KULTUR // KVINDEBILLEDER – Et oprør er på vej blandt unge vestlige kvinder. Det udspiller sig særligt i populærkulturen og på de sociale medier, og har form af en kamp mod den dikterende perfektionskulturs urealistiske og uopnåelige forbilleder, som har udgjort en spændetrøje for kvinder i årevis. I front står en generation, der er vokset op med 00’ernes overflod og polerede plastikidealer, men som blev voksne, da krisetiden og realiteterne ramte dem.
En restaurant i New York. År 2012.
Hannah skovler store dynger af pasta i sig og bider dem over, så resten falder tilbage på tallerkenen med et klask. Over for hende sidder hendes forældre, der betaler for middagen. Ligesom de har betalt for alle andre middage og alt andet i Hannahs 27-årige liv. Men nu er det slut, meddeler moderen.
“Ved I ikke, hvor vanvittig økonomien er lige nu?”, spørger Hannah forurettet.
“Jeg er så tæt på at få det liv, jeg gerne vil have. Det liv, I gerne vil have, jeg får.
Og så slår I bare bremsen i nu!?”
“Ikke flere penge”, siger moderen bestemt.
Sådan begynder HBO’s populære tv-serie Girls, der tager afsæt i fire unge kvinders favntag med voksenlivet i et New York præget af finanskrise, usikkerhed og pessimisme. Girls er et generationsportræt af dem, der voksede op under opsvinget og blev voksne under nedturen.
Den er 10’ernes realistiske, uperfekte svar på 00’ernes overflod og ubekymrede livsstil, som vi så den i Sex and the City. Hovedrollen Hannah, portrætteret af seriens skaber Lena Dunham, er neurotisk, selvoptaget og sårbar. Til gengæld er hun ikke bleg for at vise sin buttede krop frem. Så lidt faktisk, at serien har fået stor opmærksomhed alene på grund af dens vidtgående eksponering af nøgenhed og kiksede sexscener.
Girls, som netop har afsluttet sin femte sæson, skulle vise sig at blive en vigtig stemme i en tid, hvor mange års stræben efter perfektion har tappet os for kræfter i en sådan grad, at der pludselig er blevet plads til at dyrke det fejlbarlige og uperfekte.
Ifølge forsker i digitale trends Katrine K. Pedersen, oplever vi for tiden en mental revolution, hvori kvinder gør op med en idealiserende kultur for i stedet at dyrke det skæve, deprimerende og grimme.
Hjulpet godt på vej af det digitale samfund, har tendensen spredt sig fra at være en debat forbeholdt en lille gruppe af cyber-feminister og kvindelige kunstnere til i dag at være for almindelige kvinder, der føler, at der igen er en fælles kamp at kæmpe.
Det tog ikke modeverdenen lang tid at samle tendensen op og erklære, at “uperfekt er det nye perfekt”. Men hvad udspringer tendensen af, og hvorfor er den opstået netop nu? Hvad betyder det for kvinder, hvis det nye ideal er at være “perfekt uperfekt”, og hvor går grænsen for, hvor uperfekt man kan tillade sig at være?
Et farvel til overskuddet og illusionen om ‘Runner’s High’
En tilfældig gade i New York. År 2012.
Hannah og Adam kommer løbende midt på vejen. Han er høj, slank og muskuløs og sidestepper topløs afsted, mens han forsøger at holde tempoet nede og følges med sin kæreste. Hun er lille og buttet og kæmper for at komme fremad. Hendes bryster hopper og fedtet på hofter og lår bølger rytmisk i takt med kroppens anstrengte bevægelser.
”Du kommer til at mærke det lige om lidt,” forsikrer han hende.
”Det gør jeg ikke. Endorfiner virker ikke på mig, og alle, der nogensinde har lovet mig et ’Runner’s High’, er fulde af lort,” svarer hun stakåndet tilbage.
Hun stopper op med hænderne på knæene og puster.
”Nej, nej, nej. Du skal bare nå smertetærskelen og så løbe igennem den,” siger han, mens han overskudsagtigt stepper videre i cirkler omkring hende. ”Giv mig en high five,” råber han motiverende og holder hånden op et stykke foran hende.
”Du er for langt væk,” stønner hun, men bevæger igen langsomt benene og løber energiforladt mod ham.
”Jeg kan ikke lide det her, Adam. Jeg hader det. Jeg hader det,” gentager hun, mens hun bevæger sig mod ham, inden hun til sidst når hans håndflade med sin.
Et øjeblik efter knækker hun sammen midt på vejen og giver sig demonstrativt til at tage de turkise løbesko af og kaste dem væk. Hun lægger sig fladt ned på asfalten og puster ud.
En privat studielejlighed i Aarhus. År 2016.
Foran skærmen sidder den 25-årige kunsthistoriestuderende Nanna Marie Kristensen og den 28-årige engelskstuderende Astrid Lindegaard Rose. De to unge kvinder griner gentagne gange af Hannahs kamp med motionen: ”Åh, jeg kender det alt for godt. Den første løbetur efter vinteren, hvor man bare hader alting,” siger Nanna. Hun og Astrid er repræsentanter for samme generation som Hannah og hendes veninder og har begge fulgt Girls fra begyndelsen. De er enige om, at serien præsenterer nogle anderledes og mere realistiske kvindebilleder, end man er vant til at se i populærkulturen.
”Jeg er også sådan en, der tænker, at det der ’Runner’s High’, som folk snakker om, ikke findes i virkeligheden. Jeg tror, det der er genkendeligt for mange, og det er fedt, der er nogen, der bare siger fra,” mener Astrid.
Nanna fortsætter: ”Det er så tydeligt, at det er andre, der har sagt til hende, at hun skal løbe. At det er godt for hende. Men det gider hun ikke, for det er overhovedet ikke vigtigt for hende. Det er sejt, at hun bare kan sige: ’Jeg er glad for den måde, jeg ser ud på, og det behøver jeg ikke lave om på.’ Det får mig til at tænke over, hvorfor jeg ikke også bare selv kunne have det lidt mere sådan.”
Det er ikke altid, de er der for hinanden, når de burde være det. Det er selvfølgelig sat på spidsen i Girls, men man kan godt genkende det der med ind imellem at have skyklapper på og bare køre sit eget show
At Hannah og veninderne – med alle deres uperfektheder – er lettere at relatere til end eksempelvis seriens storesøster fra 00’erne, Sex and the City, er Nanna og Astrid enige om.
”Der er jo ingen i verden, der kan købe sko på den måde, som Carrie gør i Sex and the City,” siger Nanna og fortsætter: ”Og det handler altid om mænd. Og de er der altid for hinanden og kommer hurtigt ovenpå igen. Det er jo ikke realistisk.”
Det er det til gengæld i Girls, mener Nanna og Astrid. Uperfektionen i serien er en tydelig generationskritik af dem, der voksede op i overflodstider til tonerne af, at de kunne få og blive alt i hele verden, og den selvoptagethed, der kan følge med det:
”Det er ikke altid, de er der for hinanden, når de burde være det. Det er selvfølgelig sat på spidsen i Girls, men man kan godt genkende det der med ind imellem at have skyklapper på og bare køre sit eget show. Man kan godt nogle gange få fornemmelsen af, at alle har deres eget projekt og glemmer hinanden lidt,” siger Astrid.
Se et udsnit af morsome – bevidste samt ufriviligt komiske – scener fra SATC her:
Uregerlige kvinder i krisetider
Amager, København. År 2016.
På sit kontor på Københavns Universitet sidder Vibeke Pedersen. Det lille rum er tætpakket af forskningspublikationer og tunge værker om køn og feministisk teori, og mange af dem har hende selv som afsender. Som medieforsker har hun studeret de kvindeidealer, som ses i moderne populærkultur.
Ifølge Vibeke Pedersen har vi de seneste år set opblomstringen af et mere realistisk og mangfoldigt kvindeideal i særligt film og tv-serier. Og årsagen, mener hun, skal findes i finanskrisen, der med al sin usikkerhed og pessimisme har punkteret idealet om perfektion:
”I mange år har den dominerende kvinderolle været et produkt af en kapitalistisk samfundsmodel, hvor succeskriteriet har været at se godt ud og kunne købe dyrt tøj og fortjene det samtidig,” siger hun med reference til kosmetikvirksomheden L’Oréals ikoniske slogan: “Because you’re worth it”.
”Med finanskrisen blev den kapitaliske drøm udfordret, og glansbilledet begyndte at krakelere. Pludselig er det ikke nær så efterstræbelsesværdigt at leve i overflod, men nu kan man dukke op i sit gamle tøj og sine slidte stilletter.”
Selv har Vibeke Pedersen skrevet en række artikler om det, hun kalder uregerlige kvinder. Kvinder, der på hver sin måde gør op med perfektionskravet på en rapkæftet og ofte vulgær facon.
Hvor Sex and the City udspringer af en ubekymret tid med penge nok, er penge en mangelvare i Girls. De shopper stort set ikke, og hvis de gør, er det i genbrugsbutikker
Ifølge hende er skildringen af menneskers uperfektion noget, man i flere år har set i komediegenren, hvor kvinder som Bridget Jones og hendes danske pendant Nynne udstiller sider af sig selv, som ingen ønsker at råbe højt om, men som de fleste besidder. Alligevel lægger hun mærke til noget nyt, da tv-serien Girls for første gang bliver sendt i 2012:
”Her bliver det helt eksplicit, at der har været en finanskrise lige fra seriens første scene. Hvor Sex and the City udspringer af en ubekymret tid med penge nok, er penge en mangelvare i Girls. De shopper stort set ikke, og hvis de gør, er det i genbrugsbutikker. Det er forbrug på et plan, som mere almindelige kvinder kan sætte sig ind i.”
I krisetider bliver det økonomiske opsvings overflod afløst af en klaustrofobisk horisont af arbejdsløshed. Og disse vilkår påvirker unægteligt vores syn på verden.
Men i 2016, hvor politikerne for længst har erklæret krisetiden for overstået, og de dristigste af økonomerne allerede spår, at den næste krise ligger på lur, kan forestillingen om finanskrisen som årsag til et mere realistisk kvindeideal virke fjern.
Ifølge kultursociolog Henrik Kaare Nielsen fra Aarhus Universitet er der ingen tvivl om, at vi her – otte år efter, at den vestlige verden vågnede op til stigende arbejdsløshed og banker, som lukkede kassen i – stadig befinder os i en krisestemning:
”For almindelige mennesker er der stort set ingen forandring. Der er stadig masser af arbejdsløse, og der er sektorer, hvor det er vanskeligt at forestille sig, at de nogensinde kommer på fode igen. Nok kører det væsentligt bedre med produktionsøkonomien, men vi befinder os stadig i en mental krisebevidsthed.”
Dårlig økonomi udvider Playboy-modellens taljemål
Mercyhurst University, Pennsylvania. År 1960.
Terry F. Pettijohn og Brian J. Jungeberg, to forskere ved det psykologiske fakultet på Mercyhurst University, er netop gået i gang med, hvad der skulle vise sig at blive en banebrydende sociologisk analyse.
Gennem et fyrre år langt studie af kvinder i Playboymagasiner påviste de to forskere en helt ny sammenhæng mellem kvindeidealer og økonomi. Når økonomiske vilkår er vanskelige, var modellerne i Playboybladene ikke bare ældre og højere, de havde tilmed større taljemål, bredere skuldre og mindre øjne.
Et mere maskulint kvindeideal favoriseres i krisetider, hvorimod det mere feminine og slankere kvindeideal hører de lyse opgangstider til
Når økonomien gik mod bedre tider, blev kvinderne omvendt yngre og lettere med mindre talje og større øjne. Således konkluderede de to mænd, at et mere maskulint kvindeideal favoriseres i krisetider, hvorimod det mere feminine og slankere kvindeideal hører de lyse opgangstider til.
Om det var undersøgelsens genstandsfelt eller dens konklusioner, der gjorde Pettijohn og Jungebergs analyse berømt, er ikke til at sige, men dens resultater er ikke enestående. Krisen i 1930’erne fortæller samme historie: Hvor kvinderne et årti forinden var begyndt at vise arme og ben, blev disse igen tildækket i lange kjoler under 30’ernes depression, og da højkonjunkturen for alvor satte ind igen i begyndelsen af 60’erne, blev kjolerne kortere, end de nogensinde havde været.
Ifølge kultursociolog Henrik Kaare Nielsen viser eksemplerne, hvordan samfundsøkonomien påvirker kulturen og kulturelle fænomener. Selvom han er forbeholden overfor at slutte noget generelt om økonomiens indflydelse på kulturen, er han ikke i tvivl om, at der er væsentlig forskel på de fremtrædende tendenser, vi ser i krisetider og opgangstider.
”I højkonjunkturer ligger visheden om, at økonomien ikke er et problem, som en uudtalt klangbund under kulturen. Omvendt ser man en mere usikker og kritisk tilgang til verden under lavkonjunkturer,” forklarer forskeren, som også ser, hvordan økonomiens vilkår afspejler sig i populærkulturen og de kvindeidealer, den dyrker:
”Hvor det for 00’ernes kvindegeneration under opsvinget blev et spørgsmål om at finde ud af, hvad for noget tøj de skulle hive ned fra hylderne, bliver problematikken for den efterfølgende generation en helt anden: De har slet ikke adgang til hylderne.”
Henrik Kaare Nielsen mener, at tv-serien Girls er et raffineret eksempel på kriseproblematikken, fordi den hæver sig over den depressive tilstand, man ofte ser i krisetider:
“Serien animerer til en selvforståelse, der tager kampen op og stiller sig kritisk overfor urealistiske forventninger og idealer, idet den siger: ‘Det hele går ad helvede til. Vi kan ikke få jobs, og de plastikidealer, vi er blevet opfostret med, kan vi heller ikke leve op til. And so what!?’”
Et digitalt opgør: Et farvel til solnedgange og snorlige selfies
At ingen er perfekt, er ikke nogen nyhed. Alligevel eksisterer der et sted, hvor alle har mulighed for at fremstå sådan. Stedet er bedre kendt som de sociale medier, og her har uglet hår, usund mad og umulige unger længe været byttet ud med solnedgange, smoothies og sunde salater. Men noget tyder på, at perfektionsboblen på de sociale medier også er ved at briste.
Katrine K. Pedersen har for nylig udgivet bogen Phono Sapiens – Det langsomme pattedyr på speed, der handler om, hvordan smartteknologien påvirker mennesket, vores hjerne og vores drømme. Ifølge hende har de sociale medier forstærket perfektionskulturen og sat den så meget på spidsen, at vi nu bevæger os ind i en ny fase, der gør op med de idealiserede fremstillinger:
”Hvor vi tidligere har haft en kultur, hvor man valgte sig selv først, ser det nu ud til, at kvinder igen har en fælles kamp at kæmpe. Opgøret har længe rumlet i undergrundskulturen, men har nu nået de almindelige kvinder, der spørger, hvordan det kan være, at det kun er den kommercialiserede krop, der har en berettigelse på de sociale medier.”
Facebook og Instagram censurerer indhold af såkaldt stødende karakter, og dette er alt fra sexoptagelser til billeder af kvinders buttede maveskin eller helt naturlige bryster. Censurmetoderne er dog mere afslappede, når det gælder billeder af smukke kvinder, der viser hud, og det har affødt en voldsom kritik af de sociale medier og deres brug af censur.
Opgøret har længe rumlet i undergrundskulturen, men har nu nået de almindelige kvinder, der spørger, hvordan det kan være, at det kun er den kommercialiserede krop, der har en berettigelse på de sociale medier
I 2015 eksploderende Instagramkampagnen ”Free the Nipple” på de sociale medier.
Til forskel fra tidligere kampagner mod kønsdiskriminering og seksualisering af kvindekroppen, var denne en kamp rettet direkte mod censur på de sociale medier. Kampagnen er blot ét ud af mange eksempler på kvinder, der gør op med et idealiseret og kommercialiseret kvindeideal, herunder vidtrækkende Instagram-kampagner som #smuksomjeger, #mitsandejegudenfilter og #iwokeuplikethis alle iværksat af kendte kvinder, som et opgør mod den kommercialiserede, maskerede og iscenesatte kvindekrop.
Selvom Katrine K. Pedersen ser et stort potentiale i tendensen og håber, den vil rykke ved nogle fastlåste idealer, ser hun dens fremkomst med en vis skepsis:
”Det, der er ved at ske, er, at det uperfekte også bliver en form for æstetik, der dyrkes, og som nu giver genklang i moden. Tendensen er allerede blevet så udbredt, at den er blevet mainstream, og som alt andet er der et marked, som har fået øjnene op for, at de kan tjene penge på den.”
Uperfektion som industri: “Flawsome” og “Recession chic” er det nye sort
Et sted i Sønderjylland. År 2016.
Telefonen skratter, da ernæringseksperten Christian Bitz endelig tager den efter flere mislykkede opkald på grund af dårlig netværksforbindelse. Han er i Sønderjylland, fortæller han. Her skal han endnuen gang holde foredraget Uperfekt, der, siden han i 2014 udgav bogen af samme navn, har ført sundhedsguruen til mange afkroge af landet for at fortælle danskerne om, hvorfor det nu er blevet okay at vedkende sig sin egen imperfektion:
”Jeg vil gerne tage lidt afstand fra det her perfekte og urealistiske sundhedsideal, mange længe har haft som forbillede. Det betyder i virkeligheden, at folk ofte går rundt og har dårlig samvittighed, fordi de aldrig føler, de gør tingene helt godt nok,” siger han.
Den konstante konfrontation med andres sundhed – eller i hvert fald den fremstillede version af denne – som de sociale medier har medført, har ifølge ham været medvirkende til, at mange har fået nok af det overdrevne sundhedsræs:
Det kan godt være, jeg så perfekt ud udadtil, men indeni var jeg i bund og grund ret ked af det og usikker i forhold til mange ting
”Det er let at føle sig underlegen, når man hele tiden kan se på naboens Facebook-profil, at han lige har løbet 13 kilometer, mens man selv bare har ligget på sofaen og spist kage.”
For Christian Bitz er bogen og foredragene også et helt personligt farvel til den konstante stræben efter idealet om perfektion, som han i sit virke som model gennem mange år dyrkede:
”Det kan godt være, jeg så perfekt ud udadtil, men indeni var jeg i bund og grund ret ked af det og usikker i forhold til mange ting,” fortæller han og fortsætter:
”Jeg synes, det handler om at finde en evne til at være tilfreds. At acceptere, at man ikke nødvendigvis behøver at træne seks gange om ugen, men godt kan nøjes med mindre. Så kan det godt være, jeg ikke står helt så skarpt som dengang, jeg var model, men det har jeg det faktisk rigtig godt med. Der er megetmere livskvalitet forbundet med at kunne slappe lidt af og sænke forventningerne og så ikke have så meget dårlig samvittighed.”
Selvom motivationen virker ægte, kan man ikke komme uden om, at Christian Bitz tjener penge på at gribe tidsånden og tilbyde folk et nyt sundhedsideal, de kan forholde sig til. Det samme gør modeverdenen, der også har taget den uperfekte tendens til sig og hylder den med nyopfundne gloser som “flawesome” og “fejltastisk”.
Anne Lose, der er chefredaktør for modemagasinet Eurowoman, mener ligesom Christian Bitz, at folk har fået nok af at jagte perfektionen, og at det er på tide at tilbyde et mere realistisk alternativ:
”Vi er blevet meget mere bevidste om at bruge flere forskellige slags modeller. I dag tænker vi for eksempel meget mere i etnicitet og typer end tidligere. Vi vil gerne vise flere sider af kvinder.”
Modeverdenen har taget den uperfekte tendens til sig og hylder den med nyopfundne gloser som “flawesome” og “fejltastisk”
Finanskrisen satte sit tydelige præg på modebranchen, og i tiden efter 2008 blev pangfarverne, der ellers havde været dominerende i store dele af 00’erne, skiftet ud med sort og gråtoner. Seriøsiteten var tilbage, og det afspejledes i moden, der gik under betegnelsen ”Recession chic” og i højere grad fokuserede på minimalistiske udtryk og langtidsholdbart design.
”Efter finanskrisen begyndte vi at kigge meget mere på prisniveauer, end vi havde gjort førhen. For det der med at købe en taske til 20.000 kroner blev pludselig hurtigt lidt upassende, når mennesker rundt omkring mistede deres jobs og måtte gå fra hus og hjem,” fortæller hun.
Selvom konjunkturerne nu er vendt, og opturen er på vej tilbage, spøger finanskrisen stadig i modeverdenen:
”Vi tænker stadig over, at det hele ikke skal være for dyrt, men i dag mikser vi mere i prisniveauer end lige efter krisen.”
Hun fortæller desuden, at de på Eurowoman næsten aldrig retoucherer billeder længere. En række kendte kvinder har de seneste år sagt nej tak til retouchering heriblandt Lady Gaga, Keira Knightley og Lena Dunham, der for nylig gav et fuldstændigt og endegyldigt forbud mod at lade magasiner billedbehandle foto af sig.
Designet uperfektion: At være uperfekt på den perfekte måde
Selvom tendensen uden tvivl præsenterer mere realistiske og almindelige kvindeidealer, er den dog ikke fuldstændig uden problemer, mener psykologen Sofie Seier Helms. For idealer er idealer, og selv uperfektion kan for nogle være en nøje designet iscenesættelse:
”Det er jo ikke, fordi man så bare har sluppet tøjlerne fuldstændig. For de fleste kan det faktisk være et rigtig kalkuleret og velafbalanceret udtryk. Det at kunne erkende sine fejl signalerer, at man hviler i sig selv. Det udstråler et overskud at indrømme, at man også træder ved siden af ind imellem.”
Ifølge Sofie Seier Helms bevæger vi os væk fra en stræben efter og fremstilling af perfektion, fordi det bliver for utroværdigt og uærligt. Men man må heller ikke være for uperfekt. Det handler derimod om at finde en troværdig balance mellem det polerede og det realistiske. Hun ser tendensen som et tidstypisk fænomen, der først og fremmest handler om at signalere autenticitet:
”Et perfekt selvbillede udadtil i dag handler ikke kun om, hvordan man ser ud, men også om, hvordan man har det med den måde, man ser ud på. En kvinde som Lena Dunham høster ikke point for sit udseende, men for at have sluttet fred med det. Det at have et naturligt forhold til sin egen krop og være tilfreds med den er i virkeligheden det, der stræbes efter.”
Udover en afslappet kropsfilosofi er Lena Dunham også kendt for at nedbryde tabuer om psykiske lidelser og har selv været hudløs ærlig omkring sin egen kamp med både OCD (Obsessive Compulsive Disorder), angst og depression.
Alle sammen sygdomme, som hendes karakter Hannah også kæmper med i Girls. Med uperfektionen følger også kravet om at være sin egen, at skille sig ud fra mængden med egne, personlige ”revner i lakken” og derigennem være interessant. Og det kan psykiske diagnoser hjælpe med, mener Sofie Seier Helms:
”Vi lever i et diagnosesamfund, hvor der kan være meget identitet at hente i en diagnose. I dag skal man opfinde sig selv, og alt, hvad der bliver givet af håndsrækninger i den retning, kan være rigtig kærkomne for nogle. Hvis man får en psykisk diagnose, følger der ofte en masse personlighedstræk med, som kan hjælpe én til at definere sig selv. Det kan både give en tryghed, og det kan samtidig virke lidt eksotisk at være anderledes og unik,” fortæller hun.
Det udstråler overskud at kunne sige: ’Jeg har en psykisk diagnose, men jeg kan leve med den og håndtere den.’ Det er en måde at signalere kontrol på.
Selvom man som regel ikke forbinder psykiske diagnoser med noget positivt, kan det ifølge hende blive det, hvis man formår at have et almindeligt liv alligevel:
”Det udstråler overskud at kunne sige: ’Jeg har en psykisk diagnose, men jeg kan leve med den og håndtere den.’ Det er en måde at signalere kontrol på.”
På trods af dette ser hun overordnet den øgede eksponering af uperfektion som en positiv udvikling, der indeholder et potentiale for at rykke ved vores urealistiske forestillinger om kvindeidealer: ”Tendensen er med til at repræsentere et mere nuanceret og bredt billede af,hvordan kvinder er og skal være. Den diversitet har klare kvaliteter ogmuligheder.”
Om de uperfekte kvindebilleder i Girls reelt har mulighed for at ændre på eksisterende normer og idealer, er svært at spå om. Men tilbage i lejligheden i Aarhus, er Nanna og Astrid enige om, at der er et behov for at udfordre det perfekte kvindebillede, der har været dominerende i medierne i mange år.
I virkeligheden kan jeg godt blive lidt provokeret af, at Lena Dunhams krop får så meget opmærksomhed. For hun har jo ikke nogen totalt freaky krop. Hun ligner ikke idealet, men der er jo ikke noget unormalt ved hendes krop.
”I virkeligheden kan jeg godt blive lidt provokeret af, at Lena Dunhams krop får så meget opmærksomhed. For hun har jo ikke nogen totalt freaky krop. Hun ligner ikke idealet, men der er jo ikke noget unormalt ved hendes krop,” siger Astrid. ”… ligesom når der bliver gjort et stort nummer ud af, hvor mangfoldigt det er med plussize-modeller. Men de er jo ofte bare en helt almindelig størrelse 38,”stemmer Nanna i.
”Præcis. Så mærkelig ser hun bare heller ikke ud, men det bliver alligevel gjort til en virkelig stor ting, at hun tør vise sin krop frem. Men det viser jo netop, at der stadig virkelig er brug for det. Jeg tror helt sikkert, at jo flere almindelige kroppe, vi ser i mediebilledet, jo bedre.”
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Du kan også abonnere på POV Weekend, så får du vores digitale weekendavis ind i din mailboks hver fredag. Det er kvalitet – og så er det endda gratis.
Topfoto: Lena Dunham, HBO Girls, tvseriesfinale.com.38672/
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
