MEDIEBRANCHEN // DEBAT – Psykopatiske træk lader til at være en fordel for journalister, der stiler efter mediebranchens topposter og værtsroller i radio og TV. Produktionsselskabet Rakkerpaks ansættelse (og opsigelse) af Mads Aagaard, der få måneder tidligere blev bortvist fra jobbet i DR på grund af sex- og seriekrænkelser, giver Claus Ankersen anledning til at fundere: Hvad er Mads Aagaards helt specielle kompetencer, og hvad kan mere almindelige journalister lære, så de ikke bliver forbigået i deres jobsøgning?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Er det en fordel at være i besiddelse af en god portion psykopatiske træk, hvis man går efter en karriere i medieverdenen? Og hvis det er, hvorfor så ikke begynde at undervise i “De Aagaardske dyder”?
Regeres vi af psykisk syge? Det spørgsmål stillede jeg mig selv og POV’s læsere for nogle år siden. Den indlysende årsag til spørgsmålet er naturligvis, at lige så lav troværdighed politikere nyder i befolkningen, lige så tiltrækkende lader den politiske gerning til at være for folk med svære personlighedsforstyrrelser – groft sagt – politikerlivet er en psykopatmagnet. Men det er langtfra den enest
Tænk, at være en af ansøgerne, der ikke fik det job
Nede i bunden af troværdighedsskalaen, deler politikerne sidsteplads med brugtvognsforhandlere og – journalister.
Og sjovt nok er journalistik også et af de erhverv, hvor man ikke skal være videre heldig for at rende ind i en af verdens hverdagspsykopater.
En særlig gren af journalistikken synes dog at være uimodståelig for psykopaten, nemlig værtsrollen i radio og på TV.
Og hvad så, man indvende. Psykopater tiltrækkes jo generelt af positioner, hvor det er muligt at udøve magt. De findes allerflest i erhvervslivets top, i politi, i medier, i jura, militær … overalt, hvor man har beføjelser til at trumfe sin vilje igennem og tryne sine medmennesker.
Weekendens nyhed om genansættelsen af Mads Aagaard, en tidligere DR-darling og supervært, som i slutningen af sidste år faldt fra tinderne, da Berlingske Tidende afslørede ham som stillingsmisbrugende sex- og seriekrænker, gør spørgsmålet hyper aktuelt.
Hvem tager ansvar?
Nyheden om Mads Aagaards ansættelse som journalist og udvikler hos sine gamle DR-kolleger og mentorer, Dorte Palle og Tor Arnbjørn i produktionsselskabet Rakkerpak – som pudsigt nok leverer til bl.a. DR – medførte en Facebook-shitstorm og fløjkrig i mediekredse, hvor nogle var forargede over, at Mads Aagaard overhovedet skulle kunne genansættes i en lignende stilling som den, han netop havde vist sig uværdig til at bestride, mens andre modsat forargedes over forargelsen.
For hvornår har man angret længe nok, og hvordan får folkedomstolen af utrygge mediefolk at vide, at manden ikke havde forandret sig og lært af fejlene/af at blive opdaget? Nanna Kalinka Bjerke folder elegant den interessante problemstilling ud her.
Der må være en årsag til, at Rakkerpak Productions vælger netop ham blandt alle landets kvalificerede journalister
Et forhold synes begge fløje dog at kunne enes om: Ansvaret lå hos arbejdsgiveren, Rakkerpak, og flere mediefolk mente, at produktionsselskabet stod med et alvorligt forklaringsproblem.
Tre dage senere trak produktionsselskabet så ansættelsen tilbage.
Mads Aagaards gamle kolleger fil kolde fødder og udsendte en erklæring om, at man ikke ønskede at skabe utryghed. Mads Aagaard skulle alligevel ikke arbejde for sine gamle kolleger – og det er han enig i, slår direktør Tor Arnbjørn fast i sit pressetweet.
Det er tydeligvis et forsøg på at redde stumperne af firmaets image, men han står stadig på sin tidligere kollegas side.
Jeg er super ked af den utryghed vores beslutning i @RakkerpakP om at ansætte Mads Aagaard har skabt, både internt og overfor de mennesker der var part i den sag han havde i DR. Vi har lyttet til kritikken og trukket ansættelsen tilbage. Det var en fejlvurdering, som vi beklager pic.twitter.com/jsMNtcROp1
— Tor Arnbjørn (@TorArnbjorn) February 22, 2021
For Rakkerpak tilhører nemlig stadig den fløj, som tror på, at alle fortjener en chance til, som det formuleres i tweetet. Det åbenlyst underfundige i, at man først græder krokodilletårer, når man bliver taget med fingrene i kagedåsen, gik naturligvis ikke nettets vittige hunde forbi. Straks blev Rakkerpak skiftet ud med Hogwarts, Aagaard med Voldemort og Arnbjørn med Dumbledore.
Kulturjournalisten Aminata Amanda Corr udtrykte situationen med laserpræcision. Hun skar ind til benet af, hvad der efterhånden ligner et alvorligt systemisk problem i medieverdenen, da hun satte sig i den mere almindelige journalistkollegas sko og skrev: Tænk, at være en af ansøgerne, der ikke fik det job.
Skal man være stjernepsykopat for at blive mediestjerne?
For sandheden, som vi nu ikke længere behøver at tale om, er jo, at Mads Aagaard uden weekendens shitstorm var gledet direkte ind i sin nye ansættelse hos sine gamle kolleger, hvoraf den ene efter sigende også er tidligere bortvist fra deres gamle arbejdsplads. Fire måneder efter bortvisningen fra magtmisbruget var Mads Aagard lempet på plads i en lignende position.
Hvis det bare er en lille bitte smule sådan, så er der jo tale om alvorlig systemisk diskrimination af det meste af et ellers velkvalificeret ansøgerfelt
Så Mads Aagaard må jo have noget helt specielt, ikke? Særlige egenskaber, unikke kompetencer, som skiller ham fra det øvrige ansøgerfelt. Der må være en årsag til, at Rakkerpak Productions vælger netop ham blandt alle landets kvalificerede journalister. Og der må være en årsag til, at ledelsen på DR både gjorde det samme og stædigt holdt hånden over deres selvskabte stjerne, selv da klagerne flød i en lind strøm. Det kan vel næppe alt sammen tilskrives østdansk regionalloyalitet?
Måske skal man bare helst have lidt personlighedsforstyrrede træk for sådan rigtig at batte indenfor journalistikken – og særligt som mikrofonholder og studievært? Måske skal man bare helst være lidt psykopat for at få ansættelse i mediernes eftertragtede inderkreds? Måske charmeres chefer og ansættelsesudvalg, fordi de røres dybt af en ordløs følelse af familielighed? Måske genkender de simpelthen essensen af deres egen personlighed og ledelseskultur i de Aagaardske dyder?
Er det personlighedsforstyrrede træk, som gør forskellen?
Hersker der en psykopatkultur på toppen af medieverdenen, hvor en personlighedsforstyrret ledelseskultur spejler de Aagaardske dyder durk over i ansøgerfeltet og ser lutter plusser i de samme træk, der almindeligvis anses som psykopatiske?
Jeg hørte engang, at nyhedsredaktionerne på de store tv-medier, inderkredsens absolutte top, var den rene krokodilledam. Måske er der noget om snakken. Det må være rimeligt at anslå, at forholdsvis flere af de personlighedsforstyrrede, som søger mod en karriere i medieverden, politik, erhvervsliv og jura, søger derhen, hvor der er mest at hente – i medierne, søges der formentlig målrettet mod de mest prestigefyldte stillinger på de største medier.
Alternativt kunne man selvfølgelig også bare begynde at screene ansøgerne, inden man ansatte dem, hvilket formentlig ville luge de allerværste psykopater ud i ansættelsesprocessen
Hvis det er sådan, eller hvis det bare er en lille bitte smule sådan, så er der jo tale om alvorlig systemisk diskrimination af det meste af et ellers velkvalificeret ansøgerfelt. Men heldigvis kan man jo gøre noget ved det. For alt kan læres. Også de populære Aagaardske dyder. Overfladisk tænd/sluk karisma, grænseløs chutzpah, raseri og selvforelskelse, fravær af tvivl, hensynsløshed. Stjerne om dagen og stalker om natten.
Og der vil næppe være mangel på undervisningskompetence.
Måske er det noget for Dansk Journalistforbund? Man kunne jo snildt inkludere de Aagaardske dyder i efteruddannelsen. Eller måske ligefrem inkludere dem som fag på Journalisthøjskolen. Hvorfor skal disse essentielle færdigheder forholdes et fåtal – den slags må kunne læres. Fagforeningskurser og videreuddannelse må kunne stilles på benene. Det ville ikke skorte på kompetente undervisere, for dem er der formentlig masser af rundt omkring på DR’s ledelsesgange, i redaktionerne og i produktionsselskaberne.
Alternativt kunne man selvfølgelig også bare begynde at screene ansøgerne, inden man ansatte dem, hvilket formentlig ville luge de allerværste psykopater ud i ansættelsesprocessen. Men så ville det selvfølgelig blive svært at ansætte sine gamle venner – også dem fra Vestdanmark.
LÆS FLERE ARTIKLER I POV AF CLAUS ANKERSEN HER
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
