BRYSTKRÆFT // FILM – “Jeg fik brystkræft, første gang jeg var på barsel”. “Jeg ville bare gerne have lang tid. Men det får jeg ikke”. Ny dokumentarfilm “Livet mens vi dør” fortæller historien om fire kvinder med uhelbredelig brystkræft, en diagnose, som fuldstændig ændrer spillereglerne for deres liv og den måde, samfundet møder dem på. Filmen serverer “på en meget fin måde, råt for usødet, hvad det vil sige, at være uhelbredeligt syg. Det er kvinderne selv, der fortæller, og der er ingen eksperter eller sammenknyttende stemme, som perspektiverer for os. Det skal vi selv gøre. Og tak for det” skriver POV’s Trine Nygaard Wibrand, som har set filmen, der sendes mandag aften på DR1.
Hvert år rammes næsten 5000 danskere af brystkræft. Heraf er langt de fleste kvinder. De fleste bliver helbredt og overlever. Og så er der en gruppe, der ikke gør. De lever med en sygdom, som de ved, tager livet af dem den dag, den livsforlængende medicin ikke længere virker.
De lever med en viden om, at de ikke bliver gamle og at deres børn kommer til at miste deres mor, og deres partner mister sin livsledsager
De lever med at skulle huske at tage deres kemopiller midt i arbejdet eller mens familie og venner fester i rummet ved siden af. De lever med en viden om, at de ikke bliver gamle og at deres børn kommer til at miste deres mor, og deres partner mister sin livsledsager.
De lever med den syges identitet. De lever med, at relationen til andre mennesker ændres, når de “springer ud som syg”, at folk bliver meget berørt af at høre, at de ikke kan helbredes og at de føler, at de skal trøste andre og forsikre dem om, at alt er fint.
Alt dette skildrer en ny dokumentar, Livet mens vi dør, som har premiere på DR1 mandag den 22. juni kl. 20.00.
Filmen er instrueret af skuespiller og debuterende instruktør Christine Albeck Børge, der mødte kvinderne under research til en rolle i forestillingen Transfervindue på Det Kongelige Teater. “For at spille den rolle var det vigtigt for mig at træde ind i det tabu, som jeg oplever, sygdom og død er i vores samfund”.
I filmen følger vi Sabrina, Lisbet, Tine og Marie. Det er fire kvinder midt i livet og de er alle mødre. Tre af dem er gift og gennem et par år mødes de til frokost og snak om livet, relationerne og ordene, man bruger, når man har fået en udløbsdato.
De svære, vigtige ord
Ordet død er hverken fremmed for dem eller deres børn. Kræft er en del af deres børns sprog.
Allerede i filmens første minut forstår vi, at dette her handler om død. Det er ikke smukt, og der er ikke nogen happy ending. Man dør af dette her. Spørgsmålet er bare, hvornår.
Og når døden kommer, er det slut. Men hvad kalder man så det?
“Går I bort”, spørger Sabrina, som har noget med ord, ud over frokostbordet.
En svarer: “Nej, jeg er taget videre”.
Man er også en, der overvejer, om det overhovedet kan betale sig at købe en ny sofa, selv om den gamle er virkeligt slidt. Og man er en, der bare gerne vil have lang tid
“Jeg dør bare”, siger Sabrina og forklarer, at det der med at gå bort lyder som om man lige så stille er trisset ud af døren.
Scenen slutter med, at en konstaterer, at udtrykket “at gå bort” bruges, når man ikke tør bruge ordet død. Og det sætter en tyk streg under det faktum, at vi har så svært ved at tale om dødens endegyldighed, at vi forsøger at give den en anden historie.
Men faktum er, at når et menneske dør, så er der nogen, der har mistet og står med en kæmpe sorg. Uanset, hvad vi tror på.
Og sådan er filmen spækket med eksistentielle snakke fx om det identitetsskift, der sker, når man springer ud som syg og man bliver til ‘hende med kræft’, og andre ser anderledes på en. For hvem er man, når man er uhelbredeligt syg?
Man er blandt andet en, der ikke kan udfolde karrieren, som ikke kan snakke med om, hvad der skal ske, når man bliver gammel, og som ikke længere behøver at tænke på pensionsopsparingen.
Man er også en, der overvejer, om det overhovedet kan betale sig at købe en ny sofa, selv om den gamle er virkeligt slidt. Og man er en, der bare gerne vil have lang tid.
Fælles livsvilkår giver fællesskab
Kvinderne har mødt hinanden gennem et fællesskab på nettet for kvinder med uhelbredelig kræft, “Forum for kvinder med brystkræft”.
Gruppen blev lavet for at skabe et rum, hvor kvinder med uhelbredelig brystkræft kan tale åbent og ærligt med hinanden, uden at skulle være bange for at såre andre, ikke mindst de kvinder, som er ramt af brystkræft, men forventer at blive raske.
Det er et forum, der giver relationer og realitet, for de skaber livslange venskaber, bogstaveligt talt, hvor man ser hinanden dø.
I stedet skal han ringe til det palliative team og melde, at jeg er død og så til nogen, der kan tage sig af børnene, så han kan lægge sig ind til mig og tage afsked
Det er deres fælles livsvilkår, at de er nødt til at forholde sig til døden hele tiden. Og for dem handler det blandt andet om helt praktiske omstændigheder som, at når mit hjerte holder op med at slå, så må min mand ikke ringe 112, for jeg skal ikke reddes. Og sådan et genoplivningsforsøg vil være alt for voldsomt for mine børn at overvære.
I stedet skal han ringe til det palliative team og melde, at jeg er død og så til nogen, der kan tage sig af børnene, så han kan lægge sig ind til mig og tage afsked.
Aha-oplevelser og manglende svar
Det er en hjerteskærende tanke. Og det er det, denne film kan. Den serverer på en meget fin måde, råt for usødet, hvad det vil sige, at være uhelbredeligt syg. Det er kvinderne selv, der fortæller, og der er ingen eksperter eller sammenknyttende stemme, som perspektiverer for os. Det skal vi selv gøre. Og tak for det.
Det gør, at filmen bliver ved med at folde sig ud og skabe små aha-momenter, efter at rulleteksterne er løbet over skærmen.
Som det faktum, at der er en grundlæggende ensomhed i at være syg. For selv om man har mennesker omkring sig, som vil en og elsker en, er man alligevel alene med sygdommen.
Det ikke altid er nemt at finde ud af, hvad man skal skrive på et kort til en bårebuket. Heller ikke når man er i et skæbnefællesskab med den afdøde
Og at man skal huske at tale om andet end sygdom, når man møder et uhelbredeligt sygt menneske, og at din sorg for personen er din, og du skal ikke trøstes. Du behøver heller ikke at trøste. Du skal bare have nærvær og være til stede. Og at det ikke altid er nemt at finde ud af, hvad man skal skrive på et kort til en bårebuket. Heller ikke når man er i et skæbnefællesskab med den afdøde.
Og så, ikke overraskende, at ord betyder alt. Hvordan vi vælger dem, sætter dem sammen og hvordan vi bruger ord til at ændre fortællinger og bløde ting op, som bare er for forfærdelige at tænke på. Som når Sabrina, der ellers er ret nøgtern, alligevel kalder sig kronisk syg i stedet for uhelbredeligt syg.
Men der er også et par spørgsmål, der trænger sig på, som ville have været fantastiske at få besvaret. For hvad sker der, når Marie holder op med at præsentere sig selv som syg og holder kortene tættere til kroppen? Og hvorfor er det vigtigt for hende at lave det eksperiment?
https://www.facebook.com/dr1/videos/259889518667644/?v=259889518667644&__ft__=AZU5dMPkExDfS7GmoQii9uNAXlqxrffg5WLqhIT_trmpX_eE6sT8FFu7UaiRR0P3mBKQTNTDw946C0ofTQv4-x5YR-9nhdfHF-gBRI0PIV72EoqxOr4rMkXh5kr2OuUcm4DrHYMRLGaCYMQBsbieCoO8KbSbQ7Wrratu08mzyvqUiX8Z_LqtJvS9VAJ35hVOl2KAmgf5mmWZyzcDQEx2cLduJMGcLWr_Dus12Gz909LXLSkuem5BObdmKuR-pyhd9MgynkTlJEWPtUKSIGJrQUbUNLKfEZW2Smi379M8lRUYKKKDyGVdJ88dkjp-Vg0wP22YjGhUms1t-e1ve0b6SwUIOalTxKkuuUgkoLz660P9KD9D7JnL1s3LIEWKBQKC3EyiE8JcN_QIfYjS8vMHlqJtUQ5M0OydFug8yiDSRsYzilLrxUz66yiDMj6Hjts4Y_kC_kPAXzZUg-aWef7ZuZLNOSxBn-XvTlWdambjXFg5nLevB8TtF3uDoP3pyCUwEEQuXXRx2uS3Cv1qGKs1Q7k_jt62HQgYYvrHkMUxzQIXjwcZ7iScGz_Kb4s2lzz4lfiQGpkahSp8I1ukWwGoqV_AIrv9DLLMcvEfhMVd9ijaws9Gz3K0aCzokXCzER3oCYsHv6VqXtQMdB2ySPdkIpfqQvgFAwH5yiYeL1NkwsXXAK7vdu_6bKWFxHkSpWlXIMvUToHeqIvYmgsYcGl64BLW-pPQQZyRqjjB4xtmNQKSwgJQOl_rogGh0QJSt_qGdpN_as7lqFSl3vPIoPzLEVkFgqeunO5KiL4QRHlRk9CEheeVxOX3_kawdxkAjSc4fvqtzKCufWgqtBm2fv0d7WXqAch_3Vdar8QzZ6VkF2o60-CgAQTSXvWyV–sBnd8TN_42rndgyZ8xqCcKotBY0ybZxxBbnCGqUpdTh5tMdiUyE0X4kWi5zLoBlvM91RpIbz8C5nygvMD7tiNa5LUC9DvC-4pUoP7xw3r-tSpRYKYH93zSW5Z5ptHur2LW6Jcb23n2a9eAlP9tSrx0wymOmQCS7QvsHWL4jFT8HIRGf6zWw7tJJbQDMvnzHLpK_mNTzw
Livet mens vi dør
En dokumentarfilm af Christine Albeck Børge
Premiere på DR1 den 22. juni kl. 20.00 – hvis man ikke har tid eller mulighed for at se filmen på flow TV, kan den ses på DR på dette link.
Om de fire kvinder i filmen
Marie er 46 år og bor i København med sin mand og fire børn. Marie er uddannet klassisk sanger og har levet af at synge og undervise det meste af sit liv. Hun leder i dag en lille teaterskole for børn og unge og arbejder desuden som børnekorleder. Marie fik konstateret metastatisk brystkræft i 2016.
Tine er 42 år og bor på Nørrebro med sin mand og tre børn. Tine har en kandidat i politik og offentlig administration, men stoppede i sit arbejde pga. sin sygdom. I dag hjælper hun et par dage om ugen med at udvikle og administrere sin mands virksomhed. Tine fik konstateret metastatisk brystkræft med spredning til knoglerne i 2014.
Sabrina er 45 år og bor på Frederiksberg med sine to børn. Hun er uddannet pædagog. Sabrina fik konstateret metastatisk brystkræft i 2009. Pga. sin sygdom arbejder hun ikke længere. I løbet af de to år optagelserne til filmen varede, fik Sabrina det gradvist dårligere. Hun fik 10 år med sygdommen. Sabrina døde den 22. april 2019 på et hospice på Frederiksberg med familien omkring sig.
Lisbet er 38 år og bor i Hørsholm med sin mand og deres to børn. Hun er uddannet pilot fra luftfartsskolen i 2002. Lisbet blev diagnosticeret med metastatisk brystkræft 2016. Allerede i begyndelsen af optagelserne i 2018 går det stærkt med Lisbets kræftforløb. Hun døde den 12. august 2018 på et hospice i Hellerup omgivet af sine nærmeste.
OM FACEBOOKGRUPPEN
Forum for kvinder med kronisk brystkræft er en lukket facebookgruppe for kvinder, der skal leve med deres kræftsygdom på ubestemt tid. Alle får livsforlængende behandling og bliver fulgt tæt af lægerne. Alle lever under det vilkår, at næste scanning kan ændre deres medicin, livsudsigter og frihedsgrad. Gruppen blev startet i februar 2014 (af blandt andet Sabrina, som er med i filmen) med det formål at skabe et sted, hvor erfaringer og tanker om livet kan deles, uden at man skal tage særlige hensyn eller bekymre sig om at skræmme familie, venner eller andre, almindelige, brystkræftramte, der forventer at blive helt raske (og som der heldigvis er flest af).
Facebookgruppen tilbyder et sted, hvor der kan grines, grædes, skældes ud og erfaringsudveksles. Der er dyb respekt på tværs i gruppen for, at alle er i en særlig situation i livet, og alle er forskellige og håndterer situationen forskelligt. På trods af det, er der utrolig mange fællesnævnere alligevel. Det er det mest omsorgsfulde og kærlige rum, fordi ingen forsøger at tage sygdommen væk eller fjerne de alvorlige aspekter, men alle giver plads både til at være ked af det og glad, når scanninger er gode.
I dag er der ca. 300 medlemmer af gruppen, som alle er aktive og bruger gruppen i forskellig grad.
Foto: Livet mens vi dør. Sabrina og Tine griner. Foto: Natascha Thiara Rydvald
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
