Syditalienske vidundere: Farven blå på Capri

i Featured/Kultur & Medier af

CAPRI – En dag, der ligger nærmere vores nutid end fortiden, indleverede en opbragt turist noget i et brille-etui, der skulle komme til at sætte det lille naturhistoriske museum Ignazio Cerio i centrum af Capri by på den anden ende.

Turisten fortalte at han havde fundet noget i en vejkant, som han gerne ville vise personalet, og da inspektøren lindede på etuiets låg, åbenbarede det noget, der ved første øjekast lignede et stykke legetøj. Farven var så dyb koboltblå, at den nærmest syntes kemisk, og firbenets – for et firben var det, der lå i etuiet, velnæret men dødt – overflade så glat, at dyret kunne være af gummi eller plastik.

I stedet var der virkelig tale om et ægte eksemplar af Capris nok mest berømte dyr, det blå firben, som til dagligt lever på I Faraglioni. De to ensomme klippesøjler, hvoraf den ene er hele 100 meter høj, tårner sig op ud for Capris sydkyst og pryder mangt en platte i øens souvenirbutikker. Men faktisk har ganske få mennesker sat fod på I Faraglioni, og ligeså få set et ægte, azurblåt firben lige indtil den dag, at brilleetuiet blev indleveret.

Blåt er Capris ledemotiv

Podarcis sicula coerulea, from Theodor Eimer ‘Zoologische Studien auf Capri: II’ (1874), plate 1 figure 3 (detail) – Royal Society Tracts X334/3

Straks gik et kompliceret konserveringsarbejde i gang, der i høj grad pyntede på stedets zoologiske samling. Det eneste, som museet hidtil havde kunnet fremvise af det blå firben, var et over hundrede år gammelt blegt eksemplar, som skvulpede i sprit i montren med Capris øvrige endemiske fauna, og i dag kan det nyindleverede dyr ses slange sig afsted på en gren under en glasklokke på Capris naturhistoriske museum opkaldt efter den zoolog, der netop siges at have opdaget det blå firben i 1870.

Farven blå siges at dæmpe temperamentet og afkøle overophedede sind. Farven fordrer kreativitet og intelligens, og beroliger, alt efter nuancen. Og særligt den dybe, azurblå farve synes på mystisk vis at knytte sig til Capri og være et ledemotiv på trods af øens lyse silhuet: enhver, der siden tidernes morgen har set øens forjættede silhuet dukke op af Middelhavet som ryggen på en kamel – Capris fysiognomi præges af to puklede og pinjebeklædte højdedrag, hvis mellemstykke rummer en højslette fuld af vagtler, kaninhuller og pinjer – har nemlig opfattet Capri som elfenbenshvid.

Især hvis man krydser over fra øerne Procida og Ischia, der rager op midt i havet som askesorte tinder på det undersøiske krater fra Campi Flegreis supervulkan.  Capri, derimod, er slutningen på den halvø i kalk, der rager ud i saltvandet mellem Napoli-og Salernobugten, og rummer Sorrentokysten i nord og Amalfi-kysten i syd.

Som et åndedrag mellem kyst og verdenshav

Capri er stadig forbundet med halvøen under vandet, og menes at være blevet afskåret fra fastlandet i forbindelse med den sidste istid, da et jordskælv fik jordoverfladen til at sænke sig og Middelhavet til at fosse ind over tangen. Det isolerede forskellige, nu uddøde arter af vildsvin, kaniner og hjorte, der blev mindre og antog dværgstørrelser og efterhånden uddøde, da grækerne indtog Capri for 2500 år siden og begyndte at jage de frygtløse dyr.

Firben blev af de grækere, som indtog Syditalien omkring år 500 før vor tid, anset som hellige og tilbedt sammen med Apollon, der var det hinsides gud

Det selv samme skete for det blå firben i tidernes morgen, da I Faraglioni mistede jordbundetheden med selve Capri. Faraglioni finder man overalt i Syditalien, hvor der er skrænter, og hvor klippesøjlerne udgør det sidste åndedrag mellem kyst og verdenshav.

Capris naturhistoriske museum befinder sig lige opad Capri bys berømte piazzetta. Foto: Wikimedia Commons.

I Faraglioni på Capri har hver især en overflade, der svarer til en lille villahave, men de skarpe klipper er på trods af deres knappe størrelse fulde af unikke Middelhavsplanter, buske, blomster, insekter, fugle og reptiler, hvoraf det blå firben springer i øjnene med sin koboltfarve.

Firben blev af de grækere, som indtog Syditalien omkring år 500 før vor tid, anset som hellige og tilbedt sammen med Apollon, der var det hinsides gud. Man mente, at de små, agile dyr var forbundne med de underjordiske riger, og allerede dengang må man have kendt til det blå eksemplar. For årtusinder siden var de træer, som ellers havde dækket Capri siden øens løsrivelse fra Italien, allerede i fare for at forsvinde grundet afskovning af øens voksende befolkning, og I Faraglioni blev af og til hjemsøgt af lokale, der svømmede over til klippesøjlerne for at plukke af den tilbageværende bevoksning.

Kommer den blå farve fra et mineral?

Det var tilsyneladende også sådan, at lægen ignazio Cerio og den tyske zoolog Thoedor Eimer fik nys om det specielle dyr. De besluttede sig for at begive sig til I Faraglioni for at se det med selvsyn, og blev chokerede over den koboltblå farve, der strålede dem i møde fra dyrets bug, sider og ryg.

Dyret findes udelukkende på de to klippeskær, og intet andet sted i verden – da firbenet i brilleetuiet blev indleveret konkluderede man derfor også, at dyret højst sandsynligt var blevet røvet fra klipperne af en fugl, der tabte sit bytte ved et uheld, da den fløj ind over Capri – og man har endda fundet ud af, at firbenene på den søjle, der står længst væk fra Capri, har den kraftigste farve, da netop denne faraglione blev isoleret som den første.

Farvens oprindelse har været grund til stor debat i zoologiske kredse – for hvorfor er dyret så kraftigt blåt?

Nogle hælder til, at farven må stamme fra et sjældent mineral i klipperne, som firbenet så absorberer igennem sin kost af insekter, der udelukkende lever på I Faraglionis begrænsede areal. Andre, at den er udviklet igennem millioner af års evolution, hvor den mørkeblå nuance gør dyret mørkere end de øvrige reptiler på klippeskærene, og dermed får dyret hurtigere opvarmet og hurtigere klar til at jage, fordøje og formere sig.

Italiens smukkeste grotte

Skønt Capris skrænter, der på dramatisk vis stiger op fra havet, får øen til at ligne en æggeskalshvid, nyglaseret vase stoppet med mørkegrønne grangrene, er den blå farve ikke til at komme udenom: udover firbenet kan øen nemlig også fremvise sin egen blomst, lithospermum rosmarinifolia, der med sin intense, azurblå farve har givet den kælenavnet Capris Blå. 

Mange lokale ynder at male vinduer og møbler med denne farve, men det mest berømte blå vidunder på øen er til stadighed La Grotta Azzurra, Den Blå Grotte, hvor man igennem et lille hul i klippevæggen ved kysten, og kun når havet er roligt, får adgang til Italiens berømteste hule.

Herinde kan man takket være den hvide havbund, havets genskind på grottens kalkloft og et undersøisk hul i klipperne, som får dagslyset til at skinne igennem saltvandet nedefra, opleve at svæve vægtløst i en mørkeblå sfære, hvor grænserne mellem klippe, luft og vand udviskes og får hele grotten til at ligne et neonfarvet drømmesyn.

På Capri får man The Blues

Men den blå farve har også en sværere side og repræsenterer ubehagelige følelser som tristhed og melankoli. Og Ikke uden grund slår Capri mig trods sin skønhed som et sted, hvor man let kan få ’the blues’. Jeg tror på, at geografiske områder kan absorbere noget af den energi, som vi mennesker indeholder, og spejle den tilbage. Så rummer vores levede liv en grad af tragedie, vil denne følelse sætte sig i jorden og påvirke de steder, vi opholder os.

Det gælder for eksempel ruinerne fra Kejser Tiberius’ Villa Iovis, der ligger på et højdedrag allersydligst på Capri. Huset er på enorme 7000m2 og rummer både lange loggiaer, hvor kejseren kunne spadsere i tørvejr, en klippe, hvorfra man henrettede imperiets fjender ved at skubbe dem ud i det tomme rum, store badekomplekser samt kar til de utallige fisk, hummere og skaldyr, som Tiberius nød at sætte til livs.

Tiberius var dog langtfra en lykkelig mand. Han levede først i skyggen af sin stedfar, kejser Augustus, som en dygtig soldat, der udrettede store sejre mod de germanere, som terroriserede Romerrigets grænser i nord. Og helt usædvanligt for sin tid blev han i år 19 før vor tid gift med sin store kærlighed, Vipsania. Han bliver dog presset til at skille sig fra hende og i stedet ægte Augustus’ egen datter Julia, for at komme tættere på kejsertitlen og sikre familiens dynastiske ambitioner.

Selv stærke farver kan falme og de største civilisationer blive til støv

Ægteskabet med Julia blev dog ulykkeligt: deres børn døde, og Julia skulle efter sigende have været så promiskuøs, at ægteparret til sidst flyttede fra hinanden.

Det siges at Tiberius græd i senatet, da han efter Augustus’ død i år 14 fik pålagt titlen som Romerrigets nye kejser. Han fik fremstammet at ansvaret var for stort at bære for bare én mand, og bad om hjælp med opgaven. Senatet fik dog overtalt Tiberius til at påtage sig hvervet ene mand, men den efterfølgende tid i Rom var så fuld af politiske intriger og vold, at Tiberius i år 26 foretrak at rykke hele sit hof til Capri, hvor han boede de næste 11 år.

”En ø der indeholder intet af særlig interesse”

Hvor Capri førhen havde været et yndet feriested for Roms aristokrater, blev øen nu formelt set centrum for det romerske imperium. Tiberius er af eftertiden blevet kaldt en både gal, sadistisk og sexafhængig mand, hvilket mestendels skal tilskrives de historikere, der i samtiden tilhørte hans fjenders fraktion.

I virkeligheden opretholdte Tiberius den pax romana, som kejsere før ham havde indført ved at bygge mure langs Romerrigets grænser, og syntes mere optaget af sine personlige dæmoner end krig og kiv.

Tiberius’ Villa Jovis på Capri. Wikimedia Commons.

For der var meget at sørge over: Prætorianergardens leder Sejanus, som Tiberius ellers havde haft stor tiltro til, skulle have stået bag mordet på Tiberius’ søn Drusus og selv efterstræbt kejsertronen, hvorfor Tiberius tilsidst lod ham myrde. I sine sidste år fortælles det desuden hvordan Tiberius græmmede sig over sit eget udseende som skaldet, krumbøjet og med arret ansigt.

I dag er det især Tiberius’ fortjeneste, at Capri er overdrysset med romerske ruiner, og at man stadig finder store, arkæologiske rigdomme på øen. Udover Villa Jovis besad han 11 andre huse her, og han var muligvis den første til at værdsætte Capris Blå Grotte, hvorfra man stadig bjerger marmorstatuer og artefakter fra dengang Tiberius brugte stedet som køligt refugie fra Syditaliens sommervarme.

Men selv stærke farver kan falme og de største civilisationer blive til støv. Det skete for selve Romerriget, og det skete også for Tiberius’ pragtvillaer, da historien om hans og Capris skæbne gled ud i glemslen og først tittede frem igen, da romantikerne i 1800-tallet sørgede for at relancere den antikke verden.

Således skrev historikeren Dione Cassio i år 200:

“Denne ø ligger ikke så langt fra Sorrentokysten, og den indeholder intet af særlig interesse. I dag er den kun kendt for at have huset kejser Tiberius’ residens.”

Hovedillustration: I Faraglioni på Capri, Sneakerdog, Wikipedia.

Kan du lide mine artikler? POV International er et mediefællesskab uden egentlige honorarer, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er op til dig. Tak fordi du læste min tekst.

 

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet. Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige? Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede. Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: http://ceciliemariemeyer.dk

Seneste artikler om Featured