Karen Bro: Glem alt om ‘flødeskum på toppen’ – kulturen er vores fundament

i Kultur/Film af
FILM // ANBEFALING – Grand Teatret i København sætter i øjeblikket en serie arrangementer og særvisninger op for filmelskere med et godt øje til det skrevne ord. Biografen viser film, hvor litteraturen spiller en særlig rolle. Forleden havde jeg fornøjelsen af at holde oplæg ved visningen af den iranske kunstner Shirin Neshats formidable spillefilm ‘Kvinder uden mænd’, som bygger på Shahrnush Parsipurs roman med samme titel. Her følger talen i let omskrevet form.

I Shirin Neshats film siger en af karaktererne på et tidspunkt: ‘I disse tider kan vi ikke spilde tiden i biografen’. I vores egen kontekst synes jeg, vi skal skrive den sætning om til: ‘I disse tider kan vi ikke undvære biografen’.

Jeg vil vædde på, at I ligesom jeg har haft flere aha-oplevelser under lockdown, hvor vi fandt ud af, hvor meget vi savnede noget af det, vi tog for givet, og som vi måske endda – fordi vi tog det for givet – ikke fik gjort så tit.

F.eks. at tage os tid til at gå i biografen. At forlade hjemmet og rent faktisk bevæge os hen i et helt andet rum og få en intens oplevelse sammen med andre.

Kunstens perspektiv

Da jeg var i biografen for første gang i flere måneder efter lockdown og kom ind i den her fine sal, mærkede jeg igen den gode fornemmelse af forventning i maven. Og da lyset blev dæmpet, havde jeg det lidt ligesom i barndommen, når jeg var så heldig, at en af mine store søskende gad tage mig med ind for at se en film i den lille lokale biograf.

Der er bare en helt særlig magi i det rum, det bliver aldrig det samme hjemme i sofaen, selv om det kan være nok så hyggeligt.

Under lockdown blev jeg mindet om, at det, kunsten i alle dens forskellige former kan, er at hjælpe os med at få perspektiv. Hjælpe med at skabe ro i vores hoveder. Hjælpe os med at blive bedre til at forstå dem, der ikke ligner os selv. Og at det især er i krisetid, kunsten virkelig står stærkt.

Under lockdown fik vi uventet tid til at læse og streame og lytte. Nu er vi ved at være tilbage der, hvor vi skal tage os tid til fordybelse. Tage os tid. Det er ikke længere noget, vi får. Vi skal prioritere kulturoplevelserne, hvis vi mener, de gør noget godt for vores liv og måden, vi er sammen på.

Kunsten og kulturen er mere værd end blot det, der giver lidt flødeskum på toppen. Det er mere end ‘nice to have’. Kulturen er ‘need to have’

Fra politisk hold virker det nogle gange, som om kulturen er sådan lidt ‘nice to have’, men ikke ‘need to have’. Filminstruktøren Christina Rosendahl stillede for nyligt spørgsmålet: ‘Hvorfor lander kultur ofte i ‘flødeskum på toppen’-kategorien, i stedet for at blive set som et eksistentielt behov for os alle?’

Det undrer jeg mig også over.

Frit og uden frygt

Kulturen, kunsten, litteraturen er jo en enorm kraft, som kan tage os ud på rejser til egne af verden, vi ikke kender. Når man læser Shahrnush Parsipurs lille fine bog ‘Kvinder uden mænd’, kommer man tilbage til 1950’ernes Iran på en tid, hvor der er et statskup i gang mod den daværende demokratisk valgte premierminister Mohammad Mossadegh.

Man kommer først og fremmest ind i et meget dragende og dybt fascinerende univers, hvor en kvinde kan beslutte sig for at blive et træ, og så bliver hun det. Og en anden kvinde kan genopstå fra døden to gange og få overnaturlige kræfter.

Da ‘Kvinder uden mænd’ udkom i Iran, blev Parsipur fængslet, og hendes bøger blev fjernet fra hylderne. I et interview til Information sidste år sagde hun: ‘Det var svært for styret at forstå, at jeg skrev om kvinders seksualitet. Derfor tog de mig til fange’.

Hun forlod Iran for 25 år siden, da hun havde udstået sin fængselsstraf, og lever i dag i eksil i Californien. I interviewet bliver hun spurgt, om det har været prisen værd, hvortil hun svarer:

‘Jeg var forfatter. Jeg ønskede at skrive frit og uden frygt. Men for det blev jeg arresteret. Og det er prisen, som jeg har betalt for at kunne skrive. Hvis jeg i dag var en ung kvinde, ville jeg gøre præcis det samme.’

Til det må man bare sige: Respekt! Og tak. Også tak til Nazila Kivi, som har oversat bogen meget smukt fra persisk til dansk efter at have kæmpet en årelang kamp for at få nogen herhjemme til at udgive den. Iransk litteratur var vist ikke den letteste sag at få talt op hos forlagene, men nu har vi den.

Need to have

Og vi har oven i købet den iranske kunstner Shirin Neshats filmatisering, som er baseret på bogen. Neshat deler skæbnefællesskab med Parsipur. Hun er også født i Iran, hvor hun er erklæret persona non grata, og lever og arbejder i New York. Hun er en helt enestående billedskaber.

Hver eneste scene i filmen er som et værk i sig selv. Den bygger oven på hendes fem selvstændige videoværker, som i øjeblikket for første gang i 12 år kan ses samlet på kunstmuseet Aros i Aarhus.

Forleden morgen så jeg spillefilmsversionen i Grand Teatret for at forberede mig til dette oplæg, og da jeg spadserede hjem ad Vesterbrogade, kunne jeg mærke, at jeg havde fået et par ‘Shirin Neshat-briller’ på.

Hendes billedsprog er så stærkt, at jeg begyndte at se konturerne af det i gadebilledet. På et tidspunkt så jeg en ung tørklædeklædt kvinde helt i sort sætte et løbehjul i gang med sin app og forsvinde på det ned ad en sidegade.

Hendes billedsprog er så stærkt, at jeg begyndte at se konturerne af det i gadebilledet. På et tidspunkt så jeg en ung tørklædeklædt kvinde helt i sort sætte et løbehjul i gang med sin app og forsvinde på det ned ad en sidegade

Det var et flot billede og også en scene, der fik mig til at tænke på, hvad jeg så. Var det fri kvinde, eller var det en kvinde under en eller anden form for tvang? Svaret kan både være det ene og det andet, for hvis der er noget, kunsten lærer os, så er det, at tingene ikke er sort/hvide, men nuancerede.

Shirin Neshats film er et godt eksempel på netop det. Handlingen er centreret om kvinder, der frigør sig, og ligesom bogen har den en kønspolitisk agenda. Men den er mere end det. De voldsomme politiske omstændigheder træder tydeligere frem i hendes version af ‘Kvinder uden mænd’, og historien bredes ud til det mere alment menneskelige.

Når man har læst bogen og set filmen, så ved man godt, at kunsten og kulturen er mere værd end blot det, der giver lidt flødeskum på toppen. Det er mere end ‘nice to have’. Kulturen er ‘need to have’.

Den er fundamentet for vores menneskelighed og vores medmenneskelighed.


Arrangementerne i Grand Teatret finder sted i samarbejde med Gyldendal LIVE – læs mere her.
Shirin Neshats film ‘Kvinder uden Mænd’ kan lejes her.
Shirin Neshats fem videoværker ‘Women Without Men’ kan ses her.
Shahrnush Parsipurs roman ‘Kvinder uden mænd’ kan købes her.


Fotos: PR/Øst for Paradis.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Karen Bro (f.1964) er uddannet journalist og har blandt andet arbejdet på Berlingske Tidende og på Ekstra Bladet, hvor hun var chefredaktør i otte år.
Hun har skabt netværket Kvindeligt Talt sammen med restauratør Anh Le og har senest været med til at skabe det internationale medie 5 Media, som hun dog forlod i foråret, da der ikke længere var enighed om den redaktionelle linje. Hun er kunstelsker og vil gerne aflive myten om, at kunst er elitær og kun for de få.

Seneste artikler om Kultur