ESSAY – I de seneste måneder har Golden Days atter spærret mig inde i Den Amerikanske Sektor, som det fremgår af plakater ved bygrænsen mellem Frederiksberg og København. Det vækker minder fra studieturen og mange besøg siden til Berlin Film Festspiele. Steen Blendstrup skriver om sine rejser til Berlin fra dengang muren endnu stod.
Historie er det, vi kan læse i bøgerne – eller ser i det uendelige loop af 2. verdenskrigs-dokumentarer – men det er også det, vi husker. Det er i hvert fald historie for dem, der er for unge til selv at huske det.
Jeg ville aldrig have troet, at det ville blive cool at have oplevet Muren.
Mine børn er født efter Murens fald. De føler det som en kontakt med historien, at jeg har set den. På samme måde, som vi i min generation kunne have en personlig kontakt til Krigen og Modstandsbevægelsen gennem vore forældre og bedsteforældre.
Turist bag Muren
I det store perspektiv er Berlinmuren en lille brik i det store spil, som Den Kolde Krig var. En ung rejsende fra et fredeligt Danmark, der passerede Muren, var bare en turist.
Men også et vidne.
I en tid, hvor der bygges mure overalt i verden, er det ikke et helt irrelevant vidnesbyrd. Det specielle ved Berlinmuren er selvfølgelig, at den blev bygget for at holde folk inde i Østtyskland, ikke for at forhindre andre i at komme ind.
Jeg har kontrollørerne mistænkt for engang imellem at tage lidt pis på de unge danske rejsende, der ikke var vant til at stå over for autoriteter
Og alligevel; i næsten 30 år har vi vænnet os til en stadig større rejsefrihed. Nu rejses der spærringer, hvor vi skal have visum, får papirerne tjekket og stemplet, og der er steder, hvor biler og tog bliver omhyggeligt undersøgt for illegale rejsende.
Den komiske dimension
Berlinmuren var bizar. Den har sine grusomme historier om mislykkede flugtforsøg, men for den danske turist – ofte transitrejsende med tog gennem Østtyskland – også med en komisk dimension.
Her oplevede vi paskontrollen med nidkær gransken af de danske pas og kontrolløren, der derefter gav det videre til sin kollega, som med dramatisk panache foretog stemplingen. Jo, der var metoder til at sikre fuld beskæftigelse i arbejder- og bondeparadiset DDR.
Jeg har kontrollørerne mistænkt for engang imellem at tage lidt pis på de unge danske rejsende, der ikke var vant til at stå over for autoriteter. Sidst i 80’erne kunne de ligefrem opfattes som nærmest gemytlige. Måske var det en ny generation, der var steget i graderne.
I fjendeland
Ressourcerne blev også anvendt til det yderste i DDR. Toget fra Danmark indgik i den almindelige køreplan, så mellem Warnemünde og Berlin delte vi kupé med almindelige østtyskere. Vel at mærke nøjsomme østtyskere, der vidste, at der kunne sidde fire personer ved siden af hinanden i kupeen, ikke blot tre som i de danske tog.
Der var riffelbevæbnede soldater, der var hunde, der var sindrige spejle, der tjekkede, at der ikke skjulte sig blinde passagerer under vognene
Det slår mig, at det egentlig var en CO2-venlig udnyttelse af pladsen.
Således godt sammenklemt blev vi iagttaget med nysgerrighed, når vi tog hul på vore madpakker. Vi var eksotiske fremmede med mærkelige vaner … derovrefra.
Og så skiltes vore veje. De østtyske passagerer steg ud.
Bahnhof Friedrichstrasse – grænsestationen i Berlin – var ingen joke. Der var riffelbevæbnede soldater, der var hunde, der var sindrige spejle, der tjekkede, at der ikke skjulte sig blinde passagerer under vognene.
En bid af den frie verden
I ”sikkerhed” i ”det frie Vesten” i Vestberlin kunne vi så betragte Muren. Lang, grå, tung. Et mineret bælte af ingenmandsland, der skar sig gennem den gamle metropol – og ja, som Gnags givetvis har ladet sig inspirere af: der var vilde kaniner ude mellem minerne.
Og vi var indespærrede. I princippet kunne vi aldrig vide, om der ville blive iværksat en blokade. Det var nok hverdag for berlinerne, men for den udefrakommende kunne det mærkes. En særlig intensitet, et nyd-dagen-i-dag-du-ved-ikke-om-der-er-et-i-morgen.
Jeg og mine kammerater blev tilbudt at sælge vore jeans af en forbipasserende
Byplanlæggerne havde ikke forudset delingen, så den gamle undergrundsbane krydsede under grænsen. Den var ifølge besættelsesaftalen i 1945 under Vestberlins administration, så på nogle linjer kunne vi passere dystre lukkede stationer i Østberlin med pigtrådsspærringer for trapperne. Det var lukket land.
Eftertragtede jeans
Ikke at det var umuligt at være turist i Øst. Forudsat at vi vekslede 20 D-Mark til 20 Øst-Mark med ringe købekraft … og endnu ringere udbud i butikkerne. Jo da, folket skulle brødfødes, men de obligatoriske 10 pfenning-boller smagte afgjort derefter.
Omvendt var de vestlige forbrugsgoder efterspurgte. Ja, jeg og mine kammerater blev tilbudt at sælge vore jeans af en forbipasserende på Alexanderplatz. Jeg aner ikke, hvad vi skulle have købt for pengene. Eller for den sags skyld, hvad paskontrollen havde sagt til, at vi manglede bukserne.
Til gengæld kunne vi tilbringe dagen på de imponerende kulturhistoriske museer i Østberlin, hvor antikke skatte blev præsenteret meget gammeldags og med forklarende skilte, der satte historien ind i sit rette marxistiske perspektiv.
Det var rendyrket Orwellsk New Speak: Vi måtte endelig ikke glemme, at al kongelig og religiøs pragt og rigdom var skabt ved udbytning af de arbejdende masser.
Blomster til konen
Til gengæld var østtyskerne forbløffende småborgerlige i deres tankesæt. Vi undrede os over, at alle – især mænd i pæne militæruniformer – havde en buket blomster med sig på vej hjem fra arbejde. Indtil det gik op for os, at det var kvindernes internationale kampdag.
Selv i frihed og relativ tryghed i Danmark kunne vi da i 70’erne og 80’erne bekymre os.
Vi bekymrede os om neutronbomber. Vi bekymrede os om mellemdistanceraketter. Vi bekymrede os om dobbeltbeslutningen om at opstille amerikanske raketter som modsvar til de russiske.
Men rigtig nærværende blev Den Kolde Krig kun, når vi nåede grænsen. Især når vi var omsluttet af grænsen mellem Øst og Vest i Berlin
Lyset, mørket og Muren
Vi kunne især føle det, når vi var kørt fra det neonoplyste, aldrig sovende Vestberlin, over Spree og ind i Østberlin, hvor de søvnige lamper – det virkede, som om der højest var en på hvert andet gadehjørne – dårligt kunne oplyse de trøstesløse boligblokke.
Der var lyset, der var mørket. Der var Muren imellem.
Sovjetunionens fald er kommet med i historiebøgerne. Murens fald.
Historien – den skrevne og den oplevede – har lært mig, at folket ofte kommer til kort over for magthaverne. Men kontrasten mellem lyset og mørket vil aldrig forlade mig. Jeg håber hver gang, at miraklet sker, at soldaterne ikke skyder, at Muren falder.
Indtryk og oplevelser
Netop at der er to historier, gør, at vi har noget at fortælle vores børn. Historiebøgerne handler altid om de store linjer. Vores egen er personlig. Enkelte indtryk. Stærke oplevelser. Jeg så ikke Muren falde, men jeg følte det. Jeg har en erindring om Muren.
Den er ikke mindre væsentlig.
Så tak til Golden Days for at minde mig om, at jeg har besøgt en belejret by. At jeg har oplevet Muren. At jeg har oplevet, hvad mure gør ved mennesker. For at minde mig om, at det kun er 30 år siden.
Den amerikanske sektor på Frederiksberg, august 2019
LÆS FLERE INDLÆG AF STEEN BLENDSTRUP HER
Foto: Presse- und Informationsamt der Bundesregierung, Brandenburger Tor 1989
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
