SMERTE & SIND // ESSAY – En ung mand overvejer at knuse en hveps mellem fingrene, så svien af hvepsestikket vil overskygge den meget større smerte, som æder ham op. Det smertelige er uvisheden, om han nogensinde slipper ud af mørket og finder sig selv igen. Peter Bitsch Hjortshøj skildrer indgående den dybe desperation og de erkendelser, der endelig skaber håb og leder ham i retning af den sti, han søger.
Den vil stikke mig det sekund, jeg tager fat om den. Den vil bore sin brod gennem puderne på mine fingerspidser og hurtigt dø derefter. Fra en giftblære vil gift pumpes ud i brodden, og det vil blive ved med at sive ind i mig, indtil jeg fjerner denne brod. Først der vil smerten begynde at aftage. Ikke med det samme, måske endda først efter, hvad der kan føltes som lang tid i smertens stund, men på et tidspunkt vil bedringen, lettelsen, helingen komme. Derfor skræmmer den mig ikke, idet den kravler tættere på mig hen over de sandglatte mursten.
For modsat da jeg var en 8-årig dreng, der frygtede dens summen som døden selv, ved jeg nu, at smerte i sig selv ikke er det, man skal frygte. Det er derimod uvisheden om, hvornår det smertelige forsvinder, som æder dig op. Derfor trækker det i mig efter tage fat om brodden i dag, da den kan distrahere mig for den sande smerte, som fylder mig. Smerten ved ikke at vide, hvornår mørket forsvinder. Hvor giften siver ind fra, hvor jeg blev stukket.
Kan man miste sig selv? Hvis ja, hvor forsvinder man hen? Og kan man finde sig selv igen?
Det er ikke til at finde ud af i dag. Måske har det aldrig været det. Jeg forsøgte at finde ud af det dengang, men jeg fandt intet svar. Ingen afmærkning. Intet bevis. Der var kun et pludseligt, storslået forfald. Et fald så langt, at jeg endnu ikke står. Jeg kravler derimod for at vende tilbage det sted, jeg forlod, før brodden stak mig.
Med tiden har jeg modvilligt indset, at dette sted ikke længere findes. At livet ikke er et hus, man kan træde ind og ud af og forvente, at intet forandrer sig i mellemtiden. Selv hvis det var sådan, ville personen, der stod der, ikke længere være den samme. Der ville ikke længere stå en dreng, men en ung mand, hvis ansigt bærer på en sorg, der kan spores bag hver en trækning, og ben, som ingen ser ryste, men som aldrig kan stå stille.
Men selvom jeg ved dette i dag, bliver jeg alligevel ved med at søge efter et sted, som jeg ved, ikke eksisterer længere. Inde i en person, som ikke findes længere. For hvem er man, hvis man løsriver sig fra sit tidligere jeg? Hvis man tillader sine drømme at blive erstattet med ubarmhjertig virkelighed? Hvis man, fra man slår øjnene op om morgenen, ikke ser verden på samme måde, som man tidligere så den?
Hvis intet længere er, som det var engang – ikke engang hjertet, der banker bag dit bryst, eller blikket, der forbinder dig med livets kulisse? Hvis du går omkring med en fornemmelse af, at din indre kerne er blevet splintret i tusind stykker, som svæver rundt i æteren omkring dig, men aldrig er mulige at indfange på samme tid? I en verden, hvor ikke kun det ydre er blevet dig fremmed, men også det indre, der lever inde i dig?
Og hvis ikke man ved, hvornår man gik forkert, hvordan skulle man så vide, hvordan man finder tilbage igen?
Det er spørgsmål, jeg aldrig havde troet, jeg blev nødt til at stille. I hvert fald ikke nu. Ikke så tidligt i mit liv, imens de sidste dun fortsat klæber sig til teenagetiden, og idealismen endnu burde skinne naivt og fortryllende i mine øjne.
Det er ikke desto mindre spørgsmål, som ikke kun er blevet nødvendige for mig at stille, men som bliver ved at banke imod indersiden af mit hoved som et indespærret rovdyr, der i en uendelighed løber hovedet mod glasset, som holder det fanget, og som insisterer på at fange min opmærksomhed.
Når jeg skærer fyldet væk, det fysiske ubehag og de 10 meter høje bølger af bekymring står det mig klart, at der er tre spørgsmål tilbage:
Kan man miste sig selv?
Hvis ja, hvor forsvinder man hen?
Og kan man finde sig selv igen?
Jeg har den seneste tid tænkt på, at når man siger, man har mistet sig selv, så må det implicit betyde, at man på et tidspunkt er sikker på, at man har været sig selv. At man kan vende blikket mod fortiden og pege på en periode eller måske bare et enkeltstående moment, hvor man med ro i stemmen kan sige, det var mig, sådan er jeg.
Men når jeg lader mig glide tilbage i min fortid og ser mit liv udfolde sig i slørede billeder, så ved jeg ikke, om jeg kan sige, at noget af det var mere mig end noget andet. Eller om de tidspunkter, jeg føler, jeg var mest mig selv, i virkeligheden bare var øjeblikke, hvor jeg følte mig mest som ham, jeg ønsker at være.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at føle, at der er noget sandhed i, at man nogle perioder er mere sig selv end andre. Som om selvets sti langsomt former sig under os, og jo mere nøje vi rammer dens fliser, desto mere føler vi os som os selv. Og når vi oplever at have mistet os selv og ingen forbindelse føler, vi har til den person, vi ser i spejlet, så er det, fordi vi har forladt denne sti, med tiden er faret vild fra den og dermed faret vild fra os selv. Uden det nødvendigvis er til at sige, hvornår det præcis var, at livet sendte dig den forkerte vej.
Her har det igen ikke været den øjeblikkelige smerte eller ubehag, som jeg for alvor har lidt under, men derimod uvisheden om, hvornår dette ubehag ville forsvinde – hvis nogensinde
Og hvis ikke man ved, hvornår man gik forkert, hvordan skulle man så vide, hvordan man finder tilbage igen? Netop denne tanke kan gentage sig i mit hoved som en skrækkelig karrusel, jeg ikke kan træde ned fra, og det fortsætter, indtil det føles som om, at mit indre kontor aldrig har produceret en anden tanke, eller mit nervesystem har kendt en anden følelse end den knogleskærende angst, som denne tanke fører med sig.
For betyder det så, at hvis først man er faret vild fra denne sti, kan man aldrig finde tilbage igen? Det nægter jeg at tro på. Ikke kun fordi denne tanke forvandler min ryg til en stor stålbørste, men også fordi jeg ikke tror, at dette er sandt. Jeg er overbevist om, at hvis der endelig fandtes en sådan selvets sti, som dikterer i hvor høj grad, vi føler os i kontakt med os selv, så tror jeg ikke, at der findes et simpelt eller universelt svar på, hvordan man finder ind på denne sti.
Nej, jeg er sikker på, at vejen hen til den altid vil være snørklet og kringlet, og når først man føler, at man har fundet den, så vil den skjule sig igen bag ukrudt og mørke og igen efterlade dig i tvivlrådighed og søgen.
Det er en sti, jeg har søgt de seneste år mere end nogensinde før, hvor jeg i perioder har følt det som om, at jeg var blevet løsrevet en indre kerne. At jeg på en eller anden måde var forsvundet og nu blot vadede rundt i et korpus, jeg vidste var mit eget, men som jeg ikke følte nogen videre forbindelse til.
Denne frygt igangsatte en indre, til tider desperat søgen efter mig selv
Det har på mange måder været en ubehagelig og uhyggelig oplevelse. Her har det igen ikke været den øjeblikkelige smerte eller ubehag, som jeg for alvor har lidt under, men derimod uvisheden om, hvornår dette ubehag ville forsvinde – hvis nogensinde.
Særligt første gang, jeg oplevede det, gik jeg ofte ud til spejlet, når den tanketunge søvnløshed havde slidt mig op. Klokken ville være mange, og den gamle lampe i loftet ville sitre, som om et insekt havde sat sig fast i vindueskarmen.
Her ville jeg stå i det dæmpede, gullige lys og se på mig selv. Jeg ville se på personen, som jeg vidste var mig, men som jeg ingen dybere forbindelse følte, jeg havde til, end den man har til en fjern bekendt. Som en person, man føler, man engang har set og bør huske, men som man ikke kan sætte navn på og ej heller kan genkalde sig stedet, man har mødt vedkommende.
Jeg kunne stå i timer og ryge frem og tilbage i pupillernes fald i en desperat søgen efter mig selv, se på mig selv fra forskellige vinkler i spejlet og ændre mit ansigtsudtryk i håb om, at mit ansigt pludselig ville afgive en følelse af genkendelighed, der ville hjælpe mig med at genskabe kontakten til mig selv.
Men intet af det hjalp. Det var alt sammen blot med til at gøre det værre og forøgede afstanden til personen i spejlet. Til sidst var han en komplet fremmed, og heldigvis fortalte en stemme i baghovedet mig, at jeg skulle passe på.
Disse nætter kunne føre mig så langt væk fra selvets sti, at jeg var sikker på, at jeg enten var ved at blive skør, eller at de seneste års smerte havde ført mig så langt væk fra den, at jeg muligvis aldrig igen ville finde tilbage.
Denne frygt igangsatte en indre, til tider desperat søgen efter mig selv.
For jo længere man føler, man er kommet væk fra sig selv, jo mere desperat bliver man efter et svar. Et håndgribeligt svar man kan holde fast i, når personen i spejlet bliver en fremmed.
Jeg har dog med tiden fundet frem til, at man begår en stor fejl, hvis man forsøger at finde sig selv igen i sine tanker. Hvis man søger et svar, der kan give en meningen tilbage, og som man kan holde fast i, når livet løsriver dig fra, hvem du er. For hvem du er, er ikke facit, men en følelse, der kan blive overskygget, eller som du kan miste kontakten til, men som du kan finde igen.
Derfor findes svaret på, hvem du er, ikke kun inde i dig selv, men også i verden omkring dig, og det er derfor det vigtigste sted, du kan lede
Men det kan du ikke udelukkende ved hjælp af refleksion og tankespind. Så distancerer du kun dig selv yderligere. Du er nødt til at føle dig frem, selv når dine følelser er frosset ned, og du kun føler, at der er en tankemasse tilbage.
For selv når du føler, at der ikke er noget tilbage af dig selv inden i, så er du ikke fortabt. Den, du er, er nemlig ikke kun noget, der findes inde i dig, men også i de sange du har hørt, som ramte noget dybt inde i dig, og i ordene fra den første bog, du læste, og som du ikke kunne slippe igen, og i de steder, du har knyttet dig til. Og vigtigst af alt i de mennesker, der har været med til at gøre dig til den, du er. En del af dig findes i disse minder, i disse steder og hos de mennesker, der har været med til at forme dig, og som har rørt dig.
Derfor findes svaret på, hvem du er, ikke kun inde i dig selv, men også i verden omkring dig, og det er derfor det sted, du kan lede, hvis du vil genfinde forbindelsen til de følelser, som er forsvundet. Vigtigst af alt følelsen af, hvem du er. Derfor tager jeg ikke fat om biens brod, men tvinger mine ben til at tage mig ud i verden. For kun ved at tage derud, kan jeg finde hjem igen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
