BØGER // ANMELDELSE – Antologien På hvis skuldre åbner Lars von Triers kunstneriske skatkammer og viser de værker, der har formet hans blik. Men jo mere man lærer om hans inspirationskilder, desto mere gådefuld synes kunstneren selv at blive.
“You can’t steal from a thief.”
Ordene stammer fra en af Lars von Triers personlige helte; ikonet David Bowie. Den britiske punkrocklegende var ikke bleg for at indrømme, at han ‘stjal’ med arme og ben, når det kom til kunstnerisk inspiration og ej heller oprørt over, hvis ‘tyveriet’ foregik den anden vej rundt. En ligefrem, omend modig og ikke mindst forfriskende ærlig måde at forholde sig til kunstnerisk frihed på.
Hvis På hvis skuldre, der netop er udkommet som en del af den nylige kunstudstilling på Willumsens Museum kurateret af Lars von Trier, skulle have en anden undertitel end ‘Lars von Trier og billedkunsten’, der ellers er meget rammende for bogens indhold, kunne man med rette erstatte den med ovenstående citat.
Denne simple sandhed er netop, hvad udstillingens medfølgende coffee table book beskæftiger sig med. Bogen er, foruden at være en personlig såvel som professionel hyldest til Lars von Trier som filminstruktør og kunstner, ligeledes en artistisk tour de force i kunst- og litteraturhistoriens kuriøse påvirkningsmekanismer, som uden tvivl er en af de største (og vigtigste) drivkræfter, når det gælder frembringelsen og ikke mindst fornyelsen af kunstens kuriøse verden.
Hvis ikke man allerede har set eller læst om udstillingen på Willumsens Museum, der (ligesom bogen) åbnede den 6. juni under titlen På hvis skuldre, bør man gøre sig den ulejlighed at besøge det smukke kunstmuseum nordvest for København.
For nu holder vi os dog til bogen af samme navn, der er udkommet som en del af den selvsamme kunstneriske kuratering udført af ingen ringere end Lars von Trier selv.
Ikke nok med at være en elegant og meningsfuld måde at forevige en forbigående udstilling på, er antologien samtidig et aldeles interessant og selvstændigt værk i egen ret. Med personlige introduktioner og beskrivelser fra Triers egen hånd samt faglige analyser udført af kyndige kunsteksperter og ‘Trierkendere’, og ikke mindst et særligt personligt essay af den norske stjerneforfatter Karl Ove Knausgård, der som Lars von Trier er umiskendeligt inspireret af den norske kunstmaler Edvard Munch, er der fra første side lagt op til en både bredspektret og begejstret bog.
Et spørgsmål om stil
Kunst og stil går hånd i hånd. Lars von Triers film er ingen undtagelse, men bekræfter nærmere reglen på det kraftigste. Triers kunst- og dogmefilm bærer alle umiskendelige præg af et ekstremt fokus på en særlig stilistik, der foruden at bidrage til filmenes unikke væsen mest af alt virker iscenesat af instruktørens personlige smag.
På hvis skuldre belyser og destillerer denne subjektive, omend respekterede og anerkendte sans for filmisk og kunstnerisk håndværk, som danner grundlag for film som blandt andre Breaking the Waves (1996), Idioterne (1998), Melancholia (2011) og Nymphomaniac (2013-14).
Lars von Triers stil stammer, ifølge instruktøren selv, fra en udpræget fascination af specifikke kunstneriske idealer og ikoner, som siden hans spæde ungdom aldrig har sluppet deres forbilledlige tag i den danske filmskaber.
Bogen og udstillingen beskrives af Trier som en: “[Kurateret] kollage af billeder, der tilsammen udgør min ungdoms, naive om man vil, kærlighed til de primært nordiske kunstnere og deres følge – som en slags flettet billedtæppe, der både kan ses som en helhed og i detaljen ved at følge enkelte eller flere tråde for i bedste fald at forstå sammenhængskraften og ‘historien’, altså kuratorens eller Triers og billedtæppets virkning på samme.”
Det synes blot naturligt, at Trier forholder sig til sin egen person fra beskuerens perspektiv, når han uden tøven deler ud af sine inspirationskilders fængende fascinationskraft. Af afgørende navne nævner han blandt andre: J.F. Willumsen, Edvard Munch, August Strindberg, Vilhelm Hammershøi, Carl Fredrik Hill, Friedrich Nietzsche, Carl Th. Dreyer, Per Kirkeby, Paul Gauguin, Ejnar Nielsen, Rudolph Tegner og ikke mindst ham selv. Kunstnere som Poul Henningsen, Elisabeth Karlinsky, Hans Scherfig, Gustav Vigeland og Peter Watkins optræder desuden også som ihukommende skikkelser, der væves ind og ud af fortællingen.
Bogens tekster akkompagnerer de smukt kuraterede kunstværker og deres indvirkning på den danske filminstruktør, som stolt knejser fra toppen af deres brede, prestigefulde skuldre. Ærindet er utvivlsomt, at vi som læsere skal forstå, netop hvad og hvor stor en inspirationskilde disse ‘Fin de Siècle’-kunstnere er og har været for den nu aldrende Triers unikke udvikling.
Stilart på stilart filtres de ind og ud af hinanden for til sidst at danne rammen omkring det billede, som kunstneren (Lars von Trier) har forsøgt at skabe gennem sit livslange kunstneriske virke.
Nådesløst nærvær
Anne Gregersen, ph.d. i kunsthistorie og museumsinspektør ved Willumsens Museum, bidrager med teksten Lars von Trier og billedkunsten med et indgående overblik over de føromtalte kunstneriske værker samt de sammenfiltrede linjer, der løber fra dem og på tværs af Triers kunstkartotek, mens Annette Rosenvold Hvidt (kunsthistoriker med ekspertise i Vilhelm Hammershøi), Erik Steffensen (billedkunstner, forfatter og udstiller) og Lilian Munk Rösing (forfatter og lektor i litteraturvidenskab) uddyber og analyserer de særlige sammenhænge, så de træder tydeligt frem for både læsere og kunstinteresserede.
En tekst skiller sig markant ud. I essayet Ophævelse af afstand beskriver den norske forfatter Karl Ove Knausgård, hvordan Triers forståelse for akademisk aflæring og ekstrem kunstnerisk nærvær er altafgørende for hans film. Knausgård drager paralleller til Norges vel nok mest berømte kunstmaler, Edvard Munch, som Trier siden ungdommen har været stærkt inspireret af.
I bogen Så megen længsel på så lille en flade (2017) beskæftiger den norske samtidsforfatter sig med netop Munch, og værket lagde ligeledes navn til en af forfatteren kurateret udstilling på Munchmuseet i Oslo med kunstneren og hans maleriers særegne væsen som prisme.
Hos Knausgård vækker Munchs kunst en enorm indre grådighed, som også gennemtrænger og manifesteres i ham, når han ser Triers mangefacetterede filmiske skildringer: “Af og til, men ikke særlig tit, rammer en bog, en film eller et kunstværk mig på måder, der helt unddrager sig tankerne; det er indtrængende, en slags grådighed indeni, noget konstant og glødende der nu og da flammer op, og som, mens det finder sted, føles vigtigere end alt andet.”
Edvard Munchs Det syge barn (1885-1886) er, ifølge Knausgård, et sådant værk. Det samme er Fjodor Dostojevskijs roman Brødrene Karamazov (1880) – og ikke mindst Lars von Triers dogmefilm Idioterne (1998). Værkerne har det tilfælles, at de “ser efter det, vi ikke ved.” For at forstå verden (og os selv) på et dybere plan, må vi først aflære os det, vi ved, er budskabet.
På den måde viser store kunstnere som Munch, Dostojevskij og Trier os, med deres ekstreme nærvær, hvad der kan (og ikke kan) lade sig gøre. Kunsten er først og fremmest en undersøgelse af idéer og følelser, der overtrumfer intellektet (Munchs ekspressionisme, Triers grænseoverskridelser etc.), mens det overordnede mål konstant synes at være ophævelsen af det bestandiges fastlåsthed. En ophævelse af al afstand, om man vil.
“I mit forfatterliv er Trier den eneste samtidige filmskaber, der har haft den indflydelse [sat varige spor], og som det har været umuligt ikke at forholde sig til,” skriver Knausgård, hvis ord vægter højt hos de fleste i kulturelle kredse. Det samme gør Lars von Triers, som dog slutter På hvis skuldre af relativt ukarakteristisk (læs: folkelig og forsonende).
“Uanset hvad man fordyber sig i, bliver det fantastisk. Det er lige meget, hvad det er for en gren eller videnskab, eller hvad ved jeg. Hvad som helst, som du dykker virkelig ned i og interesserer dig for, bliver en åbenbaring for dig. Så man skal ikke dømme folks manglende ambitioner. De har alle sammen noget, som de synes er interessant.”
Den gamle ‘enfant terrible’ virker nærmest mild og alfaderlig. Måske endda decideret folkekær. En ukendelighed, som måske kan læses som et sidste svirp med halen til ære for alle os, der netop troede, at vi vidste, hvem og hvad multikunstneren Lars von Trier er og var?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og