LIV & MENNESKER // KLUMME – EM i fodbold er snart over os, og med det følger også mange hjemlige kampe. Hvad er det ved fodbold, der gør nogle kvinder så sure?
I denne tekst kommer jeg til at udstille nogle af mine venner og ikke mindst deres koner og kærester, og jeg undskylder på forhånd og håber anonymiseringen betyder, at teksten ikke fører til yderligere skænderier og genvordigheder. Men nedenstående sætninger ved jeg med sikkerhed er blevet sagt til nogle af mine venner af deres udkårne:
– Behøver du tage ud og se fodbold i aften?
– Er det virkelig nødvendigt at drikke seks øl under en fodboldkamp?
– Hvorfor skal fodbold fylde så ekstremt meget?
– Slap nu af. Det kan jo være, I vinder mesterskabet næste år.
Hvad er det ved fodbold, der gør nogle kvinder så sure? Og får dem til at blive mor-med-løftet-pegefinger-som-skal-have-uvoren-drengemand-til-at-tage-sig-sammen-typer? Med sikkerhed en rolle, som de fleste kvinder havde forsvoret at havne i, men hvor de ender alligevel, fordi de synes, det er pisseirriterende, at manden har udviklet en unaturligt stor passion for et spil, der for pokker ikke er andet end 22 mænd, der løber rundt efter en bold (for nu at bruge en af de allerstørste klichéer).
Når kvinderne så endelig stempler ind til slutrunderne og landskampene, er det tit på en reserveret måde, hvor de sidder i sofaen og gør sig lidt dumme
Kongeriget vrimler med mænd, der tigger og beder om at komme på stadion, få lov til at købe sæsonkort, platinkort, tage på udebaneture eller se bold sammen med gutterne. Og endnu flere, der ikke engang orker at tigge og bede, fordi de ved, at kampen er tabt på forhånd, fordi ungerne er små og weekenderne plastret til med loppemarkeder, Ramasjangcirkus og børnefødselsdage.
Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er mange kvinder så sure på fodbold? Og lad mig her indskyde, at jeg har fundet en hustru, der er flasket op med fodbold, både på stadion og foran fjernsynet, som nyder at se Italiens og Danmarks kampe, og som har stor forståelse for, når jeg gerne vil ud at spille, træne eller se bold på lægterne. Men min fornemmelse er, at hun er en undtagelse.
Skyldes det, at nogle kvinder føler sig tilsidesat af fodboldklubben? Nu må du bevise, om det er mig og ungerne eller klubben, du elsker mest? Hvor vil du lægge flest timer? Er der ganske enkelt tale om banal jalousi? Eller handler det om, at de har set deres egne mødre skælde ud på deres fædre, og så kommer de ligesom bare til at havne i samme mønster? En mor er jo sådan en, der jævnligt skælder ud på sin mand, når han gerne vil se fodbold, så det må jeg også hellere gøre. Eller er der noget tredje på spil, som jeg ikke lige kan gennemskue?
Er fodbold en mandeting?
Og hvorfor er der så få kvinder, der selv bliver suget ind i fodbolduniverserne? Det er jo virkelig god underholdning. Og jeg er med på, at det altid har været et mandedomæne, og at det har vrimlet med mandlige forbilleder fra Harald Nielsen over Elkjær til Christian Eriksen. Men der er trods alt også sket en del på kvindesiden de senere år med Nadia Nadim, Pernille Harder og en øget opmærksomhed i øvrigt. Ligesom flere kvinder efterhånden er begyndt at indfinde sig på stadion.
Alligevel synes interessen stadig at være mindst 80-20 i mændenes favør. Og når kvinderne så endelig stempler ind til slutrunderne og landskampene, er det tit på en reserveret måde, hvor de sidder i sofaen og gør sig lidt dumme og bare ikke kan forstå den fjollede offside-regel, ti hi, og man sidder og undrer sig, for kvinden har skrevet ph.d. og arbejder med ekstremt komplekse sagsforhold til daglig, men er åbenbart ikke i stand til at forstå en forholdsvis simpel regel i et boldspil.
Fodbold synes at aktivere nogle fasttømrede kønsroller, som får os til at agere på bestemte måder, både når det handler om samtalerne derhjemme, og når vi sidder og ser landsholdet sammen. Spændende om tendensen fortsætter til dette EM, eller om vi begynder at se forandringer, for eksempel fællesskaber, hvor kvinder mødes og ser fodbold sammen, mens de drikker dåsebajere? Eller hvor de melder sig ind i de fodboldfaglige samtaler og gør sig umage for at forstå dybden og fascinationen ved spillet.
Men så kræver det nok også, at mændene er villige til at række klaphatten til kvinderne, og at kvinderne har lyst til at tage imod den (denne sætning refererer i øvrigt til min tidligere tekst om Mental Load og skiftetøj i børnehaven, som du kan læse her). For jeg tror i virkeligheden, at rigtig mange mænd gerne vil dele deres fodboldpassion med deres koner og kærester, men at det kan være svært at få en ordentlig snak om, fordi det ligger dybt i vores kultur, at fodbold er en mandeting, hvor mændene helst skal agere lidt brovtende og øldrikkende, mens kvinderne helst skal være lidt dumme eller småsure.
Tak fordi du læste med og rigtig godt EM til alle.
Læs også Jesper Koerstz Jensens klumme “Kæmp for de vilde piger”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
