342 dage. Ikke en gang et helt år.
Den 25.juli 1960 rejste den amerikanske forfatter og journalist, Ernest Hemingway meget pludseligt tilbage til USA efter at have boet i over tyve år på Cuba.
De fleste af årene boede han i det nu berømte hus ”Finca Vigía” med sin fjerde kone journalisten, Mary Welsh, men så blev han enten for uenig og utryg som amerikaner med præsident Fidel Castro og hans styre ved roret eller også, er det kommet frem her mange år senere, blev han ultimativt presset af USA til at forlade Cuba pr. omgående.
Hvad end man tror, er sandheden, så forlod han dét Cuba, hvor han blandt andet havde skrevet, ”Den gamle mand og havet”, der udkom i 1952 og som kun to år senere i 1954 stærkt var med til at udløse Nobel Prisen til Ernest Hemingway.
Han forlod dét Cuba, han elskede og dét Cuba, der farverigt genelskede ham. Cuba er dét sted, Hemingway boede længst tid i sit eventyrlystne og rodløse voksenliv, og det må have været en bjergstor sorg for ham at skulle forlade sit hjem og så på sådan en forhastet og nedværdigende måde.
Det meste af hans og Marys indbo, ting og fysiske minder måtte de efterlade, hvilket må have været slemt nok og noget vi alle kan sætte os ind i, men det allermest ødelæggende og katastrofale for et skrivende og altid arbejdende menneske, som Hemingway, var, at han måtte efterlade mange halv- og helfærdige manuskripter på Cuba og desuden titusindvis af noter, så hurtigt skulle han forlade eller forlod ”Ernesto”, som cubanerne stadig kalder ham, øen.
342 dage, længere havde Ernest Hemingway og hans kone gennem 15 år, Mary, ikke boet i huset i Ketchum i staten Idaho, da det blev morgen den 2. juli en søndag i 1961.
Huset, som har en lang privat indkørsel og en godt syv tønder land stor grund, hvoraf de halvanden kilometer ligger langs Big Wood River, havde parret købt i slutningen af halvtresserne, mens de stadig boede på Cuba.
Hvert eneste menneskes liv består af en masse pixels – fra de mindste lagringer i et menneskes sjæl til de største, og hver gang du møder et andet menneske, både et du kender og et, du ikke kender, så består det menneske af sine egne historier, erfaringer, nederlag og sejre, af døgnlykke og bjergsorger af alt det, man ikke kan se og aldrig kan nå eller vil fortælle
I dag er det et naturreservat , og der er hverken adgang for offentligheden til den store grund eller til huset, hvor Hemingway, 61 år gammel den søndag morgen gik ned i kælderen og låste et af kælderrummene op, hvor han opbevarede sine våben og tog sit yndlings jagtgevær – dobbeltløbet – med op i husets foyer, hvorefter han skød sig selv i hovedet.
Hemingway døde på stedet. På hans dødsattest skrev lægen, at det var selvmord, men til pressen fortalte Mary Hemingway, at det var en ulykke.
Først fem år senere, i 1966, fortalte hun offentligt, at Hemingways fatale skudulykke, langt fra var en ulykke.
Ernest Hemingway havde begået selvmord ligesom sin far Clarence, sin søster Ursula, sin bror Leicester og senere efter Hemingways død begik også hans barnebarn, Margaux Hemingway, selvmord.
Hvert eneste menneskes liv består af en masse pixels – fra de mindste lagringer i et menneskes sjæl til de største og hver gang du møder et andet menneske, både et du kender og et, du ikke kender, så består det menneske af sine egne historier, erfaringer, nederlag og sejre, af døgnlykke og bjergsorger af alt det, man ikke kan se og aldrig kan nå eller vil fortælle.
Jeg vil ikke skrive hele Ernest Hemingways sygehistorie her, den kan I læse uddybende om rigtig mange steder, hvis I har lyst til det. Blot vil jeg fortælle til dem, der ikke ved det, at Hemingway hele sit liv led af svære depressioner, som han kunne drikke væk, danse væk, elske og kneppe væk, jage eller fiske væk, spise væk, rejse væk for en tid, men kun for en tid, så endte han i sengen igen, hvor han ofte lå og skrev på sine historier eller forsøgte at skrive, mens hans indre jolle sejlede på oprørt hav, som ingen eller intet kunne stilne.
Flere steder i litteraturen om Hemingway står det beskrevet, at han brugte sin seng, når verden ikke var til at holde ud. Sådan er vi mange, der har det, uden at det gør os til en Nobelprisvindende ”Ernesto”, men i ham genkender vi den seng, han søgte. Vi har været, eller er der selv lige nu
På fotografier ser man for det meste Hemingway sidde og hamre i tasterne på sin favorit skrivemaskine, Royal Quiet Deluxe, men nogle venner og bekendte beskriver også, hvordan Hemingway ofte ligefrem stod op og skrev, længe før hæve-sænke bordet var opfundet.
Om Hemingway havde sin skrivemaskine med, når han skrev i sengen, har jeg ikke kunnet læse mig frem til nogen steder, men måske stod den på en bakke for at give et fast underlag eller måske skrev han ”blot” noter i de blå-ryggede notesbøger, der altid fulgte ham sammen med de to skarpt spidsede blyanter. Hemingway brugte kun blyanter.
Måske halvt sad, halvt lå han i sin seng og skrev eller forsøgte på det, når verden ikke havde noget fast gulv og kun bød på det frie fald ned i depressionens ondskabsfulde kvælertag.
Flere steder i litteraturen om Hemingway står det beskrevet, at han brugte sin seng, når verden ikke var til at holde ud. Sådan er vi mange, der har det, uden at det gør os til en Nobelprisvindende ”Ernesto”, men i ham genkender vi den seng, han søgte. Vi har været, eller er der selv lige nu.
Som sagt så forlod Hemingway af den ene eller den anden grund i hast sit elskede Cuba. Han flyttede tilbage eller hjem til USA, godt nok ikke til Oak Park, Illinois i midtvesten, hvor han i 1899 blev født, han flyttede til Ketchum i staten Idaho, der havde og har nogle af de mest uspolerede naturområder i hele USA – og her i Ketchum faldt Hemingway for alvor fra hinanden.
Han blev indlagt gang på gang. Fik elektrochok og stærk medicin, men litteraturens Tarzan var endegyldigt væltet og ingen eller intet kunne rejse ham igen, allermindst ham selv.
På søndag har det været den 2. juli 56 gange siden Ernest Hemingways død. Han kom hjem til USA, men enhver ”venden hjem” byder på mange gamle pixels, og nogen gange bliver man mere væk af at komme hjem
Pixel efter pixel eksploderede, og PUFF, forsvandt håbet for Ernest Hemingway om, at mørket blot var endnu en uendelig tung men dog tidsbegrænset smerte. Den store forfatter blev ædt op og dét meget hurtigt inden for de 342 dage, som han og Mary tilbragte i huset med de syv tønder land.
Til sidst var der kun resterne af resterne af den ellers modige, vilde og hamrende flittige Hemingway tilbage. Ingen behandling hjalp og de sidste få pixels i hans sjæl dannede kun ét billede, én løsning:
Det dobbeltløbede yndlings jagtgevær.
På søndag har det været den 2. juli 56 gange siden Ernest Hemingways død. Han kom hjem til USA, men enhver ”venden hjem” byder på mange gamle pixels, og nogen gange bliver man mere væk af at komme hjem.
Jeg ved ikke, hvad der gjorde, at Papa H kun var i live i 342 dage, da han kom hjem til USA efter så mange år på Cuba, selvfølgelig ved jeg ikke det, og jeg ved ikke, hvorfor han gik ned i sin kælder og låste op for det lagerrum, hvor hans yndlings jagtgevær hang, men det gjorde han.
Tak for hvert et ord, hver en historie og hver eneste pixel, Mr. Hemingway.
Jeg elsker dig, Papa H.
Topillustration: Ernest Hemingway in Spain 1959 – Wikimedia Commons.
POV lønner ikke sine skribenter. Hvis du nyder Synnøve Søes tekster, kan du donere et beløb til hendes arbejde direkte til hendes Mobile Pay: 2868 9830
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
