EU ELLER EJ #3 // REPORTAGE – Et overvældende flertal af bosniere drømmer stadig om en fremtid i EU. Det handler om sikkerhed, økonomisk fremgang og en tro på fremtiden. Men der er lang vej igen – og borgerkrig og økonomiske udfordringer trækker stadig spor gennem Sarajevo.
SARAJEVO – Da jeg ankommer til Sarajevo Lufthavn, bliver jeg med det samme mindet om, at jeg ikke længere befinder mig i EU. Min telefon går amok i beskeder fra min teleudbyder: ”Du har overskredet din talegrænse på 200 kr. Ønsker du at åbne forbindelsen, send HÆV FORBRUG til 1212.”
Mens jeg febrilsk leder efter en adresse til min taxachauffør, hæver jeg prisen tre gange. Hver gang får jeg øjeblikkeligt besked om, at den nye maxgrænse er blevet spist. Har jeg mon glemt, at jeg har igangsat et download af Ringenes Herre-trilogien i 4K-opløsning til min gamle iPhone?
Til sidst finder vi adressen på mere gammeldags maner. Taxachaufføren råber navnet på min vært til en hundeluftende mand på den anden side af gaden, der peger mig i retning af den gamle bys kringlede små stier. En halv time senere når jeg frem til min lejlighed. ”Det var ikke sket i Spanien eller Bulgarien,” tænker jeg. Her pålægger EU’s nye roaming-love udbydere ikke at tage en højere takst end i hjemlandet.
Belejringens spor
Selvom min månedlige telefonregning på to timer er blevet firedoblet, føles Sarajevo i det store hele som en hvilken som helst anden stor sydeuropæisk by. Med små variationer. Folk ryger flere cigaretter til deres kaffe på caféerne, som også er lokale, ikke Starbucks eller Lagkagehuset. Subway og McDonald’s (fem lokationer i hele Bosnien-Hercegovina) fylder også mindre i bybilledet, og kirkeklokkerne er erstattet af bønnekald fra de mange små, kalkhvide minareter.
Bosnien er presset af et ønske om tættere økonomisk integration med EU og samtidig at holde på de unge, som søger mod andre dele af Europa
Atmosfæren er afslappet, og man føler sig hurtigt hjemme. Til gengæld er sporadiske skudhuller i væggene og mindesmærker for civile ofre en visuel påmindelse om, at situationen var en helt anden i en ikke særligt fjern fortid.
”Det var lige her, jeg selv var tæt på at blive skudt. Kuglen ramte under en halv meter forbi. Jeg havde bevæget mig ned ad en mennesketom gade om natten. Efter dén episode lærte jeg, at der var en grund til, at gaden var øde,” forklarer Mustafa Panjeta.
Vi kører i hans Opel-varevogn i retning af ”Håbets Tunnel”, forbi det ikoniske, okkergule Hotel Europe, der under belejringen af Sarajevo lå midt på en såkaldt sniper street. Her blev der fra de omkringliggende bjergtoppe skudt på alt, hvad der bevægede sig.
Mustafa var teenager under belejringen af Sarajevo, der varede fra april 1992 til februar 1996. I løbet af de fire lange år mistede 11.000 af byens indbyggere livet. Mange var mindre heldige end Mustafa Panjeta og blev dræbt af de serbiske snigskytter, som opererede fra de små huse i Sarajevos bjergrige omgivelser. De blev flankeret af serbiske tanks og artilleri, der blandt andet fra parkeringspladsen på kendishotellet Osmice, ved siden af den olympiske bobslædebane, sendte en tung regn af granater ned over Sarajevo. I dag arbejder Mustafa som guide med at holde erindringen i live for turister og andre historieinteresserede.
”På mange måder blev vi, i modsætning til Kroatien eller Serbien, også bombet ned i et økonomisk hul. Det prøver vi stadig at kravle ud af.”
Det vurderes, at det i nuværende tempo ville tage Bosnien-Hercegovina 100 år at opnå samme levestandard som andre EU-lande
Da borgerkrigen endelig sluttede i 1996, skete det med afsæt i Daytonaftalen. Den var nødvendig for at skabe fred og en smule stabilitet og afstedkom blandt andet en forfatning, hvor alle tre etniske grupper skulle have en præsident. Men mange bosniere føler nu, at aftalens politiske konsekvenser også skaber inerti og er blevet en hæmsko for udviklingen.
”Vi har tre forskellige statsledere, der skal repræsentere hver sin etniske gruppe. Men de kan ikke blive enige om noget som helst og trækker i hver sin retning,” siger 23-årige Hana, som jeg udspørger over en kop kaffe på den smarte Hippy Kluba på kanten af Veliki Park. ”Det standsede krigen, men har nok også bremset vores mulighed for udvikling.”
EU’s tveæggede sværd
Som økonomisk bistand til at hjælpe Bosnien op af ”hullet”, giver EU årligt økonomisk bistand i form af både tilskud og lån. Siden 1996 har landet fået 27 milliarder kroner til genopbygning, udvikling og understøttelse af politiske reformer. Fra 2021-2023 blev der givet knap 2 milliarder kroner gennem IPA III (Instrument for Pre-accession Assistance), et støtteprogram, der giver penge til alle ni ansøgerlande.
Blandt de største poster på EU-budgettet er støtte til store infrastruktur-projekter, som det nylige tilskud på 2,5 milliarder kr., der blandt andet skal bruges på anlæg af nye veje i Mostar og et vandkraftværk i Čapljina. Knap halvdelen af pengene er dog givet som et lån snarere end økonomisk bistand.
Der gives samtidig penge til genopbygning, som fx efter de nylige oversvømmelser (160 millioner) i Bosnien, der kostede mindst 18 mennesker livet. Men med EU-støtten kommer også en række krav og betingelser – og en konstant risiko for, at støtten bliver fjernet igen, hvis ikke modtagerlandet vurderes at have gjort en tilstrækkelig indsats. Det fik Bosnien at mærke i juli 2024, hvor EU fjernede et tilskud på over en halv milliard grundet manglende politisk konsensus mellem de tre regeringer.
Langt de fleste bosniere drømmer stadig om at blive lukket ind i EU-varmen. En måling fra august 2024 viste, at 71 pct. af landets indbyggere i dag ville stemme for optagelse, hvis det var op til dem selv
EU-landene er samtidig Bosniens suverænt største handelspartner, både når det kommer til import, hvor 57 pct. af varer udefra kom fra et EU-land, samt eksport, hvor hele 74 pct. bliver sendt i retning af unionen. Men afhængigheden af EU er også i den sammenhæng et tveægget sværd, forklarer Mustafa Panjeta:
”En af vores største eksportvarer er træ. Men EU er ikke interesseret i at købe forarbejdede trævarer, de vil bare have råvarer, så de selv kan tjene på forarbejdningen. Derfor opstiller de en masse regler, som vi ikke kan efterleve. Og der er ingen, der tør klage over EU. Vi vil jo gerne med i klubben på et tidspunkt.”
Emigration på mode
Bosnien har på papiret oplevet økonomisk fremgang de seneste år. Efter coronapandemiens hærgen har man formået at sætte bedre gang i eksporten af blandt andet maskiner og energi, mens turisme- og byggebranchen ifølge OECD også er vokset.
Alligevel rejser mange ud af Bosnien for at finde grønnere græsgange, og landet har de seneste femten år oplevet en støt befolkningsnedgang på samlet fire pct. Det er i hvert fald det officielle tal. Mustafa Panjeta mener, at nedgangen i virkeligheden er meget højere, og at staten af den grund valgte at aflyse folkeoptællingen i 2023, selvom der var gået de påkrævede ti år siden sidste optælling.
”De var nok bange for, hvad de ville komme frem til.”
Den tendens skubber til en selvforstærkende negativ spiral, for emigranterne er overvejende unge bosniere, der ellers skulle være drivkraften i den økonomiske vækst. Verdensbanken betegner i sin økonomiske analyse af landet den store fraflytning som en ”kritisk udfordring”, der risikerer at undergrave den bosniske drøm om en bedre fremtid.
I rapporten vurderes det, at det i nuværende tempo ville tage Bosnien-Hercegovina 100 år at opnå samme levestandard som andre EU-lande. Selvom mange af Mustafas venner har forladt Bosnien til fordel for Tyskland, ønsker han selv at blive boende. Også selvom der uden for turistsæsonen (marts-oktober) kan være knusende stille i forretningen.
Bosnien er på den måde presset af et ønske om tættere økonomisk integration med EU, og samtidig at holde på de unge, som søger mod andre dele af Europa, særligt Tyskland, Østrig og Kroatien.
”Vi elsker vores land. Men der er nærmest gået mode i at rejse væk,” siger Nadia Alić, der bor sammen med sin storebror Nedim og mor Amina i den gamle by.
Nedim (25 år) har sat sine computerprogrammerings-studier på pause i tre år for at forfølge drømmen om at blive professionel muay thai-kæmper. Han har lige vundet de bosniske ungdomsmesterskaber og træner hver dag i klubben eller sit hjemmelavede fitnesslokale. Nadia (18 år) vil være designer, når hun er færdig med gymnasiet.
Et korrupt shitshow
Taler man med bosniere på gaden i Sarajevo om, hvilke problemer landet står overfor – ikke mindst i forhold til at komme med i EU – går det samme svar igen: korruption og kriminalitet. Som udefrakommende føles byen hverken udpræget korrupt eller utryg. Hvad er det, en fremmed journalist på visit overser?
”Hvis du trækker gardinet til side, opdager du hurtigt, hvem der styrer landet. Vi har et korrupt system, hvor mafiaen og politikerne arbejder sammen om at berige sig selv. Og så gemmer de sig bag nationalisme. ’Jeg repræsenterer bosniere, serbere, kroater’ og bla bla. Men de er alle sammen nogle tyveknægte,” siger Nedim Alić. Netop den dynamik, hvor politikere maskerer korruptionen bag et røgslør af nationalisme, blev også påpeget i en forskningsanalyse af Boris Divjak og Michael Pugh fra Transparency International. De mener, at Daytonaftalen har ”muliggjort embedsmisbrug”.
Da Europa-Kommissionen i 2019 identificerede de 14 vigtigste barrierer for bosnisk EU-medlemskab, blev korruption udpeget som to af de største udfordringer
”Et begreb, du skal forstå, er Štela,” siger Nadia Alić. Štela refererer til anskaffelsen af offentlige eller private midler gennem personlige forbindelser og kan siges at være et særligt bosnisk udtryk for en tidløs praksis. Tidligere undersøgelser viser, at over 80 pct. af bosniere ser Štela som et nyttigt redskab til fx at komme ind på designstudiet eller at komme foran i køen på hospitalet.
”I teorien har vi et offentligt sundhedsvæsen. Men hvis du skal have foretaget en undersøgelse, kan du enten vente seks måneder – eller betale dig fra at få den lavet med det samme. Måske har man ikke tid til at vente,” siger Mustafa Penjatam.
”Det handler om penge, forbindelser [og nepotisme] hernede. Folk kan nemmere blive optaget på deres drømmestudie, hvis de kender en ansat. Og så kan de bagefter købe deres uddannelsesdiplom uden at studere,” siger Nadia.
”Vores institutioner har brug for et factory reset,” tilføjer Nedim.
Ifølge Transparency International, der måler udviklingen i korruption på verdensplan, er det de seneste ti år gået i den forkerte retning for Bosnien-Hercegovina. I 2013 havde landet en score på 42 ud af 100, på niveau med Rumænien og Brasilien. I 2023 var det faldet til 34, hvilket placerede det på niveau med Egypten og Thailand.
”Det er ærligt talt et shitshow. Vi kan ikke gøre op med korruptionen, fordi den er bygget ind i hele vores politiske system,” siger Hanna med henvisning til forfatningen. Også andre bosniere peger på den politiske arkitektur som et fundamentalt problem.
Korruptionen er også blevet en afgørende klods om benet på vejen til EU. Da Europa-Kommissionen i 2019 identificerede de 14 vigtigste barrierer for bosnisk EU-medlemskab, blev korruption udpeget som to af de største udfordringer. Her påpeges “omfattende korruption på alle regeringsniveauer” med særlige problemer inden for sundhed, undervisning og beskæftigelse.
”Problemet starter med den måde, vores stat er bygget op på. Tre forskellige regeringer, kantoner, kommuner. Vi har alt for mange lag af bureaukrati!” siger taxachaufføren Adnan på vej ind i Istocno Sarajevo, Republika Srpska (RS).
Fremtidens Bosnien
Langt de fleste bosniere drømmer stadig om at blive lukket ind i EU-varmen. En måling fra august 2024 viste, at 71 pct. af landets indbyggere i dag ville stemme for optagelse, hvis det var op til dem selv. Senest fik man også støtte fra uventet kant, da Litauen erklærede støtte til optagelsesprocessen. Som et tilsvarende lille land kan det baltiske land måske vejlede balkan-landet igennem optagelsesprocessen. Stilstanden har dog fået flere til at begynde at tvivle på udsigten til, at det nogensinde kommer til at ske, som en Al-Jazeera reportage viste i 2021.
”Folk brokker sig, men gider ikke gøre en skid ved problemerne. Derfor ser mange en lysere fremtid i andre lande, men jeg tror også, man kan skabe sig en god fremtid her. Vi har alt, hvad vi skal bruge,” siger Nadia Alić.
Hanna og hendes mor er knap så optimistiske for fremtiden, særligt ikke hvad angår udsigten til at blive lukket ind i EU-varmen.
”Når snakken falder på EU-medlemskab, bliver der altid talt en masse om, hvordan vi løser problemerne. Men der sker ikke rigtig noget, så det er desværre ret urealistisk, som tingene ser ud lige nu,” siger Hanna. Hun har planer om at flytte til udlandet for at forfølge drømmen om at blive modedesigner.
På det lokale gymnasium i Sarajevos centrum tror Lamija, Lea og Iman til gengæld stadig på en fremtid for Bosnien, og at landet kan kæmpe sig ud af fortidens lange skygger.
”Måske kan jeg få en bedre uddannelse, hvis jeg tager ud af landet [for at læse økonomi i Italien]. Men så ville jeg vende tilbage, for jeg elsker landet, selvom fremtiden kan være usikker,” siger Lea.
Jeg spørger dem om krigens spor og de mange tydelige symboler på krigen, der præger bybilledet i Sarajevo.
”Der er ikke samme bad blood i vores generation [som blandt vores forældre]. De har set en masse dårlige ting, som ikke fylder på samme måde for os,” siger Iman. Det er Lamija enig i:
”Vi vil gerne huske på historien, og at vores folk har været igennem meget. Der er stadig adskillelse, som fx opdeling af skolesystemet og forskellige nummerplader. Den slags splittelse skal vi gøre op med. Vi skal huske på historien, men også komme videre.” ”Vi skal tilgive uden at glemme,” tilføjer Iman.
De unge gymnasieelever mener alle, at der er håb for fremtidens Bosnien, og at hårdt arbejde og en stærkere tilknytning til EU og Europa kan hjælpe dem på rette vej. Pausen er slut, og Lea afslutter samtalen, mens hun skynder sig tilbage til timen:
”Vi har et stort, uudnyttet potentiale.”
Artikelserien EU eller EJ? er lavet med tilskud fra Europa-nævnet. Læs de andre artikler i serien her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
