MIT VALG FV26// KOMMENTAR – Kulturpolitik fylder sjældent i valgkampen, og politik er det muliges kunst. Derfor stoler teateranmelder Steen Blendstrup mere på dem, der taler om en retning for politikken i samarbejde med andre: ”Valgkampens jagt på overskrifter bliver et larmende cirkus i baggrunden. Jeg foretrækker nok alligevel mit teater på scenen”.
Mit Valg. Hvad har betydning, når vi stemmer? Kortere skoledage, at store bededag igen bliver helligdag? Eller omlægnining af boligskat, formueskat eller fødevarecheck. I Mit Valg deler POV-skribenter deres tanker og overvejelser om, hvad der afgør, hvem de vælger at stemme på.
Jeg bruger min stemmeret. Hver gang. Både på verdensplan og i et historisk perspektiv er det en så eksklusiv luksus, at jeg føler det som en pligt. Dermed også at sætte mig ind i, hvad partierne står for. Ikke hvad deres slagnumre er, men hvad de står for. Ikke for enkelte politikområder, men for helheden. For værdierne.
Men hvad forstår en teateranmelder sig på politik?
Ret beset er teatret politisk. Jeg tænker ikke på revyens parodier, der nærmest anses for et hæderstegn i dansk politik, men eftertænksomme indlæg i samfundsdebatten som Teatergrads magtudredning i Richard III eller Ina-Miriam Rosenbaums politiske teater – senest The Sanjay Shah Shitshow.
Jeg er bevidst om de skjulte magtstrukturer, hvilket mere eller mindre betyder økonomisk magt. De rige vil gerne blive ved med at være rige. Som regel vil de gerne afgive en del af den rigdom, hvis de til gengæld er sikre på, at de også kan være rige i morgen. Det er åbent for forhandling.
Jeg vil gerne have, at i morgen er der for mine børnebørn
Man kan sige, at jeg præcis som dem er mest optaget af, at i morgen ligner i dag. Og da jeg ikke går ind for voldelig revolution (bortset fra en kort flirt med Venstresocialisterne i min ungdom), orienterer jeg mig mod det, der så smukt kaldes de ”regeringsduelige” partier. I det brogede billede, som vores Folketing udgør, betyder det partier, der vil indgå kompromisser. Og så blegner valgkampens overbudspolitik.
Du kan kalde det en strategisk indstilling til politik. Det afgørende er, hvem der kan danne flertal efter et valg. Eller strengt taget, hvem der kan danne regering uden et flertal imod sig. Den regering må gerne bevæge sig i grøn retning. Jeg vil gerne have, at i morgen er der for mine børnebørn.
Det handler mere om værdier end om konkrete udspil. Selv om jeg i debatten om rent drikkevand forfærdelig gerne vil vide, hvorfor det handler så meget om kompensation til landbruget og ikke erstatningskrav til forureneren.
Jeg vælger tryghed
Jeg holder af velfærdsstaten og ser den gerne videreført (også til børnebørnene). Jeg føler mig tryg. Jeg værdsætter mine rettigheder, men vil stadig gerne bidrage, selv om jeg er nået pensionsalderen. I mit eget tempo.
Hvis jeg må efterlyse en ret på det politiske menukort i valgkampen, så er det en plan for arbejdspladser, der tilpasses vores arbejdsevne og -lyst i seniorlivet. Ikke at seniorerne skal fortsætte med at pukle efter samme normer, som da de startede arbejdslivet.
Det er fint, at en højt skattet pædagog bliver tilbudt et job som børnehaveklasseleder med deraf følgende mindre belastende skema. Den mulighed får alle bare ikke.
Hvis jeg skal vælge mellem valgflæsk til pensionisterne (og dem på vej til pensionen) og valgflæsk til børnefamilierne som de aktuelle skoleudspil, så vælger jeg dog nok det sidste. Det er en langsigtet investering. Jeg glæder mig til, at de samme politikere lige forklarer, hvor de ekstra lærere og pædagoger skal komme fra – hvis de ikke gør jobbene mere attraktive. Men det er en anden historie.
Et valg på midten
Jeg ser også politikken i historisk perspektiv. I min egen levetid med afsmag for totalitarismen. Den nåede jeg lige at opleve bag Jerntæppet i 1980’erne. I det længere perspektiv med forståelse for, at fred og frihed har sin pris – som regel i form af alliancer og forsvar. Men også i form af udviklingsbistand. Det handler om balance.
Letkøbt syndebuksretorik, som findes både på europæisk plan og herhjemme, giver mig myrekryb
Selv om jeg ikke gør mig nogen illusioner om Danmarks rolle i international politik, så er jeg bevidst om, at vi skal navigere mellem større magter. Det har indflydelse på mine politiske valg, at jeg ikke blot er dansker, men også europæer. Selv om jeg i samme åndedrag kan være – er – bekymret for udviklingen i visse lande i den kreds.
Letkøbt syndebuksretorik, som findes både på europæisk plan og herhjemme, giver mig myrekryb. Uanset om syndebukken er de ”fremmede”, de woke, eliten, de arbejdsløse eller nogen anden gruppe. Den retorik peger nemlig i retning af den totalitære stat. Det gør i parentes bemærket også Hizb ut-Tahrirs opfordring til muslimer om ikke at stemme ved valget.
Der er bestemt ikke noget galt i at råbe højt i politik. Også om umulige projekter. Om idealisme. Nå ja, om ideologier. Men politik er det muliges kunst, så jeg stoler mere på dem, der taler om en retning for politikken. I samarbejde med andre. Jeg foretrækker dem, der lægger deres lod i vægtskålen for at undgå ekstremisme.
Dermed ender jeg med det kedelige valg på midten – De Radikale – mens valgkampens jagt på overskrifter bliver et larmende cirkus i baggrunden. Jeg foretrækker nok alligevel mit teater på scenen. Kulturpolitik fylder sjældent i valgkampen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og