Hverdagsdansk: Hvor kommer alle mine fordomme dog fra?

Mette Bærbach Bas 16.11.2018

KLUMME – Hvorfor har vi egentlig fordomme, når de nu så tydeligt hindrer sameksistensen mellem mennesker og kulturer?

Fordomme dukker op på de underligste tidspunkter. Ofte helt uden vi opdager det. Det sker for os alle sammen, og det skete især for mig, dengang min mand og jeg skulle vælge skole til vores datter. Den lokale folkeskole ligger på kanten af en ghetto, og derfor havde følgende fordom fundet vej til mine tanker: Vil min datter komme med i en bande, når hun bliver teenager, hvis vi vælger skolen med de mange ghettobørn?

Det var, som om al logik forsvandt. Jeg tog slet ikke min datters miljø, opvækst og værdier med i betragtning. Jeg tænkte ikke på, at det jo er mit ansvar at opdrage min pige til at begå sig i sociale sammenhænge. Jeg glemte helt, at der jo kan ske rigtig meget, før hun kommer i den bandeparate alder.

Men hvor kommer disse fordomme fra?

Jeg taler mange sprog, har boet i 6 forskellige lande og arbejder med kulturformidling til daglig. Jeg er gift med en mand af anden etnisk herkomst, og mine børn er tosprogede. Jeg har altså en del erfaring med andre kulturer, og alligevel havde jeg en masse fordomsfulde tanker kørende rundt i hovedet.

Du kan sikkert genkende tankerne, som vi ikke altid siger højt. Måske fordi vi har lært, at det er dårlig stil. Måske fordi vi ikke vil udstille os selv som ikke-rummelige, ikke-oplyste og stereotyp-skabende. Måske især fordi udlændingedebatten er så kompleks og fuld af følelser, at den er umulig at kommentere på, uden nogen har den modsatte holdning.

Men fordommene er der alligevel. Uanset hvor oplyste, vi er, og uanset om vi siger dem højt eller ej.

Når vi så bliver venner med en homoseksuel eller gifter os med en udlænding, så kan vi kvalificere vores fordomme, men sandsynligvis kun inden for rammerne af vores nye erfaring.

Da min familie og omgangskreds fik at vide, at jeg var blevet kæreste med en mand med tyrkisk baggrund, blev jeg spurgt, om forældrene havde tæpper på væggene? – i deres røde murstensparcelhus i Fredericia, vel at mærke. Om jeg så skulle til at bære tørklæde? – ingen i hans familie bærer tørklæde. Om jeg ikke var bange for, at han ville tage vores fremtidige børn med til Tyrkiet? – han er født i Middelfart.

Det var vel at mærke folk, som kendte ham og mig rigtig godt. Faktisk var det som om, logikken var sat på pause, og fordommene fik lov at styre samtalen. Når vi så tog snakken og forklarede og nedbrød barriererne, gik alle fra samtalen beriget med ny viden.

Det har fået mig til at indse, at det jo er os alle, der abonnerer på fordomme. Derfor er jeg så småt begyndt at overveje, om fordommene måske har en nyttig funktion?

Min teori er, at vi ganske enkelt har brug for fordommene til at forholde os til ting, vi ikke har tilstrækkeligt kendskab til. Vores hjerne er på en måde opbygget som et informationsgitter, og den kan ikke rigtig holde det ud, hvis felterne i gitteret er tomme.

Når vi så præsenteres for ting, som vores hjerne ikke kan finde et tilstrækkeligt erfaringsmæssigt eller logisk grundlag at konkludere ud fra, så fylder den gitteret ud med det bedste, den har ved hånden. Det kan være kommentarer, du har læst på Facebook, ting du har set i en fjernsynsudsendelse, eller noget din nabo sagde, som du egentlig ikke er enig i, men som du ikke selv har et bedre bud på.

Dem, der oftest står for skud for fordommene, er naturligt nok mindretallene: Indvandrere, homoseksuelle, de meget fattige, de meget rige og alle dem, der stikker ud. I sagens natur kommer de fleste af os ikke i berøring med mindretallene til daglig, og derfor har vi brug for at fylde gitteret ud med det, vi hører og læser fra andre.

Når vi så bliver venner med en homoseksuel eller gifter os med en udlænding, så kan vi kvalificere vores fordomme, men sandsynligvis kun inden for rammerne af vores nye erfaring.

Min fordom er funderet på en enkelt kommentar om emnet, som jeg har hørt, og straks får jeg det til at udgøre hele mit videngrundlag. Feltet i min hjernes informationsgitter er blevet fyldt ud med det, der lige var ved hånden

Det betyder, at jeg kan konkludere på min erfaring fra min datters første måneder i 0. klasse blandt elever, som hedder noget helt andet, end dem jeg gik i skole med nord for Limfjorden for 30 år siden. Konklusionerne kan du læse om i denne klumme. Men når jeg skal uden for rammerne af min nye erfaring, har jeg stadig fordomme.

Jeg har f.eks. stadig fordomme om sprogniveauet blandt eleverne i de større klasser, hvor jeg er bekymret for, om det til den tid vil gå ud over min datters undervisning. Disse fordomme banker på, uden jeg overhovedet har været i en klasse i udskolingen, og uden jeg overhovedet kender nogen tosprogede børn i den aldersgruppe – er det ikke skørt?

Min fordom er funderet på en enkelt kommentar om emnet, som jeg har hørt, og straks får jeg det til at udgøre hele mit videngrundlag. Feltet i min hjernes informationsgitter er blevet fyldt ud med det, der lige var ved hånden, og så venter feltet ellers på at blive nuanceret med reelle erfaringer og objektiv viden.

Så ja, fordommene har en funktion. De hjælper os til at forholde os til de ting, vi endnu ikke har nogen reel viden om. Men vi er nødt til at gå skridtet videre og søge denne viden. Ellers bliver samtalen uinteressant, da vi ikke udvikler ny viden, men blot reproducerer det, vi har hørt fra andre, men ikke selv har taget stilling til.

Foto: Pixabay

Mette Bærbach Bas

Mette Bærbach Bas, f. 1981, er idéhistoriker og forfatter med speciale i dansk kultur og kulturmødet. I sin bog Kulturspejlet (Turbine Business 2016) udfolder hun sin pointe om, at det er os, der er de underlige. Dansk kultur er på mange måder ekstrem og spænder ben for en vellykket interaktion med udlændinge. Efter at have boet i seks forskellige lande og lært sig seks forskellige sprog, har Mette slået sig ned på Mors med sin tyrkiske mand. Sammen har de to børn, som opdrages efter den grundholdning, at børnene skal have det bedste fra begge kulturer. Med klummeserierne Hverdagsdansk og Udkantsdansk tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Klummerne tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed - og forhåbentlig også nysgerrighed.