Hvordan en skovbrand kan antænde falsk kritik af indvandring

i Bæredygtighed/Featured/Kultur & Medier af

KLUMME – Hvordan tænker man konstruktivt over fake news? Hvordan opløser man de forestillinger, som fake news er skabt af, så de falske påstande derved afslører sig selv? Jakob Brønnum har hørt den påstand, at det er muslimer, der har antændt de svenske skovbrande. Det viser sig, at det ikke er de første skovbrande, muslimer har fået skylden for. 

Jeg deltog forleden i et privat selskab et sted i provinsen, som beboerne dér selv kalder et Bibel Belt eller Bibelbælte med en humoristisk hentydning til det amerikanske bibelfundamentalistiske sydøst- og midtvestlige USA. Kort inde i måltidet mødte jeg den påstand, at det er “muslimerne”, der har antændt de svenske skovbrande. Bemærk, at der blev brugt muslimerne i flertal. Det er hele befolkningsgruppen, der sigtes til.

Jeg spurgte, åbenlyst indigneret, hvor denne forestilling stammede fra, og man henviste undskyldende til, at det havde man hørt i radioen. Jeg er overbevist om, at det må være en kristen fundamentalistisk lokalradio, der har bragt det. Hvad der siges af vrøvl i f.eks. de meget vidt udbredte amerikanske “God Channels”, det kan der skrives tykke bøger om, men det bør der ikke. Det er trumpisme with a vengeance, kan jeg sige.

Grundelementerne i en falsk forestilling

Det interessante er, at forestillingen er modtaget, og at den videreformidles, uden at man så at sige opløser den i sine grundelementer og gør sig klart, hvilke del-forestillinger, der må indgå i en sådan påstand, for at man kan fremsætte den og selv tro på den. Det skal vi komme tilbage til om et øjeblik.

Vi har for tiden en verden, et demokratisk sindelag, et offentligt rum, der er stærkt påvirket af bevidst og ubevidst viderebragt løgn, og vi har hver især en forpligtelse til at stå imod den.

For mig er der ingen tvivl om – for nu lige at få det på plads, inden vi kommer til kernen i historien – at det store muslimske had, som vi møder i særligt landbefolkningen i de nordeuropæiske og de nordiske lande, skyldes en afmagt over den neoliberale destruktion af velfærdssamfundet fra omkring 1980, gennem den stadige privatisering og frasalg af samfundsværdier og af de opgaver, der er samfundsfællesskabets, med det resultat, at velfærdsydelserne siden 1980 er blevet strammere og strammere.

Den samtidige globalisering har øget udflytningen af særligt ufaglærte jobs og gennem nye nationaløkonomiske skatteregler for virksomheder langsomt, men sikkert udhulet skattegrundlaget mange steder. Befolkningen i yderområderne på landet, som jo normalt ikke er samfundskritiske, kaster så deres afmagt på en befolkningsgruppe de – med rette – opfatter som fremmed.

En svensk undersøgelse viser, at højrepopulismen er stærkt overrepræsenteret blandt mænd på landet, mens kvinder i byen praktisk taget ikke stemmer til højre for de gamle partier.

Det handler mere om den psykologiske forestilling, der ligger bag at fremstille et land som på vej mod totalt kaos og under truende opløsning

At Sverige bruges på denne måde, er der ikke noget nyt i – det foregår helt op på internationalt regeringsniveau, som når den bundløst uoplyste, amerikanske præsident spreder falske oplysninger om begivenheder i Sverige.

En mere sejlivet form for fake news, som man møder også hos almindeligt oplyste mennesker, er den om de såkaldte no go-zoner i de svenske storbyer, altså steder, hvor myndighederne ikke har adgang, fordi de er overtaget af muslimske indvandrergrupper. Forestillingen stammer fra det norske Fremskritpartis valgkamp i 2017 og er viderebragt af BT og Berlingske. Norske højreorienterede har også fundet sådanne zoner i Danmark

Selvfølgelig findes der ikke nogen no-go-zoner i svenske storbyer – eller i danske. Det findes jo heller ikke i britiske, tyske, franske eller canadiske byer. Man kan ikke forestille sig et vesteuropæisk samfund, der i praksis vil acceptere enklaver af den karakter – næppe noget samfund overhovedet, er jeg sikker på.

Den psykologiske forestilling

Det handler mere om den psykologiske forestilling, der ligger bag at fremstille et land som på vej mod totalt kaos og under truende opløsning. Her er historien om muslimerne og skovbrandene vist en foreløbig kulmination. Hvad tænker man sig: At der er en gruppe hætteklædte arabere, der er på vej til at omdanne Sverige til en ørken? Sikkert. Men den, der fremsætter en sådan påstand, kender for lidt til skovdrift, som vi skal se.

Det, der er interessant, er rækken af associerede dumheder, man skal gennemgå og indoptage som udtryk for sine egne holdninger for at komme derhen, hvor man med overbevisning kan fremsætte sådanne tåbeligheder.

No go zonerne, for eksempel. Hvad er det man forestiller sig, der er tale om for et boligområde eller hvad, det nu kan være, man tror, der er no go zoner? Hvad forestiller man sig, der sker, når der går et vandrør i de områder? Er det kun muslimske blikkenslagere, der må operere der?

Jeg tror, at man kan uddrage den regel, at skabelsen af fake news, der er så åbenlyst tåbelig, kræver en betydelig mangel på lokalkendskab

Og hvad med de ældre muslimske kvinder, der bor i de områder – er det sådan, at kommunen skal lave en særlig vagtplan, når aftensygeplejerskerne skal køre ud med deres medicin, således at det kun er muslimske sygeplejersker, der kører ud med medicinen.

Og hvad nu, hvis de muslimske sygeplejersker slet ikke har taget kørekort, fordi de ikke må for deres mænd? Dumheden er tydelig og betydelig i de her historier. Naturligvis – det ved jeg specifikt fra solcialrådgivere, der arbejder i områder som Rosengård i Malmø – ledsages ambulancefolkene i almindelighed af politi, når der har været bandekrig, nøjagtig sådan som det sker, når Hells Angels og Bandidos pløkker knoppen af hinanden i Hvidovre.

Men hvad er det for forestillinger, der ledsager en fortælling i en lokalradio om, at ”muslimerne” har antændt de svenske skovbrande? Man ville ikke blive overrasket over at se en lignende påstand i et medie som Den korte avis eller nogle af de endnu mere højreorienterede, racistiske hjemmesider.

Den israelske skovbrand

Forestillingen stammer uden tvivl fra den israelske Karmelbjerg-brand i 2010, hvor muslimske grupper blev beskyldt for efterfølgende at antænde nye brande – og det efter at den internationale hjælp til Israel også havde indbefattet hjælp fra muslimske samfund. Højrekristne er som bekendt inderlige israelstøtter. Forestilingen kan eventuelt være blandet op med historier om, at illegale indvandrere, herunder muslimske indvandrere, har antændt de califormiske brande

Da jeg drøftede spørgsmålet i det provensiale “Bible Belt”, udartede det til det rene kortspil, for da den med lastbilterrorismen kom op, trak jeg korstogskortet, ”Ja, de kristne var da lige så brutale som de ekstremister, der kører lastbiler i vores storbyer.” Så trak min modpart voldtægtskortet, ”De muslimske mænd voldtager deres døtre, hvis de er sammen med hvide mænd.”

Så trak jeg pædofilikortet – ”Jamen, har du helt glemt de sager, der har været i den katolske kirke? Har du glemt historierne fra de jyske landsbyer?” Og så videre.

Forestillingen, der skal gå forud for en fake news historie, som den at muslimerne skulle have antændt de svenske skovbrande skal blandt andet rumme, at man forestiller sig muslimer med palæstinensertørklæder og branddunke i nattens mulm og mørke liste ud i skovene for at hælde benzin på et bål, de vil antænde.

Hvordan rejser man 1000 km uset med et geodætisk kort, et palæstinensertørklæde, en benzindunk og et eksemplar af koranen?

Men der findes slet ikke nogen nattens mulm og mørke i den tid, årets skovbrande har været i gang. Det er så højt op i Sverige, at det knapt bliver mørkt de fleste steder. Det er desuden så højt op i Sverige, at der er overordentlig få fremmede, og deres tilstedeværelse i lokalmiljøet er synlig og tydelig.

Er det nogle af de mennesker, som går på sprogskole, kommer i lokalforeninger og som har arbejde i lokale virksomheder for de flestes vedkommende eller er nyankomne flygtninge? Er det dem, som har været ude at antænde skovbrande? De små byer omkring skovbrandene er altså mindre, end man tror.

Nej, det kan vist ikke være nogen af dem. Så er det nok de muslimske bander i storbyerne. Og når man så opdager, at disse brande foregår 600 til 1000 km fra storbyerne, så må man tænke om igen.

Ensomme ulve med geodætiske kort

Vil vi finde små kælderværelser, dyrt udlejede til ensomme ulve, der ligger og studerer svenske geodætiske kort på deres briks med koranen ved siden af, for at finde det rigtige sted at sætte ild til? Og hvordan rejser man 1000 km uset med et geodætisk kort, et palestinensertørklæde, en benzindunk og et eksemplar af koranen?

Jeg tror, at man kan drage den regel, at skabelsen af fake news, der er så åbenlyst tåbelig, kræver en betydelig mangel på lokalkendskab. Man kan sikkert også drage den regel, at dem, der virkelig, af politiske grunde ønsker at sprede fake news, som de russiske organisationer som Sputnik News, ved dette.

Spørgsmålet er, hvilke regler man kan drage af det, der kommer efter skabelsen af fake news, nemlig spredningen af den. Det er sværere, og det er derfor, jeg skriver denne kommentar. Vi må – om ikke andet – hele tiden belyse den logik eller mangel på samme, der ligger bag de forestillinger, vi møder, som udstiller nationer, befolkningsgrupper eller interessegrupper som destruktive kræfter blandt os.

Det er almindeligt gennem historien, at befolkningsgrupper har været udsat for overgreb på baggrund af sådanne forestillinger. Den mest berømte er vel, at jøderne fik skyld for pestudbrud i Tyskland i 1300-tallet, og forfulgt og dræbt. Man mente, de havde forgiftet brøndene.

Syndebukkestatus

Jeg læser for tiden nogle romaner af den engelske kriminalforfatter Edgar Wallace, som opfandt King Kong-skikkelsen, kort inden han døde i 1930’erne. I en af hans tidligste romaner fra begyndelsen af 1900-tallet er der tale om en retfærdig nedkæmpning af en gruppe anarkister.

Sådan kan man altid finde befolkningsgrupper, politiske overbevisninger og andre fremmede og fremmedgjorte, der bliver brugt til at bære en syndebukkestatus i situationer, hvor man skal bruge en faktor at placere sin egen, almindelige angst, usikkerhed og fortvivlelse i.

De muslimske befolkningsgrupper i visse dele af Myanmar, rohingaerne, er udsat for det samme. Mexicanske arbejdere og illegale indvandrere, der har levet i USA i generationer, må under det radikaliserede populistiske præsidentstyre lide dem samme tort, her få år efter Disney ellers havde en tegneserie for de mindste, Handy Manny, hvis formål helt åbenlyst var at vise netop mexicanske indvandrere en vej ind i samfundet gennem idealer som ærlighed og pligtopfyldelse.

Ukendskab til skovbrande

Blandt de nødvendige dumheder, der skal sluges, for at man kan fremstille en sådan tåbelighed, som at muslimer har antændt skovbrandene, er det totale ukendskab til skovbrande.

I tidligere tid slukkede man slet ikke skovbrande. Det skyldes de økonomiske interesser forbundet med skovdriften, at man i dag slukker dem. Egentlig er det godt for skoven, at der er brand fra tid til anden. Og der er altid 10-15 skovbrande en hvilken som helst sommer i et land af den størrelse og med den beholdning af skov.

Jeg gik for år tilbage en lang tur i en stor og smuk, gammel vikingeborg på Gotland – ligesom dem vi kender fra f.eks. Trelleborg – og jeg undrede mig over den helt ekstraordinært farverige skønhed i skovbunden. En ledsager forklarede, at det var andet år efter en skovbrand, og at branden i skoven havde sat en gavnlig fornyelsesproces i gang.

Den, som tror på fortællingen om, at det er muslimerne, der har antændt svenske, californiske eller israelske skovbrande, forestiller sig, at der ligger store skovområder øde han. Men det gør der ikke. Træerne brænder sjældent op – branden foregår i skovbunden og en del træer, men langt, langt fra alle bliver skadet.

Et af de smukke øjeblikke i sommerens ubehageligt intense drama i forbindelse med de store skovbrande i Sverige, i det store og hele forårsaget af tørke og lynnedslag, faldt, da en forstmand i en avisartikel viste, hvordan et gammelt fyrretræ havde overlevet tre skovbrande. Det kunne man se på stammen. Og som han sagde, ”Det overlever såmænd også nok denne her.”

Topfoto: Wikimedia Commons

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.) "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay (Eksistensen 2017), samt "Nøjsomhedens tivoli" (Det poetiske bureauas forlag, digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (Ejksistensen, digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.

Udvalg af de seneste bøger:
Langsomheden 1.0 (digte 2015)
Argumenter mod døden (essay 2015)
Lysåret (haiku, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (2016)
Pengeguden (essay 2016)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Den sidste passion (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay 2017)
Nøjsomhedens tivoli (digte 2017)

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste artikler om Bæredygtighed