Hvad kan kulturlivet gøre mod global-opvarmningen?

i Bæredygtighed/Kultur/Viden af

KOMMENTAR // KLIMA – De seneste 30-40 år har med al ønskelig tydelighed vist, at kampen for en bæredygtig fremtid ikke kan klares af klimaforskerne alene. Der skal langt flere aktører til, og her bør kulturlivet, ment i bredest mulige forstand, spille en central rolle.

Det er efterhånden gået op for de fleste interesserede, at klimaforskernes fakta kombineret med mediernes hang til dommedagsprofetier ikke har en god effekt hverken i forhold til at overbevise om globalopvarmningen eller til at inspirere til handlinger, der nedsætter Vestens urimeligt store CO2-udledninger.

Klimaforskerne kan ikke gøre det alene. De har brug for al den hjælp, de kan få, og den kan de i høj grad få fra kulturlivet. Det vender jeg tilbage til.

Klimaforskerne beskæftiger sig med fakta … det er faktisk et stort problem, idet det i vid udstrækning er en vrangforestilling, at menneskers handlinger påvirkes af rationalitet

Først vil jeg kort berøre nogle af de forhold, der har ført til, at vi på trods af 30-40 års insisterende indsats fra klimaforskerne, ikke er nået længere i forhold til både forståelse af globalopvarmningen og handlinger, der er proportionelle med udfordringens omfang. Disse forhold handler lige dele om kommunikationsform og om kognition – altså, hvordan forståelse egentlig opstår.

Dommedagsprofetier giver bagslag

Klimaforskerne beskæftiger sig med fakta og har dermed primært appelleret til den menneskelige rationalitet. Og det er faktisk et stort problem, idet det i vid udstrækning er en vrangforestilling, at menneskers handlinger påvirkes af rationalitet

Kognitionsforskningen viser og forklarer i det ene forsøg efter det andet, at vi er underlagt så mange ubevidste hjerneprocesser, at rationalitet forstået som det at forstå og acceptere fakta og handle derefter kun – og hvis overhovedet – eksisterer under forhold, der har meget lidt med vores hverdag at gøre. Vi har noget, der adskiller os fra dyrene, men det er i mindre grad den såkaldte rationalitet. Det er snarere evnen til at forestille os fremtiden.

For det andet så fungerer en del af disse ubevidste hjerneprocesser som et meget aktivt selvforsvar mod enhver opfattet trussel. Og for hjernen er det ret truende – energikrævende – at skulle ændre forståelse og vaner. Det mindst energikrævende er business-as-usual, så når denne trues fx af ubelejlige, udfordrende klimafakta risikerer det at føre til nogle – isoleret set – spøjse og kontrære handlinger.

Én af de ting, der ret effektivt aktiverer hjernens selvforsvar, er netop dommedagsprofetier, der endnu dominerer især mediernes formidling af forhold vedrørende globalopvarmningen

I forhold til globalopvarmningen kan disse handlinger fx tælle at købe en endnu større fossilbil, fejre spisning af ekstrameget oksekød og i den helt grelle ende fx den såkaldte rolling coal, der handler om at modificere sin bil til at kunne udlede en stor sort sky af snask og CO2, smække den ind foran en elbil eller anden fremtidsvenlig bil og udløse skyen. Som en slags advarsel: Udfordr ikke min business-as-usual!

Globalopvarmningens omfang taget i betragtning kan det i den grad også anses som spøjst helt at undgå at beskæftige sig med emnet eller at anfægte lige præcis og helt selektivt klimaforskerne på trods af, at forskere generelt set ligger konsekvent højt i tillidsmålinger.

Enhver effektiv kommunikation handler altså i vid udstrækning om at undgå at aktivere dette kognitive selvforsvar. Én af de ting, der ret effektivt aktiverer hjernens selvforsvar, er netop dommedagsprofetier, der endnu dominerer især mediernes formidling af forhold vedrørende globalopvarmningen. Dommedagsprofetier har det i sagens natur med at virke uoverskuelige, uundgåelige og ødelæggende i forhold til at bevare et positivt syn på fremtiden, hvilket er en afgørende forudsætning for menneskelig handling, endda noget så basalt som at vælge at få børn. Det handler således om basal menneskelig overlevelse, når globalopvarmningen formidlet gennem dommedagsprofetier ignoreres.

Om det er ’dumt’, er fuldstændig uinteressant, da det blot er udtryk for nogle primitive kognitive processer, der sejrer over en videreudviklet rationalitet. Det fede er, at vi nu fra kognitionsforskningen ved, hvad der foregår. Og dermed aktivt kan bruge det i enhver indsats rettet mod at skabe en bæredygtig fremtid.

Kulturen glemmer utopien

Nok om det for nu. Tilbage til kulturlivet. For ét er, at medierne endnu prioriterer dommedagsprofetiernes sikkert herlige klik-ratio højere end andre fortællinger, der er bedre egnede til at undgå at aktivere hjernens selvforsvar og dermed øger chancerne for klimavenlige handlinger. Problemet er, at kulturlivet i vid udstrækning prioriterer på samme måde.

I den udstrækning globalopvarmningen overhovedet behandles af kulturen, sker det oftest igennem fjerne dommedagsprofetier. Ud fra Hollywood vælter den ene dommedagsfilm efter den anden, mens vi herhjemme får serveret andre dystopiske fremtidsfortællinger, som fx The Rain og Kaspar Colling Nielsens Den Danske Borgerkrig 2018-24, som også er blevet til et teaterstykke. Generelt for litteraturen tæller ligeledes, at dystopiske fremtidsfortællinger er langt overrepræsenteret i forhold til de utopiske – altså fortællinger, hvor det er lykkedes menneskeheden at skabe en bedre verden.

Ydermere er det heller ikke just til at spore, at kulturen er begyndt at fejre andre forbilleder end vækstparadigmets forbrugshelte med deres dyre jakkesæt, store ure og fede biler. Musikere, der synger om det samme; bling-bling og dyre bobler. På de sociale medier, hvor kendisser fejrer deres liv i overflod. Det er også ret basalt for os mennesker, at vi imiterer det, der bliver hyldet. Så når forbrugs- og vækstparadigmets forældede helteopfattelse stadig dominerer i kulturen, så er det immervæk også et problem.

Hvor er samfundskritikken?

Man skal være både blind og døv for ikke at have opdaget, hvordan kulturen generelt udskammes som elitær og forsøges presset ud af samfundsdebatten – selvfølgelig især af Dansk Folkeparti. Kulturlivet er og har længe været under direkte angreb fra de politikere, der mestendels føler sig tryggest ved en befolkning, der er lullet i søvn.

Knud Romer har påpeget, hvordan angrebene faktisk har påvirket kulturmiljøet negativt, men kulturlivet, især i den bredest mulige definition, yder dog fortsat betragtelige bidrag til forståelsen af det samfund, vi er en del af – om end færre og færre nok føler sig kaldet til at blande sig direkte i den giftige samfundsdebat. Så det kræver afgjort mod at insistere på at være den udfordring af magten, som det danske kulturliv ellers historisk set har en rig tradition for at være.

Og spørgsmålet er også, om forholdene for kulturlivet er blevet bedre i takt med, at flere og flere gemmer sig og deres samfundskritik væk – eller måske blot justerer budskaberne for at undgå yderligere angreb? Det er nok svært at argumentere for. Og lad os også lige holde fast i, at mulighederne for kulturlivet relativt set er ret gunstige:

Det er jo ikke her i landet, at én eneste af de 200 klima- og miljøaktivister, der i 2017 blev slået ihjel, mødte deres endeligt – den slags sker typisk i Latinamerikas regnskove, verdens lunger.

Det er sådan set også os, vores børn, de forsvarer dernede – koste, hvad det vil. Og så er det heller ikke her fra landet, at de 250 mio. forventede klimaflygtninge vil komme.

Vi er optaget af det nære

Selvom netop evnen til at forestille os fremtiden er udpræget menneskelig, så har de færreste af os overskuddet til at beskæftige os nævneværdigt med den slags.

Vi er typisk optagede af det nære, forældrenes velbefindende, kattens ujævne afføring og børnenes trivsel i skolen.

Vi er således ganske tilfredse med, at andre forestiller sig fremtiden for så eventuelt at lade os inspirere af deres tanker. Vi har altså overordnet set brug for, at kulturlivet gør netop det: Skaber billeder på og forestillinger om fremtiden. Passivitet, en fortsat undladen af at behandle emnet globalopvarmning proportionelt med dets betydning for den menneskelig fremtid, bør altså ikke blive set som en mulighed.

I hvert fald ville den politiske filosof Edmund Burke nok lade falde en hård dom over en sådan passivitet, idet han tilskrives at have skrevet følgende:

“The only thing necessary for evil to triumph is for good men to do nothing.”

Det citat kan opdateres ved at erstatte ”evil” med ”forældede handlinger, der henhører i det døende vækst- og forbrugsparadigme” og ”good men” med personer, der er blevet overbevist om, at globalopvarmningen er vor tids største udfordring og ønsker at udføre og inspirere til nye handlinger, der hører hjemme i det spirende bæredygtighedsparadigme.

Kulturlivets enorme potentiale – og ansvar

Så væk med passiviteten og ind med aktiviteten. Og så har vi dælme heller ikke brug for flere dystopier. De inspirerer nemlig i høj grad til modløshed, handlingslammelse og decideret trods, mens utopier inspirerer til håb og handlekraft. Ethvert samfund har således brug for utopier, fordi de ganske enkelt egner sig bedre til at drive en udvikling, der skaber bedre vilkår for mennesker. Således skriver den svenske forfatter, kunstner, politiker og meget andet, Alexander Bard, følgende:

“A human being without desires is a dead human being. In the same way, a society without a utopia is a dead society.”

Så for indeværende hjælper kulturlivet altså ikke effektivt til, at vi forestiller os, at det faktisk er muligt at løse globalopvarmningens udfordringer. Det kan lyde som en anklage, men forstå det gerne positivt, fordi det netop også vidner om kulturlivets enorme endnu uudnyttede potentiale.

Solar Punk – forfattere inden for denne subgenre af sci-fi anser sig selv for at være forpligtede til at anvende deres talenter på at bidrage til løsninger på globalopvarmningen

Nogle få er begyndt at blive opmærksomme på, at hverken passivitet eller dystopier er godt nok. Et eksempel på dette er den danske stjernearkitekt, Bjarke Ingels, der lader til at være akut opmærksom på sit ansvar. I hvert fald sagde han i Deadline d. 20. september følgende:

”Vores arkitektur handler om at give form til en fremtid, vi godt kunne tænke os. Vi kan tage en lille flig af nutiden og bruge den i den fremtid, vi ønsker os.”

Og netop som en modreaktion på dystopiernes overrepræsentation inden for litteraturen er en ny sci-fi-genre begyndt at se dagens lys. Den går under navnet Solar Punk, og inden for den genre udspiller fortællingerne sig netop i en fremtid, hvor globalopvarmningen er stoppet og løst med vedvarende energikilder.

Forfattere inden for denne subgenre af sci-fi anser sig selv for at være forpligtede til at anvende deres talenter på at bidrage til løsninger på globalopvarmningen.

Jeg har svært ved at erklære mig andet end fuldstændig enig, og jeg kan egentlig heller ikke forestille mig, at mange i de danske kulturinstitutioner, er andet end enige – hvis blot de bringes til at tænke over det.

Debatten

Tegner og radiovært Anders Morgenthaler mener ikke, at regeringens energiudspil er ambitiøst nok.Er du enig? 🌎(via Debatten – DR)

Posted by dr.dk on Friday, April 27, 2018

New Nordic Culture

Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at kulturlivets bevægelse fra globalopvarmnings-passivitet til -aktivitet samt fra dystopi til utopi, fra forbrugshelte til bæredygtighedshelte bærer på et enormt potentiale. Ydermere vil jeg også mene, at kulturlivet derved ville leve bedre op til det etiske ansvar, der følger med så privilegeret og væsentlig en rolle i samfundet.

Et ansvar, der tæller at udfordre magten, og næppe findes en mere altomspændende og altdominerede magt end vækst- og forbrugsparadigmets konstante invitationer og opfordringer til et decideret skadeligt og ekstremt uretfærdigt CO2-baseret overforbrug. Uretfærdigt af den enkle årsag, at de, der har råd til et overforbrug, samtidig er dem, der senest vil opleve globalopvarmningens praktiske konsekvenser og vil have bedst råd til at imødegå dem – mens Maldiverne, Bangladesh, Afrika, Sydamerika osv. samt alle deres fattige borgere, børn, forældre og bedsteforældre, med al deres kærlighed til hinanden og deres hjemland, synker i vandet. De etiske konsekvenser af vores fælles svigt af dem vil vi alle bære.

Hvorfor ikke blive bannerførere for New Nordic Culture, der kan blive til New Global Culture? En kulturel strømning, hvis raison d’être er at drive globalopvarmningen med alle dens klamme, uretfærdige fangarme tilbage i dybet

Og så vil jeg også mene, at perspektiverne for kulturlivet selv er betragtelige. Det afgørende perspektiv er selvfølgelig effektivt at bidrage til at skabe handlinger, der er proportionelle med globalopvarmningens betydning. Men seriøst, hvor absurd fedt kunne det dog ikke også være at opfinde en ny kulturel strømning?

Vi har New Nordic Cuisine, der jo faktisk handler lidt om globalopvarmningen, idet sæsongrøntsager og mindre madspild er en del af tankegodset, så hvorfor ikke blive bannerførere for New Nordic Culture, der kan blive til New Global Culture?

En kulturel strømning, hvis raison d’être er at drive globalopvarmningen med alle dens klamme, uretfærdige fangarme tilbage i dybet – og formuleret positivt: Konsekvent at give billeder på og forestillinger om en bæredygtig verden, hvor vi alle – og det endda rationelt – kan knytte håb til vores fælles fremtid? Til vores egne børns fremtid og fjerne egnes børns ditto?

Kom så, kulturvenner

I hvert fald vil jeg gerne komme med en udfordring til enhver dansk kulturinstitution, det værende sig enkeltpersoner; musikere, tv-værter, bloggere samt institutioner; HBO Nordic, Det Danske Filminstitut, teatre, arkitekter, modeindustri, museer osv. Kast jer for alvor ind i kampen mod globalopvarmningen. Anvend jeres betragtelige talenter på vor tids vigtigste udfordring. Sæt ord og billeder på den ønskværdige fremtid og gør det cool at være bæredygtig. Jeg udfordrer jer til at lave pissefede malerier, skulpturer, romaner, teaterstykker, bygninger, serier, film sange, modeshows, der behandler globalopvarmningen og inspirerer til handling for at stoppe og vende udviklingen. Gør det meget gerne i samarbejde med kommunikations- og kognitionskyndige, så I danser behændigt uden om fortidens fejltrin. Der er brug for jer, kulturliv, udfordringen er stor.

Vi har egentlig jævnt meget brug for, at I, kulturlivet, inspirerer os til at gøre mere, hurtigere

Jeg har også en udfordring til enhver social influencer, kendis, talent – kært barn har mange navne. Benjamin Lasnier, Carolina Wozniacki, Signe Molde, Rasmus Brohave, Signe Mølgaard, Anders Hemmingsen, Josephine Skriver – ja, til enhver, der af de udefinerede ’unge’ som allerede bliver mere og mere klimabevidste, opfattes som cool – den her er til jer: Jeg vil se jer i genbrugskluns, fortælle om jeres klimakompenserede flyrejse, fejre jeres svedige elbil, jeres nice fixie, uploade billeder af jeres – selvfølgelig bøfløse – mad, kvitteringer fra frikøb af regnskov, beplantning af ny skov, tænk selv videre.

Det her globalopvarmning er for vigtigt til, at nogen skaber dystopier, fejrer overforbrug eller sidder på bænken. Overmagten er for stor.

Politikerne sidder på deres fossilbrændsels-fedtede hænder med al deres kortsigtede magtbevaren. Virksomhederne er så småt i gang, men det går endnu for langsomt. Flere og flere borgere er i fuld sving med at reducere, men enhver dansker udleder endnu i gennemsnit 19 ton CO2 om året, og vi burde kun udlede to-tre ton hver.

Vi har egentlig jævnt meget brug for, at I, kulturlivet, inspirerer os til at gøre mere, hurtigere.


Foto: Wikimedia. Matisse – La danse, 1909-10.

Magnus Harald Haslebo er forfatter, journalist og har derudover en kandidat i politisk kommunikation. MHH begyndte i januar 2015 som pressechef for Alternativet og førte således partiet igennem dets første folketingsvalg og derefter dets første kommunalvalg. Er siden begyndt som selvstændig klima- og kommunikationsrådgiver, hvor hans primære fokus er på kampagne- og offensiv kommunikation, der taler til hjernens umærkelige kognitive processer fremfor den fiktive rationalitet. Skriver og taler desuden en del om globalopvarmningen med og til enhver, der vil lytte. MobilePay: 27208450.

Seneste artikler om Bæredygtighed