JULEKALENDER // 12. DECEMBER – En rigtig god sæsonafslutning føles overraskende, men alligevel passende, og slår fast, hvad sæsonen i virkeligheden har handlet om. Matador bruger forskellige strategier i sine afslutninger.
En sæsonafslutning er en særlig ting. Moderne tv-serier har gjort det til sin egen kunst, især serier som The Sopranos og Breaking Bad har været virkelig gode til det. En rigtig særlig sæsonafslutning starter fra en god cliffhanger i næstsidste afsnit – som f.eks. at en byrådssekretær viklet ind i sæsonens intriger er rendt med kassen. Men man ved alligevel aldrig helt, hvad man får, og konklusionen kan være ganske overraskende.
En rigtig god sæsonafslutning føles overraskende, men alligevel passende, og definerer, hvad sæsonen i virkeligheden har handlet om. Matador bruger forskellige strategier i sine afslutninger, hvor sæson 1 føles som sidste kapitel af en roman, og sæson 3 føles som sit eget lille drama. Sæson 2 er noget for sig, lige så god som de bedste amerikanske, og en helt utrolig elegant afrunding.
Når en afslutning er bedst føles tragedien uundgåelig, men alligevel uforudsigelig
Så lad os kigge lidt på, hvor fint det egentlig er. Lad os starte med den del, som ingen kunne have forudset: Frk Jørgensen vender hjem. Normalt indenfor drama er det ret skidt at introducere et nyt element så tæt mod slutningen: Hamlet ville ikke være lige så tragisk, hvis ikke vi vidste, hvem Laertes var fra start. Men tv-serier er anderledes, de består af afsnit, ikke akter, og en del af det fascinerende ved en sæsonafslutning er interaktionen mellem elementer fra hele sæsonen, og elementer der kun hører til det enkelte afsnit.
Når dominobrikkerne begynder at falde
Når en afslutning er bedst føles tragedien uundgåelig, men alligevel uforudsigelig. Det hjælper også, at frk Jørgensen kan spille sin rolle pga. to tematikker fra sæsonen. Problemet med husholdningen i Varnæs-hjemmet efter Agnes rejste, og miljøet i Violet Vinter’s hjem, hvor samtale med Hr Schwann hurtigt informerer frk Jørgensen om Hr Varnæs’ utroskab. Hvilket hun naturligvis informerer Maude om. Så Maude rejser og tager Elisabeth med sig, hvilket betyder, at hun er væk fra Korsbæk, når dominobrikkerne virkelig begynder at falde.
Kampen om fabrikken, kampen mellem Skjold-Hansen og Skjern, har været motoren i anden sæson, men det betyder ikke nødvendigvis, at konsekvenserne kommer til at gå ud over en af de to. I stedet sættes der gang i et sørgeligt spil Sorteper. Kristen Skjern gifter sig med Iben. Skjold-Hansen lader sagen falde. Og alle er glade. Bortset fra Godtfred Lunds kone og naturligvis Elisabeth. Som siden hun mødte Kristen på sin vis har været seriens sjæl. Det er et vendepunkt i hele serien.
Det er ikke, fordi der ikke har været konsekvenser før, serien var ikke blind for konsekvenserne af, at Damernes Magasin gik konkurs. Men alligevel har der været en smittende fremgangstro fra den driftige Skjern, en fornemmelse af at tidernes skiften var uundgåelig, og at det i sidste ende lidt var de gamles egen skyld, at de gik under. Men Elisabeth har intet forkert gjort. Tværtom er hun måske den mest sympatiske karakter, og alligevel er det hende, det går ud over.
‘Alt kan blive som før?’
Dyrk også hvor meget starten af afsnittet luller os ind i en falsk tryghed. At Røde skal rejse til Spanien er potentielt en lige så voldsom ting som Kristens bryllup, men han vender om i toget. Det er den slags, der sker igen og igen i Matador. Kristen og Elisabeth har slået op flere gange, og er vendt tilbage igen. Folk forlader Korsbæk i en art eksil, men vender som regel tilbage igen. Alvorlige ting sker, men de går som regel over.
Der er en fornemmelse i begyndelsen af, at tingene er vendt tilbage til normalen hos familien Varnæs og med Kristen og Elisabeth, der endda overvejer at rejse til Paris. Kun byrådsskandalen hænger som en sky over den lille by, altså indtil frk Jørgensen får tingene til at eksplodere. Igen mærker man den ro, der er kommet over serien, efter at afsnittene er blevet længere – og med 82 min er afsnittet det hidtil længste. Nu er der tid til at gå fra lys til mørke, tid til at fejre jul, tid til, at når vi slutter med Elisabeth, der kigger ud ad vinduet, at det føles vægtigt.
Det er i sæson to, at Matador for alvor bliver til Matador, en langt løsere, friere, overraskende og facetteret fortælling end serien er i sæson et
Lad os rekapitulere sæson to. Meget skete, utrolig meget. Folk kom til byen. En maler, en digter, nazister, Iben, Oxford-bevægelsen; Vicki og frk Jørgensen vendte tilbage. Det var næsten for meget. Første halvdel af sæsonen er måske de tre bedste afsnit i streg serien nogensinde havde, men henimod slutningen blev tingene en del mere fragmenterede. Og så en mesterlig afslutning, der bandt tingene sammen på overraskende vis.
Det er i sæson to, at Matador for alvor bliver til Matador, en langt løsere, friere, overraskende og facetteret fortælling end serien er i sæson et. Så meget af det ikoniske er heri: hesten, Rødes sang, Matador-spillet. Men samtidig er der også en fornemmelse af, at det ikke kan vare ved. Der sker for meget, det spinder hen mod slutningen nærmest ud af kontrol, og med den melankolske slutning kommer Matador reelt ikke til at genvinde lyset og optimismen, førend krigen slutter i sæson fire, hvis nogensinde.
‘Alt kan blive som før?’ spørger Hans Christian. ‘Meget kunne nok blive helt anderledes. Hvis vi tør.’ Og igen kommer Dr Hansen på besøg hos Elisabeth. Men hendes ansigt ser ikke så glad ud, som det gjorde engang.
Forøvrigt:
* Kong Edward’s tale til nationen, hvor han forklarede sin abdikation, foregik 11. December 1936.
* Jeg er vild med den lille julemontage. Og læg mærke til, at vi også ser med hos Violet Vinter. Laura er med hos Varnæs, ligesom Møhgerne.
* Frk Jørgensen er altså en relativt forfærdelig figur. Der er som regel rigtig meget sympati med dem, det går ud over, når de stærke mænd spiller spil, men Frk Jørgensen er ‘stolt’, som fru Vinter siger, og selvmedlidende.
* Der går næsten en hel time, før Maude finder ud af det med fosterfordrivelsen. Det er virkelig tålmod.
* Fremragende lille scene til nytårsvisitten, hvor der klippes mellem frk Jørgensen og Elisabeth, mens samtalen foregår rundt om dem. Man mærker virkelig anspændtheden.
* Der er noget sort humor over scenen, hvor Maude konfronterer Hans Christian med, hvad der er sket. ‘Så tag dig dog sammen, Hans Christian!’
* Rangering: 2>6>3>5>1>4.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: DR
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her