Sikke en morgen at slå øjnene op på. Med en sang på læben og dans i sit hjerte: Vor landsfader, Lars Løkke Rasmussen har forfattet en ”2025-plan”. Ikke alene: Æres den som æres bør: Han har udtænkt og forfattet den i fællig med sit dygtige og uforfærdede hold: De har sat nationen på skinner og vi kan trygt skue mod fremtiden. Bare ærgerligt, at nutiden ser ud som den gør.
Ja, sådan vågner jeg helt personligt tit: Glad, smilende og optimistisk, indtil alle mine defekter melder sig. Man bliver bedre til anatomi med alderen, for man lærer hvor mange steder, der kan være noget galt. Nu kom jeg vist på en kropslig afvej, eller var det min personlige 2025-plan: Et forsøg på at tale om noget helt, helt andet?
Det er nemlig bedst, jeg taler om noget andet, for jeg sad ikke klistret til min computer da Landsfader Lars kundgjorde sine visioner. Men jeg kendte dem godt, tænkte jeg. På samme måde som man kender ”Mission Impossible II” når man har set I’eren. Jo, detaljerne er nye, men mon ikke vi skal lidt i samme retning som med 2020-planen. Og mon ikke vi når både en ”2030-plan” og en ”2035-plan”, allerede inden vi har ædt 2020-kransekagen?
Hvis der er noget liberalister kan, så er det at se fremad. Nutiden er noget billigt og kompliceret bras: Ude i horisonten venter Utopia: Hvor folk springer ud af sengen for at skabe vækst hver morgen. Lige til de opdager hvor det gør ondt. Og jeg tør slet ikke tænke på hvor mange steder jeg har ondt i 2030.
For de elsker planer, sådan nogle teknokrater som Lars Løkke. Det er hele hans personlighed, hans ”etos”, som man vist siger, hvis man vil vise, man har læst en bog. ”Danmarks dygtigste politiske håndværker” som hans støtter blev sendt i byen for at sige om ham, til det selv for dem blev for klægt og klichéagtigt. (og jeg skal love for at de har en høj klæghedsgrænse ude i Troels Lund Poulsen-segmentet). Det er hans rette element: Langsigtede planer, strukturomlægninger, luftkasteller. Virkeligheden er sgu så kedelig. Og konkret. Fuld af fattige mennesker, der er syge, nedslidte, deprimerede, ja endda hjemløse. Føj, hvor er det deprimerende. Og de er umulige at tale med: De bliver ved med at vrøvle løs om deres egne problemer og nægter at se de store linjer. Folk er så simple: Bare fordi de er røget ud af deres dagpenge og ikke kan få kontanthjælp før de har solgt deres hus og er flyttet væk fra alle børnenes venner, så magter de ikke at se, hvor vækstskabende det er at sætte dem på gaden. Se nu fremad, venner!
Fremad mod en verden, hvor mere arbejdskraft automatisk medfører flere arbejdspladser. Hvor flere penge til de rige betyder de gladelig vil forære dem til de fattige. Hvor skattelettelser kan kurere kroniske lidelser i sind og krop og hvor man arbejder uden kny til man dør, bare skatten er lav nok.
Hvis der er noget liberalister kan, så er det at se fremad. Nutiden er noget billigt og kompliceret bras: Ude i horisonten venter Utopia: Hvor folk springer ud af sengen for at skabe vækst hver morgen. Lige til de opdager hvor det gør ondt. Og jeg tør slet ikke tænke på hvor mange steder jeg har ondt i 2030.
Foto fra Venstres hjemmeside.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her