Washington i forvejen

Det er ikke nogen urimelig antagelse.

Og noget, man også hører, hvis man tager turen væk fra den demokratiske hovedstad, hvor lige over 90 procent stemte på Hillary Clinton i 2016, og f.eks. bare tager til West Virginia, der blot er en times køretur væk.

Han er USA’s præsident – vis lige noget respekt”, er en typisk replik, ligesom mange vælgere her blot ryster på hovedet og siger, at de ikke selv tweeter, og at præsidenten sikkert har ret, når han om sig selv siger, at han er ”a very stable genius, og at hans atomknap er større end Kim Jong-uns.

Amerikanerne hader Washington – det gør Trump også

Set med danske briller er det også værd at huske på, at USA er et enormt land. I midtvesten og i sydstaterne, hvor Trump står stærkest – også nu, om end hans gennemsnitlige popularitet er elendig og den laveste for nogen præsident i nyere tid – ser man med foragt og ligegyldighed på Washington i forvejen.

Kongressens popularitet ligger på 14 procent, og man ser på her Cirkus Trump med en vis humoristisk distance. Man har groft sagt ikke noget imod, at regeringen fejler, fordi man i forvejen ikke forbinder den med noget godt – og slet ikke med effektivitet.

I Trumps loyale base, er det ingen diskvalifikation, når der er ”disruption i Washington – heller ikke selvom det minder om politisk sabotage

Hvor der med andre ord – hvis man skulle foretage sammenligningen – ville være en høj sandsynlighed for, at en dansk regering, der ikke kunne vedtage en finanslov eller indgå større forlig (som vi lige har set udspille sig i det danske) ville blive til grin, tabe opbakning og ultimativt måtte udskrive valg, så er mekanismen ikke helt den samme i USA.

Det er klart, at det skader regeringspartiet, som man kan se i meningsmålingerne ovenfor, men i Trumps loyale base, er det ingen diskvalifikation, når der er ”disruption” i Washington – heller ikke selvom det minder om politisk sabotage.

Netop fordi Kongressen er så upopulær. At Trump stopper maskinen i D.C. er nok dumt i en generel optik, men i basen ser man det også som en stærk mand, der forsøger at lægge arm med en korrupt og uduelig elite, der har fortjent ballade, og som alligevel ikke udfører deres arbejde ordentligt. Det, der ligner sabotage fra den ene side, bliver med andre ord set som udrensning (og en populær en) fra den anden kant.

Time har kommenteret således på Trumps første år via magasinets forsider

Et splittet USA med flere konkurrerende virkeligheder

Og åå den måde findes der fortsat – mindst – to virkeligheder i dagens Amerika.

Den, der udspiller sig i Washington i Kongressen og Det Hvide Hus, i de store byer, på sociale medier og i de toneangivende gamle medier som Washington Post, New York Times, Wall Street Journal, LA Times og alle de store tv-kanaler – NBC, ABC, CBS samt på kabel-tv.

Præsidenten har lige bebudet, at han agter at føre kampagne ”3-4 dage om ugen” for sit parti, og med en klassisk selvbevidsthed, mener han også, at han alene kan vinde kampen for det parti, han i virkeligheden ikke har det store til overs for

Og så den anden virkelighed – derude, hvor Trump med sin retorik appellerede til ”the forgotten men and women”, hvor man er fløjtende ligeglad med politik, men ikke med immigration, opiodkrisen, jobs eller hvordan det går ens home team i NFL eller baseball.

Der er naturligvis også mange andre scenarier – fra progressive enklaver på universitetscampus, soccer moms, the Tech community eller rurale og religiøse samfund – der ikke kan sættes på en og samme formel. Der gemmer sig også andre grupperinger – der er flere såkaldte liberale enklaver af demokratiske arbejderklassevælgere i det midtvesten, som Trump så overraskende vandt i 2016.

Og her ligger der også en udfordring for Trump ved midtvejsvalget.  Det såkaldt ‘tavse mindretal af mestendels desillusionerede hvide mænd’ er nok en betydelig  portion, men partiet skal samtidig have opbakning fra den ”pæne del” af den republikanske vælgerskare; den hvide middelklasse og de rigeste konservative samt evangeliske vælgere.

Det er dem, han skal holde på til november, og det er her, vi næppe har set sidste afsnit i The Trump Show.

Præsidenten har selv bebudet, at han agter at føre kampagne ”3-4 dage om ugen” for sit parti op til novembers valg og med en klassisk selvbevidsthed, mener han også, at han alene kan vinde kampen for det parti, han i virkeligheden ikke har det store til overs for.

Et år i stikord – fra håb til afsky

Det får vi se. Overtegnede er færdig med at spå om valgresultater, der inkluderer Trump, men det er ikke urimeligt at pege på, at det foreløbig er op ad bakke.

There is no Trump doctrine. There is no Trump plan. There is no Trumpism. There’s just Trump. Whatever – Peter Baker, New York Times

Som NBC skrev i forbindelse med jubilæet:

Our new NBC/WSJ poll is a reminder that Trump’s first year in office didn’t have to be this way. Back in our Dec. 2016 poll, respondents were asked which word best described how they felt about the results of the election, and the top answers (allowing for multiple responses) were “hopeful” (32 percent), “disgusted” (25 percent), “scared” (23 percent), “excited” (12 percent) and “relieved” (11 percent).

But when we asked the same question about how Americans feel about Trump’s first year as president in our latest poll out this morning, here were the top responses: “disgusted” (38 percent), “scared” (24 percent), “hopeful” (23 percent), “proud” (12 percent) and “angry” (11 percent).

Denne video er ikke atypisk:

Det er værd at notere sig, at ‘hopeful’ var den mest udbredte følelse – ganske i trit med amerikanernes optimistiske nationale DNA, men i starten af 2017 var termen ‘disgust’ det mest brugte ord.

Trumps mest populære gerninger er i øvrigt, hvis man ser på undersøgelsen, en sund økonomi og lav arbejdsløshed (20 procent), mens 13 procent nævner “putting America first”; så er der hhv. 10 procent, som nævner skattereformen og 10 procent, der er glade for Trumps resolutte indsats mod ISIS I Irak og Syrien

Det er interessant, at det her rent faktisk er Trumps politikker, der trækker op – ikke hans personlighed.

I en tidligere måling fra september 2017 NBC/WSJ poll kunne man tilsvarende se, at Trumps mest populære handling på det tidspunkt var den meget omtalte politiske aftale om økonomi hen over midten med de demokratiske ledere Chuck Schumer og Nancy Pelosi.

En frygtelig, usigelig tomhed

Ikke alle er dog indstillet på at give Trump kredit for noget som helst.

I venstreintellektuelle kredse er Trump en præsident, der nærmer sig det utænkelige og nærmest usigelige.

Som Masha Gessen skriver i dette segments bibel, the New Yorker, forbliver Trump en præsident, der har forvandlet embedet til det ukendelige:

“If the word “unthinkable” had a literal meaning, this would be it. It also brings to mind the psychiatrist Judith Herman’s definition of a related word: “Certain violations of the social compact are too terrible to utter aloud,” she once wrote. “This is the meaning of the word unspeakable.” The Trump era is unimaginable, unthinkable, unspeakable. Yet it is waging a daily assault on the public’s sense of sanity, decency, and cohesion. It makes us feel crazy.

At the end of the day, we sit down in front of the screen and watch the late-night comedians state the obvious: they imagine the unimaginable, think the unthinkable, and speak the unspeakable. There is nothing funny about it, but we laugh with relief. However briefly, the comedians free us from the nagging sense that we are crazy. It’s not us, it’s him. The laughter becomes hysterical.

Eller som Peter Baker skrev nytårsaften i the New York Times:

“There is no Trump doctrine. There is no Trump plan. There is no Trumpism. There’s just Trump. Whatever.”

Topillustration: Michael Dorbec.

Artiklen er en opdateret version af en jubilæumsartikel for Donald Trumps indsættelse januar 2018. 

POV lønner ikke sine journalister – endnu. Men hvis du læser Annegrethe Rasmussen og synes, du bliver klogere eller godt underholdt, så kan du donere til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – direkte på hendes Mobile Pay: 93 85 05 85. Man kan ikke får svar fra det nummer, fordi mobilen modsat hende befinder sig i Danmark, men hun læser alle beskeder, der kommer ind og hun bliver først og fremmest vældig glad.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker. Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen. Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Seneste artikler om Politik & Samfund