Iglesias Spanien

Populismen efter Trump #4: Spaniens politiske alfa-han i førersædet

i Politik & Samfund/Europa af
IGLESIAS // POPULISMEN EFTER TRUMP #4 – Populisterne fra Unidas Podemos har fundet vej til magtens tinder med rekordfart, og udgør i dag den ene halvdel af Spaniens koalitionsregering. Opskriften på succes er en vedvarende konfrontationskurs, skriver Alex O. Hansen.

Serie: Populismen efter Trump
Et af Donald Trumps bidrag til den globale begrebsverden er populismen, en løst defineret størrelse, som har mange versioner. Rundt om i verden oplever vi i disse år politiske ledere og bevægelser, der defineres som populistiske, og flere af dem oplever et tomrum, efter at Joe Biden er rykket ind i Det Hvide Hus. POV har kastet blikket på en række steder rundt på kloden for at tage temperaturen på populismen.


PAMPLONA – I lighed med en lang række andre europæiske lande har populismen i løbet af det seneste årti også fået solidt fodfæste i Spanien, og såvel højrefløjen (Vox) som venstrefløjen (Unidas Podemos) er talstærkt repræsenteret i det spanske parlament.

Fore Unidas Podemos, hvis forløber Podemos så dagens lys i marts 2014, er bygget på murbrokkerne af den sociale og økonomiske ruin, som krisen i Spanien i starten af 2010’erne førte med sig. Den folkelige utilfredshed med de siddende politikeres manglende evne til at få bugt med de økonomiske og sociale problemer tog fart i takt med at sager om økonomisk svindel og magtmisbrug stadig oftere trak overskrifter i de store dagblade. Alt sammen ammunition for populistisk drevne bevægelser.

Demonstrationer i de største byer banede vejen for Podemos, som voksede sig store på et program, der lovede at gøre en ende på et politisk system gennemsyret af nepotisme og korruption. Podemos’ politiske ledere sammenlignede den politiske top med et indisk kaste-system, hvor den jævne borger var afskåret fra enhver indflydelse.

Det lød til en forveksling som den amerikanske præsidentkandidat, Donald Trump, der under valgkampen i 2016 gjorde ”Drain the swamp” til et valgslogan, og lovede at gøre op med den indspiste magtstruktur i Washington.

Siden etableringen er det gået rigtigt stærkt for Unidas Podemos (“Vi kan sammen”). Blot to måneder efter den formelle stiftelse i marts 2014 opnåede partiet 8% af stemmerne ved valget til Europaparlamentet, og kunne således sende fem repræsentanter til Strasbourg.

Pablo Iglesias og Unidas Podemos’ eksistensberettigelse beror på evnen til at sætte den politiske dagsorden og pakke den med en række værdiladede udfordringer

Partiet var i bedste græsrodsstil decentralt organiseret og året efter stillede partiet op til det spanske parlamentsvalg i et valgforbund med de regionale varianter af Podemos, og et kuldsejlet kommunistparti. Der var mange proteststemmer blandt de utilfredse vælgere og strategien gav pote. Med næsten 5,2 millioner stemmer havde mere end hver femte spanier (20,5%) stemt lilla, partiets farve, og Podemos debutererde således på den nationale scene med 69 mandater i den 350 mand store forsamling.

Siden er en del af luften gået af ballonen. Ikke desto mindre fik partiet ved det seneste valg i november 2019 stadig godt 3,1 millioner stemmer, hvilket udløste 35 mandater. Det viste sig at være tilstrækkeligt til en plads i regeringen og i januar sidste år – mindre end seks år efter sin etablering – blev partiet lillebror i det spanske demokratis første koalitionsregering, der ledes af socialistpartiet (Partido Socialista Obrero Español – PSOE).

En alfa-han med karisma

Partiet har fra første færd været tegnet af Pablo Iglesias, der i dag står som den ubestridte frontfigur. Han er en karismatisk og veltalende leder, som dygtigt og med insisterende stædighed har sikret sig selv og sit parti markant indflydelse. Han har trådt sine barnesko som professionel aktivist på Spaniens største universitet, La Complutense, i Madrid, hvorfra han har en doktorgrad i statskundskab.

Hans afhandling “Multitud y acción colectiva postnacional: un estudio comparativo de los desobedientes. De Italia a Madrid” (Omtrent: “Post-nationale masser og kollektive handlinger: et komparativt studie af de oprørske/ulydige: Fra Italien til Madrid”) fra 2008 analyserer protesterne mod Verdensbanken og Valutafondens halvårlige møder i starten af nullerne; den giver et godt indblik i, hvordan en folkelig opstand kan sætte de etablerede institutioner under pres.

Pablo Iglesias 2020 Spanien
Pablo Iglesias har været leder af Podemos siden 2014.

Han har gradvist sat sig solidt på magten i partiet. Den oprindelige flade og decentraliserede partistruktur er afløst af en traditionelt top-styret organisation i takt med, at partiet har fået større reel indflydelse. Iglesias’ lederskab er ved at par lejligheder blevet testet. Han stod over for den alvorligste udfordring i februar 2017, hvor et alternativ, ledet af en anden medstifter, Íñigo Errejón, ikke opnåede den fornødne opbakning til sit kandidatur.

Errejón, som siden universitetsårene havde haft et nært personligt forhold til Iglesias, blev kort efter frataget sine tillidshverv i partiet, og repræsenterer i dag et nyt og væsentlig mindre parti (Más Madrid), som politisk set ikke adskiller sig væsentligt fra Unidas Podemos. Tilbage stod en styrket Iglesias.

Konfliktsøgende værdipolitik

Pablo Iglesias og Unidas Podemos’ eksistensberettigelse beror på evnen til at sætte den politiske dagsorden og pakke den med en række værdiladede udfordringer. I vanlig populistisk stil markerer lederen sig regelmæssigt med kontroversielle udtalelser, som sjældent har været vendt internt i regeringen.

Han er ikke konfliktsky. Snarere tværtimod, og den ukonventionelle stil betyder også, at han er en torn i øjet på de fleste af de socialistiske regeringskolleger. Mange af initiativerne har ingen reel økonomisk dækning, og Iglesias’ økonomiske politik synes at være kogt ned til en højere beskatning af de rigeste og af de multinationale selskaber. Han har således hævdet, at de rigeste besidder en stærk patriotisk ånd, og reelt står i kø for at få lov til at betale mere i skat.

Forholdet til de ministre, der sidder på de økonomiske porteføljer, er særdeles anstrengt, og medierne vurderer, at Iglesias presser på for at få flere af dem afsat.

Uoverensstemmelser kommer ikke kun til udtryk i de økonomiske anliggender. Kønskampen er et emne, der står højt på partiets liste. Det blev således klart da regeringen, ført an af Unidas Podemos’ ligestillingsminister, Irene Montero, i marts sidste år trods en lurende virus, hvis alvor kun få bestred, insisterede på gennemførelsen af de planlagte demonstrationer på kvindernes internationale kampdag.

Senest har Iglesias i forbindelse med valgkampen i Catalonien sået tvivl om Spanien som et demokratisk styre

Regeringen var utvivlsomt bevidst om situationen, for de første tiltag til en gradvis nedlukning af det spanske samfund blev taget selv samme aften, søndag den 8. marts, umiddelbart efter afslutningen af masseforsamlingerne. Montero, som også er Iglesias’ partner og med hvem hun har tre børn, lagde sig den 12. marts med Covid19 sammen med tre af de øvrige frontfigurer ved demonstrationen i Madrid.

Annulleringen af arbejdsmarkedsreformen sidste forår var særligt kontroversiel, fordi den blev kørt igennem med stemmer fra EH-Bildu, de politiske rester af den baskiske terrorbevægelse, ETA, og uden at socialisternes politiske ordfører angiveligt var klar over, hvad hun skrev under på. De respektive arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer var heller ikke inviteret med til forhandlingsbordet.

Unidas Podemos har aldrig lagt skjul på, at de gerne så Spanien omdannet til en republik. Det er ikke en linie, som støttes af regeringspartneren, og ved indsættelsen har alle ministre svoret troskab til Kongen og den spanske forfatning. Derfor har det givet anledning til intern ballade, når Unidas Podemos ved flere lejligheder har luftet deres kritik af institutionens relevans og legitimitet.

Senest har Iglesias i forbindelse med valgkampen i Catalonien sået tvivl om Spanien som et demokratisk styre. Flere af regeringens ministre – indenrigs-, udenrigs-, forsvars- – har offentligt været ude og kritisere Iglesias’ udtalelser med reference til forskellige internationale ranglister over graden af demokratisering. Men han holder fast.

De åbenlyse magtkampe mellem Iglesias og hans socialistiske regeringskolleger byder ugentligt på nye sager. Regeringslederen, Pedro Sánchez, har undgået enhver direkte konfrontation med Iglesias i medierne, og overladt det til de enkelte ministre at tage de verbale slagsmål. Det efterlader indtrykket af en svækket regeringsleder, som ikke tør eller kan sætte en minister på plads.

Partiet og dets ledere har til tider haft svært ved at leve op til det niveau, de selv har sat for offentlige personer for ikke så længe siden

Realiteten er, at Sánchez reelt set ikke har mulighed for at danne regering uden Unidas Podemos. Derfor har Iglesias meget lang snor, og det er han bevidst om. Han ved også, at hans og partiets overlevelse afhænger af evnen til at profilere sig som et protestparti, der tør udfordre de eksisterende normer.

Derfor vil han også fremover uden tøven og uden skelen til ministerkollegerne, fortsætte med bramfrit at lancere kontroversielle og provokerende initiativer. Regeringssamarbejdet synes at være en udmattende affære. I særdeleshed for den socialistiske storebror.

Dobbeltmoral

Unidas Podemos er på rekordtid blevet en del af det system, som de dybest set ønsker at bekæmpe. Partiet og dets ledere har til tider haft svært ved at leve op til det niveau, de selv har sat for offentlige personer for ikke så længe siden, og såvel pressen som politiske modstandere har ikke været sene til at påpege den dobbeltstandard, som i nogle tilfælde har været åbenlys.

Et eksempel er den karismatiske leders brud med sine rødder. Iglesias har tegnet sit selv som en mand af proletariatet, der købte sig tøj i Al Campo (et supermarked, der kan sammenlignes med Brugsen eller Føtex), og han svor evig troskab til Vallecas, arbejdernes bydel i Madrid, hvor han boede i en beskeden lejlighed.

de spanske vælgere skal ikke forvente, at klassens slemme dreng forvandles til et velopdragent mønstereksemplar.

Forundringen var derfor betragtelig, da han i foråret 2018 rykkede teltpælene op og flyttede i villa med swimmingpool i baghaven i en af hovedstadens mondæne forstæder. Han har efterfølgende erkendt, at han nu selv er den del at den kaste, som han ihærdigt kæmpede for at komme til livs.

Tiden vil vise, om hans hang til borgerskabets materielle goder får vedvarende konsekvenser hos vælgerne. Som et populistisk protestparti er det rebelske image afgørende, og som leder af et regeringsparti frygter Iglesias at blive stemplet som stueren.

Proteststemmerne er en vigtig del af Unidas Podemos’ base, som de ikke har råd til at give slip på, og de spanske vælgere skal ikke forvente, at klassens slemme dreng forvandles til et velopdragent mønstereksemplar.


LÆS ALLE ALEX O. HANSENS ARTIKLER HER


Topfoto: Pablo Iglesias (t.h.) bliver interviewet i 2016.
Alle billeder er fra Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet for Den Interamerikanske Udviklingsbank (Washington) og Accenture (Frankfurt). Siden 2003 er jeg bosiddende i Spanien, hvor jeg siden 2011 har arbejdet som centerleder ved Institute for Culture and Society (University of Navarra). Jeg har gennem årene løbende skrevet om samfundsforhold, politik og økonomi i Spanien til forskellige danske medier (Weekendavisen, Information, Politiken, m.fl.).

Seneste artikler om Politik & Samfund