KLIMA & KLASSE // BOGANMELDELSE – I Klima og klasse viser tre CBS-forskere, hvordan klimakampen er blevet et spejl af klassesamfundet. ”Den rigeste procent udleder otte gange så meget som gennemsnitsdanskeren”, men ansvaret lægges stadig på forbrugerne. Bogen kalder til opgør med moralsk klimaindividualisme og insisterer på, at klimakampen må gøres til fordelingspolitik, skriver lektor emeritus Erik Christensen.
Tre forskere fra CBS – Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad – viser i Klima og klasse. Hvordan vi undgår, at klimakampen ender i kulturkløften, hvordan klimakampen risikerer at ende som en konflikt mellem ”rigtige” og ”forkerte” livsformer.
Deres udgangspunkt er, at den offentlige debat i stigende grad fokuserer på individets klimamæssige ansvar for at løse klimaproblemerne. Kendte profiler gentager budskabet i bøger og artikler. Man bør gå væk fra kødet og over til det plantebaserede, vælge det lokale frem for det globale og begrænse flyrejser. De personer og virksomheder, der ikke opfylder nogle høje krav, udstilles og udskammes.
Det sætter en ond cirkel i gang. På den ene side, en række grønne opinionsdannere og aktivister, der synes, at mange ikke har indset situationens miljømæssige alvor. På den anden side en stor del af brede lønmodtagergrupper, der afviser moralske formaninger fra ”eliten”. Den gensidige frustration i begge grupper er med til, at miljøkampen bliver set som en kulturkamp mellem en københavnsk, akademisk elite og det arbejdende folk i provinsen.
Fra livsstil til klasse
De tre forskere bryder den onde cirkel i den grønne debat i medierne ved at se på, hvem der udleder mest CO2, og hvem der mærker konsekvenserne af klimaforandringerne.
Flertallet af danskerne overvurderer, hvor meget de fattige udleder, og undervurderer, hvor meget de rige udleder. Tallene er markante. Den rigeste procent af danskerne udleder otte gange så meget CO2 som en gennemsnitsdansker og 13 gange så meget som en fra den fattige halvdel af danskerne. (s. 21).
74 % af befolkningen er meget eller overvejende positivt indstillet over for den grønne omstilling, når den opfattes som retfærdig
Konklusionen er klar: Klimapolitik skal handle om strukturer og fordeling – ikke om smag og livsstil. Hvis man vil vinde klimakampen, skal man ændre klassekampens dimensioner fra en kulturkamp til en økonomisk kamp, en kamp om de materielle levevilkår.
Et nyt klasselandskab
For at underbygge registreringen af klimakampens sociale årsager og konsekvenser præsenteres en klasseanalyse inspireret af den franske økonom Thomas Pikettys analyser af det franske samfund.
Klassemodsætningerne har to dimensioner: en hierarkisk dimension, der handler om ens økonomiske position, og en vandret dimension, en fraktionering, der handler om, hvad en given person eller faggruppe står til at vinde eller tabe ved en grøn omstilling rent økonomisk.
Samfundet inddeles i følgende grupper:
- Overklassen (1 %). Det er personer, der ejer de største virksomheder eller formuer, men også administrerende direktører for de selvsamme virksomheder.
- Velhavere (9 %) består af mellemledere i større succesfulde virksomheder, ejere af mindre virksomheders samt en del akademikere.
- Middelklassen (40 %) består af mellemledere, faglærte, mennesker med mellemlange videregående uddannelser.
- Arbejderklassen (50 %) er den lavestlønnede del af den arbejdende befolkning. I den øvre del af arbejderklassen er der solide, overenskomstsikrede løn- og arbejdsforhold. I den nederste del af arbejderklassen finder man en gruppe, som kan kaldes underklassen, der udgør 9 % af befolkningen – altså lige så stor en gruppe som velhaverne.
En folkelig koalition er mulig
Klasseanalysen er nyttig til både at få en fornemmelse af, hvorledes den dominerende magtelite holder sammen på samfundet, og hvad der kræves af en ny klasse-koalitionsdannelse for at bryde dens magt.
I øjeblikket har magteliten skabt et klassekompromis på tværs af de grønne og sorte fraktioner af kapitalen og formået at opnå tilslutning hos en gruppe af grønne elite-progressive og fagbevægelsen. Det er koalitionen bag ”Den Grønne Trepart” et udtryk for.
I bogen bruges klasseanalysen til at udpege en social og økonomisk basis og kraft, der kan bryde den dominerende magtelites dominans og sætte klimabevægelsen på en mere radikal kurs. Denne kraft findes potentielt i arbejderklassen og middelklassen, ”de folkelige klasser”.
En undersøgelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) fra 2022 viser, at 74 % af befolkningen er meget eller overvejende positivt indstillet over for den grønne omstilling, når den opfattes som retfærdig, hvilket vil sige:
- Beløn grønne valg økonomisk.
- Garanter job/omskoling, hvor job forsvinder.
- Modvirk større økonomiske skel.
- Lad de største udledere betale mest.
Det betyder, at den klassekoalition, der kan vinde, skal fokusere på de materielle interesser i arbejder- og middelklassen, der har fordel af den grønne omstilling.
Mere konkret opstilles fire pejlemærker:
- Arbejdsmarkedet: Grøn industripolitik, reparation og reproduktivt arbejde, grøn job- og uddannelsesgaranti.
- Velfærden: Finmasket sikkerhedsnet og tryghed som forudsætning for grønne valg.
- Ejerskab: Del gevinster og styrk lokalt/medarbejder- og forbrugerejerskab.
- Forbrug: Formueskat, progressiv CO2-afgift, prisloft på basale varer, dæmpet luksusforbrug.
Ikke et enten-eller men et både-og
Man kan reflektere over, om bogen ikke opstiller et alt for skarpt skel mellem en politik, der lægger vægt på strukturelle økonomiske løsninger og en fordelingskamp og en politik, der fremhæver ændring af kulturelle præferencer og individuel livsstil.
Det er ikke et spørgsmål om et enten-eller, men i langt højere grad et spørgsmål om et både-og. Klimakampen skal både have en økonomisk dimension, men også en kulturel dimension.
Hvilke partier kan bære præfordeling, progressive CO2-afgifter og styrket medarbejder-/forbrugerejerskab? Hvilke kompromisser kræves?
I bogen får man det indtryk, at det især er middelklassen og nogle velhavere, der især er motiverede for en ændring af deres livsstil i retning af et mere økologisk forbrug, mens arbejderklassen især er økonomisk motiveret og kun vil ændre livsstil, når det økonomisk kan betale sig. Det stemmer imidlertid slet ikke med andre analyser af den økologiske bevægelse, hvor det fremgår, at en del almindelige mennesker i arbejderklassen i høj grad er motiveret for at ville ændre livsstil af både arbejdsmæssige, familiemæssige og økologiske årsager. Se fx min anmeldelse af Haunstrups bog NOK.
Præfordeling frem for omfordeling
En interessant ny synsvinkel på politik præsenteres i bogen i spørgsmålet om, hvorledes man kan skabe en mere retfærdig økonomisk fordeling i samfundet. Det normale i liberal-demokratiske samfund er at foretage en omfordeling af ressourcer via skatter og tilskud for at korrigere markedets fordeling.
En anden synsvinkel og måde at fordele ressourcer i et samfund er at etablere en præfordeling: at fordele magt, ejerskab og muligheder på forhånd, i stedet for kun at omfordele penge bagefter, altså på forhånd foretage en mere retfærdig fordeling.
I bogen argumenteres for, at man i højere grad bruger en præfordeling-metode, at man fordeler magt og muligheder i stedet for penge. Det sker i deres forslag ved at skabe nye job i områder med få muligheder og ved at fordele ejerskab via medarbejderejerskab, forbrugerejerskab og andele i offentlige og kommunale selskaber.
En samfundsdividende som præfordeling
Et instrument, som bogen ikke nævner, er idéen om en samfundsdividende – en basisindkomst, der tildeles alle borgere. Det ville netop være et redskab, som ville leve op til alle de kriterier for en retfærdig fordeling af samfundets ressourcer, som bogen opstiller.
Samlet set giver bogen en grundig, tiltrængt fornyelse og udvidelse af argumentationen for en folkelig klimakamp. Den tegner omridset af en realistisk koalition og politisk strategi
Det ville være et godt instrument til at skabe større lighed i samfundet og skabe et finere sikkerhedsnet og det niveau af social og økonomisk uafhængighed, som ville styrke den materielle sikkerhed for den brede befolkning. Det ville samtidig være med til at skabe både lokale jobs og et lokalt og regionalt energiejerskab.
Politikken, der mangler
I betragtning af den store betydning, der i bogen tildeles det folketingspolitiske niveau i forandringen af samfundet med et helt katalog af forslag til lovgivning, er det ejendommeligt, at der ikke findes nogen antydning af en analyse af de politiske partiers klimapolitik, og hvilken politisk koalition der kunne gennemføre de fremlagte forslag.
Her efterlyses en kort realisme-test: Hvilke partier kan bære præfordeling, progressive CO2-afgifter og styrket medarbejder-/forbrugerejerskab? Hvilke kompromisser kræves?
Konklusion: Folkelig klimaindsats kræver fordeling – og kultur
Samlet set giver bogen en grundig, tiltrængt fornyelse og udvidelse af argumentationen for en folkelig klimakamp. Den tegner omridset af en realistisk koalition og politisk strategi. Svagheden er, at den i sin iver efter at understrege betydningen af de strukturelle ændringer kommer til at nedtone betydningen af de kulturelle ændringer.
En vigtig og tilgængelig bog, der flytter fokus fra moral til magt – om end kulturens rolle fortjener større plads.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og