Arven fra Oksbøl – fortidens flygtningedebat som en flaskepost til nutiden

i Danmark/Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

ESSAY – Marie Krarup bragte for nylig Oksbøl-lejren på bane som model for et nyt paradigme for udlændingepolitikken: ”En Oksbøl-lejr, sådan som vi havde for de tyske krigsflygtninge, noget i den retning”. Steffen Groth peger på, hvorfor Oksbøllejren aldrig må ses som en model for nutidens eller fremtidens flygtningepolitik, men som det modsatte: en advarsel.

Den 5. juli 2007 leverede præsten Søren Krarup i Dagbladet Information et af sine rituelle udfald mod Dansk Flygtningehjælp. Han bedyrede, at organisationen i hans øjne bag en maske af idealisme forfulgte en mission, der var direkte landsskadelig:

Jeg betragter Dansk Flygtningehjælp som et landsskadeligt foretagende, der systematisk har søgt at forøge sin egen magt under ‘godhedens’ mærke.”

Marie Krarup betegnede det som en ”kommunikationsfejl”, at hun havde brugt ”ordet Oksbøl-lejr”. Men hun fastholdt substansen i sit budskab

De gentagne angreb på ’godhedsindustrien’ er velkendte fra Søren Krarup og hans ligesindede, mere interessant er det måske, at han i samme åndedrag pegede på et historisk forbillede for ansvarlig behandling af flygtninge:

”Dansk Flygtningeadministration 1945-49 under Johannes Kjærbøls ledelse var helt anderledes ansvarlig og realistisk.”

Dansk Flygtningeadministration var det organ, som efter Anden Verdenskrig var hovedansvarlig for håndteringen af de 250.000 tyske civilflygtninge, herunder 70.000 børn, der i takt med Den Røde Hærs fremmarch var blevet tvunget til at forlade deres hjem og var endt i Danmark.

Fornylig havde Clement Kjærsgaard besøg af Søren Krarups datter Marie Krarup i programmet Vi ses hos Clement. Da hun i egenskab af Dansk Folkepartis integrationsordfører skulle indkredse, hvordan et nyt paradigme for udlændingepolitikken kunne udkrystalliseres, greb hun som sin far tilbage til de tyske flygtninge:

En Oksbøl-lejr, sådan som vi havde for de tyske krigsflygtninge, noget i den retning”.

Den historiske reference vakte en vis opstandelse i kølvandet på udsendelsen, hvilket fik Marie Krarup til at betegne det som en ”kommunikationsfejl”, at hun havde brugt ”ordet Oksbøl-lejr”.

Men hun fastholdt substansen i sit budskab: man skal gøre ligesom efter krigen, hvor man havde en flygtningeskare, som man tog sig af, og som kom hjem igen”.

En humanitær katastrofe

De tyske flygtninge, der strømmede ind over de danske grænser i Anden Verdenskrigs sidste kaotiske måneder, var altovervejende kvinder, børn og gamle, med andre ord civile, som ikke havde været involveret i krigshandlinger og ikke var medskyldige i de ufattelige nazistiske forbrydelser.

Efter befrielsen blev de tyske flygtninge interneret i lejre og barakbyer hermetisk afsondret fra omverdenen.

Fjendebilledet kom i vid udstrækning til også at omfatte de tyske flygtninge

Lejrene, hvoraf Oksbøllejren var den største med op mod 36.000 flygtninge, var skarpt bevogtet og omkranset af pigtrådshegn. Vagterne havde instruks om at skyde flygtninge, der prøvede at undslippe indespærringen. Og danskere fik forbud mod at fraternisere med flygtningene. Skilte foran lejrene talte deres utvetydige sprog om den isolation, der var tiltænkt flygtningene:

 ADVARSEL! Ethvert Samkvem med tyske Flygtninge er forbudt.
Det er forbudt at stå stille eller færdes frem og tilbage langs Flygtningelejerens Indhegning eller i dennes umiddelbare Nærhed.Overtrædelse medfører Straffeansvar. Politiet”.

Udklip
Skilt foran dansk lejr for tyske flygtninge.

I Oksbøllejren var en stor del af flygtningene stuvet sammen i hestestalde uden vinduer og med cementgulve; opvarmningen var sparsom og kulden var i vintermånederne bidende. Hver person over otte år havde 2,5 kvadratmeter til rådighed, mens børn under otte år måtte nøjes med det halve.

Læge og historiker Kirsten Lylloff har forsket i de tyske flygtninges sundhedsforhold, levevilkår og dødsårsager, mens de opholdt sig i Danmark.

I sin skelsættende bog, Barn eller fjende? fra 2004, der sætter særligt fokus på de op mod 10.000 uledsagede flygtningebørn, konkluderer Lylloff, at resultatet af den danske flygtningepolitik var ”en humanitær katastrofe, som ikke er set af tilsvarende omfang i moderne tid i Danmark hverken før eller siden”.

Professor i historie Anette Warring har tilsluttet sig den vurdering og slået fast, at resultatet vel at mærke var en humanitær katastrofe, der kunne have været undgået”.

I 1945 døde godt 13.000 flygtninge i Danmark, heraf 7000 børn under fem år – over halvdelen af dødsfaldene indtraf efter befrielsen. Hovedparten døde af underernæring, mave-tarminfektioner og banale børnesygdomme.

Ifølge Lylloff var de væsentligste forklaringer den manglende lægehjælp fra dansk side, den utilstrækkelige ernæring, den elendige hygiejne og de usle indkvarteringsforhold.

Billedresultat for oksbøllejren børn
Tyske flygtningebørn i Oksbøllejren.

”Vi må dyrke hadet”

De fem forbandede år under tysk besættelse havde selvsagt skabt en massiv modvilje i den danske befolkning mod den nazistiske værnemagt, og det forståelige fjendebillede kom i vid udstrækning til også at omfatte de tyske flygtninge.

I den illegale presse kørte der op til den tyske kapitulation en kampagne mod flygtningene, hvor de blev fremstillet som et led i en tysk ”medlidenhedskampagne”, som det danske folk måtte forhærde sig imod og afvise kategorisk.

I modstandsavisen Information fordømte man d. 24. februar i skarpe vendinger de danskere, som hjalp flygtninge:

Det er en skandale, at folk, som kalder sig danske, indlader sig på sligt, mens tusinder af danske patrioter sidder indespærrede i tyske koncentrationslejre, hvor mange dør efter umenneskelige lidelser”.

Information var, ifølge besættelseshistoriker Aage Trommer, ”spydspidsen” i formidlingen af den antityske holdning, hvor der ikke blev skelnet mellem de forhadte nazister og de forhutlede flygtninge.

D. 10. marts lød det manende i modstandsavisen:

Vi må dyrke hadet – ikke som en negativ udløsning af vore følelser, men som positiv forsvarsforanstaltning for vort sind. Vi ma være beredt til at møde den tyske medlidenhedskampagne, der allerede er sluppet løs”.

60 præster, som gjorde tjeneste i flygtningelejrene, leverede et humanistisk nødråb, som direkte konfronterede dagbladenes historier

9. april nåede Informations fjendtlige billede af de flygtende menneskemasser et kulminationspunkt.

De beskrives som “brovtende, råbende og krævende”, de kaldes “den sygdomsbefængte, bacille- og snavsspredende hob”, og der harceleres over, at der stadig findes danskere, ”der intet forstår af udviklingen, der ikke kan indse, at de titusinder af flygtninge betyder den største fare for Danmark; der ikke væmmes over deres pågående og brovtende anmasselse”.

Og så sættes der trumf på med en sammenkædning af de mange flygtende kvinder og børn med invasionsstyrker, Gestapo og udryddelseslejre:

“En ny invasion er begyndt. Invasionen af de tidligere slavepiskere fra Polen, bødlerne fra Maidaneks dødsfabrikker, gestapomændenes koner og børn med de myrdede polske kvinders og børns sko pa fødderne, deres ringe pa fingrene, deres skrig rungende i ørerne”.

Præsternes nødråb

Efter befrielsen kunne skriverierne om de tyske flygtninge bevæge sig fra den illegale undergrund op i den frie offentlighed, hvor den negative kampagne fortsatte med uformindsket styrke.

D. 24. juni 1945 dukkede der dog en modstemme op i Berlingske Tidende. 60 præster, som gjorde tjeneste i flygtningelejrene, leverede et humanistisk nødråb, som direkte konfronterede dagbladenes historier.

Nødråbet var et oplysende korrektiv til pressens historier, og samtidig var det en appel til at se de tyske flygtninge som medmennesker i nød frem for som fjender, der kun fortjente foragt

Et gennemgående omkvæd i præsternes erklæring var ordene ”det er ikke sandt”, som markerede et opgør med avisernes vrangbilleder:

Det er ikke sandt, at det her drejer sig om karaktermæssigt lavt stående mennesker… Det er ikke sandt, at flygtningene lever overdådigt. Kosten er tarvelig og knap. Den indeholder godt halvdelen af det kalorietal som en danskers kost normalt rummer. Den kan slå til for sunde, ikke-arbejdende mennesker, men børnedødeligheden i lejrene er uhyggeligt stor”.

Nødråbet var et oplysende korrektiv til pressens historier, og samtidig var det en appel til at se de tyske flygtninge som medmennesker i nød frem for som fjender, der kun fortjente foragt.

Indlægget udløste en hetz mod præsterne; der “brød et sandt uvejr løs i pressen”. Ikke mindst i Information blev den præstelige tekst mødt med en retorisk spærreild.

D. 25. juni havde avisen under rubrikken ”Det er ikke sandt” en leder, der med sydende sarkasme og sønderlemmende kritik pulveriserede præsternes nødråb.

Indledningsvis blev præste-erklæringen ironisk demonteret ved at vende den genkommende sætning ”det er ikke sandt” imod præsterne selv.

”’Det er ikke sandt…’ Vi skal ikke modsige dem på det punkt. Det er nemlig ikke sandt, hvad erklæringen siger”.

Derefter hævder lederen, at præsterne er nyttige idioter for tyskerne, redskaber for en medlidenhedskampagne, der, hvis den lykkes, kan føre til endnu en tysk angrebskrig.

Og så følger en udpensling af en række af de grusomheder nazisterne har gjort sig skyldige i – massakrer, menneskeforsøg, jødeudryddelse – som de tyske flygtninge ifølge Information er medansvarlige for.

Sidst i lederen vendes præsternes appel til medmenneskelighed til sin modsætning, en appel til fortsat foragt:

”Vi foragter tyskerne, som vi foragtede dem i kampens tid, nu, de er ynkelige og krybende. Vi ønsker dem hårdt behandlet, fordi vi ved at de kun kan handle, når de kommanderes”.

En markant intellektuel, der satte sig ud over folkestemningen og med vægt talte de tyske flygtninges sag, var arkitekten Poul Henningsen

Informations leder var i samklang med folkestemningen. Hvor stærk den folkelige foragt mod de tyske flygtninge kunne være er synligt i de rapporter fra lejrene, som berettede om glasskår, barberblade, toiletpapir og muselig, der var blevet anbragt i den mad, som blev leveret udefra.

Nationalisme fører til blindhed

En markant intellektuel, der satte sig ud over folkestemningen og med vægt talte de tyske flygtninges sag, var arkitekten Poul Henningsen.

Før og under besættelsen var PH en toneangivende kritiker af nazismen, blandt andet foreviget i revyvisen Man binder os på mund og hånd. Han måtte i 1943 som følge af sine kontroversielle holdninger krydse Øresund i en robåd med sin kone, Inger Henningsen, og arkitekten Arne Jacobsen.

Hjemkommen til Danmark efter befrielsen trådte PH frem som fortaler for de tyske flygtninges rettigheder.

I en række artikler i Politiken i februar-marts 1946 rettede han en stærk kritik mod forholdene i flygtningelejren i Kløvermarken på Amager, som han havde fået insider-viden om via en kvindelig lejrleder.

For en befriet nation er nationalisme det samme som stupiditet … et frit folk er fordummet hvis det sætter nationalismen over retten

PH pegede på, at de tyske flygtninge var placeret uden for lov og ret, uden offentlig kontrol, og at grænserne mellem demokrati og diktatur, som vi burde hæge om, blev udvisket i dette retslige vakuum.

Samtidig fremhævede han den alarmerende sundhedstilstand i lejren, hvor der i gennemsnit døde en flygtning om dagen heraf halvdelen spædbørn.

Henningsen poul.jpg
Poul Henningsen (ca. 1937).

Dansk Flygtningeadministrations ubestridte leder, socialdemokraten Johannes Kjærbøl, afviste blankt PHs kritikpunkter.

I pressen erklærede Kjærbøl om forholdene i Kløvermarkslejren, at sundhedstilstanden er god, ja fortrinlig; enhver anden påstand er urigtig”.

Da PH fremturede og hævdede, at lederen af Dansk Flygtningeadministration misinformerede, greb Kjærbøl til et retsligt modtræk og anlagde injuriesag mod PH. Eftersom det ikke kunne dokumenteres, at Kjærbøl misinformerede, tabte PH retssagen.

Men eftertiden har vist, at den kulturradikale arkitekt havde ret. Talrige indberetninger og dokumenter viser samstemmende, at sundhedstilstanden var elendig, dødeligheden var graverende høj og lederen af Dansk Flygtningeadministration, Johannes Kjærbøl, misinformerede og talte mod bedre vidende.

Dødstallet i Kløvermarken – særligt blandt børn – faldt markant i månederne efter PHs artikler; hans kritik blev tilsyneladende en katalysator for visse forbedringer i lejrene frem til de sidste tyske flygtninges hjemrejse i 1949.

Der, hvor fortiden finder genklang i … Dansk Folkepartis nutidige visioner, er i forhold til adskillelsen af flygtningene fra det omgivende samfund, den usentimentale, konsekvente tilgang og midlertidigheden af opholde

For PH blev forløbet, der både skabte retslig modstand og kraftig offentlig modvind, et vidnesbyrd om nationalismens bagside. I 1947 reflekterede han i et foredrag over spørgsmålet ”er vi blevet bedre mennesker af besættelsen?”.

Her karakteriserede han nationalisme som et tveægget sværd:

”Nationalisme fører altid til blindhed. Den kan være berettiget og nødvendig. Den er simpelthen nødvendig for den underkuede. Men for en befriet nation er nationalisme det samme som stupiditet… et frit folk er fordummet hvis det sætter nationalismen over retten. Her mener jeg også Danmark er mærket af besættelsestiden. Den nationale selvhævdelse har ført til en nationalisme som ikke er et frit folk værdig… Vi tænker endnu i nationer og ikke i mennesker som før krigen”.

Arven fra Oksbøl

Når familien Krarup i dag refererer til behandlingen af de tyske flygtninge som en mønstergyldig model – ”ansvarlig og realistisk” – for nutidens flygtningepolitik, er det selvfølgelig ikke fordi, de ønsker at gentage den ”humanitære katastrofe”.

Der, hvor fortiden finder genklang i deres – og Dansk Folkepartis – nutidige visioner, er i forhold til adskillelsen af flygtningene fra det omgivende samfund, den usentimentale, konsekvente tilgang og midlertidigheden af opholdet.

Men Krarupernes historiske analogi indskriver sig også i en større fortælling, som de har formet og fodret gennem mange år og som gradvis har vokset sig større og stærkere. Fortællingen om, at kampen mod muslimsk indvandring til Danmark er en national “modstandskamp som under besættelsen”.

Menneskerettighederne er et skrøbeligt bolværk mod staters overgreb mod individer, mod uværdig og umenneskelig behandling af mindretal og mod nedskrivning af mennesker til deres religion, etnicitet eller nationalitet

Fortællingen om, at støtte til flygtningene, hvad enten den kommer fra Dansk Flygtningehjælp eller Venligboerne, er “landsskadelig” virksomhed.

Og fortællingen om, at islam er en “totalitær ideologi” på linje med nazismen, mens Koranen kan sidestilles med Hitlers Mein Kampf, og tørklædet er sammenligneligt med hagekorset.

På den måde kan de tyske flygtninge indføjes i en større patriotisk forestillingsverden, hvor modstandskamp, nationalt sammenhold og intense fjendebilleder går op i en højere enhed.

Men den moralske arv fra Oksbøl bør være en helt anden.

Historien om de danske flygtningelejre fra 1945 til 1949 bør stå som et vidnesbyrd om faren ved kollektivt at dømme og dehumanisere mennesker – børn, kvinder og gamle – alene på grund af deres nationale herkomst. Historien er uafviselig dokumentation for risikoen ved at anskue individer alene som repræsentanter for en foragtet national, religiøs eller kulturel gruppe.

De tyske flygtninges skæbne i Danmark må i bakspejlet opfattes som et stærkt argument, i fortidens endeløse række af argumenter, for den menneskerettighedserklæring, som FN vedtog i 1948 – i skyggen af Anden Verdenskrigs katastrofer.

Menneskerettighederne er et skrøbeligt bolværk mod staters overgreb mod individer, mod uværdig og umenneskelig behandling af mindretal og mod nedskrivning af mennesker til deres religion, etnicitet eller nationalitet.

Det kan vi bruge Oksbøllejren som en påmindelse om; aldrig som en model for nutidens eller fremtidens flygtningepolitik, men som det modsatte: en advarsel.


POV er et uafhængigt, læserstøttet medie. Kan du lide Steffens artikler, kan du støtte hans arbejde via hans MobilePay på 31902272.

Topfoto: Fra en midlertidig flygtningelejr i Risskov ved Århus (ca. 1946). Foto: Lokalhistorisk Samling i Aarhus

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.