mm

Anette Kjær Jørgensen

Jeg er født i 1952, er uddannet journalist og har været beskæftiget med journalistik hele sit liv, på skrift, på TV og radio. Jeg er nu på efterløn, hvilket har gjort det muligt at realisere en gammel drøm om at rejse og skrive. Siden flygtningekrisen for alvor begyndte for halvandet år siden, har jeg mest beskæftiget mig med den. Efteråret 2015 tilbragte jeg to måneder på den græske ø Leros, hvor der daglig ankom 3-400 flygtninge, jeg var tre måneder i Jordan blandt syriske flygtninge, og det sidste år har jeg været meget i Athen, hvor mange af de godt 60.000 flygtninge strandede, da Makedonien for et år siden lukkede sin grænsen mod Grækenland. Jeg har tidligere arbejdet på Frederiksborg Amts Avis, Ritzaus Bureau, DR Radioavisen, KNR, Grønlands Radioavis og TV2 Bornholm. Siden 2011 freelancejournalist. Siden jeg første gang kom til Athen sidste forår har jeg forelsket mig helt og aldeles i den meget spraglede by. Jeg bor på Bornholm, hvor jeg er det meste af sommeren. På min blog ligger blandt andet en masse artikler, jeg har skrevet under min lange flygtningeodysse. Kan du lide det, jeg skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til mig på MobilePay: 45 20 11 39 21

Se alle skribentens artikler

“Jeg går, hvor der ingen vej er og efterlader et spor”- Achmets historie

INTERVIEW – “Jeg tænkte, at måske regeringen i Athen ikke vidste det. Måske ville regeringen også se billederne? Måske ville præsidenten se det? Her i Europa er der jo menneskerettigheder. I krigen i Syrien kan folk udenfor ikke vide, hvad Assad gør ved os. Derfor er det vigtigt, at vi sender billeder ud på Facebook fra krigen. Så verden kan se, hvad der foregår”. Anette Kjær Jørgensen har interviewet den 28-årige syriske flygtning Achmet, der har forsøgt at råbe verden op fra den uhumske og farlige Viallejr i Grækenland. Selv har han mistet sin kone og deres ufødte barn i krigen.

Når politiet ikke lige var i nærheden, sneg Achmet sig rundt og tog billeder med sin mobiltelefon. Han fotograferede, hvor folk boede.

De små farverige festivaltelte i olivenlunden, og de grå tæpper, der skærmende var hængt op i træerne, og som skulle gøre det ud for et hjem. Han tog også billeder af mudderet mellem teltene og regnvandet, der løb i strømme allevegne.

Han fotograferede de uhumske, stinkende toiletter, affaldet der flød, plastikflaskerne, foliobakkerne med madrester, det brugte toiletpapir og menneskeekskrementerne. Han tog billeder af pigtråden omkring lejren med vasketøjet, der hang til tørre, og han var der, da en desperat flygtning stod på toppen af et højt tag og truede med selvmord ved at springe ud.

Bad-, og toiletforhold er slet ikke indrettet til så mange mennesker. Der er kun koldt vand i hanerne, også selvom du har en baby. Foto: Kerrie Moor.

Syriske Achmet på 28 år har boet otte måneder i EU hot spot lejren Vial på den græske ø Chios. Med fare for sin egen sikkerhed tog han billeder af de forhold, som selv hærdede journalister og nødhjælpsarbejdere kalder horrible og forfærdende.

“Jeg tog ikke billeder af menneskene i teltene. Jeg ville heller ikke selv bryde mig om at blive fotograferet, når jeg boede sådan. Folk har måske familie her i Europa eller i Syrien, og så vil de spørge, hvorfor du bor i et telt”, siger Achmet.

Han og jeg har sat hinanden stævne på Omonia Square midt i Athen.

Achmet har på Messenger foreslået, at vi skal mødes ved det juleoplyste skib midt på pladsen.

De sidste fire år har Achmet levet af brød og ris på grund af belejringen af Homs. Han har levet i skjul. Hver aften et nyt sted, fordi nogen ville slå ham ihjel, og mens han sidder her i Athen, lever hans forældre og familie i kummerlige lejre spredt rundt omkring i Syrien som internt fordrevne

Han er for en uge siden ankommet til byen fra EU hotspotlejren Vial. Før Vial kom han direkte fra krigen i Syrien og sin belejrede og sønderbombede hjemby Homs.

Achmet har mistet sin kone og deres ufødte barn i krigen. De sidste fire år har han levet af brød og ris på grund af belejringen af Homs. Han har levet i skjul. Hver aften et nyt sted, fordi nogen ville slå ham ihjel, og mens han sidder her i Athen, lever hans forældre og familie i kummerlige lejre spredt rundt omkring i Syrien som internt fordrevne.

Som Achmet siger: “Alle slås i mit land, Rusland, USA, Tyrkiet, Iran, Saudi Arabien, dem allesammen”.

Men lige nu gør lysene i Athen Achmet næsten lykkelig. Jeg kan se det i de mørke øjne under den hvide kasket.

“Athen er en fantastisk by. Her er så smukt”, siger han begejstret.

Achmet har de sidste dage sendt live på Facebook. Billeder af bugnende butiksvinduer, markeder, nisser og julehjerter og hvide engle, juletravle grækere, gadesangere og alle tiggerne. Et væld af farver, mennesker, virvar og kaos, lidt lige som hans hjemby Homs før krigen kom.

Isnende kolde fødder og en ung mand der brændte ihjel

Før vi nu mødes, kendte jeg kun Achmet fra Facebook.

Vi blev venner for et stykke tid siden, fordi jeg i foråret 2017 boede tre måneder på Chios. I november begyndte han at lægge billeder ud fra Viallejren.

Folk må bo i små festivaltelte, fordi lejren er overfyldt. Foto: Achmet.

Senere kom der flere billeder taget af en frivillig:

En kvinde med en baby på armene, der en tidlig morgen står og varmer sig over et bål. Folk, som har stukket de isnende kolde fødder helt ind i ilden. Plastikflasker brændt i bunden, fordi de er brugt til at varme vand i over et bål i en tønde. En video af en grædende dreng, som standser op et øjeblik, før hans gråd stopper og han går videre, som ved han, at det jo ikke nytter noget. En historie om et par drenge, som forsøger selvmord, fordi nogen større børn har fortalt dem, at det er den eneste måde, de kan komme væk fra lejren på.

Det er hundekoldt, og alt, hvad der kan brænde bliver brugt til bål til at varme sig ved. Foto: Ruhi Loren.

Og så var der videoen i foråret 2017 af en ung mand, som med en lighter og tændvæske i hånden truer med at stikke ild til sig selv inde i den nedlagte fabriksbygning, der er en del af Viallejren. Et par betjente farer på ham, han taber tændvæsken og lighteren, og der går ild i ham.

Manden døde et par dage senere af sine forbrændinger.

Grækenlands Guantánamo

Livet i EU’s hot spots er slemt, så slemt at borgmesteren på øen Lesbos fornylig kaldte Moria lejren på hans ø for: Grækenlands Guantánamo.

Da EU i marts 2016 indgik sin kontroversielle aftale med Tyrkiet, blev der oprettet fem EU hot spots lejre til at modtage flygtninge og migranter på de græske øer: En på Lesbos, en på Chios, og Leros, Samos og Kos.

De fem øer, der ligger nærmest Tyrkiet, og hvor flygtninge og migranter i flere år er kommet sejlende til i livsfarlige både. Ved aftalens indgåelse lovede EU at sende politi og mandskab til de græske øer, så asylbehandlingen kunne gå hurtigt, men de kom aldrig, eller de folk, som ankom, tog hurtigt hjem igen med den begrundelse, at forholdene i lejrene var for farlige.

De fem EU hot spots blev hurtigt opfattet som et fængsel af de flygtninge og migranter, som kom til at bo der i månedsvis og år

Ifølge aftalen skulle alle flygtninge og migranter, der ankom efter den 20. marts 2016 sendes tilbage til Tyrkiet – efter en hurtig asylbehandling. Aftalen fokuserede på syrerne og for hver syrer, som blev sendt tilbage, forpligtede EU landene sig til at modtage en syrer fra de tyrkiske flygtningelejre.

Til gengæld skulle Tyrkiet stoppe smuglerne og de både, disse satte i havet mod Grækenland. Med i handlen var også, at Tyrkiet skulle have udbetalt tre milliarder euro fra EU til at tage sig af de 3,5 millioner syriske flygtninge i landet, og at tyrkerne kunne rejse visumfri ind i EU.

Alle flygtninge og migranter, der ankom efter den 20. marts 2016 skulle blive ude på de græske øer og ikke komme til fastlandet, så de kunne bevæge sig op gennem Europa.

De fem EU hot spots blev hurtigt opfattet som et fængsel af de flygtninge og migranter, som kom til at bo der i månedsvis og år. Aftalen mellem Tyrkiet og EU er aldrig kommet til at virke med det resultat, at der i dag har hobet sig en masse flygtninge og migranter op, både på de græske øer, i det nordlige Grækenland, hvor de kommer ind over land fra Tyrkiet og så i Athen.

Om vinteren forvandles alt til mudder. Foto: Achmet

Katastrofal mangel på badefaciliteter og toiletter

Dertil kommer, at antallet af ankomne både fra Tyrkiet til Grækenland af uvisse grunde inden for det sidste halve år er steget med 30 procent. Ifølge officielle tal fra den græske regering og UNHCR var der i begyndelsen af december 2017 15.000 flygtninge og migranter på de græske øer.

Alene i november kom der 3.200 mennesker nye til. Flest til Lesbos, men Chios tager også en stor del.

Hvor der tidligere kom mange afghanere, er det nu mest krigsflygtninge fra Syrien og Irak. 62 procent er kvinder og børn. De mange ankomster har givet overfyldte lejre.

I Vial på Chios er der plads til 800, og selvom de græske myndigheder på det seneste har sendt mange til fastlandet, er der hele tiden tre gange så mange, som der er plads til. Det samme gælder for Lesbos og de andre EU hot spots på øerne.

Kloaksystemet er slet ikke udbygget til at rumme så mange mennesker, der er kun koldt vand i hanerne, ingen elektricitet for slet ikke at tale om varme i teltene, og sikkerhedsforholdene er overordentlig kritiske med mange slagsmål mellem de forskellige etniske grupper, knivstikkerier – og indimellem overgreb på kvinder

De mennesker, der ikke er plads til i den gamle fabrik, der udgør Viallejren, bor uden for i en nærliggende olivenplantage. Der mangler toilet og badefaciliteter, kloaksystemet er slet ikke udbygget til at rumme så mange mennesker, der er kun koldt vand i hanerne, ingen elektricitet for slet ikke at tale om varme i teltene, og sikkerhedsforholdene er overordentlig kritiske med mange slagsmål mellem de forskellige etniske grupper, knivstikkerier – og indimellem overgreb på kvinder.

Der flyder skrald overalt, og det bliver kun kørt væk sporadisk. Foto Kerrie Moor.

Chios’ faste beboere er vrede. Turisterne svigter, og øernes borgmestre har været i Athen for at protestere. Før jul blev der sendt et antal præfabrikerede beboelsescontainere til øen, men disse er stadig ikke taget i brug.

Lokale har blokeret vejen op til lejren. De ønsker ikke Vial udvidet. Den blokerede vej har betydet, at lejrens kemiske toiletter ikke er blevet tømt i lang tid, og at der heller ikke er kørt affald væk. Sundhedsmyndighederne har ifølge den græske avis Ekathimerini advaret mod alvorlig sundhedsfare.

Bløde stole og cappuchino

I Athen er kontrasten mellem livet i Vial og krigen i Syrien så stor, at Achmet er næsten høj af lykke. Vi har bænket os på en cafe med udsigt over Omonia Square og pladsens lyshav. Achmets engelsk er ikke så godt, men han vil ikke have tolk på.

“Jeg vil helst selv, hvis en tolk ikke oversætter rigtigt, hvad jeg siger”, skrev han på Messenger, da vi aftalte interviewet.

Her i Europa er der frihed. De sidste seks år i Syrien har været hårde for mig. Min kone som blev dræbt. Jeg har selv måttet flygte fra sted til sted ude på landet, fordi jeg var truet på livet. Jeg var altid alene, og jeg er meget træt nu

Mens vi sidder i bløde stole og drikker cappuccino med flødeskum og kanel, fortæller Achmet, hvorfor han begyndte at tage billederne i lejren og lægge dem på Facebook med fare for sin egen sikkerhed, hvis han blev opdaget:

“Ja, hvis politiet opdagede det, ville jeg få problemer. Det ved jeg godt. Men her i Europa er der frihed. De sidste seks år i Syrien har været hårde for mig. Min kone som blev dræbt. Jeg har selv måttet flygte fra sted til sted ude på landet, fordi jeg var truet på livet. Jeg var altid alene, og jeg er meget træt nu”, siger han og fortsætter:

“Så jeg tog billederne for at vise alle mennesker i verden, hvor slem situationen var for os i Vial. UNHCR er der, og de ved godt, at det er slemt. De gør bare ikke noget. Politiet ved det også”.

“Så jeg tænkte, at måske regeringen i Athen ikke vidste det. Måske ville regeringen også se billederne? Måske ville præsidenten se det? Her i Europa er der jo menneskerettigheder. I krigen i Syrien kan folk udenfor ikke vide, hvad Assad gør ved os. Derfor er det vigtigt, at vi sender billeder ud på Facebook fra krigen. Så verden kan se, hvad der foregår.”

“Det er det samme i Vial. Jeg ville have, at alle mennesker i hele verden skulle se, hvordan vi levede. UNHCR er ansvarlig for menneskerettighederne, og jeg tænkte, at præsidenten i Athen kunne sige til dem, at de skulle sørge for, at forholdene var ordentlige for os”, forklarer han,

I sommer trak de store NGO organisationer sig væk fra øen. Meningen var, at grækerne selv kunne klare situationen. Det sammen med et stigende antal både har medvirket til det kaos, der er på øerne denne vinter.

Der var nogen, som brækkede min næse i Syrien, og jeg har store problemer med at trække vejret. Specialisten på hospitalet sagde bare, at det kunne de ikke hjælpe med, og at jeg kunne tage til et andet land

Mest vred er Achmet på lægerne på det lokale hospital på Chios og så repræsentanterne fra UNHCR i Viallejren:

“Der var nogen, som brækkede min næse i Syrien, og jeg har store problemer med at trække vejret. Specialisten på hospitalet sagde bare, at det kunne de ikke hjælpe med, og at jeg kunne tage til et andet land,” fortæller han.

“FN var heller ikke flinke, og de skal sørge for menneskerettigheder. De sagde, at jeg bare kunne finde mig et arbejde. Men hvordan skulle jeg det? Jeg kommer lige fra krigen og alle problemerne. Jeg kom ikke fra Dubai eller Paris? Hvordan skulle jeg kunne få et arbejde, når jeg ikke kan sproget”, spørger han retorisk og uddyber:

“I andre lande lærer man sproget først. I alle lande er der gode og dårlige mennesker, men når man arbejder med flygtninge, skal man behandle dem ordentligt”.

2000 mennesker deporteret

Ifølge aftalen mellem Tyrkiet og EU skulle flygtninge og migranter stadig kunne søge asyl, når de kom til Grækenland. Det har medført et internt græsk slagsmål ved diverse retsinstanser, om hvorvidt Tyrkiet er et sikkert land at sende flygtninge tilbage til.

Indtil nu er der derfor kun deporteret 2000. Dertil kommer, at mange af de migranter, som aldrig vil kunne opnå asyl i Europa fra lande som blandt andet Algeriet, Marokko og Afrika stille og roligt er forsvundet fra øerne på illegal vis. Enten ved at gemme sig i en lastbil på vej med en færge til Athen. Eller ved at blive sejlet med smuglere til andre øer, og så fortsætte derfra med færgen til Athen.

Achmets store drøm er at komme på universitetet og læse jura. Han har lige fået asyl i Grækenland for en periode på tre år

Andre afviste befinder sig stadig i lejrene på øerne på andet år. Achmets store drøm er at komme på universitetet og læse jura. Han har lige fået asyl i Grækenland for en periode på tre år.

Som alle andre flygtninge, kan han ikke se, at han har nogen fremtid i det økonomisk hårdt ramte Grækenland. I juli 2017 lå arbejdsløsheden på 21 procent, og endnu højere for de unge. Nu venter han derfor bare på det pas, der giver ham lov til at rejse frit rundt i hele Schengenområdet.

“Jeg vil gerne fortsætte mit liv. Jeg vil bare gerne have et normalt liv”, siger Achmet. “Og hvad skal jeg her i Grækenland? Der er ikke noget arbejde at få. Jeg vil gerne studere, lære et lands sprog og måske gå på universitetet. Jeg vil gerne i gang med et nyt liv. Finde en kone og få børn”.

Vi mødes igen en uges tid senere, men da er humøret ikke helt så godt længere. Achmet har fået bevilget to måneders psykologbehandling, men der er stadig den brækkede næse og problemerne med at trække vejret, især når han skal sove.

Og så er der maven. En læge i Athen har henvist ham til scanning på hospitalet. Men når han spørger, hvornår han kan komme på hospitalet og blive undersøgt, siger de ansvarlige i lejren, hvor han bor, ‘Du skal bare vente.’

Achmet er ved at opgive. Nu venter han bare på sit Schengenpas, så han kan komme til et andet land.

Nye flygtninge og migranter fra nord skal søge asyl via Skype. En forbindelse, der kun er åben en time en gang om ugen, og hvor det er næsten umuligt at komme igennem. Derfor befinder der sig mange uregistrerede flygtninge og migranter i landet

Ifølge de officielle tal er der lige nu godt 50.000 flygtninge og migranter i Grækenland, men tallet er formentlig endnu højere. Folk kommer ikke kun ind i landet via øerne. Mange kommer ind i det nordlige Grækenland gennem smuglerruter fra Tyrkiet.

Nye flygtninge og migranter fra nord skal søge asyl via Skype. En forbindelse, der kun er åben en time en gang om ugen, og hvor det er næsten umuligt at komme igennem. Derfor befinder der sig mange uregistrerede flygtninge og migranter i landet.

Grækenlands migrationsminister Yiannis Mouzalas har været stærkt kritiseret for sin håndtering af flygtningekrisen og af forholdene på de græske øer. Flere udenlandske medier, deriblandt danske har i vinter været på Lesbos og Chios, hvor det er lykkedes nogle at dokumentere forholdene, selvom det ikke er tilladt for journalister, frivillige eller andre udefra kommende at bevæge sig ind bag lejrenes pigtråd.

Her er det danske 24Syv:

Europas beskidte hemmelighed

EUROPAS BESKIDTE HEMMELIGHED: Børnefamilier sover i telte omgivet af skrald, pigtråd og rygende bålpladser i den græske flygtningelejr Vial på øen Chios.Hvorfor bor familier uden vand og varme i vinterkulden, når EU for nylig har sendt yderligere 1,5 milliarder kroner til Grækenland til håndteringen af flygtningesituationen?Pressen nægtes adgang. Se Radio24syvs eksklusive optagelser fra lejren og hør reportagen her: https://24syv.co/chios

Posted by Radio24syv on Thursday, December 21, 2017

Yiannis Mouzalas manede fornylig under et besøg i Moria lejren på Lesbos til ro, og han påstod, at Grækenland arbejder på at forbedre forholdene. Til den græske avis Ekathimerini sagde han: -Det er meget nemt for embedsmændene i EU at kritisere os. De er hyklere, når de ikke tager deres del af byrden. Vi har en masse mindreårige i Moria lejren, og vi har bedt EU tage deres del af dem, men det nægter de.

Mareridtene fra krigen

Achmet er glad for alle de mange frivillige, han mødte fra hele verden på Chios. Hver dag gik han de tyve kilometer frem og tilbage til Chios by for at få engelskundervisning.

Jeg troede, at hvis jeg kom til Europa kunne jeg hjælpe mig selv. Eller at FN ville hjælpe. I Vial var der alt for meget tid til at tænke på krigen i Syrien. Man fik lyst til at begå selvmord. Når man har oplevet så mange frygtelige ting, som jeg har, vil man gerne tænke på noget godt. Ikke på noget dårligt

Det værste var nætterne. Kulden i teltet i Vial med kun et tyndt underlag og et par tynde tæpper over sig betød, at han hver nat vågnede efter en time eller to og ikke kunne sove mere:

“Så tænkte jeg på alt det, der var sket i Homs. Jeg troede, at hvis jeg kom til Europa kunne jeg hjælpe mig selv. Eller at FN ville hjælpe. I Vial var der alt for meget tid til at tænke på krigen i Syrien. Man fik lyst til at begå selvmord”.

“Når man har oplevet så mange frygtelige ting, som jeg har, vil man gerne tænke på noget godt. Ikke på noget dårligt”, siger han.

Vi har indtaget samme plads som sidst på cafeen med udsigt over lysene på Omonia. Jeg spørger ham, hvorfor han er kommet til Europa, og om han dog ikke på forhånd havde hørt om de umenneskelige forhold på de græske øer.

“Det er endnu værre for os syriske flygtninge i Tyrkiet”, svarer han.

Britiske Kerrie Moor, som i Athen har startet Hope Cafe, hvor flygtninge og hjemløse kan få et gratis måltid mad og tøj, har arbejdet som frivillig blandt syriske flygtninge i Tyrkiet.

Hun fortæller: “Ved grænsen til Syrien er forholdene rimeligt gode, fordi der kommer de internationale journalister. Men mange andre steder er det forfærdeligt”.

” Mange steder bor flygtninge op og ned ad lossepladser, fordi det er der, der er plads. Der vil tyrkerne ikke selv bo. Og syriske flygtninge, jeg har snakket med, fortæller om tyrkiske mafiagrupper, der gør situationen for syrerne risikabel. De fortæller, at det ikke er muligt at få arbejde i Tyrkiet, og at syriske børn helt ned til ti år må arbejde, så familien kan overleve”.

Folk må bo i små festivaltelte, fordi lejren er overfyldt. Foto: Achmet.

Boligforholdene er dårlige, og børnene kommer ikke i skole. Ifølge meldinger venter flere tusinde mennesker på vestkysten af Tyrkiet på netop deres chance for at komme til Europa. Generelt er billedet, at de syriske familier ingen chancer ser for at skabe sig et liv i Tyrkiet, og at det har lange udsigter til, at de kan vende tilbage til Syrien.

Achmet synes, det var som at leve i stenalderen at bo i Viallejren.

Der er ingen grund til, at folk i lejrene ikke har adgang til bad, ordentlige toiletforhold og lægehjælp. Det, at de ikke har det, siger mig, at det er led i en større plan, der går under navnet afskrækkelse. Lad være med at komme her, for så skal I bo under forfærdelige forhold

Koordinator for Læger uden Grænser på Lesbos Aria Danika sagde fornylig til avisen Whashington Post:

“Der er ingen grund til, at folk i lejrene ikke har adgang til bad, ordentlige toiletforhold og lægehjælp. Det, at de ikke har det, siger mig, at det er led i en større plan, der går under navnet afskrækkelse. Lad være med at komme her, for så skal I bo under forfærdelige forhold”.

Afskrækkende effekt virker tilsigtet

Adjunkt på Institut for Kultur og Globale studier på Ålborg Universitet og ekspert i migrant- og flygtningestrømme i Europa Martin Lemberg Petersen udtalte fornylig til DR P1 Orientering:

“Man kan sige, at der mellem linjerne har været flere forskellige tilkendegivelser af, at den uholdbare situation, man skaber på øerne, har en vis afskrækkende effekt for fremtidige flygtninge, før man begiver sig ud. Man tænker sig om to gange, lyder rationalet fra EU systemet”.

Den holdning fra systemets side har der ikke været så mange officielle pressemeddelelser om, men ifølge Martin Lemberg Petersen har EU kunnet forudse dette:

“Man har vidst det her på forhånd. Der var en lang stribe humanitære organisationer, der forudsagde dette allerede, inden man lavede Tyrkiets aftalen”.

Aldrig før i historien har der været postet så mange penge i en humanitær katastrofe som der siden 2015 er postet i flygtninge- og migrantstrømmen i Grækenland. Ifølge netmediet Refugees Deeply er der brugt i alt 803 amerikanske millioner dollar i Grækenland siden 2015. Heraf har EU postet de 541 ind.

Refugees Deeply har regnet ud, at hvis alle pengene er brugt på de 1,03 millioner flygtninge og migranter, som er kommet til Grækenland siden 2015, skulle der være brugt 780 dollar pr flygtning. Siden 2015 har EU, de mange nødhjælpsorganisationer, der opererer i Grækenland og Grækenland selv sloges om ansvaret for, hvor alle pengene er blevet af.

Tyrkiet har nu officielt 3,5 millioner syriske flygtninge boende. Da Grækenland fornylig gav asyl til en tyrkisk soldat, som præsident Erdogan mener er en af dem, som stod bag det mislykkede kup mod ham i 2016, truede præsidenten med at åbne for sluserne og bare lade flygtninge og migranter tage til Grækenland

“Grækerne beder om hjælp, men de er også lidt fanget i politisk mudder og kviksand”, mener Martin Lemberg Petersen. På den ene side sidder de mange EU lande, der har det fint med at isolere flygtningene i Grækenland og Italien. På den anden side er grækerne heller ikke et hundrede procent indstillet på at modtage den hjælp, de efterspørger, fordi man er bange for at blive styret eksternt fra EU’s side.

Tyrkiet har nu officielt 3,5 millioner syriske flygtninge boende. Da Grækenland fornylig gav asyl til en tyrkisk soldat, som præsident Erdogan mener er en af dem, som stod bag det mislykkede kup mod ham i 2016, truede præsidenten med at åbne for sluserne og bare lade flygtninge og migranter tage til Grækenland.

Grækenlands regering har derfor nu opfordret til, at tilladelsen til asyl droppes.

De frivillige er velorganiserede – modsat myndighederne

“Min oplevelse dernedefra er, at der er rigtig mange flygtninge i Tyrkiet, også i og med at IS belejringen er faldet”, siger Martin Lemberg Petersen i den førnævnte udsendelse på P1. Det, jeg hører, og som UNHCR også har været ude at sige, er, at folk som ankommer fra Syrien ind i Tyrkiet mere eller mindre bliver ledt direkte igennem Tyrkiet til vestkysten og derefter så tager turen over til Grækenland.”

Imens det tilsyneladende sejler for de græske myndigheder, er det godt organiserede frivillige, som står på stranden og tager imod bådene, når de kommer ind fra Tyrkiet. De sørger for varmt og tørt tøj til de våde drivvåde mennesker, som lige har gjort turen over Ægæerhavet

Det kan være med til at forklare, hvad vi har set de sidste måneder. Imens det tilsyneladende sejler for de græske myndigheder, er det godt organiserede frivillige, som står på stranden og tager imod bådene, når de kommer ind fra Tyrkiet. De sørger for varmt og tørt tøj til de våde drivvåde mennesker, som lige har gjort turen over Ægæerhavet. Det er også frivillige, som for private donationer deler vintertøj ud, og sågar de festivaltelte mange bor i nu i mangel af bedre.

Achmet vil også gerne arbejde som frivillig. Det siger han til mig, da vi mødes sidste gang. Her fortæller han glad, at han har fået arbejde i Khora Centeret, et sted, der kører på private donationer og hvor flygtninge og hjemløse kan komme og få et gratis måltid mad, og hvor der er forskellig former for undervisning.

Så nu er billederne på Facebook af de mistrøstige forhold i Viallejren skiftet ud med billeder af lækker syrisk mad i Khora Centeret, billeder af Achmet sammen med forskellige frivillige og så – stadig – alle de forfærdelige billeder fra Syrien.

Den dybe ensomhed og sorgen over alt det, der skete i hans hjemland, savnet af familien i Syrien må Achmet formodentlig altid leve med. Han skriver i en opdatering: “Jeg går ikke, hvor der er en vej. Jeg går, hvor der ingen vej er – og efterlader et spor”.

Radio 24Syv haft haft en reporter inde i en af lejrene. Her fortæller hun om forholdene i Moria:

'Det her er Europas Guantánamo'.Lige nu er 15.000 flygtninge strandet på de græske øer. Og der kommer nye til hver dag. Men de må ikke forlade øerne, før deres asylsag er behandlet. Lejrene er derfor overfyldte i en grad, der får flere organisationer til at advare de græske myndigheder. Lesbos’ egen borgmester mener, at Europa har fået deres helt egen Guantánamo.

Posted by Radio24syv on Tuesday, December 19, 2017

Topbillede:Der er omkring 1000 børn i Vial lejren. Foto: Ruhi Loren.

Achmet er ikke den interviewedes rigtige navn. Anette Kjær Jørgensen og POV er bekendt med hans rigtige navn og identitet.

Kategorier