MIDTVESTLIV // KLUMME – “I vil åbenbart gerne nyde, men ikke yde” lød en Facebook-kommentar, da Julie Bendtsen i sidste uges klumme nævnte muligheden for at lade sine børn tage deres uddannelse i Danmark efter en årrække i udlandet. Men hvornår har man egentlig ydet for lidt til at gøre brug af sit hjemlands mange muligheder – og hvem må få del i velfærden?
CHICAGO – Oven på sidste uges opstød af langtidsopsparet galde over den danske influencerbranche havde jeg egentlig besluttet, at denne uges klumme skulle være glad og let og handle lidt om heste. Men en af Facebook-kommentarerne til sidste uges klumme stak en kæp i hjulet på mine gode intentioner om en mild septemberstart.
Min klumme i sidste uge affødte nemlig en læserkommentar, som jeg i første omgang affejede, fordi jeg egentlig ikke syntes, den havde nogen relevans for den pågældende klumme. Men jo mere jeg tænkte over den, jo mere følte jeg, at den – eller rettere den problematik og mere eller mindre udbredte holdning, den repræsenterer – fortjener et par ord og lidt undren med på vejen.
Hvad jeg til gengæld med sikkerhed ved er, at vi ikke har bosat os i USA for den lave skats skyld
Kort fortalt gik kommentaren på, at jeg som flerårig udlandsdansker ikke burde have lov til at flytte hjem, når mine børn skal vælge uddannelse og på den måde uden videre lade dem få del i det danske vedfærdssystem gennem en gratis uddannelse i Danmark. Vi har jo meldt os ud, ikke? Helt præcist lød meldingen, at vi åbenbart gerne ville nyde, men ikke yde.
Ikke for skattens skyld
Jeg har arbejdet i Danmark, siden jeg var 13 år gammel. Uden pauser. Bevares, i den spæde begyndelse foregik det på frikort, men ikke desto mindre: Jeg har aldrig været uden arbejde. Med undtagelse af to barsler og SU har jeg med andre ord aldrig modtaget dagpenge, kontanthjælp eller andre former for overførselsindkomst. Eller i øvrigt trukket store veksler på det offentliges mange tilbud.
Jeg har – igen, med undtagelse af to fødsler – heller aldrig været indlagt. Eller været i fængsel. Eller tjent mine penge på sort arbejde. I det hele taget har jeg bare i ro og mag passet mig selv og mit arbejde og betalt min skat uden at kny (og uden at skænke mange tanker til hvem, der mon fik mest for mine skattekroner). Indtil altså for seks år siden, hvor vi flyttede til USA.
Hvornår bliver båndene kappet? Og, måske endnu mere interessant: hvem har lov at gøre sig til dommer over det?
Jeg har med andre ord, vil jeg mene, ydet ganske tilfredsstillende og egentlig “nydt” – hvis det er sådan, vi betragter brug af velfærden – i relativt begrænset omfang. Så flyttede vi. I første omgang var planen, at vi skulle være ude i to år, men det ene år tog ligesom det andet, uden at vi nogensinde følte os helt færdige med at opleve. Derfor blev vi, og vi er her endnu. Hvor længe ved vi ikke. Hvad jeg til gengæld med sikkerhed ved er, at vi ikke har bosat os i USA for den lave skats skyld.
Betaler selv i Danmark
Så ja. Det er helt korrekt, at hverken min mand eller jeg har betalt dansk indkomstskat i seks år. Til gengæld har vi heller ikke benyttet os af nogen danske goder. Vi har ikke slidt på hverken landevejene eller sundhedsvæsenet, og vi må i øvrigt heller ikke stemme. Og bare så der ikke hersker nogen tvivl: hvis en af os bliver syge eller kommer til skade under et Danmarksbesøg, får vi altså ikke statsbetalt behandling.
Som alle andre, der tager på ferie uden for det land, de bor i, er vi afhængige af at have en rejseforsikring på plads, inden vi rejser, hvis vi ikke skal have en regning i posten, skulle uheldet være ude. Samtidig betaler vi i dyre domme til en sundhedsforsikring, her hvor vi bor, og får alligevel regninger for stort set alt andet end årlige kontrolbesøg. En betændt blindtarm har således lige kostet os omkring 20.000 kroner – indtil videre. Og det er oven i forårets brækkede ankel, som heller ikke var helt billig.
Jeg forsvarer endda Danmarks eksorbitante skattetryk med rank ryg, når jeg skal forklare mine amerikanske venner, hvordan tingene hænger sammen
Hvornår har man som dansker ydet nok for stadig at have lov til en plads i fællesskabet? Eller måske endnu vigtigere: hvornår har man ydet for lidt? Hvornår har man meldt sig ud? Er det efter et år i udlandet? Fem? Hvornår bliver båndene kappet? Og, måske endnu mere interessant: hvem har lov at gøre sig til dommer over det?
Hvis ikke hjem, hvor så?
Da vi boede i Raleigh, arbejdede stort set alle de andre danskere, vi mødte, for en meget stor og meget kendt dansk virksomhed. En af dem, der virkelig spytter i statskassen, og de skattekroner kommer således i høj grad fra danskere, som arbejder i udlandet. Er de også uønskede, når og hvis de en dag vender hjem?
Jeg gør mig ingen forhåbninger om nogensinde at blive amerikansk statsborger. Et green card ville da være rart, men det er primært, fordi det ville give mig lov til at arbejde (og rent faktisk blive betalt for det), og endnu vigtigere ville det betyde, at vores ophold ikke er afhængigt af udefrakommende faktorer eller uden varsel vil kunne afbrydes af en given arbejdsgivers beslutning. Jeg tror, de fleste mennesker kan erklære sig enige i, at det trods alt føles mest trygt selv at være herre over sin skæbne, boligsituation og ret til at opholde sig lovligt der, hvor man nu engang er.
Hvis de ikke til den tid må tage til det land, de er født i og har pas fra – hvor skal de så tage hen?
Vores visumsituation medfører i øvrigt også, at vores børn slet ikke må blive i USA, når de er fyldt 21, og de må heller ikke tage et arbejde herovre. Hvis de ikke til den tid må tage til det land, de er født i og har pas fra – hvor skal de så tage hen? Vi vender jo ikke hjem som sociale bedragere, men som danskere. Med ét pas og én nationalitet.
Dobbelt statsborgerskab – nej tak
For vi er her lovligt – men vi er ikke amerikanere. Og dobbelt statsborgerskab er som sagt ikke noget, jeg drømmer om. Jeg er dansker, jeg føler mig 100 % dansk, og jeg bliver mindet om det hver eneste dag i mit liv herovre. Jeg er ikke amerikaner, og jeg kommer aldrig til at føle mig som en. Alligevel er der altså en håndfuld eller mere af mine landsmænd, der mener, at jeg med mine seks år uden for Danmark har dømt mig selv og mine børn ude af fællesskabet.
Jeg synes mine børn fortjener at have – i hvert fald en del af – en ungdom i det land, der trods alt stadig er deres fædreland
Jeg er kæmpe fortaler for vores velfærdssamfund. Virkelig. Uden at tale partibogstaver står jeg gerne ved, at jeg altid har stemt til venstre for midten, og jeg har altid betalt min skat med glæde og en vis form for solidaritetsstolthed. Jeg forsvarer endda Danmarks eksorbitante skattetryk med rank ryg, når jeg skal forklare mine amerikanske venner, hvordan tingene hænger sammen. Der er en slags sær nydelse i at se bestyrtelsen i deres blik for derefter at forklare dem, hvordan det at betale halvdelen af sin løn eller mere til staten rent faktisk kan være en god ting.
Jeg synes, det er en sær indstilling, at skatteydere og statsborgere skal måles og vurderes i forhold til, hvor meget ret vi hver især har til velfærd. Det er i mine øjne dybt mærkværdigt at insistere på, at de mange danskere, der måske ikke altid har haft ressourcerne eller mulighederne for at yde, skal bæres igennem livet af velfærdssamfundet, mens vi, der vælger udlandet for en årrække, men inden da har ydet til punkt og prikke, ses som snyltere, hvis vi en dag ønsker at vende tilbage til vores hjemland.
Tilbage til rødderne
Jeg synes også, det er virkelig ærgerligt, hvis danskere, der rejser ud for at opleve, lære, se og kende andet end deres hjemland, skal straffes for det og påduttes et stempel som nogen, der har fravalgt at yde. Er det helt utopisk, at danske børn, der er vokset og har gået i skole i udlandet, kunne tænkes stadig at føle sig så stærkt knyttet til deres danske rødder, at de ikke bare drømmer om at uddanne sig i deres fødeland, men også efterfølgende bidrage med både deres arbejdskraft og skattekroner samt perspektiver, input og inspiration?
Der findes ikke frit tilgængelige tal for hvor mange danskere, der bor og arbejder i udlandet, men i 2012 skønnedes tallet for udlandsdanskere med arbejde at være 84.000 og med en nogenlunde lige fordeling mellem de danskere, der hvert år forlader Danmark, og dem, der kommer hjem igen. Det er vores plan, at vi en dag i mere eller mindre nær fremtid skal tilhøre sidstnævnte gruppe.
En uddannelse er for manges vedkommende en stor del af det, der former os og præger vores identitetsfølelse, og jeg har alle ønsker om, at mine børns identitet skal føles dansk
Jeg håber, mine børn har lyst til at tage en uddannelse i Danmark. Ikke fordi jeg gerne vil spare penge, ikke fordi jeg vil nasse på et system, som nogle danskere tilsyneladende mener, at jeg har vendt ryggen og meldt mig ud af. Men fordi jeg synes, vi har et fantastisk uddannelsessystem i Danmark, en vidunderlig og prisværdig kultur, og fordi jeg synes, mine børn fortjener at have – i hvert fald en del af – en ungdom i det land, der trods alt stadig er deres fædreland, og hvor de har statsborgerskab.
Uønskede partnere
En uddannelse er for manges vedkommende en stor del af det, der former os og præger vores identitetsfølelse, og jeg har alle ønsker om, at mine børns identitet skal føles dansk. At de føler sig som en aktiv og nyttig del af det samfund, de skal bidrage til. Samtidig er sandsynligheden for, at de møder danske partnere og får lyst til at blive i Danmark, noget større, end hvis de vælger at uddanne sig i USA.
Uden at have statistiske tal lige ved hånden tør jeg nemlig godt gætte på, at chancen for, at de bosætter sig i Danmark er forsvindende lille, hvis de først når at etablere sig med job, partner og måske endda familie i udlandet. For slet ikke at tale om, hvordan det danske system tæt på umuliggør det at vende hjem med en partner fra et andet land.
Hvis de vælger at bosætte og uddanne sig i Danmark, håber jeg, at de ud over skattekroner vil bidrage positivt til samfundet med andre perspektiver, et åbent sind, internationale input. Alle de ting, der blandt meget andet er med til at skabe den rummelighed, Danmark også er.
LÆS FLERE KLUMMER AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: En god uddannelse er skattebetalt i Danmark, og Julie Bendtsen håber, at hendes børn vil vælge deres der. Men er det snylteri efter flere år i udlandet? Foto: Pixabay.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
