Koreografen Oliver Marcus Starpov: I morgen er vi alle blomster, igen

i Kultur & Medier/Scenekunst af

BALLET // INTERVIEW – POVs kulturskribent Ole Blegvad har mødt Oliver Marcus Starpov og stillet ham ti spørgsmål om forestillingen My Daddy Loves Sugar, om ballet, om kunstens nødvendighed og lidt om livet.

”Jeg synes, at alt for mange kunstnere prøver at ramme en tidsånd eller prøver at ramme noget, som de tror er oppe i tiden. Det tror jeg ikke på, og ofte synes jeg, at det bliver til kedelig kunst. 

På mange måder er kunst egoistisk og selvsmagende, men målet er jo hele tiden, at man med sin kunst rammer en følelse, som man giver videre til publikum, og når publikum har forvandlet – i mit tilfælde – dansen til deres egen historie, så opløses egoismen. Men god kunst udspringer fra den enkelte skaber, ikke fra markedet.”

Det er mange år siden, Det Kongelige Teater har haft en koreograf med så stort talent som dets 23-årige korpsdanser Oliver Marcus Starpov. Han er idérig, fantasifuld og så har han noget på hjertet i sine forestillinger. Lige nu kombinerer han livet som danser i ensemblet og drømmen om at koreografere og iscenesætte, men på et tidspunkt må Oliver Marcus Starpov træffe et valg: vil han danse eller vil han sætte de andres trin.

Oliver Marcus Starpov er balletbarn fra balletskolen på Det Kongelige Teater, hvor han begyndte som syvårig. Som 15-årig kom han med i Kompagni B, hvor han begyndte at lave koreografi, og var blandt med i konkurrencen Make Your Moves. Som aspirant til balletkorpset og senere som korpsdanser har han fået mulighed for at videreudvikle sin interesse for at skabe.

Her er listen over Oliver Marcus Starpovs værker til Den Kongelige Ballet: Blinded, Kulturnatten, 2013, Abstrakt Orgasme i Hübberiet, 2014, russisk og spansk dans i Svanesøen af Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff, 2016, Beginning & Ending i Dans2Go, 2017, og M.D.L.S.S.M.H.E.I.W.H.N – //My Daddy Loves Sugar/, 2018

I denne sæsons Dans2Go, der har premiere 23. oktober, har den unge kunstner både lavet koreografi, scenografi, kostumer til værket My Daddy Loves Sugar. Det er hans fortælling, som kammeraterne fra den kongelige ballet, skal danse, men, siger han, ”dagen efter premieren er vi alle sammen blomster igen i Alice i Eventyrland”, da jeg spørger ham, hvordan det er den ene dag at være ham som bestemmer, for så næste dag at danse med kammeraterne igen.

My Daddy Loves Sugar af Oliver Marcus Starpov.
Dans2Go, Det Kongelige Teater.
Foto: Det Kongelige Teater.

 -1-

Hvad er “My Daddy Loves Sugar” for en forestilling?

Jeg prøver at tage fat i emner, som man normalt ikke lige taler om. Sindet og de mentale stadier man kan være i. Angst, stress og depression. Men man ser det på en abstrakt måde. Jeg laver ikke en konkret en-til-en historie, men jeg viser de forskellige stemninger på en måde, så den enkelte kan relatere til det, hvor man måske sidder og får nogle tanker om sit job eller sit parforhold eller hvad ved jeg. På mange måder er det en dyster forestilling, som gerne skal vise alt det man ikke ser i bybilledet, hvor alle kan se ”sygdommen” på personen med det brækkede ben, men hvor mange flere går rundt med problemer, som ikke er synlige på overfladen.

 -2-

På DKTs hjemmeside står der: Den handler om sindet. Den ydre skal, der fremstår ren, klar og perfekt, og et indre, der er fyldt med mørke tanker. Kan du give det nogle flere ord og tanker?

Der er to hovedkarakterer. Daddy og Sugar. Sugar er den naive og nysgerrige person, Daddy er den manipulerende og kontrollerende.

Alle danserne repræsenterer det samme sind, men på hver sin måde. Sugar finder ud af, at Daddy ikke er en der kommer udefra og vil tage ham, Daddy er derimod Sugars egne mørke sider, der kommer og tager ham. Omvendt så bliver Daddy afhængig af Sugars naive og milde side, så Daddy bruge Sugars søde side, som modvægt til sin egen usympatiske sider,

Det hele foregår i hovedet, men fordi det er i hovedet, så kan man ikke se det, men vi må acceptere, hvordan vi er. Derfor bliver vi nød til at face vores dæmoner.

Forestillingens fulde titel er M.D.L.S.S.M.H.E.I.W.H.N – //My Daddy Loves Sugar. M.D.L.S.S.M.H.E.I.W.H.N står for My Daddy Loves Sugar So Much He Eats It With His Nose. Alle bogstaverne kan tolkes, som en kode for et drug inde i sindet.

-3-

Hvor får du ideerne/inspirationen fra til dine forestillinger?

Sjovt nok, når jeg nu er danser, udspringer mine ideer altid fra noget musik jeg hører. Det kan være jeg ser en film, hvor musikken fanger mig. Så begynder jeg at lede efter musik, der minder om den musik jeg har opdaget, og derfra begynder jeg at skabe billeder. Men selvfølgelige henter jeg også inspiration i hverdagen. Når jeg laver en forestilling om sindet og de sindstilstande vi kan være i som mennesker, så henter jeg elementer fra min egen hverdag, hvor jeg i perioder har kæmpet med og mod angst. Men det er ikke en selvbiografi på dansefødder, det er en abstrakt tilgang til at belyse et alment problem. Alle skal kunne forholde sig til det, så alle kan skabe sin egen historie og sit eget forløb.

Faktisk har historien til My Daddy Loves Sugar udviklet sig gennem et års tid. Oprindelige skulle vi havde opført forestillingen i foyeren på Operaen. Som kontrast til det smukke rum med Olafur Eliasson tre kæmpe lyskroner ville jeg skabe sådan et rum, der gav associationer til Berlin undergrund, techno og syretrip, derfra udviklede historien sig til det den er nu.

My Daddy Loves Sugar af Oliver Marcus Starpov.
Dans2Go, Det Kongelige Teater.
Foto: Lukas Hartvig-Mølle.

-4-

Hvilke elementer er vigtige for dig at have med, når du skaber en ballet?

Jeg er jo vokset op med den klassiske ballettradition med Bournonville og alt det, som jeg elsker, men jeg er også til moderne dans og nye trin.

My Daddy Loves Sugar er meget abstrakt, men samtidig har jeg også meget konkrete og poetiske billeder med. Min vision er altid, at publikum skal være medskabende, så de skaber deres egne historier. Jeg viser publikum en vej med mine ideer, så mine forestillinger skal – på et selvisk niveau – give mening for mig, for hvis det ikke giver mening for mig, så kan det heller ikke give mening for publikum.

Jeg synes, at alt for mange kunstnere prøver at ramme en tidsånd, eller prøver at ramme noget, som de tror er oppe i tiden. Det tror jeg ikke på, og ofte synes jeg selv, at det bliver til kedeligt kunst. Stilmæssigt vil jeg gerne ramme noget, som i sidste ende bliver mit udtryk og min stil.

Hvis jeg er ærlig overfor mig selv, så kommer det også klart frem. Jeg skal kunne mærke det selv, for at andre kan mærke det.

På mange måder er kunst egoistisk og selvsmagende, men målet er jo hele tiden at man med sin kunst rammer en følelse, som man giver videre til publikum, og når publikum har forvandlet – i mit tilfælde – dansen til deres egen historie, så opløses egoismen. Men god kunst udspringer fra den enkelte skaber, ikke fra markedet.

-5-

Hvordan er din proces før du præsenterer det?

Min proces er nok lidt forskellig. Til My Daddy Loves Sugar har jeg ikke haft så meget tid, så der er jeg faktisk meget forberedt. Det vil sige, at jeg har fundet på trinnene inden prøverne begynder, jeg er selvfølgelig åben for ideer, men er samtidig meget forberedt. Jeg kender udtrykket, og jeg ved hvor jeg gerne vil hen – så viser prøverne, hvordan vi kommer derhen.

-6-

Hvordan er din proces sammen med danserne (du er jo jævnaldrende med mange af dem du pludselige skal instruere) hvordan er det?

Jeg kan bedst lide, når jeg skaber trinnene sammen med danserne til prøverne. Det giver tit de bedste resultater.

Jeg synes, at jeg er ved at finde en form, hvor jeg både bliver respekteret som koreografen, der bestemmer, og som kollegaen fra korpset. Det er en hårfin balance, fordi det er mig, som bestemmer, når jeg iscenesætter. For eksempel så har My Daddy Loves Sugar premiere den 23. oktober, og næste dag er vi alle sammen blomster til prøven på Alice i Eventyrland, så jeg skal jo behandle alle godt.

-7-

Du er både koreograf, scenograf, kostumer, iscenesætter? Mange kasketter, hvordan har det været?

Jeg har stort set lavet det meste til My Daddy Loves Sugar. Der er en lysmand med, men det er også mig, som har tænkt, hvordan det skal være, men selvfølgelig bliver det i samspil med hans professionelle ekspertise.

I virkeligheden er det nok mest af nød at jeg laver det meste, fordi der ikke er så mange penge på produktionen. Kostumerne er hentet fra noget af mit eget tøj, som skræddersalen så syr efter. Min idé er, at danserne har sorte jakker på, når de er My Daddy og bar overkrop, når de er sugar.

Lyden spiller også en stor rolle. Der har jeg valgt et stort spænd fra det voldsomme, over det magiske til det techno-agtige.

Det er fedt at have så meget at sige, så forestillingen kommer så tæt på min vision som muligt.

My Daddy Loves Sugar af Oliver Marcus Starpov.
Dans2Go, Det Kongelige Teater.
Foto: Lukas Hartvig-Mølle.

 -8-

Hvad er det vigtigte for dig at fortælle med balletten?

Jeg synes ballet – og dans i det hele taget – er fantastisk til at vise og beskrive følelser, stemninger og sindstilstande. Jeg arbejder hele tiden med forskellige udtryk. Fordi My Daddy Loves Sugar handler om sindet, så vil jeg gerne give plads til fordybelsen, så efter perioder, hvor der sker meget på scenen, så skruer jeg helt ned for at give plads til en længere periode, hvor der ikke sker så meget. Man skal ikke bange for stiheden, den kan nemlig netop være med til at sætte gang i følelserne og fordybelsen.

-9-

Lige nu er du både danser (du er med i “Carmen”, og I prøver på “Alice I Eventyrland”) og koreograf – hvad giver dig mest? Hvor brænder du mest?

Lige nu supplerer dansen og koreografien hinanden på en fantastisk vis. Det er en kæmpe fordel, at jeg stadig danser, fordi jeg helt tiden bliver mindet om, hvilke ting der fungerer. Jeg kan tage de bedste ting med fra de mange koreografer, som jeg arbejder med. Lige nu, hvor jeg har været med i hele processen på My Daddy Loves Sugar, så er jeg overbevist om, at jeg bliver en bedre sparringspartner, når jeg skal lave koreografi på en større forestilling.

På et tidspunkt skal jeg tage et valg. Jeg føler faktisk, at jeg er meget realistisk. Jeg bliver ikke den næste unge solodanser, til gengæld kan jeg blive en rigtig god koreograf som hele verden vil ringe efter (haha). Mit endemål er i hvert fald at blive koreograf.

My Daddy Loves Sugar af Oliver Marcus Starpov.
Dans2Go, Det Kongelige Teater.
Foto: Lukas Hartvig-Mølle.

-10-

Hvad håber du folk går hjem med efter at have set My Daddy Loves Sugar?

Det er næsten en kliché, men jeg vil gerne ruske lidt op i det glansbillede, som vi alle sammen fremstiller på Instagram og Facebook, hvor alle ”smiler og har det så godt i solen”. Men bagsiden er jo, at mange har det rigtigt skidt, og det bliver vi nødt til at se i øjnene. Vi skal også sætte det sørgelige på Facebook.

Jeg håber, at publikum kommer i kontakt med sig selv og giver sig lov til at komme i nogle sindstilstande, under og efter de har set balletten.

Det skal være frirum til, at man enten er arrig eller helt vild glad. Der skal være plads til alle følelser. Og man skal have mulighed for at skabe sine egne historier. Der er ikke en facitliste til, hvordan man skal se og forstå My Daddy Loves Sugar. Man kan ikke se den på en forkert måde. Til gengæld håber jeg, at alle bliver påvirket på den ene eller andet måde, når de har set forestillingen.

My Daddy Loves Sugar af Oliver Marcus Starpov.
Dans2Go, Det Kongelige Teater.
Foto: Lukas Hartvig-Mølle.

My Daddy Loves Sugar kan ses i Dans2Go sæsonen 18/19 som del af programmet Dans2Go:

Urpremiere tirsdag den 23. oktober 2018.
Den 8. og 9. november 2018.
3.-4.-7.-8.-9.-14.-18. maj 2018.

My Daddy Loves Sugar
Koreografi: Oliver Starpov
Musik: Cliff Martinez, Ben Salisbury, Geoff Barrow m.fl.
Kostumer: Oliver Starpov
Lysdesign: Thomas Bek Jensen

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Kultur & Medier