
POLEN // BAGGRUND – En stor og stille omvæltning har været i gang i Polen i de seneste år, og den påvirker samfundet og polakkerne: Den katolske kirkes magt skrumper, befolkningen er ikke så kirke-trofast, som den har været, messerne om søndagen har færre deltagere, og tilgangen til præsteuddannelsen falder.
Tidligere var kirkerne fyldte, og folk stod uden for kirkeporten om søndagen for at deltage i messen. Polakkernes deltagelse i søndagsmesserne er faldet markant de seneste 20 år.
Nu er der altid ledige pladser i kirken om søndagen, og indenfor ses især den ældre del af befolkningen. Deltagelsen i messen er geografisk varieret, idet den sydøstlige del af landet fortsat benytter kirken, mens befolkningen i de vestlige områder af Polen laver andre ting søndag formiddag.
I storbyerne er kirkens dominans også mindre. Denne deling er sammenfaldende med Polens politiske splittelse – jo mere kirkegang, jo flere stemmer på PiS, det nationalkonservative parti, der havde regeringsmagten i Polen fra 2016 til 2024. Kortet viser, hvordan kirkegangen i Polen er geografisk fordelt.


Tilbagegang for kirkegang
Den polske kirkes egen opgørelse viser tydeligt tilbagegang for deltagelsen i den ugentlige messe siden 1982.
Polens fredelige revolution i 1989, som afløste kommunismen med kapitalismen, indleder i alvorlig grad den nedadgående tendens for kirkegangen. Et kraftigt ryk nedad kom ved corona-tiden, som var hård for kirkerne, idet adgangen til kirkerne var begrænset. Efter epidemien var deltagelsen faldet fra 37 pct. i 2019 til 28 pct. ultimo 2021. Især den yngre del af befolkningen i Polen bryder med kirken.
På trods af kirkens tilbagegang kan Polen sandsynligvis regnes som et af Europas mest religiøse lande
Årsagerne til kirkens fald siden 1989 er dels befolkningens dybtgående bevægelse mod europæisk standard, dels konkrete handlinger i den polske kirke, som har været frastødende for især den yngre del af befolkningen.
I 1989 startede omvæltningerne i Polen med et delvist frit parlamentsvalg, som Solidaritet vandt klart. Planøkonomien blev afløst af markedsøkonomien, de gamle strukturer forsvandt, og dermed blev hele samfundets indretning forandret. Polen blev indoptaget i den europæiske model, polakkerne rejste til andre EU-lande for at arbejde og studere.
Med omvæltningerne fulgte også nye psykosociale forhold, fordi konkurrencen blev skærpet, og forbrugerismen overtog. Kirken har ikke forandret sig i et tilsvarende opskruet tempo og har ikke helt bevaret sin betydning i det nye konkurrencesamfund.
Kirken har virket frastødende på mange, fordi de frie medier har bragt mange sager om pædofili og andre skandaler frem, og kirkens indblanding i politiske forhold, især abort og religionsundervisning, kan ikke fortsat bredt accepteres i befolkningen.
Pædofili i kirken ses også i andre katolske lande, hvor præsten er en mand i cølibat, men i Polen har den kirkelige ledelse reageret ved at skjule skandalerne og beskytte de involverede præster. Dette provokerer og frastøder især de unge. De katolske messer fortsætter, og præsterne prædiker om forhold, der er fjernt fra polakkernes travle hverdag, og taler om synd og ydmyghed, der ikke kendes i det daglige liv.
Den kommunistiske statsmagt tålte og accepterede den polske kirke af frygt for polakkernes reaktion i tilfælde af større indgreb i den kirkelige praksis
På trods af kirkens tilbagegang kan Polen sandsynligvis regnes som et af Europas mest religiøse lande. Statistikken siger, at ca. 71 pct. af befolkningen er troende romersk-katolske, men denne andel er faldet fra 88 pct. i 2011 (GUS, Polens Statistik). Uden den trofaste kirkegang og respekt for kirken kan det dog næppe undgås, at også troen vil være yderligere faldende i Polen.
Kristendommen er trods alt stadig meget synlig i Polen, fx i den vestlige del, hvor denne statue med en højde på 33 meter er tydelig i landskabet.

Kirken var en del af frihedskampen
Igennem historien er den polske kirke blevet brugt af befolkningen og har været en yderst respekteret institution. Den kommunistiske statsmagt tålte og accepterede den polske kirke af frygt for polakkernes reaktion i tilfælde af større indgreb i den kirkelige praksis. I andre dele af Sovjet-zonen blev kirker lukket og anvendt som lagre, sportsbaner eller andet praktisk, men ikke i Polen.
Kirken støttede Solidaritets kamp i 1970-1989 mod kommunismen med mødesteder, praktisk hjælp til indespærrede solidaritetsmedlemmer og i høj grad moralsk. I den tid var paven i Rom fra Polen, Johannes Paul II. Denne havde stor indflydelse på Solidaritets udbredelse og omstyrtning af kommunismen i både Polen og i hele Østeuropa. Det er klart, at han var yderst populær i Polen.

Også længe før Solidaritet kæmpede polakkerne mod fremmed herredømme i eget land, og kirken var med. I 1795 startede polsk frihedskamp, da landet blev delt mellem Rusland, Preussen og Østrig-Ungarn. I alle de oprør, der fulgte, var kirken på polakkernes side.
Livet uden kirkegang
Det har effekter, at kirkens rolle og autoritet for mange er mindsket. Fra at den polske befolkning havde en stor fælles tydelig referenceramme, den katolske kirke, er de nu i højere grad splittet op, og det almene stress dominerer.
Religion fravælges især i storbyerne, hvor kirkerne alligevel ikke kan kontrollere menighedens adfærd
En ganske konkret konsekvens af den mindre kirkegang er, at færre uddanner sig til præster, så på længere sigt bliver staben af præster mindre. Et uddannelsessted for præster i den vestlige del af Polen, Paradyz, havde i sine velmagtsdage omkring 20 unge i præsteuddannelse, men er nu lukket, fordi antallet af studerende faldt til 2.

Kirkens mindre indflydelse på familielivet kan have betydning for, at antallet af skilsmisser er steget betragteligt i Polen, fra 1,1 per 1.000 indbyggere i 1990 til 1,6 i 2022 (Eurostat, Marriages and Divorces). Dette er dog lavt i forhold til Danmarks skilsmisserate på omkring 2,7. Polens skilsmisserate er imidlertid i en kraftig stigning, hvilket kan skyldes polakkernes frigjorthed fra kirken og konkurrencesamfundets højere tempo og orientering mod karriere. Polen følger den europæiske model, hvor kvinderne er blevet mere økonomisk uafhængige af manden og stiller flere krav.
Også i grundskolen og i gymnasiet er der opbrud i Polen, idet religionsundervisning i højere grad fravælges. Kirkens statistik-kontor viser tendensen:

Den brede liberale-borgerlige regering har ultimo 2024 nedprioriteret religion fra to til en time per uge, og der gives ikke længere karakter i faget. Protesterne imod nedprioriteringen har været store og har inkluderet Vatikanet.
Vatikanet protesterer, fordi Polen-Vatikanet har en aftale, et konkordat, om sådanne forhold. Kirken leverer mod betaling undervisere, præster og nonner, til religion i skolerne.
Virkeligheden blandt skoleeleverne er, at de allerede i de små klasser har travlt med lektier, privatundervisning i engelsk og krav om gode karaktergennemsnit i håb om karriere og velstand. Derfor fravælges religion især i storbyerne, hvor kirkerne alligevel ikke kan kontrollere menighedens adfærd.
Andre indikatorer viser kirkens mindskede indflydelse på den polske leveform. Flere par lever sammen uden ægteskab. De ”lever på polsk” – hvilket dog er en betegnelse fra Danmark, der refererer til de mange polske landarbejdere, der fjernt fra den polske kirkes regler levede på Lolland-Falster i 1900-1930. Her praktiserede de et forhold mellem kønnene, der dengang var friere end de danske normer.
Antal fødsler uden for ægteskab er yderligere en indikator i stigning.
Polen er splittet
Polens befolkning er i opbrud, nye normer dannes, og kirken fravælges. Den mindre kirkegang og samfundets nye normer er stærkt provokerende for den del af befolkningen, som identificerer sig med de gamle leveformer. Polen er splittet, og det gælder forholdet til kirke, kultur og politik. Kortet i denne artikel viser splittelsens geografiske aspekt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og