NATUR // ESSAY – Det har været koldt længe, og det er en udfordring for en del fugle. Så hvis man holder sin have sørgeligt veltrimmet og fri for ukrudt, er man nærmest forpligtet til at fodre dem, fordi de måske så ikke har andre muligheder for at finde føde. På landet er det lidt anderledes, men der fodres alligevel, selvom storspoven ikke kommer hen til automaterne.
Det er vinter, og vi har et tykt lag sne. Det er måske tredje gang i den tid, vi har boet herude på halvøen Hornsherred, at det er sket.
Vi holder vores lille egen have så vild som mulig, så der er mad til fuglene hele året, og vi forsøger også at undgå at klippe hække og buske på en måde og et tidspunkt, så de ikke sætter bær. Men vi fodrer også, for som vejret er lige nu, så har fuglene brug for al den mad, de kan skaffe. En gærdesmutte kan tabe op til 30% af sin kropsvægt på en enkelt nat, så det er uundgåeligt, at en del af populationen af visse arter må gå til.
Jeg har endnu ikke set en eneste gærdesmutte her i denne meget kolde periode, hvilket bekymrer mig lidt
For denne vinter varer kulden ved, og vi kan næsten ikke følge med. Automaterne skal fyldes ofte. Blåmejserne, musvitterne og skovspurvene har ikke tid til ordentlig bordskik, og der drysser et stort antal solsikkekerner ned på verandaen. Men det er jo godt for de fugle, der ikke er gode til at hænge fast med hovedet nedad. Så nu kommer også bogfinke, grønirisk, rødhals og solsorte hen under automaterne, hvor de kan samle maden op.
En enkelt sjagger ser jeg også helt henne ved vores verandadør, og stor flagspætte kommer også, hvilket får de mindre fugle til at holde en pause. Dompappen og silkehalerne holder sig ude i buskadset.
Da kulden fortsætter, kommer der også pludselig en lille flok halemejser og spiser med. Et par af dem sætter sig i rosen lige uden for mit vindue og samler lidt kræfter. Når man ser dem i naturen, ligner det nogle små sort-hvide snebolde med lange haler, men tæt på kan jeg se de mange især rosa farvenuancer i fjerdragten. Jeg overvejer at stable hele mit teleskop-fototelefon-stavær op for at forevige en af dem på et billede, men jeg kan se, at de er for rastløse til at kunne blive fastholdt på andet end et dårligt telefonbillede. Men hold da op, hvor er de nuttede.
Men så tager blæsten til og det meste sne fyger væk, og antallet af fugle i vores have virke pludselig temmelig decimeret. Og jeg har endnu ikke set en eneste gærdesmutte her i denne meget kolde periode, hvilket bekymrer mig lidt.
De overnatter imidlertid gerne sammen i en forladt redekasse eller lignende, og de er også sådan indrettede, at de kan lægge op til to gange seks-otte æg på en sæson. Det kompenserer jo lidt for den mindskelse af bestanden, som altså kan forekomme.
Rødhalsen er her heldigvis stadig, og det er også den, der i blæsten oftest sidder i min vinduesrose. Og som også nogle gange kigger ind på mig, især når den uden den store effekt har pirket til en af buskens nu temmelig udtørrede hybenfrugter, der er lige så store som fuglens eget hoved.
Så kommer der to-tre solsorte flyvende, mens snevejret indskrænker min sigtbarhed yderligere, og så fordufter rødhalsen igen fra min udsigt. En ung solsortehan, som endnu ikke har fået det orange næb, og som derfor stadigt er mørkt i det, forsøger at gabe over en hel hyben, men det går nu heller ikke. Men i modsætning til nedfaldsæblerne, som alle er fortæret på dette tidspunkt af året, så ligger der en del hyben på og i sneen, og der kan den bedre få hul og komme ind til frøene.
Det var ikke måger
Jeg kan stadig se ned til græsengen overfor, men selve fjorden er nu usynlig, lige som domkirken på den anden side er indhyllet i snetåge. Tre fugle kommer svævende og lander på græsengen et par hundrede meter væk, og jeg tror først, det er nogle måger af en art. Men der var alligevel et eller andet ved dem, der gør, at jeg skynder mig ovenpå til teleskopet. De var ikke hvide nok, og deres jizz fortalte mig også, at det ikke var måger.
Og så er det bare sådan, at jeg må finde ud af, hvad det var, hvis jeg overhovedet kan.
(Ordet ’jizz’ er i parentes bemærket et udtryk for, hvordan en fugl gør et samlet indtryk på beskueren ved sin farve, form og flugt sammenholdt med andre forhold som for eksempel lokationen og årstiden. Ordet skulle første gang være anbragt på tryk i 1922 af den engelske ornitolog Thomas Coward i bogen Country Diary. Det tidlige tidspunkt skulle være argumentet for, at det ikke er en omskrivning af den militære forkortelse, GISS, General Impression of Size and Shape, som man anvendte i detektion og beskrivelse af fjendtlige fly, og som ellers er en forklaring på min brug af det, som jeg har udbredt mig om til højre og venstre de senere år. (At det også i slang kan betegne det sekret, som er resultatet af den mandlige ejakulation, ignorerer vi her))
Teleskopet står fremme og klar på førstesalen, og jeg prøver at danne mig et overblik over græsmarken. Der ligger lidt spredt sne fra det forrige snefald, som først føg væk og blottede de visne og lysebrune græsser, men som altså nu er ved at få selskab af mere sne.
Jeg overvejer at hente en håndkikkert, men giver det lige et skud til med teleskopet, idet jeg zoomer så langt ind, jeg kan på det område, hvor jeg mente, de var landet
Jeg kan overhovedet ikke se nogle fugle med det blotte øje, og de kan jo også godt være fløjet i den tid det tog mig at forlade pc’en og løbe ovenpå. Jeg kan kun se et par gråkrager med det blotte øje, og det var helt sikkert ikke dem, jeg så. Jeg overvejer at hente en håndkikkert, men giver det lige et skud til med teleskopet, idet jeg zoomer så langt ind, jeg kan på det område, hvor jeg mente, de var landet.
Og så ser jeg den pludselig, en storspove. Og dér en til … og dér den tredje. De tre næsten en halv meter høje vadefugle vader rundt – ja, det er altså det, de gør – med deres lysebrune og stribede camouflagefjerdragt og det lange og nedadbøjede næb, som de jager ned i jorden for at finde regnorme eller andre insekter og larver.
Man forbinder jo mest ordet vadefugl med en, der opholder sig på lavt vand, hvor de fanger snegle, muslinger og krebsdyr, men jeg har efterhånden lært, at vadefugle er et ret vidt begreb, og at de ofte går på marker og enge og ikke kun i vandkanten. Tænk for eksempel på en vibe.
Jeg har set dem før herude i nærheden. En fem-seks individer, der kom flyvende over strandengene i træktiden eller en enkelt fouragerende storspove lidt nord for skoven på en sommerdag. Jeg har flere gange hørt dem, før jeg så dem komme flyvende, for de har et ret markant fløjte-skrig, som består af få toner, der gentages efter hinanden, og så er det bare med at kigge op.
Nogle beskriver lyden som lidt vemodig, og det kan jeg egentlig godt tilslutte mig, men det var alt andet end vemodigt, da jeg på en udflugt til Langeland med min storebror for få år siden så en flok på 50-80 individer, der med den nedadgående sols som baggrund kom flyvende ude over det sydligste af Det Sydfynske Øhav. Vi blev så befippede, at vi aldrig rigtigt fik indstillet teleskoper endsige taget billeder, men gengivelserne af det på min indre biograf bliver bedre og flottere for hver dag.
Storspoven er ikke vildt almindelig, for der er vist kun ca. 500 ynglepar herhjemme
Storspoven er ikke vildt almindelig, for der er vist kun ca. 500 ynglepar herhjemme, men i træktiden kan man altså være heldig at se større flokke på de rigtige lokaliteter. Hvor mange, der sådan bliver her vinteren over, har jeg ikke lige kunnet finde ud af. Men altså mindst tre-fire stykker.
Hvis du aldrig har hørt om en storspove, så er det muligvis fordi, at det først er inden for de seneste tyve års tid, at det er blevet almindeligt blandt fuglefolk at ændre det gamle navn, stor regnspove, til det nye, mere mundrette. Den hedder også bare spove på de andre nordiske sprog, ligesom den beslægtede lille regnspove nu hedder småspove.
Hvad ordet ’spove’ egentlig betyder i denne sammenhæng står ikke helt klart, men det skulle stamme fra norsk. Som min tipoldefar Otto Helms skriver i ”Danske Fugle ved Stranden” fra 1927, så ”… ligger det jo nær at antage, at Regnspove betyder ’den, der spaar Regn’, men det er ikke sikkert, at Forklaringen er rigtig.”
Men at ’regn’ kom ind i navnet har noget at gøre med, at man ofte hørte dem før eller under regnvejr, men det er altså lavet om nu. Der er også en anden ting, der – så vidt jeg ved – er lavet om. Helms skriver nemlig videre, at ” … der er så meget af Fuglelivet, som man helst skal bo på Landet for at kunne nyde godt af, men Spovefløjtet, ligesom Lyden af andre trækkende Fugle, hører man egentlig mest til i byerne, hvis Lys trækker Fuglene til sig; da jeg i mine Studenteraar i København boede i Vimmelskaftet, har jeg ofte, trods Larmen af de forfærdelige Hesteomnibusser og Musikken fra Blanch’s Kælder, paa Foraarsaftener hørt Spoverne fløjtende drage over.”
Jeg kan have været uopmærksom, fordi jeg havde andet at tænke på i mine studenterår, der lå sådan ret præcist 100 år efter min tipoldefars, men jeg har sgu aldrig stået på Strøget og hørt en flok spover, regn eller ej. Og jeg ville gerne høre fra dem, der har set eller hørt dem flyve over det indre København for nylig. Men her står der altså tre styk på engen, men sneen gør det mere og mere vanskeligt at se dem, og selvom jeg gerne ville se dem lette igen, så skal jeg også skrækkeligt ud og tisse.
Da jeg kommer tilbage kan jeg ikke finde dem igen. Sneen tager til, og spørgsmålet er, om dyrlægen kan komme til møde på den gamle Landbohøjskole i morgen, for selvom sneen er smukkere herude end inde i byen, så er det ikke uproblematisk, når det fyger, og der kun er to veje ud af ens landsby. Vi har allerede været kørt fast én gang, og har måttet undlade at forlade huset i bil ved mindst fem lejligheder.
Men ser jeg dog ikke snart en af gærdesmutterne?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og