ÅBENT BREV // FV-2019 – Hvilket samfund har vi givet den unge generation og bliver det ændret nu, da populismen er afvist af den danske befolkning? Jakob Brønnum skriver et åbent brev til sin 21-årige søn Sebastian, der ved onsdagens folketingsvalg satte sit kryds for første gang.
Kære Sebastian,
Jeg har ofte haft dårlig samvittighed over, hvor pilråddent det offentlige rum nogle gange kan virke. Folk der taler om andre mennesker og deres kultur og religion på en måde, der slet ikke er acceptabel, men alligevel mainstream. Når du og jeg har talt om nogle af de emner i samfundsfællesskabet, vi begge interesserer os for, har den tone altid været med som en ufravigelig del af virkeligheden.
Og jeg har været virkelig ked af, at den socialliberale vision, som min generations forældre (eller var det bedsteforældre?) konstruerede omkring slutningen af Anden Verdenskrig – den socialliberale velfærdsmodel – var under tilsyneladende total opløsning, når du nu blev voksen. Den ønsker et samfund med store, offentligt ejede statsinstitutioner på basale områder, der på grund af deres størrelse har økonomisk mulighed for at tage hånd om dem, der har svært ved at klare sig selv.
Hvorfor sagde befolkningen nej til den uværdige tone og den stramme velfærdspolitik netop nu? Er det fordi folk pludselig har fået en humanisme-åbenbaring? Selvfølgelig ikke
Den er afløst af den neoliberale “minimalsstatsideologi”, som Anders Fogh Rasmussen indførte og som radikaliseres af Liberal Alliance. Eksempelvis ville den afgående trafikminister fra Liberal Alliance sælge S-togene, der stadig er statsejede, simpelthen fordi de giver overskud, fremfor at anvende dem som indtægtskilde til offentlig togdrift. Pengene ligger bedst i private lommer, mener man.
Der var en debat i dit fødeår 1997, da Mogens Glistrup, stifteren af Fremskridtspartiet – det parti, hvor Pia Kjærsgaard startede, sad i debat i direkte tv med en meget smuk, indsigtsfuld og velformuleret, mørk pige på DR1.
Jeg har senere set, at det var journalisten og forfatteren Rushy Rashid. Hun var givetvis nøje udvalgt som modbillede til den ucharmerende Glistrup, der talte om “muhammedanerne”, på en måde Rasmus Paludan også gør. Det var meget effektfuldt tv. Glistrup konstruerer mellemøstlige muslimer som undermennesker, der vil “skyde hele den danske befolkning med maskingevær”, når de er mange nok. Han sidder i 12 minutter og taler om Rashid som repræsentant for “dem, der skal ud herfra”. Hun taler om integration på arbejdsmarkedet og forstår samfundsmekanismer på en langt mere fagligt velfunderet måde end han.
Det gjorde et dybt indtryk på mig. Hans brutale holdning til dette dygtige menneske, hvis eneste fejl var at hendes navn og hudfarve var anderledes end hans. Senere kom han i øvrigt i fængsel for økonomisk kriminalitet.
“Overlegne værdier”
Den måde at tænke og tale om fremmede i samfundet har vundet indpas i samfundet. Der er ingen, der nogensinde har nægtet, at det, der begyndte som arbejdskraftindvandring i 1970’erne og lige siden er fulgt op af flygtninge, indvandrere og migranter, er kompliceret og ikke har skabt samfundsproblemer.
Dem, der kaldte på arbejdskraftsindvandringen fra Tyrkiets landbosamfund, Jugoslavien og Pakistan tænkte nok ikke over det, men dem, der gjorde regnede dengang med, at folk fra steder, hvor den demokratiske tradition endnu ikke var brudt helt igennem, ville blive slået af vores samfunds overlegenhed og hurtigt antage alle dets værdier. Rushy Rashid er født i Pakistan og kommet hertil med sine forældre som 8 årig.
“Velfærdsturister”
I mellemtiden har der været en fundamentalistisk-populistisk bølge i det meste af Mellemøsten, når de ustabile nationer, bl.a. skabt af de europæiske kolonimagter, brød sammen indefra og udefra, og hvor fattigdom, ødelæggelse og den manglende demokratiske velfærdstradition har fået folk til at søge andre steder hen. Altså det som vore politikere hånligt har kaldt velfærdsturister.
De senere år har selv flygtninge fra voldsomme krige – som praktisk taget alle sammen kan føres tilbage til problemer, de vestlige kolonimagter har skabt eller i hvert fald undladt at forsøge at løse konstruktivt – været set som parasitter i samfundet. De allerseneste år er Danmark blevet udstillet i verdenspressen på den mest skammelige måde for sin behandling af mennesker i nød.
Hvorfor sagde befolkningen nej til den uværdige tone og den stramme velfærdspolitik netop nu?
I dag er jeg ikke skamfuld, et øjeblik. Jeg er stolt. Vi har været vidne til noget helt usædvanligt. De to mest destruktive partier, hvad angår den aktive nedbrydning af sammenhængskraften i samfundet – med henholdsvis hyberindividualisme og vi-og-de-populisme – er mere end halveret.
Det er Liberal Alliance, hvis stifter er formand for det europæiske selskab for forfatteren Ayn Rand. Hendes bøger er meget oplysende for noget af alt det, vi har hørt partiets folk sige. F.eks. at kontanthjælpsmodtagere er dovne. Det er Ayn Rands menneskesyn, der skinner igennem. Alle ved, at de allerfleste kontanthjælpsmodtagere er syge og ude af stand til at møde arbejdsmarkedets stadig hårdere krav. Under den socialliberale samfundsmodel er de ikke på kontanthjælp, men arbejder på offentlige, beskyttede værksteder mm.
Og det er Dansk Folkeparti, som har gjort Glistrups forbillede til en kunstform.
Nu har befolkningen sagt nej. Det er næsten ikke til at tro. Det er så længe siden man har været positivt fortrøstningsfuld, at man har glemt, hvordan det føles.
Du missede det forrige valg og har været førstegangsvælger, og meget i tvivl. Stem ansvarligt, sagde jeg, og det gjorde du. Det er der tydeligvis også mange andre, der har gjort.
Nej til den uværdige tone
Hvorfor sagde befolkningen nej til den uværdige tone og den stramme velfærdspolitik netop nu? Er det fordi folk pludselig har fået en humanisme-åbenbaring? Selvfølgelig ikke.
Jeg tror, det har at gøre med tre ting:
For det første at populismen rent faktisk har haft sin effekt, nemlig at gøre “eliten”, dvs. de gamle partier, opmærksom på befolkningens uro overfor den forøgede indvandring (de har blot ikke helt set problemets rod endnu, nemlig neoliberalismens globaliserede nedbrydning af sammenhængskraften og velfærdsmulighederne i de enkelte nationer).
For det andet Dansk Folkepartis totale afvisning af miljøproblematikker – det ser mange nu er decideret latterligt.
Og for det tredje Donald Trumps brutale egocentri og Brexits trusler om et samfundsmæssigt kaos, og delvis den russiske demokratiundergravende muldvarpe-adfærd. Altså en international opløsningstendens. Disse tre momenter har vist de gamle partier som det trygge valg, både til venstre og højre.
De gamle partier var dømt ude
Jeg troede vitterlig, at I ville være en generation, der ingen forståelse havde for de gamle, ideologisk funderede partier. De blev mere eller mindre dømt ude ved det forrige valg, men nu er de inde igen.
At det er nødvendigt med en miljødagsorden siger sig selv. Om der vitterlig kan komme en anden tone i integrationspolitikken afhænger af, hvor meget det lykkes de radikale at få indflydelse efter at partiets formand Morten Østergaard rejste sig op og sagde stop. At Mette Frederiksen ikke skulle regne med at blive statsminister på De radikales stemmer, hvis der ikke blev skabt en mere værdig integrationspolitik.
Usikkerheden kom hun sig aldrig over
Det har godt nok været hårdt. Som du ved var din oldefar medlem af den tyske rigsdag i Berlin for Socialdemokratiet, da Hitler kom til magten og din oldemor var jøde og de rev farmors barndom op, da de flygtede. Farmor var siden med fiskerkuttere over Øresund i september 1943, da hun var i præcis din alder – under redningsaktionen af de danske jøder.
At den nye generation af flygtninge har været behandlet så hånligt og uforsonligt, har ikke været til at bære
Flygtningens usikkerhed i denne – den mest formende – tid i livet, kom hun sig aldrig over. Min barndom var gennemgribende præget af det – en mørkelagt fortid, en neurotisk adfærd, en social indelukkethed – som har skabt mange af mine fejl og manglende sociale kapaciteter på visse områder, og som du bl.a. har måttet mærke som en bestemt, lejlighedsvis overspændt adfærd fra min side som forældre.
At den nye generation af flygtninge har været behandlet så hånligt og uforsonligt, har ikke været til at bære. Både af denne grund og fordi den frihed og fællesskabstanke, jeg lærte i skolen, dagligt blev afmonteret i det offentlige rum, gennem hensynsløshed overfor folk, der har det svært, nedladenhed og decideret racisme. Hvilken uværdighed at se en minister fejre stramninger i flygtninges vilkår med en kage. Hvilken hån af mig og min familie!
Noget tyder på, at – ikke problemerne og deres årsager – men den uværdighed, de har været forsøgt løst og fortrængt med, kan være ovre. For en gangs skyld er jeg et øjeblik stolt over det samfund, vi har givet dig, og dets demokratiske tradition, som er meget andet end muligheden for at stemme frit. Det er et sindelag.
Og jeg er stolt over, hvordan du og din generation nu har modtaget det.
Foto: Storebæltsbroen, som billede på det moderne danske samfund. Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her