LITTERATUR // INTERVIEW – ”Vi har ikke fokuseret nok på Tove Ditlevsens betydning som essayist og samfundsdebattør,” siger den schweiziske Tove Ditlevsen-forsker Eliane Jaberg. Hun blev selv nysgerrig på Ditlevsens journalistiske tekster, fordi de udgør en temmelig stor del af forfatterens samlede tekstproduktion, som eftertiden ikke kender ret meget til.
Mon ikke vi er mange, der har fulgt Tove Ditlevsens internationale gennembrud, som hun endelig fik 45 år efter sin død? Det tog fart, da hendes erindringsbøger udkom under titlen The Copenhagen Trilogy i 2019. Kort efter kaldte The New York Times Ditlevsen for et “skræmmende stort talent” og satte trilogien på en liste over de 100 bedste bøger i det 21. århundrede.
I disse dage, hvor 50-året for Tove Ditlevsens død markeres mange steder, er fokus på Ditlevsens internationale format fortsat usvækket. Mange af de igangværende forskningsprojekter blev omtalt på et Tove Ditlevsen-seminar på KU i efteråret 2025. Her var jeg selv til stede og hørte Eliane Jaberg fra Zürich fortælle om sin tilgang til Ditlevsen.
Hvorfor essays?
Eliane Jabergs afsæt er netop ikke de skønlitterære værker, der har gjort Tove Ditlevsen verdensberømt, men derimod hendes journalistiske tekster, der blev til sideløbende med den skønlitterære forfatterkarriere.
”Det er teksterne rundt om det skønlitterære forfatterskab, der interesserer mig,” fortæller hun, da vi mødes til en snak om hendes forskning. Eliane Jaberg forklarer på et formfuldendt dansk, at hun er interesseret i alle de tekster, som i en litteraturteoretisk sammenhæng kaldes for epitekster – i hendes forskning i særlig grad Ditlevsens avisklummer og kronikker.
Jaberg tog for nylig retur til Zürich efter et halvt års ophold i København, der blandt andet er blevet brugt på at kortlægge og katalogisere alle de avisklummer og essays fra mediearkivet, der ikke allerede er samlet og udgivet i bogform.
Det er dog overraskende nok ikke manden, der udpeges som undertrykker. I hendes optik er forfængelighedsindustrien ikke opstået af et specifikt mandligt behov – men er reklamens krav og kvinder, der holder hinanden nede – et pres fra kønsfæller
Blandt de allerede samlede essays findes fx ”Flugten fra opvasken”, som både er titlen på et af Ditlevsens mest berømte essays og titlen på samlingen. Det er under 1/3 af disse mange essayistiske avisklummer, der er blevet samlet i bogudgivelser sidenhen.
Resten tæller 132 stk., som hun har gravet frem. Antallet viser også noget om, hvor produktiv Ditlevsen var.
”Når jeg fortæller folk om mit projekt, bliver de fleste overraskede over, hvor meget den journalistiske produktion faktisk fyldte i hendes liv: at hun havde sine egne klummer i både Alt for Damerne, B.T., Politiken, Ekstra Bladet, og at hun skrev i Information”, fortæller Jaberg.
Langt de fleste avisklummer har derfor heller ikke tidligere været genstand for analyse. I Ditlevsens egen samtid var offentligheden på fornavn med Tove Ditlevsen på grund af både den enorme produktion af avisklummer, essays og de mange brevkassesvar i Familie Journalen. Tove Ditlevsen var altså både kendt for sin skønlitteratur, sine essays og sin allestedsnærværende optræden i medierne – som en stor mediepersonlighed.
På spørgsmålet om, hvilke aspekter Jaberg fokuserer på, siger hun:
”Det er et særligt træk netop hos Tove Ditlevsen, at hun gennemgående bruger sig selv og sine egne erfaringer, når hun deltager i samfundsdebatten. Det er dette afsæt i hende selv – hendes jeg, der er blevet mit fokus. Og hvordan kan det egentlig være, at hun bruger sig selv som stof – og alligevel får næsten hele verden til at læse med? Det ville jeg se nærmere på.
Det tyske udtryk for at bruge sig selv som stof kaldes ”Selbstgebrauch”, og når jeg synes dette er så spændende, så handler det blandt andet om, at Ditlevsen ofte er blevet kaldt navlebeskuende, og at hun er blevet bebrejdet, at hun ikke havde et bredere samfundsmæssigt perspektiv.
Hun koketterede selv med det, at hun ganske enkelt ikke kunne andet end at skrive om sig selv, og at hun var fra arbejderklassen. Men faktum er bare, at hun netop med sit personlige udgangspunkt faktisk nåede bredt ud, og at især hendes essays formår at levere en bred samfundskritik.
Jeget er en stilfigur, som hun bruger både i det skønlitterære og essayistiske forfatterskab. Jeget er ofte marginaliseret. Hvilket er en position, man taler mere om i dag. Fx ser vi denne stilfigur i postkoloniale tekster. Hos Ditlevsen kan det eksempelvis være en arbejder, en udsat kvindetype eller blot et jeg, der er uden for det gode selskab”, siger Jaberg.
Kronik i Information 1953
Et godt eksempel på dette findes i hendes første kronik i Information, der blev bragt under titlen ”Piger uden cellofan” i 1953.
Emnet er de store forventninger til husmoderen, og der opremses en række reklamekrav til husmoderens bedrifter og udseende, der tilsammen giver et overvældende komisk billede af krav i mange forvirrede retninger. Umiddelbart er det konsumsamfundet, der kræver sit, men efterhånden tegnes billedet af en samfundsorden, hvor glansbilledet af kvinden er et undertrykkelsesredskab.
Kronikkens overskrift henviser desuden til en verserende debat, der handler om datidens dansepiger, der i en revysammenhæng optrådte kun iført cellofan. I det københavnske borgerskab rejste der sig en fordømmelse mod de unge piger. Det fandt Ditlevsen hyklerisk, hvilket hun fremfører med sin sædvanlige underfundighed.
Hun formåede et spænd, hvor hun kunne læse Baudelaire og Woolf og samtidig forblive en stemme for de undertrykte og udstødte
Ved at sammenstille „piger uden cellofan“ (= husmødre) med „piger i cellofan“ (= revypiger) lykkes det hende at synliggøre den kvindelige krops plads i forbrugersamfundet. Hun udstiller samtidig borgerskabets dobbeltmoral. Et borgerskab, der overser de samfundsmæssige strukturer, der er en del af forklaringen på, at piger er nødt til at optræde i cellofan. Ditlevsen giver sig ikke af med at hyle med på forargelsen. Hun er solidarisk med de piger, der ikke har råd til at sige nej til arbejde.
”Det er nemlig sivet ud, at ægteskabet som fremtidsstilling er et lidet påskønnet og dårligt lønnet erhverv”, skriver Ditlevsen undervejs. Dermed får hun understreget med humor, at den gifte husmor udfører et dårligt betalt fuldtidsjob.
Det er dog overraskende nok ikke manden, der udpeges som undertrykker. I hendes optik er forfængelighedsindustrien ikke opstået af et specifikt mandligt behov – men er reklamens krav og kvinder, der holder hinanden nede – et pres fra kønsfæller.
I kronikken er Selbstgebrauch et ”vi”, som anmoder læseren om at stå sammen med marginaliserede kvinder og undgå dobbeltmoral. Tove Ditlevsen skriver:
“Nutidens kvinder kan ikke klare sig alene ved at være glamourgirls. Det må vi overlade til dem, hvis erhverv det er, og på det felt betragte pigerne med samme respekt, som vi føler for alle kvinder og mænd, der alt efter evner og anlæg må tjene føden til sig selv og deres familie.”
Forfatterens selv
Selvom Tove Ditlevsen gennemførte en form for klasserejse og endte med at leve et borgerligt liv, hvor hun omgav sig med kultureliten, så glemte hun aldrig sin proletariske baggrund. Hun formåede et spænd, hvor hun kunne læse Baudelaire og Woolf og samtidig forblive en stemme for de undertrykte og udstødte.
Hun bekender sig i mange tekster til solidaritet med den nederste del af samfundet. Både som direkte budskab i kronik-eksemplet og i brug af jeg’et/vi’et er hun her talerør for de kvinder, der vil følge trop i ”oprøret mod forfængelighedsindustrien”, som manchetten lover det i Informations kronik.
”Min undersøgelse handler ikke om, hvem Tove Ditlevsen var, men om, hvordan hun bruger sig selv og sit „jeg“ som en æstetisk stilfigur i sit forfatterskab. Undertiden praktiserer hun jo næsten en slags selvmarginalisering”, forklarer Jaberg.
“Mit formål er at inddrage så mange tekster som muligt og give eksempler på Ditlevsens dygtige brug af jeget/Selbstgebrauch. Hendes iscenesættelse af forfatter-jeg’et og de stilsikre fortællepositioner fungerede godt, og gavnede faktisk både image, forfatterskab og blev vigtige kunstneriske kendetegn.
At den akademiske elite så ned på hendes iscenesatte livsstilsagtige reportager i hjemmet med børn eller ved komfuret, betød mindre. Hendes klummer og kronikker i dagbladene og hendes brevkassesvar i dagbladene gjorde hende populær i vide kredse. Det er ofte blevet sagt, at Tove Ditlevsen måske havde ønsket sig Det Danske Akademis store pris, men jeg tror, hun vidste, at det var, hvad det kostede at være hele Danmarks Tove”, afslutter forskeren. Hendes ph.d. færdiggøres og præsenteres i 2028.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og