DOKUMENTAR // KLUMME – Peter Schmeichel har altid delt vandene – en legendarisk målmand, men også en kontroversiel personlighed. En ny dokumentar tegner et mere nuanceret billede af manden bag handskerne.
Tilståelsessag. Tænk, at halvanden times dokumentar over to afsnit på en TV-skærm kan få én til ændre grundlæggende holdning til et andet menneske. Jovist, man kan blive overrasket over folk eller personager, du kun har et overfladisk billede af eller offentligt tabloidforhold til.
Men jeg har faktisk brugt en rum tid af mit professionelle liv på ikke at bryde mig særligt meget om Peter Schmeichel. Har altid elsket og beundret hans målmandsspil og aldrig sat spørgsmålstegn ved, at han er den bedste målmand i verdenshistorien. Den diskussion bliver man heller aldrig færdig med, men det har altid været min holdning.
Jeg kunne ikke lide ham uden for banen. Frygtede ofte at interviewe ham post match, specielt hvis der var behov for et kritisk spørgsmål. Mindes stadig tydeligt, at jeg vovede det efter en kvalifikationskamp i Belfast, hans tredjesidste landskamp af 129. David Healy havde scoret til 1-0 for nordirerne, og opgøret endte 1-1. Schmeichel skulle have reddet Healys afslutning, selvfølgelig skulle han det, men så snart spørgsmålet formede sig, kunne man ane konturerne af tordenansigtet. Han tålte det ikke. Selvfølgelig gjorde han ikke det. Det gjorde han aldrig.
Op igennem 90’erne var der ikke mange kvindelige journalister i det danske landsholdspressekorps, og de få, der var, fik dét nedvurderende blik, når de stillede The Great Dane spørgsmål. Eller et nedgørende modspørgsmål: ”Har du set mange fodboldkampe?”
I en slags måske ufrivillig karakteristik af Peter Schmeichel udtaler Kasper med både sin egen og fars karriere in mente: ”Som sportsudøver dør du to gange”
Han var nådesløs i sine retoriske forsvarsmekanismer og indforståede machoomgang med sine holdkammerater i et sarkastisk og hårdt engelsk miljø, som han også bragte med i landsholdslejrens ellers langt loose’re atmosfære i de år. I dag er forholdet spillere og presse imellem blot distance, kvæg- og ekspeditionsagtigt, skåret ned til sekunder og standardfraser. Underholdningsindustri og all about the money. Der var egentlig også anstrøg af det i slut-90’erne i modsætning til 80’er-holdets bajer- og smøgeromgang med journalister i omklædningsrummet.
Jeg hadede ham ikke. Det var han alt for god til. Snarere mangel på respekt for hans åndelige habitus, som jeg syntes, han udstillede i en tom skal af arrogance og indsigtsløs indædthed i sin selvoptagne facon. Som om fodbold var det væsentligste i verden. Men det var det jo. Og når man er verdens bedste målmand, er presset givetvis af en størrelse, ingen andre end verdens bedste kan forestille sig.
Vi var næsten jævnaldrende, han var 63’er som min daværende sportsredaktør. Det drillede vi ofte hinanden med. Eller jeg ham med, at jeg var ”Michaels årgang” – 1964, Michael Laudrup himself. Han måtte nøjes med Schmeichel. Grinede jeg dengang i min selvskabte bevidsthed om, at nok var Schmeichel verdens bedste målmand, men ikke i nærheden af Laudrup som fodboldspiller, ikke i nærheden af hans personlighed og elegance. Som om Schmeichel desperat forsøgte at replikere 10’eren over dem alle i dansk fodboldhistorie, men i forsøget fremstod blot endnu mere unlikeable, end han i grunden var.
Schmeichels største titel
Jeg nåede aldrig at ændre mit syn på ham, da han langtfra forsvandt ud af offentlighedens lys, men indstillede sin karriere og i min optik ikke slog til som studievært på dansk, snakkede sort som ekspert på BBC og solgte sig selv i promovering af det ene VM-værtskab efter det andet på FIFA’s halvrådne lønningsliste.
Af samme grund læste jeg heller aldrig bøgerne om ham. Så her på den anden side af de to Showtime-producerede dokumentarafsnit, Schmeichel, er der også omstændigheder, jeg ikke har kendt til før. Som sikkert har været fremme. Men for mig er dokumentaren spektakulær. Følelsesladet, fagligt velunderbygget og reflekteret på et formfuldendt engelsk, hvorfor han var, som han var. Hvordan han er i dag.
Hele hans liv, privat, public og sportsligt komprimeret til halvanden times vellykket forståelse af et menneske med et vildt liv, fuld af ånd, musikalitet side om side med dedikation og benhård vindermentalitet. Hans udlægning af sin herkomst og ærlige beretning om sin far er hjerteskærende. Hans uomtvistelige kærlighed til sine to børn. At den største titel, han har vundet i sit liv, i virkeligheden var Kasper Schmeichels Premier League-triumf med Leicester.
Peter Schmeichel indrømmer det selv. Han blev nødt til at være, som han var
Krydret med vidunderlige klip med Alex Ferguson, Eric Cantona og Gary Neville undervejs. Og især Kaspers gennemgående røde tråd af både familiær og faglig forklaring skaber en ramme af sympati og afklaring i mit billede af hans far. Som var og er min samtid.
Kasper Schmeichel har jeg kun interviewet en enkelt gang, et langt et af slagsen tilbage under coronatidens smalhals af personlig interaktion, så jeg var ikke helt tryg ved tre kvarters skærmtid på Google Meet, om end jeg jo kendte det langt mildere medieudtryk af ham igennem en ditto lang landsholdskarriere. Min frygt blev da også gjort til skamme. Og så har han alligevel det genetisk vilde vinderinstinkt i sig. Ej den arrogante tone. Tænk, at han når op på siden af sin far i antal landskampe. Hvem havde troet det?
I en slags måske ufrivillig karakteristik af Peter Schmeichel udtaler Kasper med både sin egen og fars karriere in mente: ”Som sportsudøver dør du to gange.” Det tror jeg på. I hvert fald på den far og søns niveau.
Peter Schmeichel indrømmer det selv. Han blev nødt til at være, som han var. Selvfølgelig gjorde han det. Selvom han også føler sig udtalt pinligt berørt, når han genser eller forklarer episoder fra dengang. Erkendelsen mangler ingenlunde. Det er en tilståelsessag: At der ikke var nogen vej udenom, hvis han ville være verdens bedste målmand. Og det blev han.
En legende …
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
